Erling Jepsen har formået at gøre to romaner om incest – ’Kunsten at græde i kor’ og ’Med venlig deltagelse’ – til folkeeje.

Den første er filmatiseret og den anden opført som teaterstykke. Man skulle tro, emnet ville skræmme folk væk, men familien Danmark har taget Jepsen til hjertet. Ikke mindst er det modigt, som Jepsen har gjort, at erklære i offentligheden, at det er incesten og vanviddet i sin egen familie, han offentliggør. Som jeg ser på det, fortjener denne verdens krænkere at blive udleveret, så den del af det har jeg ingen indvendinger imod. Alligevel er der også visse problemer i Jepsens projekt, som man burde tale om. Lad os se på teateropsætningen af ’Med venlig deltagelse’ (stykket er også skrevet af Jepsen) for her tydeliggøres såvel kvaliteterne som problemerne i Jepsens erindringsprojekt. Det er fuldt fortjent, at Ghita Nørby i rollen som moderen Margrethe høstede et stort vognlæs anmelderroser. Men Jepsens replikkunst er så sandelig også genial. Var ’Kunsten at græde i kor’ en udlevering af faderen, så er det moderens tur i ’Med venlig deltagelse’. Jepsen er en mester i at vise, hvordan sprogspil virker og foregår i en incestfamilie. Hvordan fornuften skrider ud og smutter rundt som et stykke vådt sæbe, der bare bliver mindre og mindre, hver gang nogen forsøger at gribe om det, indtil det er helt væk og alle (endnu en gang) er viklet uhjælpeligt ind i grænseløshedens klæbrige spind. En diabolsk sammensmeltning, som ingen af familiemedlemmerne synes helt at kunne slippe ud af. Jepsen fanger med andre ord via sin replikkunst de mekanismer, der florerer og virker i en incestfamilie: Grænserne, der er utydelige og overskrides hele tiden. Og her viser Jepsen, at incesten er en hel families samlede struktur, selv om det kun er en person, nemlig faderen, der konkret udøver den. Det bliver begribeligt, hvordan moderen selv er bærer af den grænseløshed og afstumpede ufølsomhed, der har gjort misbruget af datteren muligt. »Ja«, sukker moderen f.eks. beklagende siddende ved kakkelbordet med løftet kaffekop, idet hun påpegende klapper på sofaen: »det er ikke småting, der er foregået på den her sofa«. Familien, der er samlet, springer op i forfærdelse og den bemærkning kan da også nok få det til at løbe koldt ned ad ryggen på en. For det er jo sin afdøde mands overgreb på datteren, Sanne, hun hentyder til. Det foregik altid om natten på sofaen, når hun – moderen – havde lukket soveværelsesdøren for sin mand. Ved at klappe på sofaen gør moderen samtidig incesten konkret og nærværende på en måde, hun ikke kunne have fået sig til, havde hun haft incesttabuet installeret i sig på normal vis. Det ville simpelthen have været for smerteligt. Moderen udleveres altså med sin afstumpede mangel på empati. Jepsen gør også meget ud af at udstille, hvordan sønnen Allan (Jepsens alter ego) – der selv mener han har gjort oprør imod faderen – alligevel ligger under for en uhyggelig hundeagtig længsel efter dennes kærlighed, ja, at han reelt er smeltet sammen med faderen i en identifikation så grænseløs, at han ikke helmer, før faderens grav er åbnet, så han kan overtage den gamle mælkekasket, der er kommet med i kisten. Og under (forsøget på) opgøret med moderen udbryder Allan: » – du skulle ikke have låst soveværelsesdøren, han stod tit og bankede. Hvordan tror du han havde det?«. Vi tager den igen: »Hvordan tror du, han havde det?« – i sig selv en grænseløs indlevelse fra sønnen i den incestuøse fader – og i faderens ægteskabelige rettigheder, hvorved det jo bliver ham, Allan, der står og flår i døren for at komme ind i sengen til sin mor. En ganske upassende identifikation for en søn at foretage med sin incestuøse faders rettigheder i ægtesengen. Eller da moderen smiskende kvinde-til-kvindeagtigt spørger smertensbarnet ’Sannemus’ hvordan hun dog holder den slanke linje så flot, skønt hun spiser alle de nervepiller, man ellers hører er slemme til at samle vand i kroppen ... Jo. Det var faderen og Sanne, der gik »ulovligt« i seng med hinanden. Men reelt er der grænseløshed og incestuøse bindinger på kryds og tværs imellem alle medlemmerne i den familie. Og Jepsen har med sin replikkunst redskaberne til at fremvise incestens struktur. Det er jo godt ... Problemet er bare, at folk ikke synes at opfatte det. Folk griner og morer sig og lader sig