Flashback 1 – sommeren 1984: Ankommer til Belfast ved 21-tiden med en bus fra republikken Irland i et anfald af ungdommelig længsel efter skibskatastrofer og pludselig død.

Lige over for verdens mest bombede busstation ligger der et stort hotel, hvor jeg går hen for at veksle mine irske pund til engelske. For at komme ind skal jeg først igennem en lang overdækket tunnel, hvor jeg stiller min rygsæk og passerer metaldetektoren. På vej ud til youth hostelet i den sorte londonstyle taxi ser jeg utallige afspærringer med engelske soldater, der svært bevæbnede står klar. Der er næsten ingen mennesker på gaderne, og det ser ud, som om næsten alle pubber og restauranter er lukkede … Maj 2007: Familiære forhold har igen bragt mig til den irske ø; sammen med min søster sidder jeg igen i en bus på vej til Belfast for at besøge min nevø og hans nordirske kæreste. Busturen fra Dublin afslører en voldsom forandring af den irske republik – man kan se, hvordan økonomien kører for fulde damp i det før så (set med vesteuropæiske øjne) fattige land. Overalt er man i gang med nybyggeri, og store udenlandske selskaber har gennem de sidste år slået sig ned, lokket af den lave selskabsskat og de store muligheder for gunstige investeringer. Siden jeg var her sidst, er Irland også blevet medlem af EU, hvilket især de første år af medlemskabet var en stor økonomisk fordel for landet. Der er ikke længere nogen synlig grænse mellem Irland og Nordirland – vejskiltene er det første, der afslører, at man nu er kommet til Nordirland; miles i stedet for kilometer, og bynavnene staves kun på engelsk og ikke også på gælisk som i Irland. Efterhånden lægger jeg også mærke til husenes stand, det færre antal af selskaber, fabrikker og kontorbygninger. Nordirland har slet ikke oplevet det økonomiske opsving, der har gjort Irland til landet med Europas hurtigst voksende vækst; hvem har lyst til at investere i et land, hvor bomber sprænges, folk myrdes i flæng og politisk stabilitet er et ukendt ord? Da vi ankommer til Belfast i strålende solskin, kan jeg intet kende; trafikken er voldsom, mennesker fylder gaderne, og væk er alle afspærringer og kørende patruljer med engelske soldater. Vi hentes af Cliona og Julian, der kører os til vores hotel, som ligger nær ved universitetet – et område, der syder af liv; unge mennesker, cafeer og pubber, hvor folk sidder ude og inde og drikker kaffe og øl. Jeg husker fraværet af smil fra mit sidste besøg og bliver slået af forskellen på dengang og nu; byens stemning har ændret sig – væk er den elektriske stemning af usikkerhed og frygt; den er erstattet af optimisme og glæde over foråret som i de fleste andre storbyer. Om aftenen er gaderne endnu mere livlige; et utal af restauranter og pubber tilbyder deres service, og den eneste forskel er de dørmænd, der står ved alle pubberne fra klokken 18 – noget, der også kendes fra London. Flashback 2 – sommeren 1984: Har en kort diskussion med lederen på youth hostelet – jeg har bedt om mit pas, der ellers skal deponeres, mens man bor der. Jeg vil ikke gå rundt uden identitetspapirer i Belfast, men han mener, at jeg bare kan »stay out of trouble«, så vil jeg ikke få brug det. Jeg får mit pas med, og da jeg kommer tilbage om aftenen, har jeg vist mit pas fire gange og er blevet visiteret lige så mange gange ... Jeg opsøger en bogcafe, jeg har fået adressen på hjemmefra – det skulle være et pro-IRA-sted, og jeg spørger en af de ansatte, om der ikke er en, der kan forklare mig lidt om konflikten og baggrunden. Nødtvungent kommer en ung pige hen og sætter sig hos mig – hvad hun forklarer, husker jeg ikke; jeg husker kun hendes afstandtagen, hendes lukkethed og forstår ikke. Her kommer jeg og vil vise min interesse og solidaritet, og ingen vil tale rigtigt med mig. På mit afsluttende spørgsmål