Besættelsestiden er uden sammenligning den periode af Danmarks historie, som er bedst egnet til at få danskerne op af stolene og have meninger og holdninger på fortidens vegne. Det har vi fået en del eksempler på de sidste par år, især takket være Anders Fogh Rasmussen, der ved forskellige højtidelige lejligheder er kommet med skarpe fordømmelser af samarbejdspolitikken under besættelsen som »et moralsk svigt«. Statsministerens udtalelser har bragt mange af mine kolleger i harnisk. Han misbruger historien, mener de. Det synes jeg, at man kan diskutere. Det står frit for alle at bruge fortiden - og det er statsministeren hverken den første eller den sidste, der har gjort. Historikerens opgave i det spil er ikke at kræve ejendomsret til fortiden eller at hævde, at vi og vi alene kender den historiske sandhed. Vores opgave er i stedet at argumentere imod synspunkter, som vi, efter vores bedste faglige vurdering, synes, er uholdbare (og at påvise, hvorfor sådanne synspunkter fremsættes - altså vise, hvad fortiden bliver brugt til i nutiden). Det gør vi normalt med udgangspunkt i de historiske kilder. Den bedste historiske forklaring er generelt den, der er mest overbevisende dokumenteret. Men man kan også gå anderledes til værks og spørge, hvad der ville være sket, hvis mennesker i fortiden havde truffet andre valg. Hvordan ville danmarkshistorien have udviklet sig, hvis Anders Fogh Rasmussen havde været statsminister 9. april 1940 og valgt det moralsk rigtige: kampens vej i stedet for samarbejdets? Derfor vil jeg i det følgende forsøge mig med en miniature udi kontrafaktisk historieskrivning. Det er en genre, der den seneste halve snes år for alvor er blevet populær. Det skyldes ikke mindst, at den appellerer til vores fantasi. Der er skrevet mange fornøjelige (og uhyggelige) kontrafaktiske historier. Men det kontrafaktiske greb kan andet og mere end at underholde. Det kan nemlig tvinge os til at tænke over, hvor åbne historiske situationer faktisk var, og dermed også over konsekvenserne af menneskelige handlinger. Skal øvelsen give mening, kræver den solidt kendskab til, ikke blot hvad der faktisk skete, men også til andre historiske begivenhedsforløb, der kan tjene som inspiration til at diskutere alternativer. Derfor er god kontrafaktisk historieskrivning altid sammenlignende historieskrivning. Det afgørende valg for vores alternative udgave af danmarkshistorien blev foretaget af regeringen om morgenen 9. april. Den valgte at afvise det tyske ultimatum og beordrede militæret til at bekæmpe den tyske invasion. En sådan beslutning ville i givet fald være blevet taget i klar erkendelse af, at Danmark ikke ville være i stand til at afvise invasionen. Det havde alle - både militærfolk og politikere - været enige om siden 1870. At man ikke kunne forvente hjælp udefra, stod lige så klart. Det var den besked, som Stauning og Munch havde fået i London tre år tidligere, da Stauning helt uden for programmet havde bragt spørgsmålet på bane i en samtale med udenrigsminister Eden. Et dansk militært forsvar havde derfor kun haft symbolsk betydning, men det skal man heller ikke undervurdere. For Holland (som i militærstrategisk perspektiv ligner Danmark) var situationen således fuldstændig den samme en måned senere, og den hollandske regering valgte kampen. Den varede fem dage. Efter et tysk luftbombardement af Rotterdam (med cirka 30.000 civile ofre) kapitulerede man, og regering og dronning flygtede til London. Bruger vi Holland som parallel, så er det vel realistisk at forestille sig, at den danske modstand blev nedkæmpet af tyskerne på et par dage, at regeringen og kongen flygtede fra landet, og at prisen måske havde været nogle hundrede soldaters liv (således kostede kampene i Norge cirka 850 norske soldater livet). Hertil skal man så lægge de - sandsynligvis langt flere - civile ofre for de luftbombardementer, som tyske krigsplaner opererede med, hvis den danske regering ikke bøjede sig. Efter erobringen ville Danmark - igen med henvisning til hvad der skete i Holland og Norge - være blevet omdannet til et tysk rigskommissariat. Før jeg ser nærmere på, hvad det ville have betydet for danskerne, er det værd at overveje, om den danske militære modstand ville have ændret verdenskrigens gang mærkbart. Et argument mod samarbejdslinjen er jo, at prisen for trygheden i det danske smørhul blev betalt af andre europæere under tysk herredømme. Men det er vanskeligt