underholde. Sønderjylland er kommet på danmarkskortet som en slags vilde vesten befolket med groteske originaler. Vi ler ad deres afmagt og generelle underlighed. Men der er ingen personer at gå ind i og identificere sig med. Alle er skildret med groteskens ironiske distance. Måske er det ligefrem forklaringen på populariteten: Jepsen laver underholdning ud af incest! Man kan spørge til bevidsthedsniveauet flere steder. I ’Med venlig deltagelse’ er Allan jo voksen og har både kone og barn. Denne kone og dette barn er blege, anonyme skabninger i skriftens absolutte yderzone. De forekommer ligegyldige i forhold til Allans drama – og er uden betydning, såvel dramaturgisk som romanteknisk. I teaterstykket er barnet slet ikke med (hvilket bestemt er forståeligt ud fra et praktisk synspunkt) og konen er interessant nok skildret som decideret aseksuel – klædt i fleecetrøje med hætte og posede joggingbukser. I forhold til en incestproblematik er dette på sin vis uhyggeligt præcist, idet en af de hævdvundne begrundelser for at opretholde incesttabuet netop er, at adskillelsen fra familien bliver så svær, faktisk nærmest umulig, hvis barnets eros besættes på denne måde. Det bliver svært at løsrive sig og for alvor tage nye objekter, at elske som voksen. Det ses i Erling Jepsens ’Med venlig deltagelse’. Alt liv og al fascination er ledt hen på faderen, moderen, den gale søster. Og der står nøjagtig nul fascination hverken om det arme barn eller den stakkels kone. Men er det skildret eller bare afspejlet? Det skildres åbent – og udleveres – hvordan Allan bag sin vrede reelt higer efter faderens kærlighed. Men er Jepsen egentlig klar over graden af korruption, som ligger i, at Allan skifter mening om faderen fra det øjeblik, han opdager, at denne har gemt på billeder og avisinterview med ham igennem tiden og måske hemmeligt holdt af ham? For selv hvis faderen vitterligt havde haft de følelser for sin søn, som Allan drømmer om, forandrer det jo ikke på misbruget af søsteren. Alene af solidaritet med sin søster bør Allan kunne fastholde det perspektiv, at incest er tabu og at en far, der overskrider det tabu, har forspildt sin gyldighed som netop fader. Jepsens problemer med at forløse sit projekt kommer for alvor frem i skildringen af søsteren, Sanne. Hun spilles i teaterstykket af Tammi Øst, og er ret beset en hjerteskærende tragisk figur, medtaget og nedbrudt som hun er. Selv fortæller Erling Jepsen, at hans søster gav ham tilladelsen til, at han kunne skrive historien, før han gik i gang. Til dette må man bemærke, at hvis det vitterligt er sandt, at søsteren er blevet misbrugt i barndommen, vil en af skadevirkningerne typisk være, at hun har svært ved at sige nej. Og da især til en, hun elsker. Der er på den anden side ikke noget, der tyder på, at Jepsen skulle ønske at skade eller ydmyge den elskede søster, han selv offentligt erklærer er hans nærmeste i livet. Men i stykkets anden del lader Jepsen Sanne/Tammi Øst optræde på scenen, så man alligevel kun kan opleve det sådan. Først lægger Sanne sig ind over armlænet af bemeldte sofa med kjolen oppe over rumpen (som er bar) idet hun byder sig til – tilsyneladende som en indlært og ubevidst reaktion på de konflikter imellem familiemedlemmerne, som på dette tidspunkt udspiller sig. Det forekommer i og for sig sandsynligt – psykologisk set – at et incestoffers beskadigelser blandt andet kunne ytre sig i en sådan grænseløshed. Men det ubehagelige er, at det her bliver til et komisk indslag – som man griner ad. Ganske ligesom Sannes selvmutilerende adfærd med at bide sin tunge til blods – illustreret på scenen til gavns – er morsomt. Og den bare røv fremvist til publikum – var det nødvendigt? Nej, det var nemlig lige præcis ikke nødvendigt. Og i sidste akt kulminerer denne blottelse, da Sanne forfører byens gamle mænd, for at de til gengæld skal åbne faderens grav og skaffe Allan faderens mælkekasket. Sanne lokker gamlingene, der krabler af sted med deres gangstativer og krykstokke ved at fremvise sit blottede og bare skød ud imod publikum. Skødet, som vi – publikum – betragter, tilhører selvfølgelig Tammi Øst, som er et kapabelt og professionelt menneske. Nøgenhed på film eller teater turde ikke i sig selv være problemet. Men det er altså Erling Jepsens kødelige søster, som også bliver fremstillet her. Og det