Er forskning i embryonale stamceller en glidebane? Tre pensionerede læger med forskningsbaggrund blander sig i debatten. For tiden gennemføres en debat i medierne og i det politiske system om de etiske problemer, der er forbundet med forskning i stamceller fra tidlige menneskelige fosteranlæg, såkaldte humane embryonale stamceller. Skal forskningen tillades eller forbydes? Politikerne har, for nu at udtrykke det elskværdigt, tøvet meget længe. Til gengæld har vi så en aktuel, opdateret redegørelse fra et ministerielt nedsat udvalg og - særdeles opmuntrende - et klart tilsagn fra regeringen om en beslutning i foråret 2003. Forud ønskes en grundig debat i offentligheden. Formålet med denne Kronik er at yde et beskedent bidrag til denne debat. Kronikørerne er tre læger, der gennem de seneste år efter evne har fulgt med i forskningen på stamcelleområdet og den tilknyttede politiske og etiske debat. Vor interesse er først og fremmest motiveret af erfaringer fra vort lægelige arbejde i praktisk og teoretisk medicin samt af en voksende forståelse for de behandlingsmuligheder, som stamcelleforskningen kan give håb om. Vi har alle tre arbejdet med medicinsk forskning, men aldrig med stamceller. Vi er ikke professionelt engagerede i stamcelleforskning. Enhver mistanke om en politisk ukorrekt status som eksperter kan således let forkastes. Men vi vil da gerne være smagsdommere. Vi har nemlig smag for forskning og fremskridt, smag for nye metoder til behandling af alvorlige sygdomme - og massiv afsmag for dogmatisme og mangel på næstekærlighed. Afsmagen nærmer sig kvalmestadiet, når manglende indføling i det alvorligt syge menneskes livssituation demonstreres i pseudoreligiøs forklædning. Stamcelleforskning kan i fremtiden, den nære eller den fjernere, måske revolutionere behandlingen af patienter med en lang række sygdomme, hvor behandlingsmulighederne i dag er utilfredsstillende. Måske - thi udkommet af forskning er altid usikkert. Vi mener, at der er et stort behov for massiv intensivering af stamcelleforskningen i et forsøg på at finde frem til bedre behandlinger for f.eks. Parkinsons sygdom (rystelammelse), Alzheimerdemens, diverse andre sygdomme i hjerne og rygmarv, hjertemuskelskader efter blodpropper m.m.m. I håb om at finde nye veje og i fuld bevidsthed om, at nye forskningstiltag ofte mislykkes i første omgang. Embryonale stamceller kan fås fra tidlige fosteranlæg. Den moderne behandling af ufrivillig barnløshed indebærer befrugtning af moderens æg med faderens sperma i et laboratorieglas. Ved naturlig og ved kunstig befrugtning af ægget igangsættes en delingsproces. 2-4-8-16 ... celler. Efter fire til fem dage består fosteranlægget (embryonet) af 200-250 celler, anordnet i en kugleformet blære kaldet en blastocyst. På billedet ser man hvordan. Blastocysten (fosteranlægsblæren) har et ydre lag af celler, som skal danne fosterhinder, moderkage og navlesnor samt en såkaldt indre cellemasse på 30-35 celler. Sidstnævnte lille klump af celler indeholder netop de embryonale stamceller, der kan udvikles til selve fosteret med alle dets organer. Stamcellerne kan isoleres fra resten af blastocysten med raffineret teknik og derefter sås ud i en særlig vævsdyrkningsvæske. Her vil de formere sig ved fortsat celledeling - og her kommer just det enestående: Cellerne kan under de rigtige omstændigheder reproducere sig selv, blive ved med at dele sig igen og igen og igen. Der er dannet en cellekultur eller cellelinje af embryonale stamceller. Cellerne er alle ens, de forbliver uændrede, og de er levedygtige over meget lange tidsrum. Disse embryonale stamceller har forbløffende egenskaber - et enestående potentiale. De kan efter stimulation udvikles - fagudtrykket for denne udvikling er differentiering - til en hvilken som helst celletype i organismen: hudceller, nerveceller, blodceller af mange arter, hjertemuskelceller osv. Den store forskningsmæssige udfordring er