at forestille sig, at en alternativ udvikling i Danmark ville have haft betydning uden for landets grænser. Det kan lettest illustreres ved at pege på, at der var udstationeret to tyske divisioner i det samarbejdende Danmark. Det skal sammenlignes med, at tysk militær kunne kontrollere det ikkesamarbejdende Holland (med 9 millioner indbyggere) med to-tre divisioner. I foråret 1940 rådede tysk militær over godt 200 divisioner. Er det realistisk at forestille sig, at en ekstra tysk division, der var bundet i Danmark, havde ændret krigens gang? Hvis man skal etablere en alternativ udgave af besættelsestiden, hvor landet kom under direkte tysk styre fra første færd, er det fristende at læse den faktiske udvikling efter 29. august 1943 bagud. Det er imidlertid problematisk. Selv efter bruddet med samarbejdspolitikken i 1943 blev udviklingen i Danmark på mange måder ved med at være præget af de erfaringer, der var gjort i krigens første år. Derfor blev besættelsen også relativt mild i krigens sidste 20 måneder - hvis vi ser Danmark i et komparativt lys. Men samarbejdserfaringen ville jo netop ikke have været til stede, og derfor må man forestille sig en hårdere tysk linje, ikke bare før, men også efter 29. august 1943, hvis vi opstiller vores alternative historie. Når det er skrevet, skal jeg straks mane til besindighed på to andre vigtige områder. For det første ville Danmark også i den alternative udgave med nazistiske øjne være en del af det nære 'ariske' udland. Derfor ville Danmark ikke være blevet udsat for en terroristisk racekrig, som den nazisterne slap løs over store dele af Øst- og Centraleuropa. Vi skal hente vores sammenligningsgrundlag i Vesteuropa: i Beneluxlandene, Frankrig og Norge. For det andet ville det tyske besættelsesstyre have de samme mål som de, der styrede den tyske politik i samarbejdspolitikkens år. Nemlig for det første at sikre ro og orden og for det andet at føre flest mulige ressourcer fra Danmark til Tyskland. De to målsætninger er langt hen modsætninger, og for besættelsesstyrer i almindelighed handler det om at finde det balancepunkt, hvor man får flest ressourcer for den mindste indsats (for nu at oversætte besættelseslogik til markedssprog). I modstandsscenariet må vi imidlertid regne med, at dette balancepunkt har forskubbet sig. Nu var den politiske kapital, som nazisterne kunne hente ved at pege på mønsterprotektoratet Danmark, ikke til stede, og derfor må man forestille sig, at tyskerne ville sætte mere pres på udbytningen af det besatte Danmarks ressourcer. Lægger man ovenstående argumenter sammen, er der altså ingen grund til at forestille sig, at tilværelsen for den danske befolkning umiddelbart ville være blevet meget værre i vores tænkte situation. Men til gengæld kan man let argumentere for, at den i løbet af krigen ville være blevet det. Den milde version af dette ville være blevet, at danskerne ikke ved krigens slutning havde været blandt Europas bedst nærede folk. Bønderne ville næppe have lidt nød hverken på den ene eller anden måde (i modstandsscenariet ville tyskerne også være interesseret i at fremme landbrugets 'leveringsglæde'). Til gengæld ville det have bekymret besættelsesmagten meget lidt, om bybefolkningen sultede og frøs. Udbredt hungersnød var der næppe blevet tale om, men nok en betydelig højere dødelighed i de mest udsatte grupper af befolkningen: fattige, børn og gamle. 'Ældrebyrden', som nogle samfundsforskere så smagløst er begyndt at kalde den pensionerede del af befolkningen, ville være blevet mindre i efterkrigsårene. Hvis vi bruger udviklingen i andre besatte lande som rettesnor, er det også sandsynligt, at besættelsesmagten ville have indledt en hård udskrivning af tvangsarbejdere. Måske ville man som i Holland have forsøgt sig med at indskrive de løsladte krigsfanger (vi må gå ud fra, at de danske soldater midlertidigt måtte gå i fangenskab efter nederlaget) til arbejde i Tyskland. Eller som i Norge registreret unge til 'arbejdsmobilisering'. Generelt havde tyskerne begrænset held med sådanne tiltag, der i alle besatte lande mødte stor modstand. Men det var en modstand, der kunne koste dyrt. Da hollændere protesterede mod, at besættelsesstyret ville geninternere de løsladte krigsfanger og bruge dem som tvangsarbejdere, resulterede det i gadekampe og hård repression. Det kostede i alt godt 150 hollændere livet. Til sådanne tal skal man lægge, at de udskrevne tvangsarbejdere i