Den norske digter Henrik Ibsen er kommet med på den danske kanonliste. I Politiken har Bjørn Bredal i den anledning efterlyst en anden norsk digter, Knut Hamsun, og hans roman 'Sult', »svidende aktuel for alle unge mennesker til alle tider og i alle verdener«. Knut Hamsun blev mønsterdannende ved at sprænge den gammeldags alvidende fortalte romanform og lægge grunden til den moderne roman. Hamsuns påvirkningskraft blev stærkest i den danske litteratur. Men bevidstheden om det er gledet ud af den danske litteraturhistorie. »Det var Nietzsches Tid, Aarene, da Knut Hamsun hjemvendt fra Amerika gik omkring som en ung Gud i Københavns Støv«, skriver Sophus Claussen om den modernistiske 1890'er-generation. Som en ung solgud slog Hamsun ned og blev forbillede for en hel generation af danske digtere. Med 'Sult', 'Mysterier', 'Pan' og 'Victoria' grundlagde han en helt ny prosamodernisme, en lyrisk, stemningsbåret tone, som direkte indfangede læseren, ikke for belæringens, men for fascinationens skyld. Den hårdest ramte dansker var Johannes V. Jensen, som erklærede, at Hamsun var »det store beundrede Forbillede, der mere end noget andet i sin Tid fristede ind paa Forfatterbanen«. Ikke mindst 'Kongens fald' er skrevet i den nye prosamodernisme, hvor den episke sammenhæng er brudt til fordel for en lyrisk opladning af de enkelte situationer. Men Johs. V. Jensen følte snart, at dyrkelsen af den nietzscheanske skabelsesekstase ikke alene drænede ham for livskraft, men også bragte ham på vanviddets og selvmordets rand. Han blev derfor nødt til at indlede en retræte fra Sygdom til Sundhed, fra modernistisk selvoptrævlende sjæledissekering til 'Den lange rejse'. Jensen skrev ikke kun i inspirationens rus, han begyndte også at reflektere over skriveprocessen. I digtet 'Helled Haagen' ('Digte 1906') gør han op med sit beundrede forbillede. Her skildres Hamsun som både en kæmpe og et stort barn, der lider af »poetisk Pungbrok« og forbrænder sig selv i en titanisk, genialt bedårende sproglig selvudfoldelse. »Tro mig, Ven. Jeg blev ædru«, ender digtet. I Jensens reaktionsmønster ligger modellen for en række andre kunstneres erfaringer af mødet med den forlokkende Hamsun: Først blev man beruset, siden blev man ædru. Reaktionen er så typisk, at den får præg af lovmæssighed. Næste generation af henførte Hamsun-dyrkere kom efter 1910. Emil Bønnelycke fik Tom Kristensen til at hjælpe sig med graffiti på væggen i hans kunstneratelier på Frederiksberg. Der stod bl.a. en sætning fra Hamsuns 'En vandrer spiller med sordin' (1909): »Det strømmet ind paa mig en meningsløs Rækkefølge vilde og ømme Navne paa Steder, hvor hun kanske var fra: Uganda, Tananarivo, Honolulu, Venezuela, Atacama. Var det Vers? Var det Farver? Jeg havde ingen Raad med dem«. Bønnelycke ville på denne tid vie sit liv til poesien. Nogle år og digtsamlinger senere omvendte han sin anarkistiske sjæl til kristendommen og udgav moralske bøger på et kristent forlag. Med Johs. V. Jensens ord var han blevet »ædru«. Endnu en »ædru«. Tom Kristensen er nok den største Hamsun-discipel. Hans debut, 'Fribytterdrømme' (1920), var utænkelig uden Hamsun. Digtene er skrevet ud fra den samme holdning som i Hamsuns vandrerbøger; hovedpersonen er en fribytter, som står uden for samfundets lovlige fællesskaber, hvor den indre verden, drømmen, er mere reel end den ydre virkelighed. Tom Kristensens funklende 'Hærværk' (1930) står parallelt med Johs. V. Jensens selvreflekterende digt 'Helled Haagen', to tekster, som gør regnskabet op efter mødet med den fascinerende troldmand og erfaringen af, hvordan heftigt attråede skabelsesekstaser blev efterfulgt af tørke og kompenserende alkoholiske svireture. I titlen 'Hærværk' ligger Tom Kristensen dom over hans egen ungdoms kunstneriske selvødelæggelse. Derefter blev Tom Kristensen også 'ædru', sådan da. Til husbehov. Ved Hamsuns død i 1952 gjorde Tom Kristensen boet op for den gruppe af ekspressionister, Hamsun engang havde kickstartet: »Af hans programpunkter var det vel kun hans tro på, at ungdommen altid har ret, der