0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Incest for sjov

To romaner om incest, begge af Erling Jepsen og nu på film og teater, er blevet folkeeje. Men er det klogt eller solidarisk at lave underholdning ud af incest?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Erling Jepsen har formået at gøre to romaner om incest – ’Kunsten at græde i kor’ og ’Med venlig deltagelse’ – til folkeeje.

Den første er filmatiseret og den anden opført som teaterstykke. Man skulle tro, emnet ville skræmme folk væk, men familien Danmark har taget Jepsen til hjertet. Ikke mindst er det modigt, som Jepsen har gjort, at erklære i offentligheden, at det er incesten og vanviddet i sin egen familie, han offentliggør. Som jeg ser på det, fortjener denne verdens krænkere at blive udleveret, så den del af det har jeg ingen indvendinger imod.

Alligevel er der også visse problemer i Jepsens projekt, som man burde tale om. Lad os se på teateropsætningen af ’Med venlig deltagelse’ (stykket er også skrevet af Jepsen) for her tydeliggøres såvel kvaliteterne som problemerne i Jepsens erindringsprojekt. Det er fuldt fortjent, at Ghita Nørby i rollen som moderen Margrethe høstede et stort vognlæs anmelderroser. Men Jepsens replikkunst er så sandelig også genial. Var ’Kunsten at græde i kor’ en udlevering af faderen, så er det moderens tur i ’Med venlig deltagelse’. Jepsen er en mester i at vise, hvordan sprogspil virker og foregår i en incestfamilie. Hvordan fornuften skrider ud og smutter rundt som et stykke vådt sæbe, der bare bliver mindre og mindre, hver gang nogen forsøger at gribe om det, indtil det er helt væk og alle (endnu en gang) er viklet uhjælpeligt ind i grænseløshedens klæbrige spind. En diabolsk sammensmeltning, som ingen af familiemedlemmerne synes helt at kunne slippe ud af.

Jepsen fanger med andre ord via sin replikkunst de mekanismer, der florerer og virker i en incestfamilie: Grænserne, der er utydelige og overskrides hele tiden. Og her viser Jepsen, at incesten er en hel families samlede struktur, selv om det kun er en person, nemlig faderen, der konkret udøver den. Det bliver begribeligt, hvordan moderen selv er bærer af den grænseløshed og afstumpede ufølsomhed, der har gjort misbruget af datteren muligt. »Ja«, sukker moderen f.eks. beklagende siddende ved kakkelbordet med løftet kaffekop, idet hun påpegende klapper på sofaen: »det er ikke småting, der er foregået på den her sofa«. Familien, der er samlet, springer op i forfærdelse og den bemærkning kan da også nok få det til at løbe koldt ned ad ryggen på en. For det er jo sin afdøde mands overgreb på datteren, Sanne, hun hentyder til. Det foregik altid om natten på sofaen, når hun – moderen – havde lukket soveværelsesdøren for sin mand. Ved at klappe på sofaen gør moderen samtidig incesten konkret og nærværende på en måde, hun ikke kunne have fået sig til, havde hun haft incesttabuet installeret i sig på normal vis. Det ville simpelthen have været for smerteligt. Moderen udleveres altså med sin afstumpede mangel på empati.

Jepsen gør også meget ud af at udstille, hvordan sønnen Allan (Jepsens alter ego) – der selv mener han har gjort oprør imod faderen – alligevel ligger under for en uhyggelig hundeagtig længsel efter dennes kærlighed, ja, at han reelt er smeltet sammen med faderen i en identifikation så grænseløs, at han ikke helmer, før faderens grav er åbnet, så han kan overtage den gamle mælkekasket, der er kommet med i kisten. Og under (forsøget på) opgøret med moderen udbryder Allan: » – du skulle ikke have låst soveværelsesdøren, han stod tit og bankede. Hvordan tror du han havde det?«.

Vi tager den igen: »Hvordan tror du, han havde det?« – i sig selv en grænseløs indlevelse fra sønnen i den incestuøse fader – og i faderens ægteskabelige rettigheder, hvorved det jo bliver ham, Allan, der står og flår i døren for at komme ind i sengen til sin mor.

