Engang var friheden det løsen, som førte os fra enevælde og despoti til velfærd og demokrati. I dag står vi ved det forjættede mål, men synes mere angste for friheden end nogen sinde. Friheden er ikke længere en udfordrende vision, men snarere en ideologisk projektion, sådan at den kun ses som en opgave for irakere og nordkoreanere. Selv er vi rædselsslagne for friheden, som vi kun fører i banneret på fjerne slagmarker, mens vi herhjemme ofrer friheden for højere goder som bekvemmelighed, underholdning og ikke mindst - det nationale gode par excellence - tryghed. Hermed være også sagt, at den frihed, vi skråsikkert udbasunerer for alverden, er et idol, som dækker over angsten for selv samme frihed. Det er det fænomen, Kierkegaard i sin afhandling om 'Begrebet Angest' beskriver som »Frihedens Svimlen«, idet friheden skuer ned i sin egen mulighed. Måske kender man det selv, hvis man har prøvet at stå ved en afgrund - og pludselig i angst viger tilbage, fordi man jo kunne hoppe ned. Man bliver så at sige til intet over for denne svimlende mulighed, hvor alt det, der under vante omstændigheder binder én, pludselig suspenderes. Men ligesom der ikke er nogen bånd, der holder én tilbage fra at gøre det frygtelige, er der heller ingen motiver, der driver én til at gøre noget overhovedet. Dette har man måske også selv oplevet, når friheden afslører sig som den totale mangel på drift, begær og lyst - når intet bevæger én, og man i den lidenskabsløse tomhed ængstes ved ikke længere at kunne tage sin tilflugt til alt det, man sædvanligvis og ganske bevidstløst lader sig bevæge af. Ifølge Kierkegaard kan man grundlæggende reagere på en sådan erfaring på to måder, enten ved at synke ned i angsten for at komme til troen - et perspektiv, jeg her skal lade ude for ikke at blive beskyldt for missionsvirksomhed - eller ved at kaste sig ud i sanselig nydelse for at dulme angsten og skjule den for sig selv. Det sidste betyder naturligvis ikke, at man fornægter friheden, men det betyder, at man forvrænger den ved at æstetisere den, så den kan håndteres som begærets frie handel og vandel. Således forklædes angsten som frihed, og således kan også Don Juan i Mozarts opera besynge friheden som sit evangelium: »Viva la libertà!« - leve friheden! Trods denne frimodige påkaldelse af friheden har Don Juan angsten som sin drivkraft, altså netop angsten for friheden. »Der er en Angst i ham, men denne Angst er hans Energi«, skriver Kierkegaard i 'Enten - Eller'. »Don Juans Liv er (...) Sandselighedens hele Magt, der fødes i Angst, og Don Juan selv er denne Angst, men denne Angst er netop den dæmoniske Livslyst«. Det samme må man med endnu større ret kunne sige om Violetta i Verdis opera 'La Traviata', når man tænker på hendes arie i slutningen af 1. akt ('Sempre libera'): »Altid fri må jeg beruse mig i nydelse efter nydelse!«. Den frihed, som Don Juan og Violetta inkarnerer, er altså en æstetisk frihed ledet af individuel smag og vilkårlige tilbøjeligheder. Som sådan er den infantil og ubundet, og som sådan ynder vi - 'voksne mennesker' - at binde den med håndfæstninger, løfter, aftaler og kontrakter. Hermed afslører vi den absolutte og uindskrænkede frihed som en illusion, sådan at friheden først vinder realitet som en relativ og betinget frihed. Med andre ord er friheden historisk, hvilket vil sige, at jeg - hvor momentant fri, jeg end måtte være i et givent øjeblik - ikke er i stand til at gøre mig fri af den historie, som jeg frit har gjort til min. Således erfarer Don Juan og Violetta hver på sin måde, at de ikke kan gøre sig fri af deres respektive historier. Frihed er, som den franske eksistenstænker Jean Paul Sartre udtrykte det, aldrig en abstrakt frihed per se, men altid frihed i situation. Den kan ikke abstraheres fra situationen eller de motiver og tilbøjeligheder, der driver den; men når den således bestandigt konkretiseres, bliver den også en mulig genstand for manipulation. Hvis nogen kender min historie og mine motiver og tilbøjeligheder bedre end jeg selv, vil jeg være let at manipulere med. Derfor er det korrekt, når man siger, at kun den, der kender sig selv, er fri. Den sidste problematik anskueliggøres forbilledligt i operacyklussen 'Nibelungens ring', hvor Wagner lader helten Siegfried tumle sig vej i tilsyneladende frihed, men bestandigt som