Man bliver altid en smule nervøs, når man kort efter åbningen af en helt ny kulturbiennale møder lunkne anmeldelser og langt hen ad vejen en uinteresseret og uforstående presse.

Vi havde jo et valg. I vores tilfælde var det et valg efter en lang stribe med internationale Sommerscenefestivaler i København. En simpel årsag tvang os til at træffe nye valg. Økonomien slog ikke til længere. Det gav os dog en kærkommen lejlighed til at reflektere, tænke nyt og skabe nye visioner. Vi stod med valget om, hvorvidt vi skulle gå på jagt i den internationale jungle efter de perfekte scenekunstværker, eller om vi skulle søge i den internationale scenekunstverden efter en ny tendens, der alene i sin nødvendighed kunne skabe et uimodståeligt perspektiv for en ny festival. Vi valgte det sidste, da vi fandt det uimodståeligt nødvendige perspektiv i at lave en biennale for kunst i byrummet. Biennalen skulle hedde Metropolis, og det er netop den, vi har lanceret i København og blevet nomineret for af AOK i kategorierne Byens Bedste Kulturelle Iværksættere og Store Teater. Undervejs i forberedelserne har vi dog langtfra været sikre på, om vi havde truffet det rigtige valg. I en årrække havde vi brændende ønsket at frigøre os fra Sommerscenens tematiske bindinger, der gjorde, at vi hvert år måtte sortere en stribe hamrende interessante forestillinger fra, når vi lagde vores repertoire for sommeren. Nu havde vi endelig chancen, og så valgte vi alligevel at søge andre veje. Men gennem vores research blev vi hele tiden bekræftet i, at vi trods vores trang alligevel havde valgt rigtigt. Hvor end vi tog hen på vores færd, spejdende efter gæstespil, danske produktioner og kunstnere, stod en ting lysende klart. Vi havde svært ved at finde den perfekte forestilling. Den sublime og perfekte scenekunst, som vi tidligere havde mødt, var næsten fraværende – eller havde tiden forandret sig og skabt nye kunstprodukter og behov? Det, vi mødte på vores vej, var søgende værker. Værker i proces og værker, der udforskede nye metoder, nye genrer og nye sammenstød mellem kunstarterne indbyrdes og kunstarterne i samspil med teknologi, urbanitet og samfundsmæssige forankringer. Det perfekte værk, som vi kunne gribe om, analysere ud fra velkendte dramaturgiske, fortællemæssige og kunstneriske værktøjer og paradigmer var svære at finde – bortset fra de utallige gentagelser og genopsætninger af tidligere tiders kunstneriske flagskibe. Også herhjemme var det, hvad man kunne tyde i stjernerne. Kunstnerne roterede som oftest i velkendte cirkler, og teatre gjorde op med forsøg og drænede forestillinger for det ukendte til fordel for det kendte på nye flasker. Da anmelderne eksempelvis sablede indvandrerskuespillere på Edison efter analyser fra vesteuropæiske teatertraditioner, blev indvandrerne udskiftet med ’rigtige’ danske skuespillere, og alting var pludselig så godt. Men der var en del nye kunstnere, der hele tiden jog kniven ind i sjælen på os publikummer. Ikke gennem et perfekt leveret værk, men fordi de simpelthen stillede spørgsmål, dirigerede og navigerede sig vej gennem ukendte fænomener og samarbejdsformer på en nærværende og nærende måde. De leverede forestillinger – eller ’værker’, som jeg vil betegne denne nye form – i konstant forandring. Her var publikum ikke længere publikum på den tilbagelænede facon, og kunstnerne på scenen kunne ikke længere vide sig sikre i deres levering af deres kunstneriske præstation. De var i konstant kunstnerisk proces – og de bedste formåede at gribe om publikum, så de blev inddraget i denne skabende proces. Kunstværket opstod så at sige som en guidet tur i publikum selv. Pludselig blev det også synligt, at der var grøde i den danske andedam. Kunstnere og grupper