Har det nogen effekt at boykotte israelske appelsiner eller købe skrabeæg? Kronikøren, der er historiker, sætter spørgsmålstegn ved forbrugerens magt. »Jeg håber, at du som forbruger vil være med til at bakke op omkring en boykot af israelske varer, således at vi fra dansk side kan lægge et økonomisk og politisk pres på Israel for at stoppe den voldelige krig og for at opnå en snarlig fred mellem Israel og Palæstina«. Ovenstående opfordring stammer fra en SiD-annonce, der blev indrykket i forskellige dagblade 16. april og nu kan ses på organisationens hjemmeside. Den er det foreløbigt mest vægtige bidrag til den gryende boykotkampagne mod israelske produkter. På trods af gode intentioner vil boykotkampagnen få meget svært ved at slå så meget som antydningen af en bule i en blød hat. Den vil mest af alt blive en symbolsk politisk manifestation. Dette er i et vist omfang erkendt af initiativtagerne selv. Men SiD henviser dog i annoncen til, at tidligere kampagner har vist, at forbrugerboykot har en effekt, og en mand som Keld Albrechtsen henviser til boykotten af franske produkter i forbindelse med atomprøvesprængningerne i 1995/96 og den langvarige Sydafrikaboykot og mener, at boykotkampagner kan have en ganske betydelig politisk effekt. Spørgsmålet er, om disse henvisninger ikke romantiserer forbrugernes magt på et meget spinkelt grundlag. Tiltalende begreber som politisk forbrug og det direkte demokrati har været et helt afgørende brændstof i den forbindelse. Det er ganske enkelt blevet det optiske udstyr, iagttagere retter mod både fortid og nutid i troen på - og vel også i håbet om - at den jævne mand har fundet en direkte vej til politisk indflydelse. Der kan i mine øjne fremføres adskillige indvendiger specifikt imod boykotaktioners effekt, generelt imod antagelsen om politisk forbrug som en magtfuld indflydelseskanal og overordnet imod de positive vurderinger af mulighederne i det stadig mere direkte og individuelt funderede demokrati. Lad os se lidt på realiteterne i de idealiserede fortilfælde. Forbrugerboykotten af sydafrikanske produkter var en langstrakt affære, der startede allerede i begyndelsen af 60'erne, hvor først LO og siden Danske Studerendes Fællesråd m.fl., opfordrede de danske forbrugere til at undgå varer fra Sydafrika. De næste 25 år varierede både den politiske bevågenhed på apartheidregimet og de løbende boykotopfordringers omfang. I 1985/86 blev den statslige handelsboykot af Sydafrika så vedtaget af et flertal i Folketinget uden om den siddende regering, og forbrugernes aktion ændredes efterfølgende til en boykot af internationale selskaber, der uforpligtet af dansk lovgivning opretholdt forretninger i landet. Det afgørende er i denne forbindelse, at hvor det ikke er muligt med baggrund i den private forbrugerboykot at påvise en egentlig effekt på importen, lagde statsboykotten med ét slag det økonomiske pres på Sydafrika, der sammen med de senere sanktioner fra USA og EU, m.fl. kan ses som et ganske afgørende element i apartheidregimets endeligt. Skal der lægges alvorligt økonomisk pres på økonomier af landestørrelse, kræves ganske enkelt statslige initiativer. Jamen, vil nogle sige: De private forbrugeres aktion i Sydafrikaboykotten var måske netop en vigtig faktor i forhold til vedtagelsen af statsboykotten og derfor indirekte afgørende. Javel, men dette først og fremmest fordi formålet bag boykotten var at få indført statslige tiltag. Boykotten var et delelement i et omfattende græsrodsarbejde, der bl.a. indebar mere end 100 Sydafrikakomitéer landet over, rockkoncerter, happenings og demonstrationer, alt sammen med det overordnede mål at få det politiske system til at tage affære. De individuelle forbrugere havde med andre ord ikke det formål at blive mange nok til at få en privat effekt direkte på Sydafrika, men at lave så meget opmærksomhed og larm omkring apartheidregimet, at en kollektiv beslutning overflødiggjorde deres kampagne. Boykotten mod franske produkter i andet halvår af 1995 og starten af 1996 kan umiddelbart godt illustrere, at boykotaktioner kan have en vis effekt. Markedsandelen for fransk vin faldt således med knap 10 procent i 1995 til 44,6 procent, og hele faldet skal tilskrives anden halvdel af året - altså boykotperioden. Men i samme periode steg den samlede danske import af franske drikkevarer med 15 millioner kr., den samlede danske import steg med knap en milliard, og den samlede franske handelsbalance havde på trods af den internationale forbrugerboykot et rekordoverskud på 100 milliarder kr. i 1995. Tal der ganske usentimentalt viser, at selv en relativt succesfuld kampagne har hårde odds, hvis formålet er en direkte påvirkning af et helt lands økonomi. Den samme kampagne formåede at få vores daværende statsminister til at træde i pedalerne i en cykeldemonstration og få aflyst bl.a. Den Kongelige Livgardes gæsteoptræden i Frankrig. Disse symbolske protester er selvfølgelig ikke ligegyldige i en bred