genstand for andres forsøg på at lede ham. Sin tilværelse skylder han guden Wotan, som nok har skabt ham fri, men kun for at benytte ham i forsøget på at genvinde ringen fra Fafner og dermed tiltvinge sig magt. Da det faktisk lykkes den frejdige Siegfried at dræbe Fafner, afslører kæmpen med sine sidste ord, at hans dåd ikke kan tilregnes ham som hans egen, frie handling: »Din hjerne udtænkte ikke, hvad du fuldbragte«. I et sjældent ydmygt øjeblik må Siegfried indrømme, at han knap ved, hvorfor han slog Fafner ihjel: »Meget ved jeg endnu ikke, endnu ej heller, hvem jeg er«. Siegfried kommer aldrig til klarhed over, hvem han selv er; og bedre bliver det naturligvis ikke, da Hagen senere får ham til at glemme den smule, han ved. Med traurig indsigt i hans skæbne lyder det fra Rhindøtrene, der forgæves søger at få ham til at give dem deres guld tilbage: »Så vis og stærk helten indbilder sig at være, lige så bundet og blind er han dog«. Jeg skal vende tilbage til Siegfried, men først når jeg har givet mit bud på, hvordan 'Nibelungens ring' i sin helhed kan forstås - dels som en fortælling om faldet fra gudernes absolutte frihed til menneskenes relative, dels som en udfoldelse af det dialektiske spænd mellem magt og frihed. Wotan er som gud absolut fri, men han er ikke almægtig. Han drømmer om magten, men magten vinder han kun ved at indgå et væld af aftaler. Således relativeres hans frihed, når han for at befæste sin magt binder den til den skæbnesvangre kontrakt med kæmperne Fasolt og Fafner. Da han slår sig i tøjret, kan Fasolt trods sin ringere begavelse belære Wotan om, hvorledes det står sig med hans magt: »Hvad du er, er du kun ved kontrakter; betinget er, ret betænkt, din magt«. Nødtvungent må Wotan erkende, at hans magt netop er bundet til aftalen, og derfor må han pligtskyldigt give kæmperne den ring, som ville have givet ham den ønskede magt over verden. Ved sin kontraktpolitik er Wotan nok blevet herre, men - som han senere forklarer Brünhilde - han undgår ikke selv at blive slave af sine egne kontrakter. »I mine egne lænker binder jeg mig, jeg, den ufrieste af alle!«. Det samme vil vores liberale statsminister kunne sige, når han en dag forstår konsekvenserne af sin kontraktpolitik ... For Wotan gælder det nu om at vinde ringen tilbage, men vel at mærke uden at bryde kontrakten, hvorved han kun ville opnå at undergrave sin magt. Derfor må han skabe et menneske, der frit vil det samme som ham, så han ikke selv bryder kontrakten. Resultatet bliver først tvillingeparret Siegmund og Sieglinde, dernæst deres søn Siegfried. Siegmund og Sieglinde associeres bestandigt med ulve - deres far, Wotan, kalder de »Ulve«, sig selv »ulveunger« og barndomshjemmet »ulvereden« - hvilket uvilkårligt leder tanken hen på Phaedrus' og La Fontaines fabler om lænkehunden og den vilde ulv. Her tilbyder den velnærede hund med den blanke pels den sultende ulv, at den kan få det lige så godt, hvis den vil gå i dens herres tjeneste - men ulven opdager slidmærker efter lænken om hundens hals og vil ikke betale med sin frihed. Wotan, der ellers raser, når nogen nægter ham lydighed, forsøger selv at bryde de bånd, som skulle binde Siegmund og Sieglinde til de evige love, han og de andre guder har givet. Et af disse bånd er ægteskabet, som ikke bare binder Sieglinde til hendes mand, Hunding, men også Wotan selv til hans hustru, Fricka. Som ægteskabets gudinde kan Fricka selvsagt ikke acceptere, at Wotan lader Siegmund og Sieglinde - »de vilde ulveunger« - bryde den hellige ægtepagt for at leve i blodskam: »Bort kaster du alt, hvad du engang agtede; sønderriver de bånd, du selv har bundet, løser leende Himlens spænde: for at dette formastelige tvillingepar, den utugtige frugt af din utroskab, kan skalte og valte efter lyst og lune!