om, hvor jeg eventuelt kan gå ud og få en øl om aftenen, får jeg kun et langt undersøgende blik fra hende og en hovedrysten. Senere forstår jeg bedre ... På hotellet ser vi BBC, Nordirland. Gusty Spencer, leder af UVF (Ulster Volunteer Force, en unionistisk terrororganisation) holder pressekonference. Gusty har selv siddet inde for mord, og hans UVF har mere end 500 mord på samvittigheden, siden de startede deres aktiviteter i midten af 1960’erne. De fleste drab blev udført sent om aftenen på katolikker, som man havde mistænkt for IRA-aktiviteter eller politiske holdninger, der var for et forenet Irland. Som regel var de tre-fire stykker sammen og under påvirkning af rigeligt med pints og whiskey, når de skød deres ofre. Nu erklærer han, at alle deres aktiviteter – både af efterretningsmæssig og aktiv karakter – er afsluttet. Det eneste, der mangler, er, at de afleverer deres våben – denne mangel deler de med IRA, der for år siden erklærede deres våbenhvile. Men det, at en af de mest ekstreme protestantiske, unionistiske organisationer nu melder, at kampen er forbi, er betydningsfuldt. Ingen grupperinger af betydning på nogen af siderne har nu en aktiv kampstrategi mod ’de andre’. Det utrolige ser ud til at være sket – og tirsdag 8. maj ser ud til at blive historisk. Det er mandag 7. maj, da vi alle fire tager ud til Stormont – en borg, der ligger 6 kilometer uden for byen og huser Nordirlands parlament. Det er en imponerende bygning med en halvanden kilometer lang dobbeltallé, der løber gennem en park op til hovedindgangen. Alle de engelske tv-selskaber er ved at stille deres udstyr op – i morgen skal de to yderpunkter i nordirsk politik præsentere deres fælles regering; på den ene side den tidligere så uforsonlige unionistleder Ian Paisley, der med religiøs retorik af værste skuffe har tordnet imod en hver tilnærmelse med katolikkerne, IRA og deres politiske bagland Sinn Fein. Kendt for sine tre slagord: »Never, never, never!«. På den anden side Martin McGuiness fra Sinn Fein – det ville trods alt være for meget at sætte Gerry Adams i regeringen. De to skal være henholdsvis førsteminister og viceførsteminister – i praksis skal alle beslutninger træffes i enighed mellem de fløje, men det virker, som om alle er indstillet på, at det skal lykkes denne gang. De to har fuld opbakning fra deres bagland, og de har ved at indgå i denne for bare et par siden så utænkelige regering givet hinanden håndjern på: Ingen af dem kan tåle at træde ud og markere særstandpunkter, der tilgodeser den ene side frem for den anden uden at tabe enhver respekt og anseelse fra omverdenen. Det naturlige spørgsmål er, hvordan dette kan lade sig gøre – en konflikt, der gang på gang er forsøgt løst med engelsk og international hjælp, ser nu pludselig ud til at blive løst ved parternes egen hjælp; forhandlinger i det skjulte mellem de to fløje – hvor tonen har været anderledes progressiv, end når parterne er trådt offentligt frem – har banet vejen, og et af emnerne har givet været den økonomiske stagnation, Nordirland har oplevet. Alle har kunnet se, hvordan Irland er tordnet frem. Et andet emne kunne have været den nye generation af unge, der ikke har støttet op i samme grad om deres tilhørsforhold til den ene eller den anden gruppe – de er vokset op i en globaliseret verden, hvor sekterisme og isolation ikke er nøgleord. England har for længst opfattet Nordirland som et problem, man helst var foruden; englænderne har ingen økonomiske eller strategiske interesser i landet – tilbage har kun været et moralsk ansvar for en løsning og måske en ’gentleman’-tankegang, der ikke ville lade et mindretal med engelske rødder alene tilbage på den irske ø. Flashback 3 – sommeren 1984: Jeg sidder i bussen på vej til Dublin for at rejse hjem til Danmark – frustreret