Mens vi venter på andet bind af Jørgen Leths erindringer – og ikke mindst kritikken af det – kan vi passende spole tiden tilbage.

Til en hed debat om kritik, køn og kompetencer. Og det er ikke sensommerens femikrimidebat, jeg i første omgang tænker på. Faktisk skal vi helt tilbage til det spæde forår, da litteraturredaktøren på Berlingske Tidende, Jens Andersen, i sin avis skrev: »Der læses, tolkes og smagsbedømmes ofte ud fra ’pikkens logik’ i dansk litteratur. Og jeg er ikke et gram bedre end de fleste af mine brødre. (...) Mandlige kulturredaktører ansætter mandlige litteraturredaktører, der ansætter mandlige anmeldere, der helst anmelder mandlige forfattere (medmindre der er tale om kanoniserede kvinder). Som brødre vi dele«. Hvad var det for en bekendelse – og hvorfor lige nu? Baggrunden var den, at der i ugerne inden havde været ballade i vores naboland Sverige, hvor 47 forfattere og intellektuelle af hunkøn gjorde oprør mod den ’mandsdominerede litteraturkritik’. De kritiserede en række mandlige anmeldere for at »mangle forståelse for litteratur skrevet af kvinder«. Og når feministerne råber op i Sverige, så følger vi gerne efter. Altså foretog Berlingske Tidende en lynundersøgelse, der viste, at på de ’førende aviser’ herhjemme – Berlingske, Jyllands-Posten, Information, Kristeligt Dagblad, Weekendavisen og Politiken – var der i alt 72 mænd og 38 kvinder til at anmelde. Og ingen kvindelige litteraturredaktører. Hvad angår mænds rent fysiske overtal, var – og er der – mindre modifikationer til trods altså noget om snakken også her til lands. Men går denne skæve statistik ud over de kvindelige forfattere og i sidste ende ud over den enkelte avis’ troværdighed i forhold til læserne? Det mente de kvindelige forfattere og intellektuelle, som Berlingske Tidende spurgte – Hanne-Vibeke Holst, Elisabeth Møller Jensen og Leonora Christina Skov, f.eks. Dem vender vi tilbage til. Få dage efter det svenske opråb var en ny dansk rapport, bestilt af Kunstrådet, på gaden, ’Kvinder i kunst’, hed den, og heri påpegede man, at det ikke kun er kvindelige forfattere, men i høj grad også scenekunstnerne – musikere, operasangere og skuespillere – der føler sig dårligt behandlet af anmelderne. De mandlige anmeldere ser på kvinden før på kunstneren, forlyder det. Politikens operaanmelder Thomas Michelsen blev af rapportens ene forfatter Karen Sjørup efterfølgende sendt i skammekrogen, fordi han havde brugt ordet bitch i en »meget seksualiseret anmeldelse«: »Elskere af topgejlet opera synes måske, den er dødssyg, trods Ylva Kihlbergs dramadåse af en dominerende bitch i Vitellias konspirerende parti. Hun er en bidsk krumtap«. Nu er det ret beset den på scenen gestaltede figur – og ikke privatpersonen Ylva Kihlberg, der her får prædikatet bitch. Det er den ene side af sagen. Den anden handler selvfølgelig om, hvorvidt en kvindelig anmelder kunne finde på at bruge et tilsvarende sprog – ordet bitch, f.eks.? Man skal ikke bladre længe i eksempelvis Monna Dithmers samling af vitale teater- og danseanmeldelser, før man støder på vendingen ’lillepigebitch’ i beskrivelsen af en portugisisk performer; og runder vi lige popmusikken, er det da ganske interessant, at Ditte Giese, Politikens unge musikanmelder, i sin koncertanmeldelse af den colombianske popdronning Shakira skriver følgende: »Shakira gik til stålet med vrik, trutmund og slagkraftig stadionpop for at spille den store betonhal latina-varm«. Når den unge kvinde går til koncert med duoen Nik & Jay, lyder det til gengæld sådan her: » Nik & Jay mestrer den kække, drengede charmestil til MTV-perfektion med stramme undertrøjer, fremskudt underliv og et par glimt af Niks vaskebrætmave«. Jeg