En ganske upassende identifikation for en søn at foretage med sin incestuøse faders rettigheder i ægtesengen. Eller da moderen smiskende kvinde-til-kvindeagtigt spørger smertensbarnet ’Sannemus’ hvordan hun dog holder den slanke linje så flot, skønt hun spiser alle de nervepiller, man ellers hører er slemme til at samle vand i kroppen ...

Jo. Det var faderen og Sanne, der gik »ulovligt« i seng med hinanden. Men reelt er der grænseløshed og incestuøse bindinger på kryds og tværs imellem alle medlemmerne i den familie. Og Jepsen har med sin replikkunst redskaberne til at fremvise incestens struktur. Det er jo godt ...

Problemet er bare, at folk ikke synes at opfatte det.

Folk griner og morer sig og lader sig underholde. Sønderjylland er kommet på danmarkskortet som en slags vilde vesten befolket med groteske originaler. Vi ler ad deres afmagt og generelle underlighed. Men der er ingen personer at gå ind i og identificere sig med. Alle er skildret med groteskens ironiske distance. Måske er det ligefrem forklaringen på populariteten: Jepsen laver underholdning ud af incest!

Man kan spørge til bevidsthedsniveauet flere steder. I ’Med venlig deltagelse’ er Allan jo voksen og har både kone og barn. Denne kone og dette barn er blege, anonyme skabninger i skriftens absolutte yderzone. De forekommer ligegyldige i forhold til Allans drama – og er uden betydning, såvel dramaturgisk som romanteknisk.

I teaterstykket er barnet slet ikke med (hvilket bestemt er forståeligt ud fra et praktisk synspunkt) og konen er interessant nok skildret som decideret aseksuel – klædt i fleecetrøje med hætte og posede joggingbukser. I forhold til en incestproblematik er dette på sin vis uhyggeligt præcist, idet en af de hævdvundne begrundelser for at opretholde incesttabuet netop er, at adskillelsen fra familien bliver så svær, faktisk nærmest umulig, hvis barnets eros besættes på denne måde. Det bliver svært at løsrive sig og for alvor tage nye objekter, at elske som voksen. Det ses i Erling Jepsens ’Med venlig deltagelse’. Alt liv og al fascination er ledt hen på faderen, moderen, den gale søster. Og der står nøjagtig nul fascination hverken om det arme barn eller den stakkels kone.

Men er det skildret eller bare afspejlet?

Det skildres åbent – og udleveres – hvordan Allan bag sin vrede reelt higer efter faderens kærlighed. Men er Jepsen egentlig klar over graden af korruption, som ligger i, at Allan skifter mening om faderen fra det øjeblik, han opdager, at denne har gemt på billeder og avisinterview med ham igennem tiden og måske hemmeligt holdt af ham? For selv hvis faderen vitterligt havde haft de følelser for sin søn, som Allan drømmer om, forandrer det jo ikke på misbruget af søsteren. Alene af solidaritet med sin søster bør Allan kunne fastholde det perspektiv, at incest er tabu og at en far, der overskrider det tabu, har forspildt sin gyldighed som netop fader. Jepsens problemer med at forløse sit projekt kommer for alvor frem i skildringen af søsteren, Sanne. Hun spilles i teaterstykket af Tammi Øst, og er ret beset en hjerteskærende tragisk figur, medtaget og nedbrudt som hun er. Selv fortæller Erling Jepsen, at hans søster gav ham tilladelsen til, at han kunne skrive historien, før han gik i gang. Til dette må man bemærke, at hvis det vitterligt er sandt, at søsteren er blevet misbrugt i barndommen, vil en af skadevirkningerne typisk være, at hun har svært ved at sige nej. Og da især til en, hun elsker. Der er på den anden side ikke noget, der tyder på, at Jepsen skulle ønske at skade eller ydmyge den elskede søster, han selv offentligt erklærer er hans nærmeste i