som Sara Gebran, SIGNA, Half Machine, TeaterKunst, Udflugt Network var tydelige eksponenter for den nye bølge, mens andre kunstgrene som eksempelvis filmen med Lars von Triers ’Dogville’ i spidsen også søgte dette nye grænseland mellem det færdige kunstprodukt og proceskunsten, hvor publikum blev aktive medspillere og ikke bare kunstkonsumenter. Om Vinterbergs nye film ligger i samme tråd, har jeg ikke nok faglig viden om filmkunsten til at kunne udtale mig om. Denne kunstneriske udvikling står i skarp kontrast til et ellers mere og mere konservativt kulturliv, hvor det sikre bliver mere og mere sikkert (læs: gentagelser af succesen). Også anmelderne griber til det kendte og konstaterbare, mens Kulturministeriet laver optegnelser over opskriften på den perfekte scenekunst m.m. Det er nu tydeligt at se, at en ny epoke i dansk kulturliv begyndte ved årtusindeskiftet. Tidsmæssigt falder skiftet sammen med tiden, hvor Fogh-regeringen og kulturminister Brian Mikkelsen kom til magten. Allerede i deres valgkampagne blev begrebet ’smagsdommere’ introduceret, og allerede kort efter magtovertagelsen i 2001 blev begrebet et mantra for udrensningen i statsbureaukratiet. Smagsdommeriet ser ud til at være blevet et brand for et nyt neoliberalt paradigme, der i dag er slået igennem overalt i det danske kulturliv. På paradoksal vis har et negativt valgslogan slået om og er blevet en altdominerende ledetråd for styringen og bedømmelsen af kulturlivet i starten af det nye årtusinde. Fra regering over utallige udvalg og bestyrelser i kulturverdenen til medieverdenens såkaldte intellektuelle medieflade DR 2. I kunstens verden dyrker man armslængdeprincippet, når det handler om seks procent af de offentlige tilskud til kulturlivets udfoldelser. Resten uddeles direkte fra politikernes hjerter – betryggende i en verden, hvor man flere steder hellere ser en udstilling af vennens modelfly end professionel kunst, der sætter sig ud af eller netop ind i tiden og spejler livet gennem kunstnerens helt særlige og unikke blik for tilværelsens udfordringer og muligheder. Når topledere i dag vælges fra politikernes hånd, er det også tallene – de særligt målbare enheder – der vurderes. Det er jo fint nok, når de ligger til grund for en evne til at lede en forretning. Men i hele kultursektoren ses det ene mareridt efter det andet i dag, fordi forretningsfolk med sans for den slags værdier placeres som ledere af kulturinstitutioner. Hvad man glemmer er, at hverken kunst eller andre lignende livsstilsprodukter kan ledes af talknusere og forretningsplaner. Selvfølgelig skal man som leder have indsigt i økonomi, marketing osv. Men man skal så sandelig også have en fagviden, der sætter én i stand til at vurdere, initiere, strukturere og træffe valg ud fra kulturelle og kunstneriske processer. Det nytter ikke bare at have hjertet det rette sted. Men smagsdommeriet er nærmest blevet succeskriteriet for udtalelser og offentlige ansættelser på bekostning af indsigten. Det ser også ud til at være blevet mediernes kriterium for udvælgelse af alskens meningsudløsning. Jo skarpere smagsbedrift, desto større medieomtale. Alt forsøges målt ud fra et naturvidenskabeligt paradigme. Men det er svært at håndtere kunstlivet gennem tallogikkens smagssans. Derfor selvfølgelig også DR 2’s ’Smagsdommerne’. Her sidder – som en regel med visse undtagelser – en stribe lægfolk og bræger på kunstnernes bekostning. Da Metropolis for nylig var under behandling i dette program (30.8.), lå vurderingen på baggrund af ca. én procent af den samlede festival – lidt som at tage løget ud af en pølse, smage på det og så fortælle, at der ikke var meget kød i den pølse. Andre steder gjorde man ligeså. Politikens nye anmelder Per Theil