mener – hvis de mandlige anmeldere arbejder ud fra pikkens logik, hvilken logik arbejder de kvindelige så ud fra? Og hvis vi lige fastholder kritikken af den maskuline optik på den kvindelige kunstner et øjeblik endnu, så er det pudsigt at genlæse Leonora Christina Skovs anmeldelse i Weekendavisen af en af sommerens film ’SherryBaby’, hvor hun bruger hele indledningen til at spørge, hvorfor i alverden den kvindelige hovedrolleindehaver ikke får hejst brysterne op af en smart bh ... Hængepatterne skygger øjensynligt for filmens eventuelle øvrige kvaliteter. »Put on a freakin’ bra, Maggie«, nærmest råber Skov i spalterne. Fint for mig (selv om jeg nu synes, brysterne sad meget pænt), men ville en mandlig anmelder egentlig turde skrive det, tænker jeg? Nå, nu er forfatteren og anmelderen Leonora Christina Skov også en af de debattører, der faktisk slet ikke begræder lidt fokus på kunstens ydre ynder, om man så må sige. Spoler vi hen til sommerens femikrimidebat, hvor tre mandlige svenske forfattere rasede over, at de svenske krimidronninger, ført an af Liza Marklund og Camilla Läckberg, sælger stort på alt andet end deres litterære kvalitet, så bedyrede Leonora Christina Skov i Politiken, at »personligt skal jeg være den sidste til at beklage, at forfattergerningen langt om længe bliver glammet op her til lands, for kors, hvor har man skullet ligne en leverpostejmad rigtig længe, hvis man ville tages seriøst som forfatter«. Hm. Hvad der i foråret kunne ligne en påkrævet fælles front mod det dominerende maskuline blik på kunsten og dens kvindelige udøvere, viser sig måske at være en gang skyggeboksning, en bedaget kønskamp fra dengang en rødstrømpe var en rødstrømpe, en liderbuks en liderbuks og seksualiteten altid hetero? Og måske er det begærlige blik slet ikke det værste at udsætte kunsten for? Teaterkritikkens Godfather Jens Kistrup (død, hvid, heteroseksuel mand) efterlyste det ligefrem i et interview om kritik i 1999: »Der mangler hos mange anmeldere det primære, næsten hormonbetingede organ for at opleve. Altså at stå i en slags seksuelt forhold til teatret – som jo også tit er en erstatning for et seksualliv, man muligvis ikke har, eller som er blevet en fiasko. Det tror jeg virkelig er en af drivkræfterne ...«. Jeg er ikke i tvivl. Den passionerede forelskelse i den kunstart, man som anmelder beskæftiger sig med, er et must. Hvis ikke kinden blusser, og pulsen stiger, mærker læserne hurtigt, at engagementet er proforma. Anmelderen må selvfølgelig ikke parkere hovedet i garderoben, men hun må helst heller ikke lade kroppen blive hjemme – uden at gå nærmere ind i en diskussion af, hvor kønnet så egentlig sidder. Men lad os vende tilbage til den kønsskævhed, der vitterlig er i anmelderkorpsets biologiske sammensætning og betydningen heraf – den kønssolidariske largeness med maskulin slagside, som Jens Andersen antydede, og som også Elisabeth Møller Jensen, direktør for Kvinfo, kritiserede i foråret. »Vi lever i resterne af et patriarkalsk samfund«, konkluderede hun og hev anmeldelserne af Jørgen Leths ’Det uperfekte menneske’ fra efteråret 2005 frem af erindringen. Det er den selvbiografi, hvori Jørgen Leth skriver den berømte passus om, hvordan han tager sin koks 17-årige datter, når han vil, og afslutter passagen med ordene: »Det er min ret«. Elisabeth Møller Jensen fandt anmeldelserne alt for positive og kritiserede de overvejende mandlige anmelderes »mimoseagtige holdning til kritik, hånd i hånd med førende anmelderes moralske svigt«. Nu har jeg læst Kim Skotte, Erik Skyum-Nielsen, Jens Andersen og Bo Bjørnvig, og selvfølgelig har Møller Jensen ret i, at ord som ’cool’ og ’hero’ forekommer, og at der er en rimelig begejstring for biografien som tidsbillede og portræt af en mand. Men eksempelvis afslutter Jens Andersen, altså Berlingskes litteraturredaktør, som indrømmer, at han »skriver med en vis legemsdel«, sin anmeldelse således: »... Som etiker, også når emnet er ham selv, er Jørgen Leth lidt af en tøsedreng. Her tør han kun gå planken ud, hvis der ligger endnu en ung kvinde med spredte ben nedenunder. Præcis så svært er det at være Leth. Det ville man gerne have hørt mere om.