0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den usynlige klassekamp

Samfundsøkonomien styres ikke af kultur- og værdikampe, men af en diskret ovenfra og ned-klassekamp. Kronikøren, der er lektor i samfundsfag, gør med eksempler, ikke mindst fra USA, denne usynlige klassekamp synlig for det blotte øje.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Det var et opgør med klassekampen«, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i åbningstalen i Folketinget om valgsejren i november 2001. »Vælgerne sendte et klart signal om fornyelse af det danske samfund«.

Gammeldags klassepolitik var et overstået kapitel. Hvorefter Anders Fogh og andre borgerlige politikere kastede sig ud i værdi- og kulturkampen.

Det er over to år siden, valget fandt sted, og det må være på tide at stille spørgsmålet: Hvordan har det så været at leve i et samfund uden klassekamp? Eller var det for tidligt at aflyse den kamp?

Måske er der stadig en klassekamp? Den er bare blevet usynlig for os! Det er naturligvis lidt af en påstand.
VK-regeringen har ikke rokket så meget grundlæggende ved det danske samfund. Danmark er stadig et rigt velfærdssamfund med en af de mest lige indkomstfordelinger i verden. Man plejer at måle indkomstfordelingen med den såkaldte Ginikoefficient, der svinger mellem 0 og 1. Når Gini er 0, er indkomsterne helt ligeligt fordelt. Når Gini er 1, har én person samtlige indkomster. Den danske Ginikoefficient ligger på cirka 0,24, og det er en af de laveste i EU.

Det er der ikke ændret meget på. Alligevel er der mange tegn i sol og måne på, at velfærdsparadiset ikke er så ligeligt endda. Og at uligheden er stigende.

Det er ikke nok at kigge på marginalskatter og indkomstfordeling efter skat, når man vil måle lighed/ulighed. Den dækker kun de skattedeklarerede indkomster efter fradrag. Og den tager ikke hensyn til stigningerne i værdierne på jord og fast ejendom, der mere end noget andet har påvirket fordelingen i det danske samfund i de senere år. BRFkredit har offentliggjort tal for friværdier i ejerboliger (2002). Den viser, at de gennemsnitlige friværdier i huse og ejerlejligheder ligger på 500.000-600.000 kroner med store regionale variationer.

Frederiksberg og Søllerød er topscorere med friværdier i huse på over 2 millioner kroner i snit. Der er tale om skattefrie værdier, der kan komme ud ved belåning. Godt nok siger husejere ofte, at »vi kan da ikke spise mursten!«.

Med de liberaliseringer, der er sket af lovgivningen om realkredit, så kan man faktisk spise mursten. Og det er endda ret 'billigt' at gøre det med hensyn til den fremtidige husleje, hvis man f.eks. tager afdragsfrie lån.

Danmark er i de senere år kommet til at ligne andre lande mere og mere med hensyn til lønningernes højde og personalegodernes omfang i direktionslokalerne i de private virksomheder. Som på så mange andre områder henter vi her den 'kulturelle' og værdimæssige inspiration fra USA.

Ifølge en undersøgelse foretaget af ugebladet The Economist lå gennemsnitslønnen for USA's 500 højestlønnede direktører på 3,5 millioner dollar i 2002.

Udviklingen har nået Europa, men her vækker de tårnhøje lederlønninger stadig så megen forargelse, at visse personer, som f.eks. Barnevik fra Asea Brown Boveri, er blevet presset til at betale flere hundrede millioner kroner tilbage af deres fratrædelsesgodtgørelse. Da direktøren for børsen i New York bevilgede sig selv en godtgørelse på en milliard danske kroner, blev det bestyrelsen for fondsbørsen for meget. Man var nødt til at tænke på investorernes tillid i dette system af organiseret grådighed.

Denne diskrete klassekamp ledet af overklassens øverste lag nåede et foreløbigt højdepunkt i 2001 og 2002 med de store finansskandaler i Worldcom med flere gigantkoncerner. I løbet af få måneder svandt USA's syvendestørste virksomhed, Enron, ind til ingenting. Egenkapitalen var væk. Mange mistede jobbet. Tusinder af lønmodtagere mistede deres pensionsopsparinger.

Samtidig kom det frem, hvordan de store finanshuse, børsanalytikere og investeringsbanker i New York op til krakket på Nasdaqbørsen i 2000 lokkede hundredtusinder af småinvestorer i uføre ved at blande finansanalyse, salg af rådgivning og investeringsfunktioner sammen. Finanshusene og 'rådgiverne' kunne puste til aktieindeksenes op- og nedture som iscenesatte massepsykotiske lemmingeamokløb, hvor de kloge kunne narre de mindre kloge. De store inkasserede gevinsterne.

Dette amerikanske system af organiseret grådighed er diskret klassekamp, fordi det er umuligt for menigmand at se, hvad der sker. I den 'gammeldags' klassekamp i det 19. og 20. århundrede var mekanismerne mere gennemsigtige.

