Provinsen forener os. Men på opdagerfærden gennem de gamle købmandsgårdes hemmelighedsfulde bagland og lugten af stilhed i landsbyens kirke minder Politikens arkitekturmedarbejder om, at også arvegods skal forvaltes for at leve. Barndommens langsommelige udflugter til provinsen sidder endnu i kroppen som et sug af længsel. Endnu en gang at opleve Danmark som provins, disse enheder karakteriseret af landskab, byggeskik og afgørende særpræg. Et fortvivlet håb om blot for et øjeblik at mødes med de mennesker, som var afgørende for oplevelserne gennem kærlighed og tæthed. Junilyset første gang i Skagen, stemningen omkring den store buffet på Brøndums Hotel, oplæringen til at skaffe frøken Helga Ancher hummersalaten, inden hotellets gæster strømmede til. Den snigende idyl, de lave huses indsmigrende fortælling i gult om et andet Skagen, stilheden og sagtmodigheden som en farlig blomst med berusende duft. Og kontrasten ude ved Bovbjerg, hvor man knap kunne stå i blæsten hos Jens Søndergaard ved hans lille sommerhus, som også vaklede og blev gennemblødt af regn. Naturligvis kan man stadig opsøge stederne og endda komme hurtigt frem, men landet er blevet meget mindre, og der er ikke så meget provins mere. I min barndom var Søllerød en provins. Allerede i S-toget mærkede man det fremmedartede i en eller anden metallisk smag i munden. Så var der den lange gåtur fra stationen i Holte. Først ned og kigge til Vejlesø, så op gennem skoven for at finde den lille by med kirke og kro side om side, som det sig hør. Mange familier kom til krostuen med maden pakket i en skotøjsæske, men min far var æstet og udpræget modstander af smørrebrød, som havde været nedpakket på rejse fra København, så han krævede kroens forplejning og altid det samme, et stykke med røget laks og en medalje, dertil en pilsner og kaffe. Min mor og jeg fik lov at bestille efter lyst, for min mors vedkommende altid noget beskedent - fordi min far var så dyr og uøkonomisk. Bedst var det tidlige forår, når vi plukkede anemoner i skovene omkring Søllerød. Det havde min far gjort på vej til kirken, da han skulle giftes med min mor. Det blev den brudebuket. »Jeg var i en lille sort kjole, det var så kedeligt«, sagde min mor. Men min far erklærede: »Du var så smuk«. Omkring gadekæret i Søllerød lå husene dengang som nu. Med slottet til den ene side, kirken til den anden og kroen imellem. Visse huse af fin karat, men et meget fredeligt og behageligt sted og den store kirkegård skrånende ned mod søen som en eventyrhave. Mellem de mange sten kunne man finde engle og duer og store trofaste hunde, som lå og vogtede deres herskab. De voksne talte om mennesker bag navnene, ligesom man gør i en provinsby, når man går tur og kigger på husene. Der bor den, og derovre boede den familie, hvis datter blev gift med slagteren. Slottet og de store landhuse beskyttede til dels Søllerød, selv om gårdene blev stykket ud til uendelig mange parcelhuse. Men store landskabelige værdier blev bevaret, så man endnu kan opleve landskabets dramatik mellem sø og skov og fornemme, at her er en rig provins. Den egalitet af enkelhed og fattigdom som i stor udstrækning prægede de vestjyske provinser, er derimod udslettet og paradoksalt nok af den stigende velstand. Hvor man før mødte smukke, stilfærdige huse i hårdtbrændte rødbrune mursten med vinduesrammer malet i dybe farver, oplever man i dag et mareridt af termoruder, tilbyggede vinterhaver, plasttage, alskens garniture, som skal slette det oprindelige billede af en bygningskultur og skabe en illusion om, at beboerne er med på moden. Det virker forstemmende, og det gælder om i en fart at nå frem til den endnu eksisterende hede eller helt ud til Vesterhavet, som pyntedjævlene har svært ved at gøre noget ved. I Danmark er det