«. For Wotan er det selvfølgelig fatalt, at Fricka afslører hans utroskab - han har selv avlet Siegmund og Sieglinde med et eller andet fruentimmer - men her er det ikke mindre væsentligt, at Fricka klart ser, hvordan hans vilde afkom skalter og valter efter eget forgodtbefindende. Siegmund og Sieglinde lader sig ikke binde af kontrakter og aftaler, som andre har indgået på deres vegne, men bryder dem, når lyst og luner byder dem det. Det kan man jo ikke basere et samfund på - hverken mellem guder og mennesker eller mellem mennesker indbyrdes. Siegmund og Sieglinde spørger ikke sig selv, om de kunne ønske deres kontraktbrud gjort til en evig og almindelig lov. Wotans drøm om friheden er derimod drømmen om den frihed, der frit vil overholde de evige love; men dén drøm lader sig ikke realisere, for friheden undfanges overhovedet som et oprør mod disse love. Selv er Wotan bundet af dem, og derfor må han undsige sine balstyriske børn - Siegmund og Sieglinde såvel som Brünhilde - der insisterer på, at frihed kan være andet og mere end aftale- og kontraktfrihed. Resultatet af Wotans fornyede anstrengelser for at skabe et frit menneske bliver - med Siegmund og Sieglindes forbudte kærlighed som ophav - Siegfried. Igen søger Wotan med alle hånde indgreb at pode det frie menneske med hans vilje. Det forjættende ved Siegfrieds frihed er ikke desto mindre, at den fremdeles ikke går restløst op i Wotans plan, men netop på grund af sin vilkårlighed trodser manipulationsforsøgene. Det er menneskets frihed i dens pubertære form, hvor mennesket uden rigtig at vide hvorfor gør oprør mod autoriteten. Således er Siegfrieds frihed ukvalificeret - fordi han ikke har lært at ængstes for denne frihed. Man bemærker nemlig, at Siegfried ganske som drengen i Grimms eventyr »drager ud for at lære frygt at kende«. Siegfried lærer vitterligt at ængstes - ikke af en spand koldt vand med karusser, men af Brünhilde, da hun vækker hans kærlighed. Den sande drøm om friheden viser sig da som kærlighed, fordi kærligheden kvalificerer friheden som fri hengivelse. Det afgørende i denne sammenhæng er imidlertid, at Siegfried endelig bliver bevidst om sin frihed, så han i stedet for at vanke vilkårligt omkring selv vælger sin vej. Endelig kan han som den tyske filosof Nietzsche spørge: fri hvortil? Hidtil har han blot spurgt: fri hvorfra? Derfor kunne han med en lyrisk tirade sammenligne sin frihed med fuglens og fiskens, når han mest af alt ønskede at frigøre sig fra sin plejefar, Mimes opsyn: »Som fisken fro svømmer i floden, som finken frit svinger sig op derfra; således flyver jeg herfra, bruser bort, som vinden over skoven blæser jeg derhen - for dig, Mime, aldrig mere at se!«. Det, der diskvalificerer den unge Siegfrieds frihed, er dens rene vilkårlighed; men ikke desto mindre besidder den en kvalitet, som man godt kan savne i dag, hvor Siegfrieds ungdomsoprørske åndsfrænder for længst har tabt pusten og pænt har tilpasset sig forholdene. De - eller vi - har så at sige underskrevet kontrakten uden tanke på at bryde den eller så meget som ændre et komma i den. Vi mener os frie og kalder vores verden fri, men vi er i ond tro, når vi gør det; for er sagen ikke den, at vi blot dulmer smerten fra ufrihedens snærende bånd ved at beruse os i materiel overflod? Er vi da ikke snarere at sammenligne med lænkehunden end med den vilde ulv? Eller mener vi virkelig, at vi har nået det paradisiske mål, hvor friheden ikke længere er frigørelse, men suverænt den enkeltes fri tilegnelse af sig selv? Mig forekommer enhver påstand om at være fri et symptom på, at man ikke blot ikke er fri, men end ikke har fattet, at friheden i denne verden altid vil være et projekt, sådan at man i bedste fald - som Siegfried - gør sig fri. Hermed være ikke sagt, at frihed nødvendigvis må medføre revolutioner og oprør, men alene, at frihed altid er aktiv og aldrig passiv. Dette skal ikke forstås sådan, at friheden kendes på, at der sker en farlig masse omkring én, for der er naturligvis - som Kierkegaard betoner - forskel på handling og begivenhed. Netop når der sker en masse i ens liv, forledes man til at se sig selv som en driftig og dynamisk vilje, der frit omkalfatrer snart det ene livsforhold, snart det andet. De talløse og hastige forandringer, der præger vores moderne verden, bidrager til denne illusion. Vi drømmer ikke om friheden, men friheden slumrer, mens vi drømmer om alle de bekvemmeligheder, der falbydes som uundværligt tilbehør til en 'fri' tilværelse. Uden 'drømmen om friheden' forstår vi ikke, at vi ikke er frie, og derfor stræber vi heller ikke efter at blive det. Den intime forbindelse mellem friheden og 'drømmen om friheden' kan derfor bedst udtrykkes ved, at drømmen-om-friheden skrives i ét ord, sådan at substantiverne og præpositionen kun adskilles af bindestreger. Friheden begynder og ender med drømmen!