Klassekampen skulle ophøre med senmodernitetens velstand. Passer det? San Francisco Chronicle har i sin serie 'Californians' beskrevet modsætningerne i The Bay Area (bugtområdet omkring San Francisco), det område, der ofte er blevet fremhævet som den rigeste region i USA, ja måske i hele verden:

»Andrews arbejder som skolepedel i West Oakland. De 13 karreer, der omgiver skolen, er fyldt med socialt boligbyggeri og aldrende victorianske huse, hvor en typisk familie tjener 12.500 dollar om året«. (San Francisco Chronicle 28.9.03). De fleste af beboerne er sorte og latinoer. For mennesker i dette område drejer det sig om den daglige kamp for at tjene nok til at få brød på bordet. Halvdelen af familierne har ikke råd til en bil. Og overfald på fortovet er en ulykkelig del af den daglige tilværelse, beretter avisen.

Anderledes er det i et af de rigeste kvarterer i Bayområdet. Det er Hillsborough cirka 30 km syd for San Francisco. I dette område med knap 11.000 beboere ligger gennemsnitsindkomsten per familie på over 200.000 dollar. 72 procent af indbyggerne er hvide og en fjerdedel af asiatisk afstamning. I dette område er det kun 4 procent af befolkningen, der bor til leje.

I det senmoderne informationssamfund skulle klasserne være et overstået kapitel. De manuelle arbejdere er på vej ud med automatisering og udlægning af industriproduktionen til periferien. Samfundet er nu i stedet præget af vidensøkonomi og netværk. I vidensøkonomien bliver den fysiske kapital betydningsløs. Det afgørende er at have viden og få adgang til viden.

The Bay Area er interessant som et eksempel på videnssamfundet. Det kan være Danmark om 15-20 år, når udliciteringer og privatiseringer er slået fuldt igennem.
Bugtområdet er af mange økonomer beskrevet som verdens økonomisk mest avancerede region. Tænk blot på Silicon Valley med de højteknologiske it-virksomheder og de mange foregangsvirksomheder inden for service og bioteknologi. Gennemsnitsindkomsten er så høj, at dette område med bare syv millioner mennesker ligger og konkurrerer med Rusland om at være verdens 16.-største økonomi. Bugtområdet betragtes også som et af de mest etnisk og kulturelt sammensatte i USA. Der er stor tolerance, og der eksperimenteres med ideologier, livsformer og kulturer. Det er kort sagt et nærliggende eksempel på et (post)moderne samfund.

Det burde vel så efter teorierne også være et samfund, der havde lagt klassekampenes værste udskejelser bag sig?

Meget afhænger naturligvis af definitionen af begrebet 'klasse', men at der er en form for klassekamp i gang i området, derom er næppe mange i tvivl. Den er bare mere usynlig nu end tidligere. Informationskapitalismen er mere diskret i sine metoder end industrikapitalismen, men er ikke mindre rå. Tværtimod. Arbejdsløsheden er høj.

Det er samtidig lykkedes at kamuflere den amerikanske arbejdsløshed ved en stigende tendens til beskæftigelse på nedsat tid.

Det er foruroligende for folk i Silicon Valley-området, at arbejdsløsheden ikke længere kun rammer minoriteter og uuddannede. En stor del af it-folkene går ledige. Mange har aldrig fundet nye job inden for sektoren efter dotcombølgens nedtur i 2000. Og der er opstået en ny kilde til stigende arbejdsløshed blandt de uddannede i de såkaldte offshoring-aktiviteter, det vil sige udlægning af service-, kontor- og it-job til engelsktalende områder i ulandene. For nogle år siden rykkede industrijobbene til Kina.

Nu er servicejobbene ved at flytte til Indien. De såkaldte back office-operationer lægges ud i lavtlønsområder. De multinationale virksomheder er nådesløse i deres kamp for at skære omkostningerne ned. Hundredtusinder af arbejdspladser flyttes til Asien, og køen af ledige vokser.

Det kunne være ligegyldigt, hvis folk får et andet job, der er lige så godt eller bedre end det foregående. Og her er vidensøkonomiens fortalere ikke i tvivl. Det gælder blot om at øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet og øge uddannelsesniveauet, så vil markedet sørge for, at der bliver tilstrækkeligt med arbejdspladser, specielt til de uddannede. Ulandene overtager det kedelige arbejde.

Det rigtig vellønnede og spændende arbejde udvikles efter teorien om vidensøkonomien videre i de rige lande; folk opgradueres kvalitetsmæssigt, og landet finder sin plads som fuldbeskæftigelsesparadis i toppen af den internationale arbejdsdeling.

Mange sætter nu spørgsmålstegn ved de markedsmytologiske påstande. Det er måske snarere en nedadgående spiral, et racerløb mod bunden. På trods af at et opsving skulle være på vej, ser det ikke ud, som om beskæftigelsen blandt de uddannede bedres. Og de nye job, der oprettes, er lavere lønnet end de job, der nedlægges.