forførte os - til stor skade og selvovervurdering for flere af min generation. Men med den lille roman 'Pan' med den byronsk dæmoniske Thomas Glahn og hans indviklede kærlighedsliv, med den skønne Edvarda og hendes polygame fader, købmand Mack, udfoldede den erotiske digter sig til stor forundring for vore øjne. Han fortalte om kærligheden på en måde, vi aldrig før havde hørt. Han gjorde Nordland til et mystisk drømmerige (...) Benoni-bøgerne og 'En Vandrer spiller med Sordin' toner endnu fra langt før verdenskrigenes tid, og da han i den skønne 'Den sidste Glæde' underfundigt gjorde op med sin ungdomsteori om, at mænd i 50 års alderen burde dø, nu da han selv nærmede sig de 50, måtte vi smile ad skælmsmesteren. Disse bøger og Johs. V. Jensens bøger var vor ungdom«. Endnu en generation af henførte Hamsun-elskere kom i 1930'erne og bestod paradoksalt nok af politiske modstandere, kommunisterne Hans Kirk, Hans Scherfig og H.C. Branner. For disse samfundsengagerede digtere var det den ældre Hamsuns værker, som blev mønsteret, kollektivromanerne, som blev indledt med 'Børn af tiden' (1913) og 'Segelfoss by' (1915). Hamsun fornyede romangenren nok en gang med opfindelsen af kollektivromanen med den fleksible fortæller. Hamsun kunne skrive samtidsengagerede bøger med et politisk budskab, uden at budskabet forstyrrede læserens tilegnelse af værket. Over landskabet med de reaktionære meninger svæver en modernistisk fortællerstemme, som er fuldstændig uforudsigelig og ideologisk uforpligtet. Derfor kunne Hamsun læses med fryd af både kommunister og nazister i 1930'erne. Det var denne digteriske frihed fra ideologiernes snærende bånd, som de danske socialrealister blev tiltalt af. I et interview efter krigen fortæller H.C. Branner, at han opdagede, at han »havde haft Hamsun med under armen hele vejen gennem bogen«, mens han læste korrektur på 'Legetøj' (1936). Det forklares med, at han dengang dyrkede »Hamsun som en Gud«. 'Legetøj' bærer tydeligt præg af Segelfoss-bøgerne. Hamsuns nyskabelse, den lyriske kollektivroman, blev et forbillede for dansk socialrealisme i mellemkrigstiden. De tryllebundne læsere vågnede med et chok, da det viste sig, at Hamsuns vidunderlige, alment beundrede prosa faktisk rummede en nazist. Mange tog øjeblikkelig moralsk afstand fra Hamsun, f.eks. de tyske digtere Thomas Mann og Hermann Hesse. I forbindelse med retsopgøret skrev Hamsun forsvarsskriftet 'På gjengrodde stier' (1949) for at lulle læserne i søvn igen og få dem til at glemme, hvad han havde sagt og gjort under krigen. Med dette charmerende værk genvandt han mange af sine læsere, som nu blev i tvivl om, hvorvidt Hamsun havde været nazist eller ej. Efter krigen meldte tømmermændene sig, ikke mindst hos de kunstnere, han nærmest som et narkotisk stof var gået i blodet. Først ude var Martin A. Hansen med bogen 'Løgneren' (1950). 'På gjengrodde stier' udkom 28. september 1949. 'Løgneren' er påbegyndt i oktober 1949 som en radioroman. Det er fristende at forestille sig, at Hamsuns sidste værk kan have virket igangsættende og givet ham titlen: 'Løgneren'. I Martin A. Hansens dagbog 26.10. 1949 omtales skolelæreren, Johannes Vig, som en digter. Denne digter er tydeligt skabt i Hamsuns billede. Martin A. Hansen har nemlig ved en anden lejlighed udtalt, at Johannes Vig er »et nej til den Hamsunske helt, løjtnant Glahn«. 'Løgneren' har det samme oplæg som 'Pan': En dagbogsskrivende jæger vandrer i naturen med sin hund, som han til sidst selv skyder. Han har forhold til to kvinder, en gift og en ugift. Forskellen er, at det til slut bliver afsløret, at dagbogen er et fiktionsarrangement, og at Johannes Vig har skrevet en roman. I modsætning til Hamsuns 'Pan' har 'Løgneren' en skjult fortæller, som træder tydeligt frem i værkets titel og viser Johannes Vig som en person, der farer med svig over for de kvinder, som holder af ham. Løgneren har samme kritiske refleksion over den modernistiske kunstnereksistens som 'Helled Haagen' og 'Hærværk'. Arrangementet er imidlertid så kamufleret fra Martin A. Hansens side, at