karakteristisk, at vi på rejse i provinsen altid fornemmer, hvor vi er, landet og byerne er skarpt adskilte. Det er en stor kvalitet, som er værd at værne om. I mange andre europæiske lande oplever man, hvor vanskeligt det er at fornemme adskillelsen mellem by og land, byerne fortsætter i det uendelige og ofte tyndet ud i stadig tarveligere bebyggelser. Men sådan er det ikke hos os - endnu. Vi er stadig visuelt klar over, at Hvalsø er ikke i Roskilde. Når jeg iagttager små børn i dag med deres forældre på indkøb i de store supermarkeder, så tænker jeg på, om de har lige så spændingsfyldte og intense oplevelser, som jeg havde som dreng med min mor ved hånden i provinsens store købmandsgårde. Måske vil de også som gamle og fede sidde og tænke henført på barndomsoplevelserne i Føtex i Kalundborg. Jeg tror det. Alligevel vil jeg have lov til at hævde, at provinskøbmandshandelens fald var det mest afgørende anslag mod en god provinsiel byggeskik, som nu er tabt. De uendelige arealer, hemmelighedsfulde og farlige, som lå inde gennem porten i sådan en købmandsgård, var en verden af oplevelser. Ofte fortsatte sådan et anlæg, som jeg som dreng oplevede i Faaborg, når vi besøgte familien Rasmussen i Konservesgaarden, nu Faaborg Museum, over tre og fire gårdanlæg med porte og sidebygninger, stalde til hestene og småhuse til hønsene, for at ende i en langstrakt nyttehave helt bagude. I haven kunne man skaffe sig mavepine på blommerov, men også plukke fine buketter af sommerblomster fra de særlige bede. Visse afsnit af sådanne købmandsgårde lå nærmest glemte hen. Her kunne man blive væk for sine forældre og sidde i timevis i en stribe lys, som fandt vej ind gennem en sprukken sprække i træværket, og grunde over, hvordan verden egentlig hang sammen. Der duftede af gamle sække og kornrester og mus. Disse gårde i provinsbymidterne var oplagte ofre for supermarkedskædernes begærlige jagt på centrale steder at præsentere den nye indkøbskultur. Mod gaden den lukkede varekasse, mens gårdene og haverne blev udlagt som parkeringspladser. For storkøbkunders skyld alt, hvad hjerterne kan begære og tak for det. Men naturligvis var det bankerne, der kom først på provinsens centrale hjørner og ofte med god arkitektur, der dog afgørende brød med byggeskik, højder og materialer. Men også provinsbyernes folkevalgte ønskede nye huse at virke i, og mange kære steder er blevet slemt skæmmet af nye rådhuse, rejst i 1960'erne, da det gik livligst for sig. Dengang sagde man i arkitektkredse med et stort grin: Jeg har fået en rådhusopgave, det må gerne være dyrt, men det skal se billigt ud! Det var, som om de gode eksempler var i mindretal i provinsen, men de var der dog med Steen Eiler Rasmussens fint placerede rådhus i Ringsted i spidsen. I mange provinsbyer dannedes hovedgaden af nette huse med forretning i stuen og bolig for indehaveren på førstesalen, fuldstændig som det var i København i 1700-tallet. Der er ikke tvivl om, at provinsen skævede til hovedstaden. Og ligesom Strøget blev omdannet ved at skære husene over i livet med baldakiner, forvandledes provinsbyernes stilfærdige nethed til en skrigende brutalitet af murgennembrud, baldakiner og reklameskilte. Alle provinsbyhovedgader efter samme opskrift og ikke til at kende fra hinanden. Men det er en tendens, som nu vender, ofte går Netto i spidsen med provinsens mest anonyme nybyggede huse, og mange af byernes forretninger opsøger et enklere og mere harmonisk bygningsudtryk. Så måske er provinsens hovedgader i salveten. Derimod går det hårdt ud over de mere ydmyge steder, lystanlæg, slipper, de lange haver ned mod stranden og den store frodige provinshave i det hele taget. Anlæg inddrages til biblioteks- eller skolebyggerier, haverne stykkes op og bebygges, og slipperne