Gennem ca. 1.000 år har islam ikke flyttet sig meget rundt i verden.
Der har været en enkelt landvinding i den østlige del af Europa for ca. 500 år siden, men ellers har den muslimske verden været, som vi kender den i dag, hvor Vestafrika udgør det yderste vestlige punkt, mens Sydøstasien udgør det andet yderpunkt. Grundet denne lange periode, hvor muslimske lande har haft ro til at udvikle sig ind i deres egne kulturer og historie, har de muslimske samfund fundet sig en særegen identitet i hvert af disse lande. Ja, faktisk ofte ganske mange identiteter, hvor der kan være stor forskel fra land til by, ganske som vi kan se, at kristendommen også har fået mange udtryksformer rundt i verden. I et land som Tyrkiet er det således meget almindeligt i storbyer som Ankara og Istanbul, at religionen fylder relativt lidt, mens det i landområderne er helt tydeligt, at islam stadig har en langt større indflydelse på folks dagligdag. Man kan således tale om en storby- og en landsbyislam. Indonesiske muslimer, buddhister, hinduer og kristne ligner i vid udstrækning hinanden, og det er først, når man begynder at spørge ind til deres religiøse praksis eller kostvaner, at man vil være i stand til at afgøre, hvem der er hvem. Det samme gælder for f.eks. palæstinensiske kristne og muslimer. De har samme sprog, kultur, historie m.m. I den danske debat er der ofte en udpræget mangel på forståelse for, at muslimer ikke udgør en stor homogen masse i hele verden, der alle hedder det samme, alle klæder sig på samme måde og alle har samme kultur og politisk ideologi. Dette er naturligvis en alvorlig mangel i debatten, for så kommer den til at foregå i stereotyper og ud fra forudfattede ideer, som ofte afsporer debatten langt mere, end de bidrager til at bringe oplysning og information. Når jeg rundt i landet holder foredrag om islam, er jeg ofte stødt på den opfattelse, at islam og muslimer er synonymt med mellemøstarabere. Det var ganske vist i dette område, at islam havde sit udspring, men muslimer i Sydøstasien er en langt større gruppe samlet set end alle arabere tilsammen. Selv i Kina er der en muslimsk minoritet på langt over 100 millioner mennesker, hvilket er mere end befolkningen i noget arabisk land, og det samme gør sig gældende for Indien. I LØBET af de seneste 50 år (mere eller mindre) har islam fået fodfæste i Europa og USA og står dermed over for en helt ny udfordring, som jeg vil vende tilbage til om et øjeblik. Og dette er sket samtidig med, at den vestlige verden i væsentlig grad er kommet til at fremstå som verdens absolut stærkeste politiske, økonomiske, militære og kulturelle magt. Rigtig mange af de europæiske og amerikanske muslimer er desuden veluddannede og indtager betydningsfulde poster i samfundet som undervisere, politikere, akademikere, virksomhedsledere eller andet. De er med andre ord en integreret del af de vestlige samfund i dag, ikke mindst den store mængde konvertitter taget i betragtning. Med denne store mængde europæiske muslimer – og i det følgende vil jeg koncentrere mig om de danske – må man forstå, at islam og den muslimske verden står over for en fantastisk udfordring. Gennem tusind år har islam kunnet definere sin egen selvforståelse ud fra, hvad der blev sagt fra de gamle islamiske institutioner i Bagdad, Kairo eller Damaskus, og de tolkninger, der er udgået fra de gamle hæderkronede institutioner, hvad enten der er tale om en af de tre ovennævnte eller en helt anden, har været præget af, at de er tænkt og forstået ind i netop den virkelighed, de selv befinder sig i. Mens virkeligheden i Bagsværd jo er langt fra virkeligheden i Bagdad. Muslimer i Danmark – og ikke mindst danske konvertitter, af hvilke der er adskillige tusinde – er ikke arabere, men danskere. Dette gælder naturligvis også unge mennesker, der er født og opvokset her i landet, selv om forældrene er tilflyttere fra andre dele af verden. Islam er ikke knyttet til nogen bestemt kultur eller etnicitet, men er en religion, som folk af alle racer og kulturer kan tage til sig og bruge ind i deres egen situation. Da jeg blev muslim, blev