over mit besøg i Belfast. Jeg føler ikke, at jeg er blevet klogere, men jeg indser, at den konflikt, jeg har en romantisk forestilling om, er blodig alvor for de involverede. Jeg indser også, at mit besøg i bogcafeen i bedste fald var naivt samt det forståelige i, at ingen ville ’lukke mig ind i varmen’ – i bedste fald var jeg ligegyldig – i værste en, der ville infiltrere, spionere. Min søster og jeg bestiller en ’black cab’, der skal føre os på en historisk, politisk tur gennem Belfast – receptionisten på hotellet fortæller os, at det hovedsageligt er chauffører med en fortid i fængselet på grund af politiske lovovertrædelser, der kører disse ture – mennesker, der har svært ved at få andet arbejde med deres straffeattest. De har opkøbt taxier i Aberdeen og Glasgow og kender konflikten fra deres egen krop. På trods af chaufførens tykke accent, der gør det svært at forstå alt, hvad han siger, får vi indtryk af, hvordan konflikten har udspillet sig i især det vestlige Belfast; ved adskillelsen af de to fattige områder for protestanter (Shankill Road) og katolikker (Falls Road) er opført en mur, der adskiller områderne – en Berlin-mur i lille skala. På begge sider af muren ses de karakteristiske malerier på murene – de såkaldte murials – hvor politiske budskaber og ’helte’ fra kampene er afbildet. Særlig ét maleri gør indtryk; en snigskytte med sort hætte over hovedet sigter på beskueren, og lige meget hvilken vinkel det ses fra, har han øjenkontakt med dig, og geværmundingens sorte hul peger konstant i din retning. Et andet stykke af muren er blevet til et sted, hvor især folk udefra har skrevet deres opfordring til fred; chaufføren har en tusch med, og jeg finder et sted at give mit bidrag. Dette står i stærk kontrast til et andet stykke mur – på denne mur var det kutyme, at protestanterne skrev navnene på de katolikker, der stod for tur – en dødsliste. I det katolske Falls stopper vi ved IRA-kirkegården; et lille, velholdt grønt sted med mindeplader for medlemmer faldet i kamp, men også for dem, der er døde af naturlige årsager. Vi bliver sat af i bymidten, og på vej tilbage til hotellet ser vi pludselig en masse politi; mon der alligevel er demonstrationer i anledning af den højtidelige dag, hvor den nye regering indsættes? Da vi kommer nærmere, ser vi, at to små demonstrationer har samlet sig foran en stor avisbygning – det viser sig at være protester mod Irakkrigen og vendt imod Tony Blair, der har været med til indsættelsen af regeringen i Stormont. Han kommer kort efter ud af bygningen, omgivet af cirka 20 meget velklædte sikkerhedsfolk – men min store pose med tøjindkøb er kun 10 meter fra ham og kunne udmærket have indeholdt en bombe. Mon denne mangel på årvågenhed skyldes, at han alligevel er på vej væk som premierminister? Tilbage på hotellet igen ser vi tv; historiske billeder af storsmilende Paisley, McGuiness og Tony Blair dominerer skærmen. Efter den officielle indsættelse af regeringen drikkes der te efter britisk(!) tradition, og Paisley kommer med en selvironisk bemærkning om, at han ikke har kunnet forstå, at folk har været nervøse for hans udtalelser i dagens anledning: »I’m such a nice man!« – dette fører til løssluppen latter fra teselskabet. Mange mennesker må knibe sig selv i armen over dette scenario ... dødsfjender, der hygger sig med te og jokes. Dagen efter sidder vi i bussen på vej til Dublin og taler om Nordirlands fremtid; hvis vi havde penge, ville vi investere i Belfast – området omkring universitetet er fyldt med tomme 3-etagers boliger i engelsk stil, der med en ’kærlig hånd’ kunne blive fantastiske boliger, cafeer, små forretninger m.v. Udviklingsmulighederne er enorme i et land, der har stået stille i så mange år, og optimismen er i top. Jeg glæder mig til at gense landet om en 10 års tid.