Hun var en skøn 17-årig, der skred ind ad døren hos boghandleren med mobilen for øret. Samtalen med hjerteveninden var høj og støjende. Problemer med kæresten og hans reaktioner gjaldede ud i rummet. Hun afventede ikke at blive ekspederet, tog den ønskede kuglepen fra hylden, lagde penge og skred ud igen. Hun låste cyklen op. Med mobilen i den ene hånd og styret i den anden, gik hun, stadig talende, væk over fodgængerfeltet. Endnu en gang var jeg kommet ind i en ungs private rum. Hun ænsede ikke andres tilstedeværelse. Og slet ikke at hun krænkede andre, samtidig med at hun i princippet videregav de intimeste oplysninger om sig selv og kæresten. På den højrøstede måde, som mange, der taler i telefon, benytter. Ikke af nødvendighed, men fordi den anden rent kropsligt er langt væk. Hvad er det, der sker? Er det bare mangel på dannelse, eller er der tale om helt andre fænomener? Det er næppe kun mangel på dannelse, for enhver, der tager offentlige transportmidler, kender til lignende historier, og mange vælger stillekupeer i togene for at få ro fra andres private liv. At høre den midaldrende mand ringe for at takke elskerinden for en vidunderlig rejse for straks efter i en helt anden tone at ringe hjem til ægtefællen for at spørge, hvad menuen står på, er et andet eksempel. Det er bestemt ikke kun et ungdomsfænomen, at intime detaljer udspredes i det offentlige rum. Dette er eksempler på, at nogle mennesker slet ikke kan finde ud af at sætte grænser mellem sig selv og andre. Forhold, som har store mellemmenneskelige og individuelle konsekvenser. Nogle vil beskrive det som egoisme, og det er der måske også tale om i enkelte tilfælde. Men som jeg ser det, er der oftere tale om et helt naturligt ønske om at blive set og holdt af, men hvor uselvstændighed og hjælpeløshed gør det vanskeligt at få nære relationer til andre. Forhold, som er en konsekvens af en række forhold i det moderne samfund. Jeg vil belyse det med udgangspunkt i den store gruppe af usikre kvinder, som en række undersøgelser har beskrevet, men skal understrege, at det ikke kun er et kvindeproblem. Også mænds private grænser bliver i tiltagende grad flydende, når de f.eks. optræder i tv med problemstillinger omkring fedme eller andre private ting, som intet har med deres faglige eller politiske identitet at gøre. Men også overvågningssamfundet er en del af disse samfundsmæssige ændringer. Et af utallige eksempler er, når en bilist helt vilkårligt kan stoppes og undersøges, uden at denne har lavet noget forkert. Vi ved fra mange undersøgelser, at op mod halvdelen af unge kvinder og mange ældre kvinder er utilfredse med deres krop. Undersøger man dette nærmere, opdager man, at denne utilfredshed er udtryk for følelser, først og fremmest usikkerhed. Der er selvfølgelig forskellige grader af utilfredshed. Enkelte har en reel grund til at være utilfredse med den måde, naturen har skabt dem på. Men for en stor gruppe unge er det alene et følelsesmæssigt udtryk for, at der er noget i vejen. Meget ofte er det, fordi de ikke har haft mulighed for at udvikle den kerne af selvtillid og sikkerhed, som man som menneske har brug for, og som man får gennem kærlighed og selvstændiggørelse. Har man fået for megen støtte, altså er blevet overbeskyttet eller har fået lov til alt, og dermed ikke selv har kunnet eller turdet søge udfordringer, forbliver man følelsesmæssigt umoden. Det samme sker, når vilkårene har været for svære. I begge tilfælde forsøges at vinde selvtillid gennem bekræftelse fra andre. Men da de pågældende jo netop ikke kan tro på, at de har nogen betydning, vil forsøget på at blive set og om muligt elsket foregå gennem det meget tætte, nærmest symbiotiske forhold. Dette gør, at de i stedet for at mærke, hvad de selv ønsker, prøver at gætte, hvad andre ønsker. Og når de bringer sig selv på banen, er det ved at åbne sig alt for meget omkring det intime. Andre muligheder bliver udslettet. For ved at skulle gætte på, hvad den anden gerne vil have, man skal sige og gøre, skubber man sig selv i baggrunden. Det fremstår, som om den unge ikke har en mening. Hun er den søde, flittige, pligtopfyldende, ja måske endda perfektionistiske pige, som får det dårligere og dårligere. For det projekt, hun har i gang med at være sød, er så farligt og anstrengende, at det er lettest at isolere sig. Symbiose eller isolation. Der er ingen mellemveje. Den unge blotter sig i sit forsøg på at blive set, accepteret og være rigtig. Det er også det, der sker, når medierne går ind og bruger eller undertiden misbruger personer til udstilling, frem for at de repræsenterer en sag eller en problemstilling, som så behandles grundigt. Det giver et øjebliks tilfredshed at have været set. Men når man blot udstiller sig, og sagen ikke følges op politisk, bliver det efter kort tid til et privat nederlag, fordi man også her blottede sig. Umodenheden hjælpes på vej af den moderne teknologi, f.eks. når den unge bliver helt fortvivlet over, at der ikke fluks kommer svar på SMS'er eller andre forsøg på kontakt. Det er voldsomme og ofte helt ustyrlige følelser. Og når den unge føler sig svigtet, får det en kolossal betydning. Verden bryder nærmest sammen, og da hun kun har sig selv at bebrejde, er det sig selv hun må forsøge at lave om på. Pigerne gør det ved at forsøge at leve op til idealbilledet og gøre sig slankere, uanset hvor slanke de er. Og har de ikke allerede udviklet en spiseforstyrrelse, udvikles en sådan, eller den forstærkes ved, at man begynder at skære i sin krop. Drengene lader sig undertiden i stedet friste af grupper, der synes at have magt, f.eks. rockere, hvis ikke de vælger flugten gennem alkohol, hash eller andre stoffer. Disse ting ses selvfølgelig tydeligst hos unge med psykiske problemer. Men det, der kaldes singlekulturen, er f.eks. et udtryk for det samme. Det idealiseres ofte som et af de nye fænomener, hvor det beskrives som, at unge 'frisætter' sig selv og ikke bare glider ind i det bestående samfundsmønster. Men ser man lidt dybere på fænomenet, er der - som altid historien igennem - kun nogle få, der kan frisætte sig selv og har overskud til at være ambitiøse, til at eksperimentere og flytte sig i forhold til samfundets faste normer. For en meget stor gruppes vedkommende er der tale om angst for eller manglende mod til at relatere sig til andre personer, og ikke mindst en intim partner. I virkeligheden er det meget let at aflæse. For det, der fylder mest i deres bevidsthed, er ønsket om en partner. Prøv bare at se på profilerne i de elektroniske datingregistre. Mange unge kan ikke frisætte sig selv, de unge mangler rammer for deres tilværelse. Og kedsomhed bliver en stor del af tilværelsen, når man ikke tør have en mening og engagere sig. Mennesker har brug for kontakt, struktur, noget at stå op til, noget at engagere sig i. Der har sikkert tidligere været alt for snævre rammer for den unge. Men for mange er der nu alt for vide rammer. Og der sættes ikke grænser for den unges ønsker og adfærd. Det er her, de begynder at gætte, hvad det er, de skal gøre, for at forældrene kan blive glade for dem. Ligesom det kan dokumenteres, at alt for høje forældreforventninger er dårligt for de unge, er det, at der stilles for få krav, også en stor belastning, for det kan meget let føles som manglende interesse og ligegyldighed. Derfor er mange unge, der udadtil synes at have stor sikkerhed, slet ikke tilsvarende følelsesmæssigt modnet. Så når den unge næsten hensynsløst slænger sig gennem butikken og kun er optaget af, hvor svigtet hun føler sig af kæresten, så er der selvfølgelig tale om den form for egoisme, som selvcentreringen også afspejler. Men der er først og fremmest tale om usikkerhed. Uanset at hun udadtil kan se ud, som hun har fod på det hele. De meget høje forekomster af psykiske problemer hos unge, bl.a. spiseforstyrrelser hos pigerne, har gjort, at det er tvingende nødvendigt, at man i fremtiden søger at styrke de unges selvtillid i forebyggelsen af de psykiske problemer. Som illustration af omfanget beretter langt de fleste nyuddannede læger, at de har haft psykiske problemer, mens de læste. Og 20 procent af de unge kvinder og lidt færre af mændene har været i professionel behandling, når de er færdige med deres studium. Og forinden er cirka en tredjedel faldet fra studiet af forskellige grunde. Det kan et samfund ikke bære. Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt taler i bogen 'Menneskets vilkår' om, at grænsen mellem det offentlige og det private er udslettet som en konsekvens af moderniteten, blandt andet en følge af de økonomiske ændringer i samfundet. Der var da også, på grund af de økonomiske ændringer, en mulighed for og et ønske om at sætte fokus på det private rum, fordi en række misforhold blev fortiet. Ikke mindst den internationale kvindebevægelse ønskede, at der blev sat mere fokus på, hvad der foregik i det private rum med sloganer som 'Gør det private offentligt'. Men formålet var politisk og ikke en udslettelse af grænser. Man ønskede at vise, at der var forhold inden for familien, som det var nødvendigt blev diskuteret i det offentlige rum. Vold mod kvinder i familien, voldtægt, incest og så videre. Man ønskede at vise, at i et samfund, hvor ansvaret for hjem og børn var kvinders domæne, mens det økonomiske ansvar var mænds, var magtforholdet mellem kønnene ulige, fordi kvinder var afhængige og ikke kunne gå, hvis forholdene var utålelige. Der er sket ændringer på dette område, bl.a. fordi kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, men langtfra i et omfang, som det er både ønskeligt og nødvendigt. Men den udviskede grænse mellem det private og det offentlige rum, som den unge kvindes samtale er et eksempel på, er netop ikke en del af det politiske ønske om et mere nærende, respektfuldt og ligeværdigt forhold mellem mennesker, som bl.a. kvindebevægelsen ønskede. Det er i stedet en udvikling hen mod en generel umodenhed hos mennesker, der har svært ved at indgå i kollektive sammenhænge og ikke har blik for nødvendigheden af fællesskab. Umodenheden afspejles bl.a. i, at venner er erstattet af professionelle rådgivere, som skal guide en gennem tilværelsen, og at mange vil bo alene, fordi det er for svært at bo med andre. Boligerne for unge har støttet udviklingen, f.eks. når kollegieværelser bygges med eget bad og køkken i stedet for indrettet på et fællesskab, hvor man lærer at være sammen og få slebet kanterne af. For i et samfund med små familier og forældre, der har svært ved at sætte grænser for barnet, har dette ikke lært at fungere sammen med andre. Mennesker har brug for fællesskab. At læserne af en avis opfordres til at skrive om deres seksualliv, er også et eksempel på, at grænsen mellem det private og offentlige udslettes. Den samtale skal tages med kæresten eller venner, hvis den er dejlig, eller en professionel, hvis den er traumatisk. Det er, som om samfundet er blind over for, at man med udslettede grænser er med til at gøre enkeltindividet til allemandseje, eller også er det meningen. For dem, der ikke har lært at sætte grænserne, bliver det uforståeligt, at mindreårige ikke må udnyttes, eller at der er tale om en voldtægt, når kvinden eller manden har sagt nej. Der er ingen tvivl om, at de økonomiske kræfter, som Hannah Arendt beskrev det, er med til at gøre mennesker til apolitiske forbrugere, der køber og udstiller sig selv uden fornemmelse af konsekvenserne. Understøttet af populære og uunderbyggede myter om det kompetente barn. Det er noget vrøvl; børn er ikke kompetente, men de kan lære at blive det. De lærer ved at imitere omgivelserne og tager farve efter det omliggende samfund. Derfor har det omgivende samfund en kollektiv forpligtelse, som er ved at smuldre i dagens minimalsamfund med næsten diktatoriske ledere, der hjalp udviklingen på vej ved at nedvurdere dem, der løftede sig fagligt op over det intime rum, ved at udråbe dem til smagsdommere. Der er brug for en ny Emma Gad, som kan være en inspiration til, hvor der skal sættes grænser mellem det intime og det offentlige rum. For lige nu kan de fleste, herunder politikere og medier, ikke finde ud af at sætte disse grænser. Se blot på en af de seneste reklamer, hvor en kvinde kommer og føler sig forulempet af en avis og bliver endnu mere forulempet af sin agent, der kryber ned under bordet for at beskue hendes underliv, som han ellers kunne se afbildet i den avis, hun kom med. En tvetydig annonce for et af de mange blade, der ved, at de krænker privatlivet. At sætte grænser betyder ikke en ny puritanisme. Det er at behandle hinanden med ordentlighed og respekt og imødegå den totale udnyttelse af mennesker. Det er om at komme i gang. Hvem fortsætter?