jeg således ikke halv-araber eller deltids-tyrker. Jeg er jyde, har altid været jyde og vil blive ved med at være det. Også selv om jeg nu har boet næsten halvdelen af mit liv i København. Og derfor vil min tilgang til islam også altid være præget af, at jeg er jyde. Og netop dette udgør en ganske stor udfordring til den gamle muslimske verden, såvel som til muslimer i Danmark og til det omgivende samfund. Den gamle muslimske verden skal indstille sig på, at der i hele Europa og i USA nu også befinder sig muslimske lærde og tænkere, som med afsæt i deres aktuelle situation træffer afgørelser om, hvordan man som muslim skal forholde sig til et givet spørgsmål, således at disse overvejelser både er i overensstemmelse med de klassiske islamiske metoder og med den virkelighed, de træffes ind i. Det er således ikke nødvendigvis nok at slå op i en gammel ’facitliste’ udarbejdet for flere hundrede år siden tusinder af kilometer væk. Der kan være dele af gamle retningslinjer, som er anvendelige også i vores situation, for grundlæggende ændrer menneskets natur sig ikke særlig meget gennem tid og sted. Men da konteksten er meget anderledes fra sted til sted og fra den ene tid til den anden, er der altid et behov for nytænkning og nyvurdering i forhold til den aktuelle situation. Dette er fuldt ud i overensstemmelse med de mest fundamentale principper for, hvorledes islam skal forstås og efterleves, for profeten Muhammed, fred være med ham, sagde ved en given lejlighed, at der i hvert århundrede ville komme en fornyer, som ville forstå islam ind i sin tid og sammenhæng. Derfor vil det i virkeligheden være et overgreb imod islam at forsøge at fastholde en tilgang, som er opstået et bestemt sted i historien og under bestemte forudsætninger, som værende den eneste saliggørende og endegyldige tolkning. Det siger sig selv, at dette er en større udfordring, ikke mindst fordi de muslimske samfund i Danmark blev etableret som aflæggere af muslimske strukturer i ’den gamle verden’, og man importerede så at sige både tankesæt og foreningsstrukturer fra alle mulige dele af verden. Dette kom til at præge den måde, hvorpå islam etablerede sig i Danmark gennem de første tredive år eller mere. For blot at nævne en af grupperne, som ikke er væsentligt forskellig fra alle de andre, kan man se på tyrkerne. De fleste, som ikke kender noget særligt til, hvem ’tyrkerne’ i Danmark er, vil opfatte dem som en relativt homogen gruppe, hvilket dog langtfra er tilfældet. Mange af tyrkerne opfatter sig selv som kurdere, om end de har tyrkisk pas. Nogle tyrkere er tartarer af oprindelse, fordrevet fra Sibirien under Stalin, og føler sig stadig stærkt knyttet til Sibirien, om end de har tyrkisk statsborgerskab. Desuden er der forskel på det politiske og det religiøse ud over det etniske. En hel del af de tyrkiske tilflyttere til Danmark er f.eks. slet ikke religiøse, og for dem er islam lige så underordnet, som kristendommen er det for mange danskere. Og på det religiøse kan nævnes en række forskellige tilgange såsom Diyanet (det tyrkiske ministerium for religiøse anliggender), Mili Görüz (en slags opposition til det statslige), Nur-gruppen og flere andre. Disse binder alle an til religiøse eller politiske strukturer i Tyrkiet og kan klassificeres som hjemstavnsorganisationer, idet de sigter (sigtede) på at genskabe en struktur og nogle mønstre i Danmark, som man kendte hjemmefra. Dette var en naturlig og helt forventelig måde at etablere sig på for alle dem, som kom som tilflyttere til Danmark, og disse foreninger har været en god støtte til netop denne første generation af muslimer herhjemme. De ønskede simpelthen at etablere en social struktur, som de følte sig godt tilpas med, og derfor blev deres foreningsliv tilrettelagt hen over en model, som de kendte hjemmefra. Det gjaldt ikke kun tyrkerne, men i lige så høj grad pakistanske tilflyttere, arabere og mange andre grupper, som kom til landet, og deres foreninger kom også til at afspejle sociale, religiøse og politiske strukturer fra hjemlandene. Men ligesom mange andre steder i Europa er der i dag opbrud