generationer af læsere har taget romanen til sig som en ny 'Pan' og ladet sig vugge ind i den fortrolige, forsjælede stemning, Johannes skaber. Men i denne roman er ideen, at man først skal drømme og siden vågne op og gennemskue Johannes Vigs narcissistiske kunstnervæsen. Martin A. Hansens tidligere Hamsun-begejstring er tildækket og ikke alment kendt. Men i bogen 'Kringen' (1953) noterer han fra en rejse til Norge, hvor han bl.a. kommer til Garmo, Hamsuns fødested: »I Erindringen melder sig en vild Læsersødme fra de unge Aar, da Fossegrimen med sit Spil magtstjal Tilhørerne«. Hamsun ses som fossegrimen (nøkken), en dæmonisk skikkelse med et instrument, som får folk i sin magt. Med 'Løgneren' meldte Martin A. Hansen sig altså under de samme faner som Johs. V. Jensen og Tom Kristensen tidligere. De havde alle følt sig magtstjålne i deres ungdom for senere i moden alder at tage afstand fra 'Fossegrimen'. »Tænk, at nazismen havde en saadan tryllefløjte med en saa vidunderlig tone til sin raadighed«, skrev Tom Kristensen i Hamsun-nekrologen. H.C. Branners essay 'Dæmoner ved daggry' (1956) er et udtryk for skuffelsen over, at ungdomsforelskelsen i Hamsun endte i nazismen. Essayet handler om, hvordan han forgæves forsøger at frigøre sig fra Hamsuns indflydelse, som ligger over ham som en slags djævlebesættelse. Så snart, han tror, at han er i gang med sit eget arbejde, kommer djævelen og bringer hans tanker på afveje med klange fra Hamsuns værker. I et futilt forsøg på at beskytte sig siger han til djævelen: »Vist har jeg igen læst 'Pan', mit livs farligste bog, min ungdoms forføreriske gud. Men der var dog grund til at tro, at jeg omsider havde rystet ham af mig. Lad mig slippe for 'Pan', siger jeg til djævelen paa min ryg, lad mig i fred for løjtnant Glahn med hans djævelsk grønne fuglefjær og hans hund Æsop, som han senere skød, lad mig i fred for den langlivede jomfru Edvarda med hendes opfarvede dragt og smalle mørke hænder. Jeg er færdig med hele dette djævelskab. Men vist har jeg læst Knut Hamsun for første gang igen efter mange aar, slugt ham paany fra ende til anden i hans dybe sødme og vilde urimelighed, lige fra 'Sult' og 'Mysterier' til de bitre galnebær 'Paa gjengrodde stier'«. Med Thorkild Hansens 'Processen mod Hamsun' (1978) blev denne danske selvreflekterende digteriske linje imidlertid brudt. Thorkild Hansen går bevidst efter at blive troldmandens lærling. 'Processen mod Hamsun' er ekstremt velskrevet, Hamsun i højeste potens, et djævelsk forførende værk. 'Processen mod Hamsun' skabte den største litterære pressedebat i Norden. Dokumentaristen Thorkild Hansen er forbløffende nok ikke interesseret i virkeligheden, i retsopgøret som et politisk-nationalt drama. For ham drejer det sig om janteloven og en påstået norsk mobning af Hamsun. Interessen samler sig om det kunstneriske geni, og i det perspektiv er det underordnet, om Hamsun var nazist. Æstetikken står over etikken. Bogen argumenterer for, at Hamsun bare var Tysklandsvenlig, og at Marie var den egentlige nazist, hjemmets onde ånd, som forholdt sin stokdøve ægtemand informationer om krigen. Hamsun var altså uskyldig. Det stemmer ikke, men i Danmark har det fæstnet sig som et udbredt syn. Så kan den berusede digterdyrkelse fortsætte. Pointen i denne norsk-danske historie er, at det guddommelige forbillede Knut Hamsun aldrig anlagde en kritisk refleksion på sig selv, men fastholdt den romantiske kunstnermyte til sidste stund. For ham var den inspirerede kunstner hellig, og det var nærmest blasfemisk at tvivle på kunstnerens ret til at satse alt på inspirationens erkendelsesbringende gaver. Den forførende Hamsun kom som en vækkelse til danske kunstnere. Men efter den første rus meldte tømmermændene og anfægtelsen sig både hos Johs. V. Jensen, Emil Bønnelycke, Tom Kristensen, Martin A. Hansen og H.C. Branner. Hamsuns indflydelse i dansk åndsliv er altså stor og uomtvistelig. Knut Hamsun har faktisk været den største norske leverandør af litterære stimuli til dansk litteratur i det 20. århundrede. Hvem sagde kanon?