0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kvindelige kunstnere!

Sig ikke, at kvindelige kunstnere ikke er seje. Det er nu hundrede år siden, at Kunstakademiet tog imod de første ... Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Inger-Marie Jørgensen er født i 1915. Hun fik guldmedalje, mens hun gik på Kunstakademiet - for en figur med Pallas Athene. »Dengang lærte man det hele, for det var man nødt til, hvis man skulle overleve«, siger Inger-Marie, der holder sin evne til at se ved lige. »Det gør man nu bedst ved at tegne croquis«. Det foregår inde ved Marmorkirken, hvor en del gamle akademikolleger samles i Kunstnerforeningen af 18. november. Foto: Suste Bonnén

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er i år hundrede år siden, at kvindelige kunstnere fik lov til at modtage undervisning på Kunstakademiet på lige fod med deres mandlige kolleger.

Dog med undtagelse af tegning og maling efter nøgenmodel – det kom gradvist og blev først langt senere tilladt for kvinder at beskæftige sig med.

Jeg er selv et bevis på, at det kan lade sig gøre for en kvindelig kunstner, både at have en karriere, at kunne få børn, og at kunne arbejde efter nøgenmodel. Og jeg har interesseret mig for mine forgængere, som jeg om lidt vil præsentere:

En samling fine kvindelige kunstnere, som også har arbejdet hele deres liv med deres forskellige kunstneriske udtryksformer.

Jeg tog rundt i Danmark med mit kamera og besøgte kunstnerne – de ældste først, for modsat den opfattelse, der hersker i vores ungdomsdyrkende verden, så skønner jeg, at det er sejere at have holdt, hvad man lovede, end at være en ung og lovende kunstner.

Udstillingen ’De Seje’, der sidste år blev vist på Frederiksborg Museet, blev købt af Carlsbergfonden, så alle 70 kunstnere, de mandlige inklusive – mænd kan også være seje – nu og til evig tid er repræsenteret på Danmarks nationalhistoriske samling, hvor rigets store mænd og kvinder registreres, og det er jeg stolt af.

Jeg selv kom ind på Kunstakademiet med skulptur på ’Mur og Rum’ og elskede at gå derinde.

Dengang kunne man ikke komme ind med fotografi, men der var både fotoapparater og videokameraer til brug for dokumentation.

Jeg kastede mig over det hele og endte med at tage afgang med portrætfotografiet som speciale. ’Profilens landskab – et atlas over kvindeansigtet’ hed det .

Også skulpturen fortsatte jeg med, og på ægte konceptkunstvis interesserede jeg mig for skulpturens omgivelser. Jeg valgte vandet til at indgå i min fortælling.

Den første vandskulptur eksisterer nu kun i fotografisk modelform: JernHans hed den, og meningen med den var, at den skulle ligge på havets bund og bare være der. Måske ligger den der stadig på bunden af Vestvolden.

I ’Agnete og Havmanden’ var ideen, at Agnete var gået fra mand og børn og til alle tider er at finde heroppe på landjorden et sted.

At Kunstakademiet i København overhovedet kom til at åbne dørene for os kvindelige kunstnere, skal især én ihærdig og meget modig kvinde have æren for. Malerinden Johanne Krebs.

I første omgang fik hun skaffet kvinderne ind ad Akademiets bagdør – det var 1. oktober 1888, at Kunstskolen for Kvinder åbnede.

Tredive år endnu måtte Johanne Krebs kæmpe, inden Kunstakademiet i 1908 åbnede sig for den gode undervisning i kunst for begge køn.

Det var i Politikens spalter, at Johanne Krebs vandt sine kampe.

Da der jo ikke var valgret for kvinder på det tidspunkt, og det således ikke var muligt for de unge kvindelige kunstnere at komme til Folketinget med bønner eller forslag om at give dem mulighed for at komme ind på Kunstakademiet, så brugte Johanne Krebs pressens magt, som jo egentlig er ret så demokratisk. I hvert fald den eneste magt, der var større end den udbredte korruption, der herskede i kunstverdenen.

