I 1990, blot to år efter at jeg var flygtet til Vesten, skrev jeg et teaterstykke, hvori jeg lod en person – en tysker – sige: »Før i tiden dansede grækerne. Nu ligner de bare os«. Stykket hed ’Kan ikke byttes’ og omhandlede tabte utopier. Jeg mener, at det havde premiere i Bonn i 1991. Efter at have skrevet i 25 år har jeg pludselig prøvet at tjene en større sum penge, i hvert fald efter min målestok (for dem, som har tjent på krisen, er min målestok og min fortjeneste helt til grin). Men denne sum penge, der ellers kunne sikre min alderdom, truer inflationen nu med at spise. Finansmarkedernes frie spil har haft den virkning på børserne, at jeg ikke længere kan risikere at sætte mine penge i aktier eller andre værdipapirer.
Når jeg har forsøgt på den slags – med eller uden bankrådgivning – er det altid endt med, at pengene forsvandt. Eller som man udtrykker det med en svigagtig talemåde: Mine penge var ikke væk, de havde blot fået ny ejermand. Mere nøjagtig er mine penge endt i hænderne på de folk, som har tjent på krisen. For ikke så længe siden ville det have været en let sag at sætte sine penge i fast ejendom, for eksempel i en bolig. Berlin ejer ikke en klink, men er nok så flink, plejer man at sige. Men de tider er også forbi.