«. Jens Andersen går altså lige ind i den etiske debat og klandrer Leth for at smyge sig udenom. Mens Kim Skotte her i Politiken afslutter sin anmeldelse med følgende passus: »Selv midt i de mest hede udskejelser tilsyneladende altid i kontakt med en kølighed. Sådan er livet. Det har sine omkostninger. Det må de da acceptere. De andre. Kvinderne først og fremmest. Cool kalder man ikke uden grund Jørgen Leth. Det er en slags hædersbevisning. Med denne bog sørger Leth selv for, at kølighedens brutalitet også kommer med: »Hvor rå må man være? Hvor dybe mærker sætter man?«. Spørgsmålene er stillet, men intakte. I nogle tilfælde må man uvilkårligt spørge, om det virkelig er godt nok. Er det godt nok at have 17-årige elskerinder i det ludfattige Haïti og midt i skildringen af lagenakrobatikken stille sig selv spørgsmålet, om det er »kolonialismens erotiske vision, der kommer sivende fra baghovedet«, uden at forsøge sig med et svar?«. Her er der da tale om en indigneret anmelder – forsigtig, javel, men man er da ikke i tvivl om, at Jørgen Leths moral står til diskussion. Selv om det ret beset ikke er den, anmelderne er sat til at anmelde – men bogen! Om kønnet står i vejen for anmelderiet? Ja, muligvis fylder det meget – men et kønspolitisk projekt kan også skygge for nuancerne i virkeligheden. Og forplumre debatten om anmelderens opgave, kompetence og kvalitet. Selv om jeg fortsat er enig med Møller Jensen i, at et par kvinders professionelle læsning af Leth principielt ville klæde kønsstatistikken. Men det kan litteraturredaktørerne jo nå at gøre noget ved, inden ’Det uperfekte menneske 2’ sendes ud til anmeldelse! For fuldstændighedens skyld tager vi lige ’det modsatte eksempel’ – altså, hvordan bliver en kvindelig forfatter, der skriver om erotik modtaget af sit eget og det modsatte køn? Vi vælger Bettina Heltberg – der i spalterne aldrig har lagt skjul på sin ’kønnede’ fascination af skuespilleren George Clooney, og som i 2006 udgav ’George’, hvori hun trækker på dagdrømmen, den personlige erindring, en række filmoplevelser og en hel masse gossip til at tegne et portræt af Clooney – eller måske af sig selv. Lone Kühlmann begynder sin anmeldelse i Politiken sådan her: »Bettina Heltberg er en modig kvinde. Lidt skør, måske, men afgjort modig. Hvad skal man ellers mene om en 64-årig kvinde, som ikke alene sidder hjemme hos sig selv og fantaserer om et 20 år yngre Hollywood-idol – det er der sikkert så mange, som gør – men skriver en hel bog om sine fantasier?«. Kühlmann skynder sig at smide et tabu på banen – ældre kvinders begær efter yngre mænd – og er, efter min mening, på denne måde med til at fastholde det. De mandlige anmeldere – eller nogle af dem – er langt mere åbne – for ikke at sige meddigtende: »... ikke mindst fornemmes en smuk, ren længsel mod erotisk intimitet i ordets videste forstand, en ærlig betagelse af det uimodståeligt maskuline, af George som mand og som spejl, som gennemgående figur, frelsende engel eller blot en håndsrækning – i drømme, i søvne, fra lærredet«. Lød eksempelvis Johs. H. Christensens udgang i Jyllands-Posten, mens Niels Barfoed i Weekendavisen med begavet indlevelse, ja, kønssolidarisk engagement, om man