gjorde eksempelvis ’kunststykket’ her i avisen (26.8.), da han på baggrund af to forestillinger nedlagde Metropolis med knap 50 forskellige tiltag og arrangementer. Kulturlivets anmeldere har også kastet sig over stjerner, hjerter, karakterer og bedømmelser på mere løssluppent grundlag. Til og med graduerer nogle anmeldere karakterskalaen uden at fortælle, om det anmeldte kunstværk hører til i grundskolen (læs: amatører), gymnasiet (læs: dansk niveau) eller universitetet (læs: internationalt niveau). Her er der dog for det meste en form for argumentation for bedømmelsen, uden at man nødvendigvis altid kan gennemskue, hvordan anmelderen kan konkludere den givne karakter. Forståeligt eller ej – karakterparameteret indikerer ligesom Kulturministeriets kanon en søgen efter det perfekte kunstværk. Derigennem er retorikken også blevet skærpet og bedømmelserne blevet mere kategoriske. Hjerter er her i avisen karakterskalaen for anmeldernes bedømmelser. Heldigvis for os kulturfolk er en del af anmelderkorpset fagkompetente folk. Men de bliver færre og færre, og deres viden er stadig mere begrænset, ligesom åbenheden i den grad er presset af kravet om kontante udsagn. Det er lidt ligesom med videnskabsfolk, at de specialiserer sig og ved en hulens masse om et særligt område. Men videnskabsfolk tier, mens anmelderne tør. Det er en af grundene til, at vi ser stadig færre videnskabsfolk med specialistudtalelser i medierne. Den plads har journalisterne selv overtaget. De udtaler sig kategorisk om hvad som helst – om ikke andet så efter to-tre telefonopringninger. Ligesom langt de fleste gammeldags ’smagsdommere’ blev udrenset, fordi de diskuterede og forklarede ting med både for og imod, er specialiserede fagfolk stadig sjældnere som kommentatorer. Journalisterne har taget over, da de har evnen til at skære tingene ind til benet. De kan mene noget ud fra en karakterskala. De kan udtrykke sig, så selv Mor Karen og Tummelumsen forstår. Og de skal mene så meget om så meget forskelligt inden for et fagfelts vidt forskellige diskurser, at deres viden ganske enkelt ikke kan nå at følge med. Men de gør det. Ideen bag denne tanke – både politikernes og mediernes – er selvfølgelig, at det perfekte kunstværk findes. Vi ved, hvordan det skal skæres til, og vi ved, hvad vi kan få ud af det. Det står i bøgerne. Med nådesløs tydelighed blev det udpenslet gennem Brian Mikkelsens tiltag, den store danske kanon, godt støttet op af smagsdommerne på det nye parnas. Her kan man se listen over perfekte kunstværker – grotesk nok alle danske, men lad nu den Kjære Kanon dø i fred i eksemplets tegn. I forhold til Metropolis-biennalen bliver det nu tydeligt, hvorfor Rimini Protokolls roadshow i en lastbil var forestillingen, der fik den bedste medfart i mediespalterne. Det var en færdig forestilling, instrueret fra A-Z og i en form, som er kendt fra den vesteuropæiske teatersal – blot var den placeret i en lastbil, der kørte gennem byen. Det var til at gribe om med kendte briller. Men internationalt bliver Rimini Protokoll allerede betragtet som lidt gammeldags, fordi de netop har et færdigt produkt. Processen er ikke tydelig nok, forestillingen er for konstant, og den inddrager ikke ’muligheden’ for en anderledes udvikling i sit værk. Smagsdommerparadokset ser ud til ikke at begrænse sig til alt det rundt om kunsten. Kunstverdenen har reageret og skabt værker, som også bygger på dette fænomen. De lader sig bare slet ikke bedømme ud fra så ufaglig en tilgang, som smagsdommerbegrebet lægger op til. Som vi med afsky kan se på fodboldbanen bruger de smagsdommeriet aktivt til at inddrage publikum, den almindelige kulturforbruger, for at skabe en ny form for redundans for kunstværket. Mens jeg gør