Wal-Mart er på vej ind i Californien. Man forudser, at Wal-Mart-kulturen vil brede sig også i denne stat: nul fagforeninger, korpsånd og lønninger i den lave ende. Wal-Marts butiksassistenter tjener i USA under ti dollar i timen, hvor det normale californiske niveau er højere.

Det kunne tyde på, at teorien om den nedadgående spiral har noget på sig. De amerikanske lønmodtagere er ved at tabe klassekampen imod den transnationale kapital. Men, kan man spørge, hvor forsvinder pengene da hen? Hvis den multinationale kapital bliver skrappere og skrappere til omkostningsreduktion via lønninger og produktivitetsfremgang, burde priserne på varer og tjenester vel sættes ned, hvis der er fri konkurrence?

Også her viser teorien om usynlig klassekamp bærekraft. Profitterne i de multinationale virksomheder og afkastet til ejerne stiger ud over al rimelighed. Pladserne 4-8 på Forbes' liste over de rigeste i USA er besat med fem efterkommere af Waltonfamilien, der har grundlagt Wal-Mart. Hver af disse fem mennesker er god for over 20 milliarder dollar. Det er lige efter lærebogen om klassekamp: De ansattes ufrivillige løntilbageholdenhed og den enorme kapital i de mange butikker har givet synlige resultater på ejernes bundlinje.

Nummer et og tre på listen (Gates og Allen) er endnu rigere. Deres penge kommer fra Microsoft, en vidensvirksomhed. Det store overskud i dette foretagende er skabt igennem den bedste vidensøkonomiske opskrift: viden, som man har opnået ophavsretlig beskyttelse af, som mange er nødt til at købe, og som derfor kan sælges dyrt.

Vidensøkonomi er derved blevet en metode til sikring af, at det økonomiske overskud, der skabes i verden, har tendens til at blive placeret i de rige lande i Nordamerika og Vesteuropa.

Et vigtigt grundlag for videnskapitalens klassekamp imod verdens lønmodtagere og arbejdsløse er WTO-reglerne i den såkaldte TRIPS-aftale (om intellektuel ejendomsret). Den giver mulighed for, at viden kan sælges dyrt, i mange tilfælde så dyrt, som det f.eks. gælder for nogle typer af livsvigtig medicin, at det koster en ulandsarbejder hele lønnen at købe produktet. Princippet anvendes også i industriproduktionens højere fødekæder. Mexico producerer måske bilen, men amerikanerne producerer langt dyrere tegninger og edb-software.

Resultatet af arbejdsdelingen ses på virksomhedernes bundlinje. Microsofts overskud alene er større end den samlede produktion (BNP) i mange ulande. Bill Gates' personlige formue er på størrelse med et helt års produktion i Bangladesh eller Nigeria, lande med over 100 millioner indbyggere.

Det vidensøkonomiske overskudsskabende system fungerer i dag på en måde, der gør det muligt for de største virksomheder at sætte de store kapitalister i det klassiske industrikapitalistiske system, folk som Morgan, Rockefeller og Thüssen, i skyggen. Stærke vidensvirksomheder står i dag for en 'planlægning' af den globale produktion, der sætter tekstilarbejderen i Mellemamerika, it-ingeniøren i Californien og metalarbejderen i Tyskland i en skakmatsituation.

De får at vide, at det eneste middel imod den utålelige situation med stigende arbejdsløshed og nedadgående lønspiraler er endnu mere af den nyliberale opskrift på fleksibilitet og markedstilpasning. Vejen til vækst og arbejdspladser er via den diskrete klassekamp at gøre landet attraktivt for de transnationale virksomheders investeringer. Som følge af de beskrevne mekanismer er verden delt op i nationer med 'folk', der deltager på meget forskellige niveauer i arbejdsdelingen.

Det danske folk er et tilfreds lille velfærdsfolk, der er relativt velstående, og som ikke kan få øje på den globale klassekamp. Før de bliver arbejdsløse! Eller før efterlønnen eller de offentlige pensioner afskaffes eller reduceres.

De gængse opskrifter på politik består som regel i at gøre danskerne til verdensmestre i vidensøkonomi. Det kan næsten alle politikere blive enige om: Hæv uddannelsesniveauet, og bliv fleksible, så finder vi en plads i arbejdsdelingen, det vil sige udvikle stærke vidensvirksomheder, der kan presse det økonomiske overskud ud af det globale system, så det ender i Danmark - om det så kun er hos nogle få.

Selv om SAS sender back office-funktioner til Indien, udvikles jobbene på andre områder, for vi er jo både kreative og veluddannede. Tror vi! Amerikanske erfaringer med offshoring tyder på, at dette er ret naivt. Den markedsøkonomiske omstilling kommer ikke af sig selv. Styringen af den samfundsøkonomiske udvikling er ikke et spørgsmål om kultur- og værdikamp eller facile erklæringer om klassekampens afskaffelse. Med disse erklæringer har man gjort den usynlig og medvirket til at give overklassen kontrollen over dagsordenen. I stedet for en afskaffelse af klassekampen har man givet grønt lys for den diskrete top down-klassekamp.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere