I mit barndomshjem fejrede vi solhverv et par dage før jul.

Vi sad omkring et tændt lys. Et par grene var blevet klippet af juletræet, som endnu ikke var båret ind i stuen. Min mor eller far førte grenen ind i lysets flamme, så stuen kom til af dufte af gran. Sammen sang vi Johannes V. Jensens solhvervssang: ’Vor jord er blevet kold – vi er i vintervold og dunkle dage’. Melodien stillede store krav til vores uskolede stemmer. Man skal så utroligt højt op på første tone i den sidste linje. Og at transponere melodien ned skaber bare problemer i den anden ende. Alligevel holder jeg meget af den melodi. Og jeg elsker solhvervsdigtet, som på sin vis rummer meget af det, jeg tror på den dag i dag. Vi holdt som antydet også jul. Stilfærdigt og hyggeligt, nøjsomt set med senere tiders øjne. Hjemmet var ikke religiøst, men mine forældre syntes ikke, at vi skulle skille os demonstrativt ud fra næsten alle andre. Min bror og jeg skulle jo også have gaver. Vi respekterede kristendommen: Før jeg blev sendt i skole første gang, blev jeg forberedt på den religionsundervisning, som ventede mig. »Dette her er noget, de andre tror på. Vi tror ikke på det. Men vi respekterer det. Og vi behøver ikke gøre os klogere over for de andre. Vi tror gerne på, at Jesus, dette kloge menneske, blev født – og at hyrderne var de første til at hylde det. Så vi kan godt synge julesalmer om denne fødsel, skønt de rummer nogle troserklæringer, som vi ikke deler«. Når jeg senere har fortalt min kone, vores børn og vores venner om min barndoms juleaften, så bliver der grinet en del over et af mine forældres valg. Vi dansede om juletræet, mens vi sang de verdslige sange. Derimod stod vi stille, mens vi sang et par salmer! Jeg synes egentlig den dag i dag, at det var et rimeligt valg. Man kan da ikke danse (løbe forvirret rundt) og synge salmer samtidig?! Eller kan man? Man gør det jo i hvert fald i de moderne danske hjem, hvis kristendom forekommer mig ... tjah ... i hvert fald langt mere sær end mine forældres spagat mellem solhverv og en jul samt et velovervejet drys af salmer af ’litterær kvalitet’ samt – nå ja, hygge. Vi var ikke hedenske, vi var ikke ateister, for ateisme har jo allerede klang af fundamentalistisk, religiøs anti-religion. Vi var ... ingen ting. Og hvis jeg nu skal sætte mine egne nutidige ord på det, jeg blev opdraget til og stadig bifalder, så delte vi både kristendommens undren og dens taknemmelighed over livet. Vi havde bare ikke en adresse at sende vores taknemmelighed til. Og hvad det med at undre sig angår, så oplever jeg i dag, i samtaler med min tre år ældre storebror, at der trods samme opdragelse er mere end nuancer mellem, hvor meget vi undrer os. Min bror tror, at der er – eller med tiden vil være – mennesker, der er kloge nok til at ’forstå’ det hele. The Big Bang. Hvad der var før, der var noget. Og hvordan det ender med, at der ingen ting er igen. Jeg, på min side, tror at vi med vores forskning har skabt et verdensbillede, der er beregnet til at kunne forstås af dem, der har skabt det. Således bekræfter nye forskningsresultater hele tiden hinanden. Fordi de alle har det samme menneske-bundne udgangspunkt og stiller de samme spørgsmål. I det samme sprog. Der er således kun de tre dimensioner, vi kan fatte. Med en kraftanstrengelse fatter vi tiden som en fjerde dimension? Men en femte? En sjette osv. Sludder og vrøvl! Siger vi. Vi er måske på nippet til at lade os overbevise om en mulig sjette sans? Men ikke en syvende, hvad den så overhovedet skulle gå ud på?! Og vi mener for eksempel med sikkerhed at vide, at der ikke kan findes en hastighed, der er større end lysets. Og vi er også sikre på, at der i hele verdensrummet ikke findes flere grundstoffer end dem, vi kender fra jorden. Jeg indvender: Når jeg lufter min hund om natten og ser mod stjernehimlen, ved jeg mere end min hund. Jeg er derfor parat til at forestille mig, at der kunne være en bevidsthed og en intelligens, der var lige så højt hævet over min, som min er over min hunds. Og som ville nå frem til et helt andet verdensbillede end vores. Dette diskuterer min bror og jeg fredeligt. Vi har begge to sunget den gudløse solhvervssang som børn og elsker den begge. Vi har begge lært, at man skal respektere religiøse menneskers tro og følelser. Formålet med at diskutere det eksistentielle skal nødigt nogen sinde være at gøre andre kede af det. Tværtimod. Fra mit udgangspunkt er der altså ikke så langt til noget, som nogen ville kalde religiøsitet. Måske en meget enfoldig religiøsitet: En undren og en taknemmelighed, som det er nærliggende at søge en modtageradresse til. For mig er det store og afgørende spring springet fra religiøsitet til religioner. Organiseret religiøsitet med faste trossætninger og faste overhoveder til at tolke dem. Brugt til samfundsindretning og krige. Jeg hverken kan eller vil tage religionen fra mennesker, som har glæde af den. Men med tiden er jeg bare blevet mere og mere vred over alle de ulykker, som religionerne har kaldt ned over menneskeheden. Også kristendommen. Og måske værst i den allernyeste tid. Og man