Det fotografiske billede må i sagens natur altid beskrive noget historisk. Det er taget, tiden er gået, hvad linsen så, er ikke mere eller i hvert fald ikke på samme måde som før. Jeg tror, det er én af grundene til, at fotografier virker tiltrækkende, de viser udsnit af en tid, man selv har levet i, og skønt man ikke var til stede lige i det øjeblik, billedet blev taget, så er i det mindste tiden genkendelig som del af en selv, Avisen (som i øvrigt behandler billedstoffet klogt) bragte forleden i anledning af storkonflikten et billede fra en anden, hvor folk er samlet foran Christiansborg for at gøre opmærksom på sig selv og deres problemer og krav. Det er taget i 1956, men kunne for den sags skyld være taget i middelalderen, hvis der ellers havde været kameraer dengang. Man behøver kun strejfe overfladen for at se, at der er tale om historie, ikke kun fordi der er en sporvogn midt billedet, men fordi folks tøj er så anderledes, fordi der blandt de hundrede personer på billedet bogstaveligt talt ikke er en kvinde. Det er svært at komme bort fra, at vi som befolkning stort set ikke er særlig kønne. Danskere ligner mere deres fætre og kusiner syd for grænsen end de raske brødre og søstre nordpå. Egentlig er vores stil stilløsheden, og holder man sig til billedet fra 56, er det slående, hvor kluntet folk er klædt på, hvor ufikst, hvor tungt. Det er tydeligt, at krigstiden ikke ligger så langt væk, der er ikke kommet rigtig gang i opsvinget endnu, man har dét på, som varehusene disker op med, Carnaby Street er ikke engang et fatamorgana hinsides horisonten. Men der er også noget andet: billedet viser optakten til en kampsituation, men er påfaldende resigneret. Blik går i alle retninger, folk står med ryggen til, stemningen af »hvad skal det nytte« er til stede, men uden Hørups bidske, ironiske snert. Her stormes ingen barrikader, hér går man hjem til frikadellerne og fjernsynet, når demonstrationen er forbi, og håber det bedste, her indstiller man sig på afsavn med en tryg bevidsthed om, at man aldrig kommer til at dø af sult. Det er sympatisk og fra et samfundssynspunkt nærmest ideelt. Det handler om, at vi i humanistisk forstand har bragt det vidt, at konflikter findes, men at de kan løses uden sværdslag, at folk kan blive vrede, men tales til fornuft – ikke mindst hvis der spyttes lidt ekstra i bøssen. At billedet blev taget, handler naturligvis om dets aktualitet. Da det stod i avisen, var det moderne og ’lige nu’ uden at skænke det en tanke, at tidsmøllen klaprede og åd sig ind på både dét og situationen nådesløst. Allerede da avisen kom på gaden, var billedet historie, og da det på ingen måde er særlig opsigtsvækkende, får det først liv ved en tilfældighed i dag så mange år efter og siger betragteren noget forskelligt og de fleste meget lidt. Mange af de afbildede vil være døde, en del have gjort hele turen med. Jeg var ikke til stede hin dag for 52 år siden, alligevel er jeg med på billedet, sådan som jeg ser det og føler mig berørt. Det har muligvis noget med sentimentalitet at gøre, men kan også være udtryk for en længsel efter at forstå, hvad det er, der har forandret sig siden dengang. Eller hvad der ikke har forandret sig, og hvorfor vi er, som vi er. Bare det at der ingen kvinder er med på billedet fra demonstrationen i 1956, siger mere end en del. Et billede fra en tilsvarende situation i dag ville vrimle med kvinder, ja der ville sandsynligvis være flere demonstrationer, hvor der ikke ville være andet end kvinder! Jeg var ikke på arbejdsmarkedet dengang midt i halvtredserne, jeg har mere fornemmelsen af, at jeg var frit i luften svævende og derfor betragtede tilværelsen fra et punkt temmelig højt oppe. Alligevel var det teoretisk muligt, at jeg kunne have færdedes i udkanten af demonstrationen, for der var ingen tvivl om, hvis side jeg befandt mig på. Men der var en afstand, mit miljø var et andet, min bevidsthed fixeret på nogle konflikter, som nok var af social art, men mere havde med eksistensen i almindelighed at gøre. Jeg vidste rent ud sagt ikke, hvad der skulle blive af mig. På den ene side var jeg anbragt på en solid skinne, der omfattede ægteskab og regler fra fortiden, som også handlede om muligheden af at få børn, ja, det lå i kortene, at børn skulle man have, ønsket var også reelt nok for os selv, på den anden side må man spørge sig, om det var velovervejet, eller var det i virkeligheden uansvarligt? Det spørgsmål kan ikke besvares, når man sidder med billeder af børnene, som de så ud, da de var små. De var ønskede og elskede, for hvad de var. Men jeg kan blive svimmel ved tanken om den karrieremæssige usikkerhed, der var det vakkelvorne underlag, alt blev etableret på, og rystet, når