nu at forstå disse udviklingsmekanismer til bunds for derefter at blive i stand til at retningsdirigere udviklingen fra embryonal stamcelle til netop den slags celler, der er behandlingsmæssigt behov for. Det kunne være dopaminproducerende nerveceller til behandling af Parkinsonpatientens invaliderende rystelser og muskelstivhed. Eller nye nerveceller til erstatning for dem, der blev destrueret, da rygmarven blev læderet ved den store trafikulykke. Eller nye hjerteceller til erstatning for de celler, der blev ødelagt, da patienten fik sin blodprop i en af hjertets kranspulsårer, og en del af hjertevæggen derefter blev til bindevæv, som ikke kan bidrage til hjertets pumpefunktion. Sukkersygepatienter kan købe insulin på apoteket, og insulinets opdagelse er og bliver en medicinsk megabegivenhed. Men det kunne da være vigtigt at undersøge, om insulinproducerende betaceller, udviklet på basis af embryonale stamceller, kunne indgives til erstatning for patientens destruerede eller dårligt fungerende egne betaceller i bugspytkirtlen. Hvor skal vi få de embryonale stamceller fra? I forbindelse med behandling af ufrugtbarhed nedfryses som regel tiloversblevne befrugtede æg. Disse nedfrosne fosteranlæg skal, hvis de ikke finder behandlingsmæssig anvendelse forinden, ifølge gældende lov destrueres efter to års opbevaring. De bliver så - for det siger loven - kastet i skraldespanden. Vi mener, at det ville være mere rimeligt - naturligvis under forudsætning af forud indhentet tilladelse fra forældrene - at anvende de embryonale stamceller til forskning, som (måske/forhåbentlig) kan blive til gavn for mennesker med dybt alvorlige sygdomme. Stamceller kan også skaffes på anden vis. De findes i den udvoksede organisme i mange organer. Men de er nu ikke så lette at få fat i, og der er ikke så mange voksne stamceller. De bloddannende stamceller i knoglemarven har vi bedst kendskab til, og knoglemarvstransplantation - overførsel af bloddannende stamceller til et andet individ - har reddet tusinder af liv. Det er muligt, at også voksne stamceller kan dirigeres til udvikling langs forskellige spor, men p.t. er der megen uenighed herom. Al sund fornuft taler for det ganske enkle: Man skal selvfølgelig studere voksne og embryonale stamceller parallelt, simpelthen for at lære deres respektive egenskaber og behandlingsmæssige potentiale at kende. Også de bloddannende stamceller i navlesnorsblod skal nøje udforskes. Kernetransplantation betyder overflytning af en cellekerne fra én celle til en anden celle. Det kunne være cellekernen fra en hudcelle, som indsættes i en ubefrugtet ægcelle, hvis egen kerne forud er fjernet. Det er så med en speciel teknik muligt at igangsætte en udvikling med gentagne celledelinger og dannelse af en blastocyst. På denne måde er der skabt en ny vej til fremskaffelse af embryonale stamceller. Et yndet debatudtryk er 'en glidebane', nogle har talt om 'en fedtet slisk'. Det er modstandere af forskning i embryonale stamceller, der hermed vil tegne en skrækvision. De primitive udtryk dækker over en ubehagelig mistillid til seriøs forskning. Skrækvisionerne vil vi ikke detaljere, det gøres så rigeligt. De foretrukne skrækmonstre er de kopierede mennesker, de genetisk identiske individer, 'Drengene fra Brasilien' eller 'Klonernes kamp' - vælg selv. Ifølge glidebanetankegangen vil forskning i menneskets embryonale stamceller uundgåeligt føre til, at uansvarlige videnskabsmænd forsøger at frembringe nye mennesker med identiske arvemasser. Et skoleeksempel på det vitterlige vås. Alle politiske, juridiske og medicinske instanser tager skarpt afstand fra sådanne afskyelige tiltag. Vor beskedne Kronik handler specifikt om forskning i humane embryonale stamceller med henblik på forbedret sygdomsbehandling. Kloningsproblemer har kun perifer relevans for vort ærinde. Det centrale i de herskende anskuelser hos modstanderne af forskning i humane embryonale