Under et middagsselskab med nogle mandlige bekendte faldt snakken hen under aftenen på det kommende amerikanske præsidentvalg. En af mine venner udbrød pludselig på brovtende vis: »Ham Barack Obama er sgu ikke en rigtig mand, næ tag nu John McCain, han har været i krig i Vietnam, er blevet såret, lemlæstet og torteret og har modsat Obama valgt en yngre kvinde og ikke en ældre mand som vicepræsident – det er sgu da et mandfolk«. Vi grinede lidt af udsagnet og begyndte at sammenligne de to præsidentielle arketyper med hinanden. Den maskuline, aldrende, lille, tætte, patriotiske og sammenbidte McCain overfor den høje, spinkle, feminine, velpolerede, atletiske og metroseksuelt udseende Obama. Sjældent har man set så forskellige præsidentkandidater til et præsidentvalg i USA, og et besøg på de to præsidentkandidaters hjemmesider vidner også om fundamentalt forskellige mandetyper med dertil hørende forskellige værdisæt. John McCains hjemmeside er en historisk beskrivelse af krigsrædsler og måden, hvorpå traditionelle maskuline dyder som principfasthed, mod og opofrelse skabes. Barack Obamas hjemmeside er derimod dyrkelsen af den nye, moderne og forandringsparate familiefar, der i tæt omfavnelse med sine to døtre og hustru og under sloganet ’change’ på det kraftigste signalerer bløde værdier og demokratiske attituder. Det interessante spørgsmål, der rejser sig i en kønspolitisk sammenhæng, er, om det virkelig kan få betydning for de fremtidige dominerende og eftertragtelsesværdige mandetyper, om det er John McCain eller Barack Obama, der vinder præsidentvalget? Er det udover de indlysende racemæssige aspekter af præsidentopgøret også nogle væsentlige maskulinitetsdimensioner, der ligger og rumler? Kan Obama, hvis han vinder præsidentvalget, promovere et nyt og mere demokratisk mandeideal, og vil det i så fald ændre på selvopfattelser blandt mænd og føre til et opgør med dominerende mandlige privilegier og herunder resultere i en anderledes kønssocialisering af drenge og mænd? Vil McCain modsat, hvis han vinder præsidentembedet, cementere de traditionelle mandlige dyder om erfaring, styrke, kamp og evnen til aldrig at give op? Den amerikanske mandeforsker Michael Kimmel har beskrevet nogle af de faktorer, som har haft stor betydning for, hvordan mænd på traditionel vis har konsolideret deres maskulinitet. De lyder: Vær aldrig feminin, sørg for at erobre magt og tjen mange penge, vis aldrig dine følelser og udvis konstant mod og aggressivitet. Denne maskulinitetsopfattelse kan siges at havde været aktiv i mange år og er det til dels også stadigvæk. Maskulinitet defineres altså både som det, den vil være, og som det, den ikke vil være. Det paradoksale ved disse dyder og forestillinger om maskulinitet er, at færre og færre mennesker reelt eftertragter traditionelle mænd, men myterne om dem fremstår stadig som eftertragtelsesværdige idealer i samfundet. Som en konsekvens af ligestillingsidealernes stigende udbredelse må disse attituder dog siges at være lidt på retur. Der er nemlig ingen tvivl om, at det er gået op for mange mænd, at der er en høj pris at betale ved at skulle leve op til disse mandlige dyder. Men det er stadig svært helt at kaste de gamle forestillinger over bord og søsætte helt nye ideer om kønnenes retmæssige sammenhæng. McCain spiller i stor udstrækning på det positive i den mandlige aggressive energi og prøver at betone, at mange af de traditionelle mandlige dyder på ingen måde er af det onde. Aggression og udfarenhed behøver ikke nødvendigvis associeres med negative aspekter vedrørende krig og vold. Det kan også sættes sammen med kampen for den gode sag og indsatsen for demokratiets beståen. Mænds styrke og beskyttertrang kan også nævnes. Som McCain udtrykker det: »Arrene på min krop vidner om, hvordan jeg har tjent mit fædreland«. Er det væsentligste ved nutidens mænd stadig begæret efter magt, dominans og kontrol, eller er det snarere trangen til at være omsorgsfuld og nærværende, der skal pointeres? Det er tydeligt, at McCain har en anderledes maskulinitet end Obama, men man kan dog stille spørgsmålet, om der er tale om en arts- eller en gradsforskel? Mænd er ofte et magtskabende køn, og der er selvfølgelig ingen tvivl om, at man for at kunne bestride et politisk topembede skal stræbe efter beføjelser og have et begær efter magt. Mænds selvrefleksivitet vanskeliggøres ofte, fordi mange mænd ikke er i stand til at se ’hvem de selv er’. Mænd er nemlig i centrum overalt i verden, men er det oftest på en usynlig måde. Det ofte fremhævede eksempel