I Europa transporteres et stort antal dyr i stigende grad meget langt for at blive slagtet. Starten til dette var ophævelsen af de veterinære grænser ved etableringen af det indre marked i 1986. Man kan sige, at det var en af de mere uheldige og utilsigtede skyggesider ved etableringen af det indre marked, som man enten ikke fik forholdt sig til, eller som man ikke havde forudset. For mange dyr fås en højere kødpris for det levende dyr til slagtning andre steder, end hvor dyret er opvokset. Selv om man udmærket kan transportere kølet eller frossent kød, foretrækker man derfor at transportere de levende dyr langt til slagtning. Dette selv om man ved, at dyrene ofte har svært ved at tåle de meget lange transporter, hvor de som oftest hverken får vådt eller tørt undervejs. Og dette selv om transporterne egentlig er overflødige, og selv om rigtig mange dyr lider overlast ved det. Man kan derfor spørge, om den fri handel i EU er så vigtig, at vi skal acceptere dyreværnsmæssigt uacceptable forhold i den frie vareudvekslings hellige navn? Det mener jeg ikke. Dyr er ikke varer, men levende væsener, og dyrene lider ved disse langvarige transporter. Fra undersøgelser ved vi, at dyr under transport er meget stressede og bange de første timer. Efter otte timer afløses angst og stress af træthed og udmattelse. EU-kommissionen,der er opmærksom på de store problemer, har for nylig fremsat et forslag, der går ud på, at dyr må transporteres 9 timer, derefter skal de hvile sig i 12 timer, men blive på vognen. Dette kan gentages. Principielt kan dyrene transporteres i hele uger. Ifølge forslaget skal dyrene dog have vand under transporten samt foder under de 12 timers hvile på vognen. Forslaget er efter min mening dyrefjendsk og desuden hygiejnisk og smittemæssigt helt uacceptabelt. Det er blevet kritiseret ret bredt. Men der tegner sig alligevel en mulighed for, at det bliver vedtaget. De utilstrækkelige regler, der er på området i EU lige nu, er faktisk bedre, for her skal dyrene dog med visse mellemrum aflæsses på en såkaldt mellemstation, hvor de skal have vand, foder og hvile. Og her har myndighederne i det mindste i princippet en mulighed for at gribe ind over for uforsvarlige forhold og stoppe transporten af dyr, der ikke kan klare det. (Disse mellemstationer springes desværre ofte over af vognmanden, fordi det er svært at kontrollere). Men med det nye forslag har myndighederne ikke engang denne mulighed for at fange nogle af de dyreværnsmæssigt uacceptable forhold og kræve udmattede dyr aflivet og/eller videre transport stoppet. Eller eventuelt reagere over for smitterisiko ved videre transport. Dyrene skal efter det nye forslag blot blive på ladet og 'hvile' her i 12 timer samt fodres, imens transporten afbrydes, hvilket jeg mener, man må vide, for det første ikke vil ske, for det andet heller ikke kan lade sig gøre - simpelt hen. Dyrenes Beskyttelse har indsamlet en halv million underskrifter fra danskere, som har skrevet under på, at de vil støtte den danske regerings forslag om maksimal transport af dyr til slagtning på 8 timer. Forslaget blev fejet væk i EU. Det er mange underskrifter. Den store folkelige opbakning sender det signal, at dyrene er vigtige (samt mere og andet end varer). De er mange danskeres venner. Næst efter børnene er det for mange mennesker dyrene, der tæller allermest. Justitsminister Lene Espersen sagde på en dyrevelfærdskonference i efteråret på Christiansborg, at det, der har overrasket hende mest i hendes nye embede, er, at henvendelser vedrørende dyr og dyrevelfærd har vist sig at være det hyppigste emne. Kampagnens overskrift var: 'Dyrevelfærd til det sidste - Dyremishandlingen på de europæiske veje må stoppes nu!'. Underskrifterne blev overrakt EU-kommissionen og fødevareminister Mariann Fischer Boel 17. november i fjor. Generelt er danskerne utrolig glade for dyr og forlanger dyrevelfærd. Der er problemer herhjemme, og der er mange steder, forholdene ikke er, som de skal være. Både i landbruget og andre steder. Desuden oplever vi i en del politikredse, at politiet og andre myndigheder på det nærmeste direkte modarbejder oplagte dyreværnssager. Justitsministeren er tilsyneladende klar over disse problemer og har taget fat på en del initiativer, som efter min mening ikke er tilstrækkelige. Der er nok at gøre og meget, der trænges. Men det er og bliver da helt og ganske uacceptabelt, at EU forhindrer vedtagelse af nødvendige og fornuftige love for at forhindre den mishandling af dyr, der i mange tilfælde sker ved lange transporter af slagtedyr. Det er faktisk på motorvejene og landevejene i EU, de værste overgreb på dyr finder sted. Såvel i kvantitet og kvalitet. Det er et meget stort antal dyr, der transporteres langt igennem Europa for at blive slagtet i modtagelandet. De mange eksempler, der er på mishandling og vanrøgt af dyr under de lange transporter, er så voldsomme og så langt ud over, hvad der kan kaldes anstændig behandling af dyr, at de fleste personer ville blive chokerede, hvis de så det med egne øjne og fuldt ud havde kendskab til omfanget, som det er nu. Der har i pressen været en del alvorlige eksempler på dette. F.eks. gav vores eget DR 1 os en lille smagsprøve (heste) i januar 2002 , hvor fødevareministeren fik blanke øjne og virkede overrasket. Det viste var ikke enestående og foregår stadig. Det er en skamplet, som bør standes. EU har i høj grad forstærket eller skabt problemet ved etableringen af det indre marked. EU bør derfor tage et ansvar Selv om dyrene skal dø, skal vi behandle dem ordentligt lige til det sidste. Dette er jo bare rimeligt, anstændigt og sund fornuft. Men ikke for EU-kommissionen, hvis forslag vil medføre en forværring af en situation, der allerede er uacceptabel. Selv om det EU-finansierede projekt CATRA, der siden 2000 har undersøgt forholdene omkring Europas mange dyretransporter, nåede frem til, at der er behov for store forbedringer, er EU kommet med et forslag, som vil medføre en forværring for dyrene! Som nævnt går det nye forslag ud på, at dyrene kan transporteres i 9 timer og derefter skal hvile sig i 12 timer, men blive på vognen. Dette kan gentages i en uendelighed hvis ønsket. Jeg må desværre sige, det er dyrefjendsk makværk, hvor kravet til friskslagtede dyr i Sydeuropa er blevet tilgodeset ved, at man har prioriteret en fortsat stor transport af slagtedyr fra den nordlige del af Europa inklusive Danmark og sydpå, på bekostning af hensyn til dyrene samt medførende en meget stor smitterisiko som en direkte konsekvens af forslaget. Jeg efterlyser sund dømmekraft! En flok elever fra en 7.-klasse, der havde fået et kort intensivt kursus i problematikken omkring epidemier, hygiejne og smitterisiko, forhold omkring transport samt dyrevelfærd i det hele taget, ville faktisk have kunnet gøre det bedre. Min kritik af forslaget er følgende: 1) Det er uacceptabelt, at der slet ikke i forslaget er en maksimal transporttid. En transport af landbrugsdyr er altid en stressfyldt belastning og desværre så godt som altid en angstfuld og traumatisk oplevelse. Jo længere transport, jo større belastning. Fra undersøgelser ved vi, at transport af de store landbrugsdyr bør være maksimalt 8 timer. 2) Vi ved også fra mere end 25 års erfaring, at det ikke hidtil har ladet sig gøre for myndighederne at føre kontrol med slagtedyr på lange strækninger igennem Europa. Derfor bør disse slagtes i hjemlandet. Man er håbløst naiv og blåøjet, hvis man tror, at kontrolforanstaltninger igennem Europa kan forårsage, at dyrene vitterlig får vand, foder og et tørt leje, strøelse og hvile efter 9 timers transport. De sparsomme regler, der i øjeblikket er på området, bliver ikke overholdt. Dette har der igennem nu mange år været talrige afslørende pressedækninger af. Men det vidste vi dyrlæger godt, og vi har i årevis forsøgt at gøre opmærksom på det. Myndighederne har ikke mulighed for at udøve denne kontrol effektivt. Det tror jeg egentlig, at EU-kommissær David Byrne og de stærke kræfter i Sydeuropa udmærket er klar over. Det har mere handlet om at få lukket munden på kritikerne og ikke om at hjælpe dyrene og hindre dyremishandling på vejene. 3) Dyr kan sådan set ikke hvile på transportvognene, sådan som det foreslås i forslaget. De er stressede og utrygge. De kan og tør ikke lægge sig. Efter 9 timers kørsel vil der i øvrigt være en del urin og gødning på bunden af vognen. Der vil normalt ikke kunne muges og strøs uden aflæsning af dyrene, så det vil typisk være noget slemt søle, de i givet fald skal forsøge at lægge sig i. Det vil desuden normalt være en komplet fysisk umulighed at fodre og vande, når dyrene er på transportvognen. Det vil ofte være farligt for en person at forsøge. Dette er sandsynligvis hovedårsagen til, at vi i dag har den viden, at dyr under transporter på selv op til flere døgn normalt ikke får hverken vand eller foder. Når vognen holder stille, begynder dyrene, der står tæt og ikke har etableret et hierarki, ofte at slås, så de svage får dybe og alvorlige skrammer. De helt udmattede lægger sig dog til sidst, men bliver trampet ned og læderes af de stærkere. 4) Det er fornuftigt af EU-kommissionen at forholde sig til smittefaren. Man mener ved forslaget at have nedsat en smittefare ved at undgå aflæsning af dyr, men dette er også en illusion, der ikke holder. Selv om aflæsning undgås, som forslaget er, må det ud fra en veterinærfaglig vurdering siges, at det altid vil indebære en relativt stor risiko for smitte af specielt de alvorlige og frygtede virussygdomme rundt i EU-regionen at transportere dyr på kryds og tværs i så stort omfang og under så lange transporter, som forslaget lægger op til. Man er naiv og veterinærfagligt på meget tynd is, hvis man tror, at manglende aflæsning kan eliminere denne risiko. Det er ikke tilfældet. Det er disse virussygdomme faktisk alt for smitsomme til. Chaufføren og andre, der har været i kontakt med dyrene, kan sagtens bære smitten videre. Især hvis de er i kontakt med dyrene for at tilse disse eller for at vande og fodre, som forslaget lægger op til. Uden de enorme transporter af dyr rundt i England (især får) var mund- og klovesygeepidemien slet ikke blevet så voldsom og tabsgivende, som det blev tilfældet. Derfor må det understreges, at hvis EU's politik er at fastholde en transport af slagtedyr i så stort et omfang på kryds og tværs i en geografisk så stor region som EU, vil dette udgøre en meget væsentlig risiko for tabsgivende sygdomsepidemier blandt landbrugsdyr af et økonomisk omfang, der på et tidspunkt vil overraske. Dette er uklogt. Min konklusion er, at transport af landbrugsdyr til slagtning bør være til nærmeste slagteri, og der bør være en maksimal transporttid, der passende kan fastsættes til de af Danmark foreslåede 8 timer. Kun i de sjældne situationer, hvor slagtedyr befinder sig over 8 timer fra nærmeste slagteri, bør dette kunne fraviges under betingelse af aflæsning af dyrene, med fodring, malkning af mælkeydende køer, vanding, halm og hvile. (Transport af avlsdyr og dyr til levebrug kan godt være over 8 timer, hvis der sker aflæsning undervejs. Her er smitteproblematikken ikke væk, men anderledes og håndterbar). Landene i Sydeuropa (og Nordafrika) må vænne sig til at få kølekød eller frossent kød i stedet for levende dyr, uanset dette giver en merpris. Dyreværnslovens par. 1 og par. 2's krav om at beskytte dyr mod lidelse og behandle dem omsorgsfuldt, gælder også for slagtedyr under transport. Det er ikke rimeligt, at EU påtvinger os en lov, der tvinger os til at underkende dyreværnslovens ånd om at respektere dyr og begrænse lidelser. Det er i nogen grad Syd mod Nord og en svag uprofessionel EU-kommission uden tilstrækkelige visioner og dømmekraft, der fremkalder problemstillingen. Laveste fællesnævner er blevet valgt. Jeg vil opfordre vore politikere til at tage den beslutning, at det ikke denne gang er os, der skal bøje os, og dyrene, der fortsat skal lide. Jeg tror, Danmark vil vinde anseelse og respekt, som vil gavne vores image som ansvarlig nation og professionel kødeksportør i modsætning til tvivlsom uetisk slagtedyrseksportør. EU vil formentlig ikke med glæde slæbe Danmark for domstolen i en sag, hvor EU's eget forslag er så dårligt og dyrefjendsk. Det ville ikke gavne EU's image. Det ville klæde regeringen og/eller Folketinget at vise mod og beslutsomhed i denne sag. Det kunne være interessant at høre nogle tilkendegivelser fra vore politikere om dette. Er vore politikere parate til at gå enegang og risikere en EU-sag på at stramme egne nationale regler, hvis EU-forslaget, hvad meget tyder på, bliver vedtaget?