Tyskland knoklede under ofte umenneskelige og ødelæggende arbejdsvilkår. Disse omkostninger skal også lægges til regnestykket over prisen for det rigtige valg. De danske kommunister ville måske være sluppet mildere gennem krigsårene, hvis landet havde været under tysk styre fra første færd. Det er jo ikke sikkert, at tyskerne ville have haft adgang til de registre, som det danske politi havde samlet og brugte, da de arresterede fremtrædende DKP'ere i sommeren 1941. Eller at det danske politi, hvis det også i den alternative fortid stod for aktionen, havde været så nidkært, når ordren kom fra tysk side og ikke fra den danske regering. Til gengæld må man regne med, at redningen af de danske jøder havde været umulig, hvis landet havde været under direkte tysk styre siden april 1940. Aktionen er siden - ikke mindst uden for Danmarks grænser - blevet set som landets finest hour. Det er bestemt ikke uden grund, for mange danskeres indsats for at redde deres jødiske landsmænd er et flot eksempel på, at der blev truffet det rigtige valg. Ud over den danske indsats indgik der imidlertid to andre ingredienser i denne historie. For det første timing. Jødeaktionen i oktober 1943 foregik på et tidspunkt, hvor det stod rimelig klart, at krigen ville ende med tysk nederlag. Det gjorde sandsynligvis Sverige langt mere villigt til at påtage sig rollen som modtagerland, end hvis aktionen mod de danske jøder havde fundet sted i 1942 - som tilfældet var i resten af de besatte lande i Vesteuropa. For det andet lokale tyske repræsentanters begrænsede interesse i, at jødeaktionen lykkedes. Tyske advarsler og et ganske blindt øje fra den tyske krigsflådes side var vigtige forudsætninger for, at jøderne kunne reddes. Men disse forudsætninger ville være forsvundet i vores alternative scenario. På den anden side havde den danske vilje til at hjælpe jøderne sandsynligvis været den samme, og afstanden til Sverige ville jo heller ikke være blevet større (selv om modtageviljen måske havde været mindre). Derfor er der ingen grund til at tro, at alle danske jøder var endt i udryddelseslejre. I Norge kostede besættelsen godt 40 procent af jøderne livet. Så måske ville prisen for et heroisk forsvar 9. april ikke have været 7.000 jødiske liv, men kun 3.000? Regnestykket er selvfølgelig hypotetisk. Man kan desuden vælge at mene, at hvad Danmark ville have mistet af international prestige over jøderedningen, ville nationen have fået igen på at stå for en klar antitysk kurs fra 1940. En ting er forholdsvis sikkert. Regeringen (som også i det alternative scenario ville være en samlingsregering) kunne være vendt tilbage fra eksilet med stor autoritet. Derfor ville de fire 'gamle' partier alle let glide over i efterkrigstiden uden lig i lasten. Det havde sikkert været til størst fordel for Socialdemokratiet, der havde stået stærkere over for kommunisterne. Men sandsynligvis havde den vigtigste konsekvens af regeringens eksil været, at den danske politiske elite var blevet langt mere internationalt orienteret. De havde siddet i London sammen med stribevis af andre eksilpolitikere og tænkt over fremtiden. Det ville have gjort dem betydelig mere vestvendte og måske gjort vejen til et NATO-medlemskab mindre knudret. Det er også let at forestille sig, at danske politikere havde fået den samme smag for et tæt europæisk samarbejde efter krigen, som det blev tilfældet for mange andre eksilpolitikere. Derfor ville den danske vej til EU også være blevet lettere. Prisen for det rigtige valg kan man selvfølgelig ikke gøre op. Her har jeg tankeeksperimenteret mig igennem nogle af de vigtigste elementer i et alternativt scenario, men langtfra dem alle. Jeg har udeladt spørgsmålet om de danske nazister og om en eventuelt nazificering af danske samfundsinstitutioner; problemer, der i lande som Holland og Norge var helt centrale under besættelsen. I Norge tidobledes nazistpartiets medlemstal. Mon ikke det samme var sket herhjemme? Fra London advarede den norske eksilregering mod væbnet modstandskamp. Vigtigst var kampen mod nazificeringen. Den kæmpede man også i Danmark - med stor succes inden for den stærke danske foreningskultur. Havde den foreningskultur, en af det danske demokratis vigtigste bæresøjler, overlevet en nazificeringsproces? Og sådan kunne man blive ved. Mens det er let at identificere det rigtige valg, så er det meget mere åbent, om 'det rigtige valg' ville have haft de rigtige konsekvenser.