vil, skrev følgende: »Hvornår har man sidst set en så skruppelløs kvindelig skildring af kvindelig mandsbesættelse, helt ud i det patetiske, om det skal være? Bevares, 70’erne var fulde af kvindelitteratur om mænd, men dér var projektet frigørelse, her er det alt andet. ’George’ er omvendt udtryk for en meget bemærkelsesværdig frigjorthed. Hvornår har man for den sags skyld sidst set en mandlig pendant? Se jer omkring! Er fornuften alene døbt i den danske litteratur? Det ser sådan ud. Hvor er passionsromanen overhovedet? Besættelsesromanen, som ikke handler om Anden Verdenskrig, men om et andet menneske? Kirsten Thorups ’Bonsai’ er vel det nærmeste i mange år«. Et sådant blik på teksten må forfatteren m/k da rødme af glæde over! Hermed er vi så også nået frem til et af underspørgsmålene i forårets debat – bør kvindelige anmeldere anmelde kvinders litteratur, sådan som Hanne-Vibeke Holst var tæt på at mene i forlængelse af den svenske opstandelse? Man kunne næsten tro, at synspunktet får opbakning fra maskulint hold i Weekendavisen. Her sammenligner Bo Bjørnvig lidt senere på foråret nemlig anmeldelserne af Leonora Christina Skovs roman ’Champagnepigen’ og inddeler dem efter de positive, der engagerer sig i den erotiske ægteskabsgyser med indlagt mord og købesex og lader sig rive med af de erotiske scener og så dem, der ikke gør. Ifølge Bo Bjørnvig er det logisk nok de to kvindelige anmeldere, Anette Dina Sørensen og Bettina Heltberg, der finder, at romanen stort set lykkes, mens mændene (Georg Metz og Jon Helt Haarder) enten »ikke mærker noget« eller også synes, at sexscenerne er kedelige. »Leonora Christina Skovs roman deler vandene og kønnene, så tingene passer sammen«, konkluderer Bo Bjørnvig. Jeg forstod ikke hans bevisførelse i artiklen, må jeg indrømme, men kastede mig over ’Champagnepigen’, som havde fået en provokerende kølig afvaskning af især Georg Metz. (Ja, anmeldernes kølige afvaskninger kan ved gud også stimulere!). Oprigtig talt og med al respekt for mine kvindelige kolleger – erotikken i ’Champagnepigen’ lod også mig aldeles kold. Til gengæld har jeg en lumsk mistanke om, at der sådan set også er en litterær pointe hermed. Men det er så en anden snak. Men Hvad er så lige konklusionen, fru anmelder!? Den, at selvfølgelig bliver jobstatistikkerne unødigt skæve og kulturdebatten potentielt kedelig, hvis de hvide, midaldrende heteroseksuelle mænd sidder på alle posterne. Men frem for alt giver skævheden igen og igen næring til den dybest set uinteressante og pseudopsykologiske del af kritikdebatten, som drejer sig om anmelderen selv. Hør lige, hvor skinger debatten lød for ti år siden, da kvinderne pludselig var i overtal på teaterkritikkens lille område. I januar 1996 havde Godfather fået nok: »Kvindernes magtovertagelse i dansk teaterkritik har jo skabt en hårdere og mere uforsonlig kritisk praksis. Ingen overbærenhed, ingen forsøg på at opsøge den alternative sandhed, der ofte vil vise sig at være sandheden om en teaterforestilling«. Og han underbyggede sine betragtninger ved at nævne moderskabet som en af forklaringerne: » ... de kvindelige anmeldere tror, de skal opdrage kunstnerne, som var de børn!«. Stakkels Kistrup, var der nu ved at gå livmoderlogik i dansk teater?! Alt i alt er ’pikkens logik’ i dansk litteratur- og kunstkritik nok slet ikke så logisk endda. Al den stund vi lever i en – på godt og ondt – kønsforvirret tid, som vi i mangel af bedre ynder at kalde metroseksuel, giver det i hvert fald næppe længere mening at skyde så gammeltestamenteligt på anmelderens biologiske køn alene. Men skyd endelig. Én ting ved vi nemlig om anmelderdyrets indre indretning – masochister, det er vi alle til hobe!