jeg tænker på, hvor fast jeg selv og mine omgivelser sad i regelsæt og konventioner, der ikke blot hørte fortiden til, men havde rødder helt tilbage i et mørke, de fleste havde glemt eksisterede eller fortrængt. Det var kun 150 år, siden slavehandelen blev forbudt i Danmark, ikke halvtreds år, siden kvinderne fik valgret, og løftede man bare en smule på den nymodens plastikdug, ormede al den gamle undertrykkelse rundt og smaskede med kæberne parat til at hive ethvert behjertet forsøg på oprør ned i mudderet. Der lever i dag en uudryddelig myte om en kulturradikal dominans i dansk politik og åndsliv, ja, den er så gennemgribende, at tænksomme hoveder af mere konservativ observans må konstatere, at kulturradikalismen har sejret sig til døde. Med den bemærkning vil man – naturligvis gerne underforstået – være med til at lægge en ekstra sten på graven. For det er nemlig sådan, at dengang, der faktisk var tale om en synlig indsats fra kulturradikal side, altså i PH-epoken i tyverne og trediverne og for en kort bemærkning efter krigen, var modstanden og hadet til kampen for frigjortheden så bastant, at den knap nok kan måle sig med modstanden mod nazismen. Åh, hvor ville man dog gerne have haft for fem øre kulturradikalisme dengang i halvtredserne! For slet ikke at tale om nu. Men det ligger i sagens natur, at radikalismen ikke har en levende chance, for selv efter Carnaby Street, og selv efter at vi er blevet shinet op og siger fuck og taler malabarengelsk og messer rap, så er vi nøjagtig lige så fodslæbende moralske (dvs. amoralske), som dengang billedet af demonstrationen på Christiansborgs Slotsplads blevet taget , lige så fromme, lige så skrækslagne, lige så modløse og tilsvarende aggressive, som dengang jeg gik rundt og ikke anede, hvad der skulle blive af mig. Billedet er det samme, det er bare farven, der har fået en anden lyd. »Man binder os på mund og hånd«, det irriterede Poul Henningsen, at han havde følt sig forpligtet til at skrive en ’fædrelandssang’ på grund af omstændighederne i 1940. Irritationen har sikkert gået på, at det meste af visen handler om noget andet, end det publikum stod og græd over under afsyngelsen af sidste vers (der som bekendt handler om ånd, der ikke kan bindes). Meningen med visen er, at løfter afgivet i kærlighedens ekstatiske øjeblik ikke har gyldighed til evig tid. Hvilket er en ganske anden form for frihedskamp end den, man siden har hæftet sig ved, og rummer et perspektiv, de færreste har lyst til at beskæftige sig med, så sandt som vanens bånd er de sværeste at bryde og konveniensen det sværeste at hamle op med. Ikke sært at de forsamlede demonstranter på billedet fra ’56 ser noget stramme ud i betrækket, lidt grimede og grumsede. Der var ikke så meget at grine af, havde man en kæreste og endelig ’fået lov’, så var det et helvede med kondomer og coitus interruptus under rædslen for, at hun skulle blive gravid, hvilket ikke blot i omgivelsernes øjne var en skændsel, men også en social trussel, for hvad stillede man op, hvis man selv var arbejdsløs eller mindrebemidlet eller ikke rigtig vidste, i hvilken retning verden gik, og hvor man selv var på vej hen? Det var der sikkert en del anvisninger på, men de var altid iført stiv flip og fuldkommen smilløse, for dét, man var havnet i, lå langt hinsides, hvad moralloven bød, og der var altså tale om en slags ufrivilligt oprør, der brød med konventionen og derfor ingenlunde kunne tolereres. Og sådan var det faktisk hele vejen rundt. Sådan var det på kontorer og offentlige anstalter, sådan var det i banken, på biblioteket og universitetet. På sidstnævnte institution blev der holdt forelæsning eller kollokvium, når det passede professoren, som i øvrigt satte en ære i at være utilnærmelig og ofte uforskammet, hvis man ikke ligefrem fedtede for vedkommende eller kastede sig på knæ og ydmygede sig. Hvad man krævede, var respekt, hvad man forventede, underkastelse, og det sære er, at man underkastede sig og åbenbart et eller andet sted indeni syntes, det var i orden og måske – i al hemmelighed og i en form for uerkendt masochisme – nød det. I hvert fald lagde man på den måde klar afstand til respektløsheden, som af mange grunde er det værste man ved i Danmark og omliggende øer. Her finder man én af grundene til, at den uhyre begrænsede, men trods alt tilstedeværende kulturradikalisme i trediverne vakte så stor forargelse. At nazismen sad på dørtrinnet, gjorde – med den delvise sympati for netop denne ideologi i Danmark – ikke forargelsen mindre, for er der noget nazisme og andre totalitære ideologier ikke tåler, er det respektløshed. At respektløsheden oven i købet indimellem tillod sig at være morsom, gjorde bare det hele