er det, fordi Jepsen så udtrykkeligt har trukket forbindelsen fra digtningens Sanne til virkelighedens søster i interview i offentligheden. Men selv hvis dette ikke var tilfældet, var det ikke i orden. Det handler om en incestmisbrugt kvinde, der ikke får vores medfølelse, men udleveres så vi i stedet griner af hende, som var hun det moderne, kvindelige svar på Peter Malberg – dansk folkekomedies særling og landsbytosse par exellence. Sådan fungerer Sannes figur nemlig både i Jepsens roman og i skuespillet. Hun er komisk! En pillespisende original i blomstret kjole og grønne gummistøvler. Den, der er det største offer i familiespillet, bliver med andre ord til et underholdende indslag. På en måde, der er unødvendig, mister hun sin værdighed. Der er som sagt ingen grund til at tro, at Jepsen gør det for at skade eller udlevere sin søster. Når det alligevel sker, synes det at være et udslag af akkurat den samme ufølsomhed, som satte moderen i stand til at klappe i sofaen, mens hun taler om incesten, som har fundet sted. Der er en ubehagelig mangel på medfølelse på spil i Erling Jepsens tekst – som her giver sig udslag i, at han uafvidende krænker sin søster. Men det er ikke alt. For han får jo os, læserne og teaterpublikummet, til at gøre det samme. Ved at vi deltager på humorens præmisser – ved at vi ler, lader os underholde. Men fortællestemmen i ’Kunsten at græde i kor’ og ’Med venlig deltagelse’ er jo heller ikke båret af indignation endsige sorgens smerte. Den er derimod båret af umiskendelig vellyst, hvormed det groteske fremstilles. Og måske er det dette, der er forklaringen på, at Jepsen har formået at få hele familien Danmark til at gå i teateret og i biffen og se på incest, som drejede det sig om Huset på Christianshavn. Der er nok en tilbøjelighed til at gå ud fra, at gode kunstnere også er vise mennesker. Men sådan er sammenhængen ikke nødvendigvis. Hvad er forholdet imellem kunstnerisk evne og menneskeligt bevidsthedsniveau? Til illustration kan man se på en kunstner som Kristian Ditlev Jensen, der i sin debut, erindringsromanen ’Det bliver sagt’, behandler et beslægtet tema – nemlig det pædofile overgreb, han var udsat for fra han var ni til han var 13. I lange stræk er Ditlev Jensens fremstilling kunstnerisk. Men ofte er han også nødt til at supplere sine sceniske beskrivelser af udvekslingerne med den pædofile Gustav med den voksne, psykologisk vidende mands analyser, forståelser og refleksioner af, hvad der foregår. Og netop her ’falder’ værket også og ophører med at være kunst. Erling Jepsen er i stand til at formidle sin incesthistorie uden nogen form for digressioner så som forklaringer eller analyser. Skildringen af incesten ligger indlejret i selve sprogligheden og bevidsthedsformen, i værkets æstetik. Og den æstetik bærer fra først til sidst med hensyn til at fortælle historien. Derved står Jepsens værker ubetinget stærkere som kunst. Men som man ser, er der jo en identifikation eller meget stærk indlevelse med den incestuøse bevidsthedsform på spil, som bliver til den formskabende evne, vi møder i værket og som altså er selve den kunstneriske ressource – og dermed en del af kunstneren selv. Denne kunstneriske ressource hviler på, at forfatteren har accepteret at indleve sig i og identificere sig med det incestuøse. Man kan sige, at dette er prisen for til gengæld at få den formskabende kraft og den ganske attraktive identitet, som er kunstnerens. Erling Jepsen har faktisk accepteret at lade sig gennemtrænge af incesten. Overgriberen – her faderen – har fået lov at blive boende. Det har Kristian Ditlev Jensen – til sammenligning - ikke accepteret. Det ubehageligt intrikate spørgsmål, man er nødt til at stille til Erlings Jepsens litterære erindringsprojekt, er om ikke han rent faktisk selv træder i karakter som krænker i samme gestus, som han åbenbarer incesten for offentligheden? Det gør han ved fremstillingen af søsteren. Men især gør han det ved at narre folk til at indleve sig i incest på humorens og underholdningens præmisser, således at den samme ufølsomhed tilvejebringes, som den Jepsen selv beretter, at han er vokset op med. Vi bliver delagtige! Eet. Det er det, der er krænkelsen. Og måske længes det krænkede barn altid hjem? Jepsen har i givet fald fundet en måde, hvorpå han kan gøre hele Danmark til dette hjem.