med den hvide middelklassemand, som står og ser sig selv i spejlet og ikke ser en mand, men kun ser et menneske, fordi det mandlige køn er usynligt (det er nemlig normen), bliver dog uden tvivl sat på prøve, hvis Obama vinder præsidentvalget. Det er relativt nyt at diskutere den aktive involvering af drenge og mænd i ligestillingsspørgsmålet, og det er uvant for mænd at skulle politisere deres køn, hvis det ikke drejer sig om retten til børnene efter en skilsmisse. I USA har man dog siden 1980’erne set de såkaldte ’Promise keepers’, som er en kristen bevægelse, der gennem kønsdebat prøver at skabe gode, stabile, men meget patriarkalske familiefædre. Det er vigtigt ikke at dæmonisere mænd og ikke at lukke øjnene for de særegne problemer, som rammer mænd. Men samtidig gælder det om rive mænd ud af deres privilegerede ’skjulte’ position og fremhæve, at hvis ikke man tager højde for en række mangetydige dynamikker, kan inddragelsen af et fokus på mænd og maskuliniteter risikere at føre til afpolitisering og konfliktfri tænkning. Dette problem rammer noget meget vigtigt i debatten om mænd. Men på trods af, at man i USA har dyrket, hædret og æret meget traditionelle mandeidealer, har man også i USA været foregangsland for forsøg på at ændre de destruktive elementer ved mænds adfærd. Det er særdeles udbredt i USA at bruge retssystemet til at dømme voldsudøveren i hjemmet til behandling og på den måde fjerne nogle af mænds patriarkalske rettigheder og at genopdrage manden til at forstå, at vold ikke er en legitim måde at kommunikere på. Dette har vi ofte tøvet med i Europa. Hvor dybt stikker modstanden mod at problematisere det mandlige køn? Historien om mænd og køn er i høj grad historien om tavshed. Det mandlige er ofte godt skjult mellem det individuelle og det universelle. Det er derfor uhyre vigtigt at være bevidst om den politiske sammenhæng, som diskussionerne om mænds liv skal indplaceres i. Der er noget forbudt ved at benævne mænd som socialt køn. Der er selvfølgelig områder, hvor det er mindre kontroversielt at diskutere mænds sociale køn, som f.eks. i de sundhedsmæssige diskussioner om overvægt, rygning og levetid. Men det er svært at få diskussionen til at handle om mænd som en konfliktdimension på det politiske niveau. Det er derfor utrolig vigtigt at tage i betragtning, hvad man er oppe imod, når man prøver at udforme politikker, som relaterer sig specifikt til mænd. Overordnet set kan man sige, at der eksisterer en meget lille gruppe af mænd, som forholder sig aktivt og positivt til ligestillingsprojektet; en lige så lille gruppe af mænd, som forholder sig aktivt og negativt til ligestillingsprojektet og en kæmpestor gruppe af mænd, som forholder sig tavse og passive til spørgsmålet om ligestilling. Det er vigtigt ikke at se specifikke ’onde’ personer for sig, som bevidst prøver at sabotere noget. Det er derimod vigtigere at fokusere på den måde, hvorpå mænd er blevet opdraget til ikke at forholde sig til ligestilling som noget naturligt og nødvendigt. Som en ung amerikansk studerende engang forklarede mig: »It simply doesn’t come up, when you are with your friends«. Men hvorfor er det, at så mange mænd ikke ønsker at tale ’seriøst’ om køn? Er det fordi de ikke kan eller ikke vil? Ubevidst ved mange mænd, at der kan lure noget konfliktfyldt, hvis de begynder at tale om køn. I forkerte sammenhænge kan talen om mænd virke skandaliserende. Der er en meget forskellig indforståethed, når mænd og kvinder taler om køn. Når kvinder taler om køn, kan man fornemme en kollektiv accept fra andre kvinder. Når mænd taler om køn og specielt deres eget køn, kommer det derimod let til at fremstå som en kulturel overskridelse. I USA har man dog allerede tradition for at forsøge at ændre på drenge og mænds sexistiske attituder. F.eks. opfordrer organisationer som MyStrength.org gennem forskellige kampagner drenge og mænd til at tage aktivt del i kampen mod mænds seksuelle overgreb på kvinder og børn. Kønsstrukturerne i de fleste samfund bevidner, at det er mænd, som har de fleste økonomiske midler, den største politiske magt og den kulturelle autoritet. Maskuliniteten spiller en stor rolle for alle dele af det moderne samfund og berører alle dele af hverdagslivet. Alle, som vil forsøge at forandre på samfundet, og alle, som vil forsøge at bryde ud af deres marginalisering, f.eks. kvinder og homoseksuelle, må forholde sig til de eksisterende maskuline stereotyper. Maskulinitet er kultur på en helt anden måde end feminitet. Idealerne, forventningerne og forestillingerne om ’rigtige’ mænd er stærke, fordi de harmonerer med forestillingerne om de dyder, der skal til for at opbygge et solidt og driftsikkert samfund. Maskulinitet siger noget om nogle meget essentielle og brede samfundsmæssige processer. Maskulinitet er således ikke et ubetydeligt vedhæng til samfundsudviklingen. Maskulinitet fungerer derimod som en slags paraply eller en slags ’tribune’ til kulturen. Dette ved folkene bag McCain-kampagnen naturligvis, når de præsenterer ham som manden, der har prøvet det hele og på uselvisk vis har ofret sig og risikeret liv og lemmer for nationen og dermed demonstreret ’sand’ og original maskulinitet. Mænd har mange fordele, fordi maskulinitetskonceptet er en kulturel ressource, der resulterer i, at mænd kan tillade sig at være selvpromoverende og arrogante og optagede af at konkurrere og vinde hele tiden. Der står et kulturelt legitimeringsapparat parat til at gøre denne opførsel acceptabel og forståelig og socialt genkendelig. Vi har mange rodfæstede forestillinger om forholdet mellem maskulinitet og krig og mellem fred og kvindelighed. Køn og krig hænger ofte sammen. Krig har historisk set handlet om mænd og været tæt knyttet til det kulturelle billede af mandighed, hvilket McCain i stor udstrækning spiller på. Langt hovedparten af de mange millioner soldater, der findes i verden, er mænd, ligesom mænd også dominerer indenfor politiet. Mænd er således dybt involveret i voldsudøvelse på et globalt plan. Krig handler fortrinsvis om mænd, ære og vold, selvom ofrene ofte er kvinder og børn. Når et lands værdier skal forsvares, har det været mændene, som gruppe, der er blevet aktiveret, og der er ingen steder i det offentlige liv, hvor mænd og kvinders opgaver er mere opdelte end i krig og international krisestyring. Der er intet som krig, der udstiller kvinders marginalisering i forhold til mænd. Evnen til at demonstrere handlekraftighed er vigtig. Et eksempel på, at den traditionelle form for maskulinitet kan bruges i politik, vidner valget af Arnold Schwarzenegger som guvernør for staten Californien i stor udstrækning om. Er mænd i krise, og er maskuliniteten truet i USA? Der er sket store økonomiske, sociale og kulturelle forandringer med det resultat, at mænd ikke længere kan bygge deres identitet op på at være eneforsørgere. Finanskrisen forværrer naturligvis dette. Kvinders stigende krav til mænd, ændringer i produktionen, teknologiske innovationer og specielt overflødiggørelsen af de stolte og traditionelle mandearbejdspladser har ændret mænds levevilkår. Maskulinitet bliver ikke længere automatisk forbundet med noget overlegent, i mange tilfælde tværtimod. Her tænkes på mænds overrepræsentation indenfor f.eks. kriminalitet og misbrug, fænomener, som man i høj grad kender til i USA. Det interessante spørgsmål i et kønsperspektiv er, om man, uden at fremstå som tåbeligt naiv, kan tro på, at Obama kan vise nye konkrete veje for nutidens mænd og skabe nye definitioner på succes for mænd og samtidig forme maskuliniteten i en retning af følelsesmæssig ærlighed og demokratiske attituder. Vil også hvide amerikanske mænd begynde at spejle sig i Obama? Det kan være svært at blive klog på, om der kun bliver tale om midlertidige og overfladiske forandringer, eller om der er mulighed for uigenkaldelige forandringer med stor betydning for mænds tanker, følelser og handlinger. Der findes nu flere fortællinger om kønnene. Flere måder at udleve og konstruere maskuliniteten på. Mænd er ikke bare mænd længere. Men til trods for ændringer i mainstream-maskuliniteten mange steder i verden er mænds fysiske, seksuelle, økonomiske og følelsesmæssige kontrol af kvinder stadig et gigantisk problem. En frisættelse af mænd, hvor det bliver muligt at sprænge rammerne for, hvad det vil sige at være en ’rigtig’ mand, sker ikke med revolutionsagtig hastighed, men derimod med små skridt. Der er ingen tvivl om, at mænd kan ændre sig og gør det hele tiden, men også at det samtidig er en hård og langsom proces. Maskuline utopier ser ikke dagens lys hver dag. Nye manderoller erstatter ikke pludselig de traditionelle manderoller. De eksisterer side om side. Nogle gange i harmoni, andre gange i konflikt. Det kan derfor være en forvirrende tid at være mand i. Mange mænd vil derfor formodentlig – uafhængigt af om det bliver Obama eller McCain, der vinder præsidentvalget – stadig være i syv sind om, hvorvidt de skal ’hengive’ sig som forsørgere, forførere og forsvarere, eller de skal falde ind i rollen som de nærværende, omsorgsfulde og ansvarsfulde mænd og fædre.