Tillad os at præsentere os selv: Vi er de sprogpedanter, som ingen almindelige mennesker gider høre på, særlig ikke midt i en finanskrise, hvor der virkelig er vigtigere ting at tage sig til end at besvime, når en meteorolog på en statsfinansieret tv-station fortæller os, at det ligner, vi får snevejr i morgen. Vi er sådan nogle, der plejer en overdrevet og unaturlig interesse for sprog og ikke kan nære os, når vi ser eller hører en særlig slem fejl, her, dér eller alle vegne: »Undskyld mig, men du kan altså ikke konstruere ligner på den måde. Det hedder: ’Det ser ud, som om vi får snevejr i morgen’«.
Vi ved godt, vi burde blande os udenom. Men det er desværre ikke muligt. Det lykkes os altid at bilde os selv ind, at vi udfører en venlig, vigtig og samfundstjenlig handling, men som regel kunne vores ofre ikke være mere ligeglade. »Du forstår jo godt, hvad jeg siger alligevel, ik’?«. »Jo, ven, indtil videre, men hvis du fremturer ...«. Mindst en af os har rettet vores bedre halvdels kærestebreve og sendt dem retur med røde streger og gerninger, og vi har begge overmalet alt skriftligt materiale forfattet og uddelt af vores børns folkeskole- og gymnasielærere.