fører ingen steder hen længere. Det karakteristiske trærækværk, malet hvidt eller grønt, ryger på sankt hansbålet og erstattes af nogle sukkerbrikagtige kunststofbyggesten, som ikke skal males, og som er lette at holde og forfærdelige at se på. Gamle hegn og stendiger nedbrydes for at skaffe plads til motorvejsudvidelser. Men endnu har vi provinsernes store åbne landskaber, måske ofte lidt komplicerede at orientere sig i, så mange foretrækker at blive på rastepladserne, men landskaberne er i høj grad værd at opsøge. Det er også her, herregårdene ligger, tilgængelige ad smukke veje og stier, fredfyldte og ensomme. Ofte er der meget stille i den indre by i København, hvor jeg bor. Hørbart stille. Jeg griber mig i at sige, her er stille som i en fjern provins. For er det ikke det nedsatte tempo, den trygge ro og den dybe stilhed, vi forbinder med provinsen og søger der, det tror jeg. Ikke mindst i landsbykirkerne finder vi denne eftertragtede ro. Inde i sådan en 800 år gammel bygning, robust og hvidkalket, følges lysets skiften opmærksomt, ledsaget af den mærkelige stærke duft fra buksbom. Provinsen byder på alle stilarter, jagten på dem kan blive en spændende leg. Jeg husker en sommerferie, da min far bød os at jagte vinduer. Det mest spændende fandt vi i Hviding i den vestlige del af Sønderjylland i en kirke af tufsten, på nordsiden et syvbladet spidsvindue, vist ikke noget man kan finde andre steder og derfor netop så dragende. Der er det gode ved kirkejagt, at man ofte skal hente nøglen hos graveren og derfor jævnligt støder på en personlighed, som også er villig til at fortælle - og som kender den bedste kro i nærheden -, men det er også tilfredsstillende, at kirkerne er så rigt og godt beskrevet, man kan altid få besked, ofte gennem en lille folder i våbenhuset. Provinsen forener os på så mange måder. Gennem bygninger vi kender, og som har betydning i vores liv, i slægtens liv. Men også dette at være fra provinsen, fra samme enhed i landet, kanhave stor betydning for mennesker. En pige fra Sorøegnen møder en anden pige fra Sorøegnen, så kan det vel ikke gå helt galt. Et signal om tryghed. Læg mærke til, hvor ofte vi tænker på, hvor mennesker er fra. Jeg kan ikke tænke på min kollega Ninka uden at huske, at hun er fra Gråsten, oven i købet slotsaftappet, som hun engang skrev: »Mit første blik af denne verden gled ud i den lyse sommerdag via Gråsten Slots kæmpemæssige palæruder, hen over den store terrasse, ned over den pompøse trappes amfiteatralske halvmåne og ud i slotssøen, hvor svanerne, vuggende for egne sejl, kastede anker i bevidstheden. Siden har synet af svaner altid bragt mig lige lukt tilbage til barndommens Illyrien, hvor svaner, året rundt og overalt, i slotssøen, i havnen, i hver vig af Flensborg Fjord - bestandig sejlede ind og ud af begivenhederne, formgav minderne, blev den gennemgående illustration, bomærket, så at sige, i min barndoms bog«. (Anne Wolden-Ræthinge i 'Min barndoms by', Politiken 1969). Heldig er jeg som udpræget storbymenneske, født i Holmens Kanal og bosat stadig ved det samme kanalvand, men samtidig med del i provinsen. Jeg er aldrig i min provins Røsnæs uden at tænke på Erling Bjøl, hvilket garanteret vil overraske ham, for vi kender slet ikke hinanden. Men Bjøl er fra Kalundborg, hovedstaden i min provins, og har fortalt, hvor godt han som barn kendte Afrika. Det lå ovre på den anden side af fjorden, og han kunne se det gennem barndomshjemmets vinduer. De voksne kaldte det ganske vist Asnæs. Men enhver kunne ifølge Bjøl se at markerne omkring Lerchenborg med spredte fladkronede træer var en savanne, og Bjøl var sikker på, at der var giraffer. Det samme er jeg. Men tag nu blot min lille provins i dette land. Den rummer oplevelser nok til mange liv. Med få