i de oprindelige strukturer. Muslimske unge født og opvokset i Danmark føler ikke den samme tilknytning til en pakistansk, en somalisk eller en tyrkisk forening som deres forældre. De føler sig ofte mere danske og har derfor et behov for et muslimsk miljø, der i langt højere grad tager afsæt i den danske muld i stedet for den anatolske højslette. Og ganske som islam i Indonesien har et udtryk, der er væsentligt forskelligt fra det udtryk, islam har i Kina, så vil islam også efterhånden udvikle sit helt eget danske udtryk, som vil være forskelligt fra det bosniske eller det franske. Ligesom kristendommen i Danmark også har fået en udtryksform, som er helt sin egen og ikke lig den svenske eller tyske. Det er naturligvis noget, som tager tid, og historisk har vi haft utrolig kort tid til eksperimentet indtil videre. Tredive år er historisk set bare et kort øjeblik. Muslimer i Danmark står således over for en historisk udfordring, nemlig at give islam sit eget særlige danske præg uden at gå på kompromis med religionens forskrifter. MAN kan sammenligne det med at putte ting i en gennemsigtig plasticpose. Hvis man putter æbler i posen, vil de stadig blive ved med at være æbler og se ud på samme måde. Hvis man nu også putter pærer i posen, vil de ikke komme til at ligne æbler, blot fordi der er æbler i posen i forvejen. Islam – eller en hvilken som helst anden religion for den sags skyld – er her posen, som man så kan komme forskellige folkeslag i. Forstået på den måde, at hvis man vælger at følge en bestemt religion, vælger man at blive inden for nogle bestemte rammer, ganske som hvis man var blevet ’puttet i en pose’. Men det ændrer ikke på den enkeltes personlighed, kultur, tradition, historie eller udseende, at man træffer sådan et valg. Man kan forblive den, man er, også selv om man træder ind i et religiøst fællesskab. Samtidig står den ’gamle’ muslimske verden over for en udfordring, der består i at rumme de nye muslimske strømninger og i at erkende, at den tid, hvor de muslimske samfund i Europa bestod af aflæggere af mellemøstlige eller asiatiske strukturer, er ved at være forbi. De organisatoriske strukturer, som tilflyttende muslimer bragte med sig til Europa, var indledningsvis lige så naturlige og formålstjenlige, som de efterhånden vil blive unaturlige og formålsløse, fordi de ikke er en naturlig del af de samfund, de skal fungere i, når vi taler om Europa. Nye strukturer, som vokser ud af de europæiske samfund, vil gradvis komme til at fylde mere og blive stedse mere toneangivende blandt muslimer i Europa. Og endelig står det danske samfund jo også over for en ganske stor udfordring, fordi samfundet jo netop ikke er en statisk størrelse, men en dynamisk proces, der hele tiden er på vej et eller andet sted hen. Da min farfar for 98 år siden som 9-årig blev sendt ud i skoven i Nordjylland for at tjene til føden, var det normen. Der er sket meget på de 100 år, der er gået, og der sker fortsat meget. Samfundet flytter sig, og Danmark er en del af en stor pulserende verden, der hele tiden er i bevægelse. Dette har bl.a. betydet, at en del af den danske befolkning har gjort brug af den grundlovssikrede ret til frit at vælge sin egen religion. Her ligger udfordringen også i væsentlig grad i at forstå, at islam netop ikke er en stereotyp leveform, som kun udtrykker sig på en bestemt måde, men at der faktisk også i islam er en konstant dynamik, som gør, at muslimer i Europa i stadig stigende grad vil afspejle deres europæiske baggrund. Islam er en del af Europa i det 21. århundrede, og ligesom der påhviler de muslimske samfund i Europa en opgave med at finde deres europæiske fødder, så påhviler det også de europæiske samfund at rumme disse strømninger blandt sine medborgere. Den udvikling, vi lige nu ser, er måske den største udfordring til den muslimske verden i 500 år. Og samtidig er det absolut også en af de største udfordringer til den vestlige verden. Vi er faktisk i gang med at skrive historie, men det er altid lidt svært at se, når man står midt i det. Islam er ved at få et nyt ansigt, og det er historie.
