Sagen om det meningsløse drab på et 16-årigt avisbud er så tragisk, at man som udenforstående får lyst til at rive sig selv i håret i frustration. Mordet er ikke blot en fortælling om tabet af et ungt menneskeliv. Alt tyder på, at fortællingen om to ud af de tre anholdte unge også repræsenterer en desværre alt for velkendt historie om et socialsystem, der ikke er i stand til at gribe ind over for unge, hvis opførsel får advarselslamperne til at blinke i blitzfart. Fortællingen om mordet har klare paralleller til den medieombruste sag om drabet på den italienske rygsækturist Antonio Curra natten til 9. august 2003 og burde få landets politikere til at genoverveje, i hvor høj grad politiske skåltaler om social mobilitet og lige livschancer i det danske samfund hænger sammen med nedskæringer på det sociale område og de stadigt voksende papirbunker på landets socialrådgiverkontorer. De tre unge på henholdsvis 15, 17 og 19 år, der er blevet varetægtsfængslet for mordet på det jævnaldrende avisbud, er kendt af såvel politi som socialvæsen. Ifølge moren til de to anholdte brødre på 15 og 17 år har hun forgæves forsøgt at råbe myndighederne op i fire-fem år og været til »møde efter møde«. Den 15-årige, som politiet mistænker for at have sat de dødelige slag ind over for avisbuddet, havde ifølge sin mor ikke gået i skole i et halvt år og har flere gange været anbragt på institutioner. »Jeg bad om at få ham anbragt, efter at han havde truet mig. Men jeg fik at vide, at de ikke havde ressourcer til at få ham undersøgt«, har hun blandt andet udtalt til TV 2 News. I stedet har moren brugt det lokale politi som sparringspartner i forhold til børnene. »De har været meget mere behjælpelige og også presset på for at få ham anbragt«. Som forfatter til en bog, der handler om den yngste af de to tyrkiske fætre, der i 2004 blev dømt for mordet på den italienske rygsækturist Antonio Curra, kan jeg kun tage mig til hovedet over, at historien tilsyneladende gentager sig. Den yngste af de to dømte for Curra-mordet, Ferhat Kilic, var 16 år på drabstidspunktet, og familien havde flere gange bedt om at få ham anbragt uden for bydelen Tingbjerg i København. I løbet af de to år, der ledte op til Curra-mordet, strømmede et tocifret antal indberetninger ind til de sociale myndigheder fra det lokale politi og klubvæsen, hvor der i kraftige vendinger blev anmodet om at få drengen placeret uden for omgangskredsen i Tingbjerg. Desuden advarede klubpædagoger og politifolk om, hvor galt det ville kunne gå, hvis kommunen ikke sørgede for skolegang og socialpædagogiske tiltag over for teenageren Ferhat Kilic. »Hvis Ferhat ikke kommer væk fra Tingbjerg snart, ender han som en stor kriminel«, står der blandt andet i en af de mange indberetninger. Ligesom den 15-årige hovedmistænkte for sidste uges mord på et avisbud, var Ferhat Kilic ikke indskrevet i et skoletilbud. Hans sagsmappe fra kommunen viser, at forældrene gentagne gange kontaktede forvaltningen med opråb om hjælp, fordi de ikke længere kunne styre drengen. Ligesom moren til den 15-årige drabstiltalte fik familien flere gange at vide, at kommunen ikke kunne hjælpe sønnen, før den havde foretaget en socialpædagogisk undersøgelse af drengen. Når man læser kommunens flere hundrede sider lange sagsmappe angående historien om Ferhat Kilic og hans vej ind i en kriminel løbebane, er det tydeligt, at indsatsen for at få bremset den unge drengs kriminelle løbebane strander i socialforvaltningen på trods af utallige indberetninger. Manglende knowhow er således ikke den primære årsag til, at hundredvis af udsatte børn og unge hvert år står uden skoletilbud og tilbringer tiden med at drive rundt på gaden. Socialvæsenet sidder på pengekassen og beslutningsmonopolet i forhold til, om der skal sættes ind med en social indsats over for unge, der slår om sig på omverdenen. Men manglen på ressourcer og institutionspladser udgør i øjeblikket en uoverkommelig strukturel barriere, når det gælder om at forhindre og bremse en tidlig kriminel løbebane. Hvis man kigger på sagen om Ferhat Kilic kan man se, at det på ingen måde er, fordi hans sagsbehandlere forholdt sig passivt til indberetningerne om den unge dreng. Typisk ringede sagsbehandleren til en institution, når de modtog en indberetning for at høre, om det pågældende sted kunne undersøge drengen. Grundet de manglende institutionspladser – som også er årsagen til, at flere dømte børn end nogensinde sidder i voksenfængsler – endte svaret gang på gang med et nej. Sagen blev da lagt ned i skrivebordsskuffen, indtil næste indberetning lå på bordet flere måneder senere. Sådan fortsatte rumlen i grove træk i flere år. En indberetning, et telefonopkald. I