meget værre, og det varede da heller ikke ret længe, før forbuddene mod uforskammetheden blev kørt i stilling med Berufsverbot og fyringer til følge, indtil besættelsen satte en fuldkommen stopper for politisk satire undtagen den, der kælede for nostalgien, mørklægningshyggen, kafferationeringen og Hyp, lille Lotte. Kulturradikalismen som magtfaktor er naturligvis en konstruktion skabt af dem, der for enhver pris vil have ro på bagsmækken, og i 1956 var den stendød. Skal jeg fortsætte min personlige føljeton, kan jeg aflægge ed på, at jeg ved det, for jeg fik faktisk arbejde og blev løstansat som teatermedarbejder på Information, hvis eksistentielle fundament af gode grunde lå i modstandskampen, hvis helt var Martin A. Hansen og hvis kulturredaktør mente, at Poul Henningsen og alt, hvad hans var, repræsenterede essensen af Hellerup-pjat og bourgoisie-pladder. Selv Erik Seidenfaden, hvis kontaktflade strejfede radikalismen, måtte f. eks. sige fra i den store Genet-fejde efter en premiere på Det ny Teater, hvor jeg havde været positiv over for forfatteren til ’Tyvens dagbog’ og måtte se mig afbildet i avisen med bukserne nede og på lokum. Det er sandt, at det lettede en lille smule på korsettet i tresserne og halvfjerdserne, hvor der var Flower Power, The Beatles, Make Love/Not War, antikrigsdemonstrationer og bunkepul etc. men tag ikke fejl, kulturradikalismen havde kun ringe andel i det alt sammen, for ikke at sige ingen. Hvor det før var Statsradiofonien og skrankepaverne og præsterne og professorerne, der leverede alvoren, så var det nu oprørerne, som med truende miner organiserede respektløsheden og forlangte at blive taget højtideligt samtidig. Det gav sig fuldkommen groteske udslag, og da tanken om organiseret vold som legitimt kampmiddel kom ind i billedet, åd det hele sig selv op indefra. Det værste af det hele er, naturligvis, at alt det, man ønskede at bekæmpe, ikke blot var der hele tiden, men voksede sig stærkere og stærkere og nu har taget magten! Hermed mener jeg ikke blot den politiske magt, som den udtrykkes i VKO-regeringen, men ideologisk og over hele linjen. Det er mærkeligt, men det er nok ikke så mærkeligt endda, for hvis vi fastholder ideen om, at f.eks. kulturradikalismen har været og er en afgørende magtfaktor, må den naturligvis bekæmpes af dem, som i årevis har følt sig holdt nede af dens tyranni. Og med ’alle dem’ mener jeg stort set ’folket’, alle dem man i tidens løb har appelleret til, truet, formanet, fedtet for og ensrettet, så de nu svajer for den første den bedste populistiske brise og sidder rystende derhjemme og venter på, at én eller anden fremmed tamerlan skal komme og stjæle deres medisterpølse eller voldtage husets gamle bedstemor. Hvis de da ikke har travlt med at følge de kongeliges gøren og laden, eller hvem der er utro med hvem og hvorfor. Sådan har det altid været, vil man mene, og det er sandt, der er bare den forskel, at idiotien nu er hundreddoblet, fordi det er i magtens interesse, at det er sådan og helst skal blive ved med at være sådan, for så slipper man for uønskede spørgsmål og utidig respektløshed eller med andre ord for anvendt humanisme, aktivt engagement i verdens problemer uden voldsanvendelse, ligeløn, frihed, lighed og broderskab, knæk våbnene og styrt kirken. Den melodi er der ingen eller næsten ingen, der vil synge med på. For det første er det besværligt, for det andet giver det ingen prestige. Halvdelen af de intellektuelle sidder i kirken om søndagen, resten er ude og spille golf. Nede ad vejen vakler fru Hansen for at fange den ældrecheck, man dingler for næsen af hende, der er nemlig stemmer i det gerontologiske. Overalt er det dommedag, for verden er ikke længere et sted at leve i og være borger i, den er en trussel. Måske var det derfor, nogen af os stod på spring dengang i halvtredserne og tresserne for at komme ud og væk. Der havde været krigens indespærring, som ikke gjorde udlængslen mindre, men det var selve længslen, der drev værket, længslen efter at slippe væk fra det grimede og græmmede, det uforløste, fornedrede, fornærede og sure, den dårlige stil, den manglende selvtillid, alt det, der slog indad og sad som skurv på sjælen og sidder der endnu værre end nogen sinde, meget værre end på billedet fra 1956. Det er så konklusionen: Kulturradikalismen har aldrig haft magten, for hvis den havde, ville den ophæve sig selv, ophøre med at eksistere. Man har aldrig hørt om hofnarren som monark, til gengæld om mange konger, der var narre. Men aldrig om en magthaver, der var så dum, at han undlod at slå mønt på andres dumhed. Og i Danmark lader vi os gerne bedrage, for det er vi vant til, sådan har det altid været, og sådan skal det blive.