korsets tegn for den store danske kanon, kan jeg derfor konstatere, at nutidskunsten stadig ikke findes på formel. Selv om vi i dag kan se tilbage og finde formlen for den allerede skabte kunst, er og forbliver den vedkommende kunst en bastard – i dag med fornyet styrke – der viser sig som det, vi umiddelbart ikke kender, men som vi alligevel kan finde ind til gennem underlige genkendelsesformer. Den åbner døre og syn ud til fremtiden – hvis vi tør kigge derud. Hvis ikke, når vi den aldrig – og slet ikke nutidskunsten. Men hvis vi vil, ser nutidens iscenesatte kunstbegivenhed ud til at kunne bruges til langt mere end tidligere. Eksempelvis til at udvikle og kaste nyt lys på et rum i konflikt og under pres – byens rum i både arkitektonisk, social og kulturel forstand. Derfor selvfølgelig den bydende nødvendighed i Metropolis-biennalen netop nu. Derfor: Findes det perfekte kunstværk overhovedet i dag? Selvfølgelig gør det det – i klassisk konservativ forstand. Her er klart definerede forhold, diskurser, kontekster og genredefinitioner, som man gennem analyser kan vurdere. Det er essensen i det, som kendetegner den klassiske kunst. Men hvad med nutidskunst og nutidens kulturliv? Det, som anmeldes og bedømmes side op og side ned? Dertil må svaret være nej. For den nye kunst er i en proces, den er en proces, den vil en proces, og den inddrager så mange nye tværfaglige perspektiver i sit udtryk og udsagn. Måske fordi verden er blevet lille og kompleks. Måske fordi udviklingen går så stærkt, at et færdigt kunstnerisk udtryk simpelthen ikke er muligt. Og måske fordi den personlige inddragelse er bydende nødvendig i en refleksion over nutidens udfordringer og spejlinger. Af samme grund behøver en anmelder i dag at være mere åben end nogensinde. Anmelderen må se på en stribe nye faktorer som publikumsreaktioner, processens karakter og kunstnerens evne til at navigere processen gennem tiden og sætte det i forhold til en særlig kontekst. Med det kan man beskrive et værk, den personlige vurdering af oplevelsesøjeblikket og perspektivet for kunstværket. Og man kan på den baggrund – hvis man er særligt åben og fagligt kompetent – finde frem til oplevelsesmuligheder og kunstnerpotentialer. Det kræver imidlertid en enorm åbenhed og lige så stor som bred faglig viden – særlig hvis det skal hænges ud på de offentlige opslagstavler og være interessant for andre. En bedømmelse af et værk skabt ud fra den fluksuslignende tilstand, som præger nutidskunsten i dag, sætter desuden som præmis, at det absolut ikke er muligt at give karakterbedømmelser. Ganske enkelt, fordi man ikke kan være i hovedet og følelserne på alle nutidskunstens oplevere. Man kan sige, at en anmeldelse af nutidskunsten bør være multifacetteret på et helt andet niveau, der afskriver det kategoriske som mulighed. Så ja, vi lever i en tid, hvor publikum har fået langt større betydning i forhold til afkodningen, skabelsen af indhold og vurderingen af et kunstværk. Det perfekte værk opstår kun i den enkeltes indre og det samspil, den enkelte har med værket. Men det betyder ikke, at lægfolk kan vurdere kunsten på et nuanceret niveau. Tværtimod kræver det en faglig indsigt, som er langt større og bredere end hidtil, og en åbenhed, der absolut ikke er forenelig med karakternedslag for andet end den klassiske kunst. Kunstneren og publikum er for alvor kommet i centrum. Først i det perfekte møde mellem dem opstår i dag det perfekte værk. Derfor kræver kunsten i dag, at folkene omkring – arrangører, anmeldere og tilskudsgivere – har enorm indsigt i processerne omkring kunsten og dens kontekst. Og derfor forbliver smagsdommerne kunstens store forbandelse – nøjagtig som regeringen har sagt, men i praksis desværre forværret.