løbet af de to år op til mordet på Antonio Curra nåede Ferhat Kilic at have fem forskellige sagsbehandlere. For hver gang drengen fik en ny person tilknyttet af kommunen med besked om, at denne person skulle hjælpe ham, skulle der på ny tages de samme gamle beslutninger, som blev læsset op på drengens sag. Nye møder og anmodninger til socialforvaltningen, der blev gentaget af politi og familien til den unge dreng; blot med en ny sagsbehandler. Ferhat Kilic fortalte i forbindelse med researchen til bogen ’Skyld’, at han mistede tilliden til sagsbehandlerne, i takt med at han gang på gang skulle forholde sig til nye ansigter, der skulle ’hjælpe ham’. Især fordi han følte, at forvaltningen havde en forpligtelse til at ’foretage sig noget’, når nu både han og familien havde indvilliget i, at han skulle anbringes uden for de vante omgivelser i Tingbjerg. Til slut følte Ferhat ikke, at det var det værd at vade de 500 hundrede meter hen til socialkontoret, og han troede med egne ord ikke på, at ’systemet’ var interesseret i at hjælpe ham. I en socialpædagogisk undersøgelse, der bliver foretaget, da han er 14 år gammel, slås det fast, at han har fået for lidt ros i løbet af sin skoletid og »simpelthen har fået alt for lidt ud af sin skoletid«. Undersøgelsen anbefaler, at Ferhat Kilic enten modtager undervisning alene eller sammen med få andre elever. Undersøgelsen slutter med ordene, »jeg må endnu engang beklage, at jeg har mødt en undervisningspligtig elev, som tilsyneladende ikke har fået sammenhængende undervisning i op til flere år i Danmark«. Frustrationen over manglende ressourcer til at gribe ind og få foretaget hurtige socialpædagogiske undersøgelser, der kan danne grobund for at levere trygge rammer for utilpassede børn, er til at tage og føle på blandt fagfolk, der til daglig arbejder med børn og unge. Jeg har siden udgivelsen af ’Skyld – historien bag mordet på Antonio Curra’ holdt foredrag for hundredvis af socialarbejdere og skolelærere, og frustrationen blandt medarbejdere på diverse socialkontorer er til at få øje på. Særligt den store medarbejderudskiftning kan føles som et knytnæveslag, der kan tage pusten fra de mest optimistiske ledere på socialkontorerne, fortæller de. I Københavns Kommune arbejder en sagsbehandler i gennemsnit blot et halvt år på den samme arbejdsplads, før den pågældende finder nye græsmarker. Stress og arbejdspres angives ifølge en undersøgelse fra kommunen som den primære årsag til den hyppige udskiftning. Særligt socialkontorer i områder med mange såkaldt ’tunge sager’ har svært ved at holde på deres medarbejdere. Mens den politiske målsætning for antallet af sager, en socialrådgiver bør sidde med, lyder på omkring 40, er virkeligheden snarere, at sagsbehandlere rundt om i landet snildt sidder med papirstakke med navne på 100 forskellige mennesker. Arbejdsbyrden for den enkelte sagsbehandler er simpelthen alt, alt for stor til, at vi som samfund kan tilbyde den indsats, tryghed og kontinuitet, som især børn og unge har brug for, og som landets kommuner ifølge Serviceloven er forpligtet til at tilbyde ethvert barn, der oplever omsorgssvigt, er traumatiseret på den ene eller anden måde eller på anden måde er tydeligt utilpasset. Serviceloven er blevet til på baggrund af et menneskesyn, der anser ethvert menneske som besiddende værdighed og autonomi i sig selv, hvilket moralsk forpligter samfundet til at beskytte medborgeres værdighed og sikre basale behov, der minimerer uligheder i livschancer, der er forårsaget af eksempelvis omsorgssvigt i hjemmet eller som følge af for eksempel stofmisbrug. Men virkeligheden er imidlertid, at denne lov, der bygger på et universelt princip i liberale samfund om menneskets ret til værdighed, gang på gang bliver brudt på grund af manglende hænder og ressourcer i landets socialforvaltninger. Forvaltninger, som oplever stadig flere krav til bureaukratiske arbejdsopgaver, samtidig med at det opsøgende arbejde bliver skåret ned til et minimum. Resultatet er udbrændte medarbejdere og utilpassede unge landet over, der føler mistro til et kompliceret ’system’, som har svært ved at overbevise dem om, at kommunen reelt er interesseret i at hjælpe dem, fordi det kan føles, som om der ikke kommer noget ud af at mødes med sin sagsbehandler. Så længe vi har en socialforvaltning, der mangler ressourcerne til at sætte ind over for udsatte børn og unge, vil skolelærere, pædagoger og politifolk støde hovedet mod en mur, når de indsender indberetninger til kommunen angående kriminelle og/eller utilpassede børn og unge. Landets kommuner modtager automatisk indberetninger, når unge under 18 år begår kriminalitet. Eftersom to ud af de tre anholdte for