politisk sammenhæng, men det viser bare, at sådanne tiltag ikke nødvendigvis afspejler sig i hård valuta. Den vigtigste forskel på boykotten af Sydafrika og Frankrig er, at boykotten af Frankrig i højere grad var en rendyrket forbrugeraktion. Båret frem af succesen fra boykotten af Shell, der opgav dumpningen af olielagertanken Brent Spar, førte aviser som Information og Ekstra Bladet deciderede kampagner for boykot af Frankrig, og eksperter stod på ryggen af hinanden for at lovprise den nye politiske forbruger, der i manges øjne indvarslede helt nye former for indflydelse og demokrati. De umiddelbare effekter af boykotten var som sagt små, men til gengæld vandt troen på den individuelle forbrugers magt fodfæste i perioden. Den politiske forbruger var født og må siges at have medført vigtige ændringer i, hvordan vi som borgere og forbrugere mener at kunne opnå og udøve politisk indflydelse. Disse ændringer er i mine øjne slet ikke uproblematiske. Hverken set ud fra et overordnet demokratisk synspunkt eller for den sags skyld for forbrugeren selv. I første omgang kan man måske nok synes, at tingene virker relativt ligetil. Er man imod Israels politik, atomprøvesprængninger, burhøns, sprøjtede grøntsager eller lignende, burde der vel ikke være så meget at betænke sig på. Man skulle da synes, at det at lade varer med forbindelse til sådanne foretagender stå og købe alternativt ind måske nok ikke kan flytte bjerge, men at det dog må kunne gøre bare en smule for at bevæge tingene i den rigtige retning! Den politiske forbruger har bare det problem, at han/hun hjulpet af diverse analytikere fokuserer udelukkende på sin egen indflydelse og effekt. En ny indflydelseskanal og det direkte demokrati er besnærende vendinger, der har spillet pingpong mellem forbrugere og politiske kommentatorer i de senere år. Forbrugere accepterer i stor stil, at verdensfredens, dyrenes og grundvandets velbefindende er noget, der i sidste ende falder tilbage på deres egne valg og forbrugsvaner. I håbet om at kunne gøre bare en lille forskel fokuseres mindre på, hvilken funktion man som forbruger spiller i det politiske system, og hvilke overordnede konsekvenser det har for ansvarsfordeling mellem borgere og politikere. Det paradoksale problem ved politiske forbrugeres demokratiske indflydelse er, at den er begrænset til dem selv. Politik på markedsvilkår indebærer udelukkende mulighed for til- eller fravalg af produkter til egen indkøbsvogn. Det er fuldt ud accepteret at forfølge egne politiske mål ved sine indkøb, men i og med at det er markedet, der udbyder de politiske produkter, er den demokratiske samtale og debat fraværende og mulighederne for påvirkning indskrænket til et spørgsmål om efterspørgsel eller ej. Man er faktisk stillet i lidt af et dilemma, hvis man som politisk forbruger ikke kan gå ind for burhønseæg og overvejer køb af æg fra fritgående økologiske høns. Køber man sidstnævnte, støtter man i første omgang en udvikling hen i mod større dyrevelfærd, eventuelt sundere produkter og en mere politisk korrekt produktionsform, men samtidig står man faktisk i den situation, at man støtter en samfundsindretning, hvor politiske valg afgøres på markedsvilkår. Dette medfører, at forbrugeren reducerer eller udhuler mulighederne for eventuelle overordnede statslige regler/love angående hønsevelfærd ved netop at insistere på det private initiativ. Markedet tilbyder løsninger til individuelle politiske præferencer, og den politiske forbrugers kunst bliver at få så mange af de andre til at foretage de samme politiske valg som han/hun selv. Det er med andre ord ikke muligt at vælge for andre eller insistere på alment gældende værdier og regler for produktion m.m. Dette ville nemlig i et system indrettet på markedsparametre som udbud og efterspørgsel være udemokratisk. Den politiske forbruger må med denne form for demokratiets indbyggede selvfølgelighed smile venligt til indehaveren af en anden indkøbskurv, der bugner af vækstfremmer-grisekød, palæstinenserfjendtlige appelsiner og atomsprængende rødvin, vel vidende at mulighederne for at komme disse vederstyggeligheder til livs er ganske begrænsede. Man kunne endda være så fræk at vende tingene på hovedet og spørge, om ikke forhold og varer, der er politisk problematiske, kan tænkes at drage fordele af et fænomen som det politiske forbrug! Gensplejsede produkter kunne være et eksempel. Her er befolkningens skepsis udbredt, og det må vel nærmest betegnes som et sikkert politisk selvmord at tale for at give tilladelse til, at de uden videre skulle kunne indgå i handelen. I stedet for politiske handlinger og indgreb henviser politikere imidlertid i stedet til blandt andet de politiske og kritiske forbrugere og diskuterer overvejende mærkningsregler, varedeklarationer og oplysning, og modstanden mod gensplejsede produkter transformeres i en vis udstrækning til et spørgsmål om at sikre forbrugerens private fravalg af disse produkter. Man kunne sige, at