hundrede meters mellemrum ligger gravhøjene, og jeg cykler aldrig forbi uden at standse og glo. Den kæmpemæssige sten oven på de tre andre spidse sten, hvordan pokker har det kunnet lade sig gøre, og endnu ligger de, disse herskerhuse, side om side med bygninger, hvoraf kun få er smukke, mens mange er udprægede personligheder. Fra Kaalund Kloster inde i Kalundborg og stik vest ud til Røsnæsgaarden strækker min provins sig, præget af de pragtfulde klinter, havet på begge sider, sjælden tundraflora og rig fauna med biædere og rovfugle. Især tårnfalken er jeg en beundrer af, den kan stå bomstille i luften lige over mit hoved og se den mus, jeg ikke kan få øje på. Også her vugger svanerne i stille vejr med unger i det blødeste gråværk. Kalundborg er en provinsby, det er gået hårdt ud over, og som har haft svært ved at komme frelst gennem byggeriets moderne tider med de tusindvis af muligheder og materialer. I Kalundborg var arkitekturhistorikeren Chr. Elling født. Hans far var boghandler. I min barndom besøgte vi hans familie med gamle tanter i store, brede gennemlyste stuer. Udpræget provins med strenge regler for omgang og med en forfærdelig hakkeorden, men også med en fin stilfærdig kultur som var stilsikker. Alt dette gik fløjten, boghandelen endte som værtshus, og det er ikke så dårligt endda. Men i farten med at få det hele moderniseret og pudset op a la mode veg kvalitetssansen alt for ofte for griskheden, og som i så mange tilfælde både i provins og hovedstad glemte man, hvad man altid skylder stederne og deres karakter. Hensyntagen, omtanke, fornemmelse for stedets ånd. Men også ansvar. Selv i arvesager har en by som Kalundborg kludret grundigt i det. Jeg tænker først og fremmest på Kysthospitalet, et fornemt bygningsværk i strandkanten, skabt af arkitekten Herholdt med de tidligste jernbetonkonstruktioner. Det ligger hen som ruin efter tovtrækkeri i årevis. Jørn Utzon har tegnet et projekt til stedet, det er for længst lagt i skuffen, nu arbejder man med et tvivlsomt projekt af Dissing og Weitling. Samtidig vil man tilbygge et af de sidste frie bynære områder på kysten, et landskabeligt karakteristisk indslag, som netop skulle fredes for at fastholde erindringen om Refnæs' karakter, de rigt bevægede store landskabelige strøg mod vandet. Et andet sted i min provins, i Nostrup, ligger trukket ind fra landevejen med en imponerende poppelalle et fornemt gammelt sommerhus, Klintegården, et rigt skåret skønvirkehus, placeret et af de mest dramatiske steder på kysten, som J. Th. Lundbye tegnede og malede. En slugt fører fra huset ned til stenstranden. Kalundborg arvede for mange år siden stedet - som nu er i så dybt forfald, at det ikke står til at redde. Huset ligger utæt på tag og fag, kvæstet af hærværk, ubeboet som et landskabeligt slum. Inde i min provinsby findes et meget flot sted, en vældig trappe fra Kordilgade, hovedgaden, op i højderne. Jeg har lyst til at kalde den Kalundborgs spanske trappe. Den trænger til en stor arkitekts bevågenhed, og det har den netop fået, takket være et fremragende lokalt initiativ, som med fondsmidler har fremlagt et fornemt projekt fra Henning Larsens Tegnestue. I det omdannes trappen til den egentlige begivenhed, den bør være i bybilledet, både gennem linjeføring og materialer. Men så tøves der på ægte provinsiel vis. Er det gamle nu ikke godt nok, og det nye koster jo. Og kan vi spare en femøre, så kan vi da godt leve videre med det. I stedet for at lade daleren springe og få noget af bedste kvalitet. Noget af det vi også søger til provinsen for at finde. Tidligere Kroniker om 'Provins' stod i Politiken 6. og 7., 13 og 14., 20. og 21. samt i går, 27. juli. Serien afsluttes med et essay af digteren Søren Ulrik Thomsen i Politiken næste søndag, 4. august.