kan jo ikke fortænke religiøse mennesker i at søge et fællesskab, en religion. Tingene er for store til at tumle med alene. Der er også en glæde, man vil dele. Men så opstår religionerne, de bliver topstyrede, de støtter sig til mere og mere rigide trossætninger og er galopperende på vej til at blive fundamentalistiske blokke, der politiserer, driver på med heksebål og korstog, pisk og afhuggede hænder og hellig krig og børn med dynamit spændt på maven. Nu kom jeg væk fra solhverv. Solhverv er for mig noget meget større, bedre og mere universalt end vor tids version af den kristne jul. Uden religiøse dogmer dyrkes lyset som kilden til eksistensen, sådan som vi kender den. Det er årets største fest, at vi befinder os på den korteste dag forud for den længste nat. Mellem jul og nytår tiltager dagen allerede med mere end eet minut! Og så går det stærkt. Fra januar er det for mig den vigtigste nyhed i avisen hver dag at se, hvor mange minutter dagen nu er vokset med. Decemberdepressionen bliver til januarglæde. De første skyfrie januardage, hvor solen, når den viser sig, stadig står lavt, er for mig solens smukkeste dage. Den fejer tværs gennem min stue og rammer billeder og møbler, som ellers lever i glemsel. På vejen er der nogen ude at sjippe, de kaster en lang, lang skygge hen over fortovet. Optimister har cyklerne fremme og pudser dem og pumper dækkene. Vi har endnu kyndelmisse og meget koldt og mørkt og surt forude. Men pendulet har været i yderpunkt og svinger ufortrødent tilbage forbi forårsjævndøgn og hen mod midsommer. »Det danske svale år – i ringgang går – omkring en evig vår«. Teksten begynder naturvidenskabeligt nok. Men er der ikke en tone af religiøsitet – men slet ikke religion – i denne vinterdrøm om den ’evige’ vår? Digteren har i hvert fald ikke åbnet mulighed for, at det, der begyndte som et Big Bang, skulle ende med noget endnu mere uforståeligt: Nemlig absolut ingen ting. Det forstår jeg i hvert fald lige så lidt som min hund. Under alle omstændigheder: Vi sang sangen, mine forældre, min bror og jeg. Vi snuste til den brændte gran, som jo vitterligt lugtede af sommer. Vi skulle ikke tro, at vi var bedre end vores naboer og religionslæreren henne på skolen. Men vi havde en fælles midvinteroplevelse, vi delte en livsbekræftende glæde ved naturens ’ringgang’. Men selvfølgelig glædede vi to børn os langt mere til jul og gaver, end vi havde glædet os til solhverv. Der var bare mere alvor i solhvervet og den duftende grangren. Sådan har jeg det stadig, tres – femogtres år senere. Når jeg ved midvinter drømmer om den dejlige sommer, som granens brændte duft varsler, kan musikken være en katalysator. Jeg vælger, sikkert naivt, et stykke programmusik, Beethovens ganske fortærskede Pastoralesymfoni. Til de toner lukker jeg op for et paradis – her på jorden. Og for en adresseløs taknemmelighed. Især i anden sats, den som har fået kritikken til at hagle ned over komponisten – fordi han til slut lader os høre fuglesangen i den sene aften. Gøgen og nattergalen og vagtlen. Men inden vi er nået så langt, er vi blevet bragt til et sted – ved bækken – hvor tiden næsten står stille. Bækken risler mageligt og teoretisk set til evig tid. Længe efter Beethovens og min. Lykke og taknemmelighed er, hvad musikken tilbyder. Det er ikke kirkemusik, der er ikke noget Halleluja eller Amen. Musikken bevæger troende som troløse. Bevægelsen kommer fra et bevæget menneske, som kan sit kram. Man er i hans sted, han er derfor ikke selv oplevelsens genstand. Man er lykkelig, uendeligt tålmodig og fortrøstningsfuld. Ved bækken finder man for et kort øjeblik den bedste af alle mulige verdener. Ikke i det hinsides, men lige her. Og skønt der er tale om objektive og nøgterne noder på nodepapir, så sker der også – som jeg hører det – en bevægelse hen mod det totalt uforklarlige. Det uforklarlige i, at et andet menneske har været her for længe siden og kan give sin taknemmelighed videre så længe, der er lyttende ører. Men også, at der på en afstand af over 200 år kan formidles en bevægelse ind i det gådefyldte. For hvad er det her for noget alt sammen? Vandet, der altid vil risle, men aldrig det samme vand to gange. Tusmørket, der sænker sig. Den uendelige fred og derpå noget, ingen ord kan beskrive. En samhørighed mellem kulisse og dybe, halvt glemte erindringer i ens bevidsthed. Fælles arketyper i to bevidstheder med to århundreders mellemrum. Men så må det være nok! Robuste Beethoven minder sig selv og os andre om, at vi såmænd bare sidder og falder hen ved bækken en smuk sommeraften. Fuglene synger, og de er af denne verden – denne verden, som vi et øjeblik var helt ude af. De synger for en ordens skyld to gange. Ville nok gerne mere, men Beethoven nægter dem det og runder af. Om et øjeblik skal vi til landsbydans og senere til tordenvejr – og endelig til hyrdernes takkesang. Det er gådefuldt alt sammen. At vi er til stede her, og at der hele tiden kommer nye somre. Også efter os. Og at man trods alt er så klog, at man ved, at dagen i dag er den korteste, og at ... »Nu kommer lyset og den lange dag tilbage«.