den politiske forbruger i den sammenhæng fungerer som en slags ventil for folkelig modstand mod diverse varer og politisk problematiske forhold. »Du kan jo bare lade være med at købe dem«, er faktisk et argument, der både kan benyttes af producenter, hvis varer er betænkelige, og af politikere, der ikke ønsker at gribe ind med lovgivning og lignende. I forlængelse heraf kunne man overveje et lille tankeeksperiment: Ville der overhovedet være burhøns i et Danmark uden politiske forbrugere og andre markedsdemokrater? Kunne man forestille sig denne produktionsform overleve, hvis forbrugerne i stedet for at tilstræbe og få opfyldt deres krav til politisk korrekt og individuelt tilpassede produkter vendte sig mod udbudssiden og forlangte skidtet forbudt? Svaret kendes ikke, men spørgsmålet er helt afgørende for enhver, der stemmer med indkøbsvognen. Man kan altså blive ved med at feje for egen dør, hvis ikke man får gjort noget ved dem, der smider skidt på trappestenen! Hvis vi forestiller os, at Israels hårde kurs i Mellemøsten fortsætter og boykotaktionen begynder at få vind i sejlene, vil det ikke være overraskende, hvis flere og flere politikere vil proklamere deres sympati for kampagnen. I 1963 skrev 100 folketingspolitikere under på en støtteerklæring til forbrugerboykotten mod Sydafrika, samtidig med at et stort flertal ikke ville indføre statslige sanktioner, i 1995 skrev 104 folketingspolitikere under på en protest mod de franske atomprøvesprængninger, samtidig med at den politiske indsats begrænsede sig til mindre officielle politiske protester og et væld af cykelture og folkelige aktionsformer. Hvad en kampagne i 2002 vil afstedkomme er ren spekulation, men det vil ikke være første gang, hvis vi kommer til at se politikere, der personligt tager del i de folkelige/private aktionsformer, uden at sympatierne har mærkbare konsekvenser i deres parlamentariske arbejde. I mine øjne har denne politiske dobbeltrolle bedre vilkår i et samfund, der som det danske i den grad har taget markedsøkonomien og individualismen til sig. Ikke bare som henholdsvis økonomisk indretning og sociokulturel strømning, men som et demokratisk fundament. Det frie ansvarlige valg er blevet både middel og mål for politiske ambitioner eller mangel på samme. Fra 'markedsorienterede' politikere hilses den politiske forbruger således velkommen, idet han/hun på mange måder illustrerer enhver social-liberal politikers ambitioner om brugerindflydelse, beslutningerne tættere på borgerne og et socialt ansvarligt og demokratisk velfungerende civilsamfund. Friheden til at vælge vuggestueplads, hospital eller burhøne er nødvendige faciliteter i et demokrati, hvis højeste formål er den enkeltes muligheder for at tilrettelægge sin tilværelse efter helt egne præferencer. Det er således hverken fjernt for politikere eller dem, de repræsenterer, at se det tjenlige og demokratiske i udtalelser om, at forbud ikke er vejen frem, at det må være op til den enkelte osv., der ofte i et eller andet omfang kommer til at dække over manglende mod eller vilje til at tage overordnede principielle debatter og beslutninger. Hvis forbrugere for alvor skal få den styrke, som mange iagttagere i dag tillægger dem, og en aktion som eksempelvis Israel-boykotten skal få nogen som helst betydning, så går omvejen via en erkendelse af egen svaghed. En erkendelse der indebærer, at eventuelle forbrugsaktioner ikke bør stå alene, men mere være et af flere (og vigtigere) tiltag - et led der bare illustrerer, at andre politiske initiativer også bliver fulgt op af private handlinger. En erkendelse der indebærer, at kampen mod burhøns, pesticider eller undertrykte menneskerettigheder ikke stopper ved privat at til- eller fravælge bestemte produkter, men må insistere på kollektive regler, forbud og værdier. En erkendelse af at erfaringerne fra tidligere boykotaktioner viser, at en forbrugerboykot mod økonomier af landestørrelse, ud over det symbolske, er dødfødte, medmindre staten medvirker. En erkendelse af at politisk forbrug ikke er en oprørsk eller rebelsk praksis, men på mange måder er velkomment i et liberalt samfund, der hylder (for)brugerindflydelse og det frie valg. Måske ville en ellers udsigtsløs kampagne mod Israels fremfærd i Mellemøsten begynde at batte bare lidt, hvis alle veltilpassede politiske forbrugere stillede den kampklædte indkøbsvogn til side for en stund, pakkede to Hof og en sandwich og troppede op ved den næste demonstration mod Sharon og co. Det er måske nok ikke rart at tænke på, sådan ligefrem at skulle stille sig ved siden af en hel bande råbende palæstinensere, der ikke har lært de demokratiske koder for stemmeføring og økologisk leverpostej, men ikke desto mindre ville det gøre en stor forskel at se et par danske barnevogne og en rød pølse dukke op i forsamlingerne. Et sådant skridt vil for mange kræve stor overvindelse, men som det siges: Al begyndelse er svær - også for den, der vil handle politisk!