At det blev Politiken hun valgte, var klart. »Hvor ellers?«, svarede hun, da hun af en tidligere moderat positivt stemt minister Scavenius blev bebrejdet, at hun nu havde fået sine anskuelser trykt i denne radikale avis. »Hvilket conservativt Blad ville han dog have troet, ville have optaget dem?«, fnøs hun.

Radikal var Johanne Krebs i hele sin færd. Modig. Det var kvindesagen i hele sit spekter, hun kæmpede for. Kvinders stemmeret taler hun for, tyve år før Dansk Kvindesamfund har emnet på programmet. Og tredive år inden stemmeretten bliver vedtaget, skriver hun, at hun »ikke kunne se, hvorfor en kvinde skal sættes i række med forbrydere, Idioter og i heldigste Tilfælde Børn, når det drejer sig om adgang til stemmeurnerne«.

»Det er vanskeligt for en veloplyst Kvinde at forstaa, hvorfor Staten skulle være saa meget mere faretruet ved at høre hendes Mening i en alvorlig Sag og være nødt til at tage Hensyn til den, end ved at den dummeste, mest uoplyste Mand har stemmeret i alle Sager«.

Hvor Johanne Krebs med succes brugte pressen som slagmark, dér bakkede 21 andre af tidens førende kvindelige kunstnere hende op ved at bruge en anden metode, som især kvinder til alle tider har set som deres mulighed for at blive hørt: De sluttede sig sammen og skrev et brev. Til Akademirådet. De ville have en seriøs undervisning, så de kunne udvikle sig kunstnerisk.

Vi skriver maj 1888, og selv en Nielsine Petersen fra Dansk Kvindesamfund, som tre måneder tidligere »ikke ville gøre sig selv til grin ved at skrive under på noget forslag, som aldrig nogen sinde ville have en chance« – selv hun skrev nu under på dette ønske.

Man kan vel sige, at fra 1. oktober 1888 gik det kun fremad for kvinders ligestilling i kunstverdenen.

Tredive år senere, i dag for 100 år siden, blev Johanne Krebs så ikke belønnet for, at hendes kamp for at få kvinder ind på Akademiet var lykkedes. Nej, hun blev afskediget, for det betød, at nu behøvedes hun ikke længere.

»En sejr«, kaldte hun det.

Det var klogt af hende ikke at kny.

For dengang ligesom i dag gælder det for kvinder om ikke at omtale de mange uretfærdigheder, de er udsat for, for så lyder man offeragtig. Det gælder om at være munter – ikke sur – for alt i verden ikke sur. Hellere lade, som om det hele er en succes . Klappe i, smile og være vild med dans.

På en festdag som denne vil jeg nu alligevel spørge, »Hvorfor er kvinderne så ikke mere synlige i kunsthistorien? Når de/vi nu har lige adgang til undervisning?«.

Et af svarene er, at museerne, dengang som i dag, køber langt færre værker af kvinder end af mænd – og da det er museerne, der indskriver kunstnerne i historien – det er dem, der bevarer værkerne og katalogiserer dem, så er museumssalg vigtige.

For bare ti år siden var situationen stadig den, at ingen af de solgte værker var skabt af kvinder. 100 procent af alle museumskøb blev foretaget hos mændene. Man tror, det er løgn, men det er det ikke, og optællingen er da endda Statens Museum for Kunsts egen.

»Jamen, nu ikke så offeragtig«, siges det så med anklagende stemme, »så er det er jo gået fremad siden«.

»Ja, men det er jo også umuligt at gå ned under 0 procent«, siger jeg, meget lavmælt, for kvinder skal passe på med deres stemme. De må ikke lyde for høje – så kan de let blive skingre, og så lytter man ikke.

Det er der for øvrigt lavet en undersøgelse om: Vi lytter mindre til det, der bliver udtalt af en kvindestemme end af mandestemme.

Igen brugte en forsamling af unge kvindelige kunstnere pressen, som åbenlyst har været mere fremsynet end hele den samlede kunstinstitution.

En række mandlige museumsdirekt