mordet på det 16-årige avisbud var under 18, har socialvæsenet kendt til de varetægtsfængsledes kriminelle løbebane og advarselslamperne har med stor sandsynlighed lyst længe. I hvert fald hvis man skal tro moren til to af de anholdte. Det samme gjorde sig gældende i Tøndersagen, hvor kommunen modtog bunker af bekymrede indberetninger vedrørende de to teenagepiger, der blev seksuelt misbrugt i hjemmet. Det samme gjorde sig gældende i bekymrede indberetninger angående de to tyrkiske fætre, som blev dømt for mordet på Antonio Curra. Og nu gentager historien sig med to brødre fra Amager, hvis mor i flere år havde forsøgt at råbe myndighederne op. Forvaltninger skaber ikke mordere. Kriminelle børns negative udvikling starter typisk i familien og som følge af risikofaktorer i nærmiljøet. Det kan for eksempel gælde uheldige gruppedynamikker og værdier i vennekredsen, hvor anerkendelsen blandt vennerne opnås ved en hård attitude samt misbrug af hash og evnen til at ’lave’ hurtige penge, manglende skolegang og manglende anerkendelse fra familien. Når det drejer sig om kriminelle børn og unge, vil vi som samfund opnå større sejre ved at kigge på risikofaktorer i nærmiljøer end ved ustandseligt at bruge begrebet negativ social arv, der er et udtryk, der er nærmest ikkeeksisterende uden for Skandinavien. I engelsksproget litteratur tales der i stedet om risikofaktorer, hvilket er et mindre stigmatiserende begreb, der tvinger os som samfund til at kigge på andre faktorer som determinerende for visse individers sociale problemer end blot den familiemæssige baggrund. Negativ social arv er et begreb, der blev opfundet af en svensk forstander af et børnehjem i slutningen af 60’erne, og som anslår, at børn, hvis forældre er misbrugere, kriminelle eller har psykiske problemer, er determineret til at få samme problemer i livet. Ifølge tal fra Socialforskningsinstituttet er det imidlertid under en tiendedel af disse børn, der ender med at få ovenstående problemer. Vores socialvæsens indsats for at hjælpe børn og unge har imidlertid siden 1970’erne bygget på denne tankegang, og dette er med stor sandsynlighed en af årsagerne til, at selv samme tankegang har svært ved at udrydde ’negativ social arv’. Definitionen af begrebet hænger simpelthen ikke sammen med virkeligheden, men risikerer at stigmatisere unge, førend de har begået noget galt i livet ud fra en forventning om, at deres ’negative sociale arv’ nærmest per automatik vil give dem selv og samfundet problemer. Samtidig overser vi med begrebet de fire procent af landets unge, der ifølge Socialforskningsinstituttet får problemer med loven, misbrug eller det mentale helbred, uden at socialvæsenet ud fra forældrenes meritter har set nogen faresignaler. Her vil vi som samfund opnå større sejre ved i højere grad at kigge på risikofaktorer for, at unge – uafhængigt af hudfarve – fra bestemte boligområder er mere overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne end unge fra villakvarterer, hvor der er færre, som synes, at det er sejt at gå med kniv, og hvor det ikke er en del af virkeligheden i nærmiljøet, at unge over 15 år lokker børn under den kriminelle lavalder til at lave det beskidte arbejde, når der for eksempel skal begås tyverier. Hvis et ekstra fokus på risikofaktorer i nærmiljøet skal kunne lade sig gøre, kræver det, at politiets og klubvæsenets knowhow omkring dette bliver en langt mere integreret del af socialvæsenets arbejde med at hjælpe utilpassede børn og unge. En mere koordineret indsats på dette område koster imidlertid penge og ville være ligegyldig, hvis ressourcerne ikke er til stede i landets socialforvaltninger. Dobbeltmoralen sejrer i den grad, når politikerne holder skåltaler om større social mobilitet i det danske samfund, samtidig med at kommuner landet over skærer ned på det sociale område. Kløften mellem den kommunale virkelighed, når SF i Københavns Kommune stemmer for nedskæringer på det sociale område, samtidig med at medlemmerne af folketingsgruppen foreslår flere penge afsat til det samme, er således enorm. Det samme gør sig gældende, når Københavns overborgmester slår fast, at der ikke er råd til nye skolebøger i landets hovedstad de næste tre-fire år, mens Socialdemokraterne på deres hjemmeside plæderer for skabelsen af ’verdens bedste folkeskole’. Kan det lade sig gøre med den økonomiske virkelighed, der gør sig gældende i landets kommuner i dag? Jeg tvivler. Kan det for alvor lade sig gøre at skabe social mobilitet og minimere risikofaktorer for udsatte børn og unge, når vi har skabt en kultur, hvor vi har forvandlet det at arbejde i en socialforvaltning til en proces, hvor vi nedbryder arbejdskraft? Jeg tror det ikke.