stamceller er, at disse modstandere tillægger en klump af udifferentierede celler - uden hjerne, hjerte og andre menneskelige træk - ganske samme moralske status og samme rettigheder som det fuldt udviklede menneske. Det er med dette udgangspunkt helt logisk at være imod udtagning af embryonale stamceller, da fosteranlægget som sådant herved går til grunde. Der tales i denne forbindelse meget om respekten for menneskeligt liv. Det menneskelige fosteranlæg bør naturligt respekteres på alle stadier, men vi finder respekten for og hensynet til de syge menneskers vanskelige liv så langt mere tungtvejende. Der er tale om at anvende et beskedent antal fosteranlæg til forskning - og alternativet er den lovbefalede destruktion af fosteranlægget. Vi vil meget nødigt støde kristne medborgere. Men vi vil forbeholde os ret til at udtrykke vor helt personlige forståelse af de her behandlede etiske problemers relation til den kristne religion. For os at se er det ikke nødvendigvis en sand kristen adfærd at fremføre dogmatiske anskuelser om det fem dage gamle embryons etiske status. Slet ikke når man gør sig klart, at omkostningen herved kan være en risiko for markant hæmning af stamcelleforskningen. En forskning, som har en chance for at give fuldt udviklede mennesker med hjerte, hjerne og følelser et bedre liv gennem behandling af lidelsesfuld, måske livstruende, sygdom. Efter vor forståelse kan forskning i humane embryonale stamceller udføres i dyb respekt for menneskeligt liv og i bedste overensstemmelse med helt centrale budskaber i kristendommen. Slutteligt et par oplysninger om lovgivningen i nogle andre lande. I Sverige, Finland og England er forskning i humane embryonale stamceller tilladt. Forholdene i USA er så komplekse, at en grundig udredning af den politiske og etiske debat ville kræve en separat Kronik. Det foreløbige udkomme er, at præsident Bush har nedlagt forbud mod anvendelse af føderale pengemidler til produktion af nye stamcellelinjer. Forskning i stamcellelinjer udtaget før datoen for den præsidentielle beslutning kan accepteres. De politiske, etiske og finansielle problemer forekommer endnu langtfra afklarede. I september 2002 gav Californiens guvernør vidtgående tilladelser til human embryonal stamcelleforskning - og det er ikke forbudt at finansiere forskningen med privat kapital eller med midler fra staten Californien. USA er et stort og mærkeligt land med enormt forskningsmæssigt potentiale! Tyske forskere må ikke frembringe embryonale stamceller - men cellerne må gerne importeres fra udlandet, dersom de er udtaget før nytår 2002. Stamcellejura udviser unægtelig store variationer fra land til land. Og de store religioners synspunkter om embryonets status og livets begyndelse varierer i forbløffende grad. Den katolske kirke definerer befrugtningsøjeblikket som tidspunktet for livets begyndelse. Efter de jødiske medicinallove tales om begyndelsen til et nyt menneske, når implantationen af embryonet (fosteranlæggets fastgørelse i livmoderslimhinden) har fundet sted, men først efter organdannelse og antagelse af menneskelig form (ca. seks uger efter befrugtningen) betragtes fosteret som en person. Vi mener, at politikere og borgere bør gøre sig klart, at lægevidenskaben på sit aktuelle stade kun har beskedne behandlingstilbud til store patientgrupper med meget belastende sygdomme. Det burde være en klar pligt for det danske samfund at gribe en lovende mulighed for at nå frem til bedre behandlingsmuligheder gennem ydelse af markant støtte til stamcelleforskning. Dansk forskning i voksne stamceller har med rette modtaget støtte til nye og vigtige initiativer. Nu bør det lovmæssige grundlag for dansk forskning i humane embryonale stamceller etableres, og efterfølgende bør denne nye type forskning støttes økonomisk, meget gerne med ganske store beløb. Undladelsessynder inden for forskningspolitik kan ofte vise sig at være ganske alvorlige synder.