0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Legenden om Silkevejen

Silke har i snart 5.000 år været et eftertragtet og prestigiøst stof blandt samfundenes mægtige. Det blev samtidig den vare, der forbandt Kina med Europa. Kronikøren, der er arkæolog og dragtforsker, fortæller historien om et enestående kulturmøde.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lige siden silketråden blev kendt, har den været overlegen i sine tekstile egenskaber, det gælder både i styrke, smidighed og glans. Næppe noget andet tekstilmateriale er tættere forbundet med magt og ære end silke.

Det hele startede i Kina, hvor man for 4-5.000 år siden udviklede silketråden til en skøn vævekunst. Legenden fortæller, at den kinesiske prinsesse Xiling Shi en dag gik en tur i sin have og uden at tænke nærmere over det tog en hvid kokon af et blad på et morbærtræ, som hun gik under.

Senere kom hun til at tabe kokonen i en kop dampende varm te. Da hun forsøgte at redde den op, fandt hun sig selv i færd med at vikle en lang, hvid tråd deraf. Xiling Shi var gift med Huangdi, den sagnomspundne kejser, der herskede over Kina for næsten 5.000 år siden.

Legenden fortæller videre, at det var på denne måde, at hun opdagede hemmeligheden ved det, der skulle blive et af Kinas mest dyrebare og fornemme bidrag til verdenskulturen, nemlig silken.

Videnskabeligt er det bevist, at kineserne helt tilbage til o. 2600 f.Kr. kendte kunsten med at haspe den lange silketråd fra kokonerne, som silkesommerfuglens larver boede i. Allerede omkring Kristi fødsel fremstilledes mønstrede silkevævninger med indviklede geometriske mønstre og vekslende fantasifulde mønstre. De komplicerede vævninger forudsatte, at der fandtes større væverier med specialiseret arbejdskraft. Kineserne vogtede over deres tekniske hemmeligheder, og det lykkedes dem i flere tusinde år at bevare monopolet ved silkesalget. Således var romerne overbevist om, at silken groede på træer. Plinius den Ældre (død 79 e.Kr.) skrev bl.a. »Serene (Seres) er berømte for ulden fra deres skove. De fjerner dunene fra bladene ved hjælp af vand«.

Kineserne var ikke interesserede i at rette europæerne i deres misforståelse. Det var først omkring 550 e.Kr., at europæerne fandt ud af, hvordan silken blev fremstillet. Ifølge den byzantinske historieskriver Procopius udsendte kejseren Justinian (527-565 e.Kr.) munke til Kina, for at de skulle opsnappe hemmeligheden om silkefremstillingen. Legenden fortæller, at omkring 550 e.Kr. lykkedes det for to munke at smugle kokoner til Silkesommerfuglen ud af Kina i udhulede bambusstokke. Justinian var en magtfuld kejser i Det Byzantinske Rige, og han sørgede hurtigt for at gøre silkefremstilling til et statsmonopol i riget.

Under det ekspansive Han-dynasti (205 f.Kr. -220 e.Kr.) åbnede kineserne for alvor op for forbindelser til de vestlige områder. Kineserne brugte silken dels af politiske grunde, som gaver til herskere, der boede vest for riget, dels startede de Silkevejen, karavanevejen, der gik tværs gennem Asiens øde områder. Som regel førte kineserne selv deres varer til grænsen af det gamle Persien, der nu var parthernes rige (247 f.Kr.-224 e.Kr), hvorfra parthiske købmænd videreførte varerne til vigtige handelsstationer. Vigtige byer var Dura-Europas og Palmyra i Syrien samt Petra i Jordan.

Partherne spillede i begyndelsen af vor tidsregning en vigtig rolle som formidlere mellem øst og vest samt som forvaltere af den iranske kulturarv, inden denne genopstod i det sassanidiske Iran (224-651 e.Kr.). Sassaniderne anses for at være det første folk uden for Kina, der startede en produktion af mønstervævede silketekstiler. De udviklede en teknik, der kaldtes for samitum. Samitum blev senere typisk for silkefremstillingen i Middelhavsområdet.

Til Danmark nåede også samitumvævninger. Det hidtil ældste fund af silke i Danmark er et lille stykke samitumvævet silke, som er fundet i en grav tilhørende en kvinde fra vikingetiden. Fundet er gjort i Fløjstrup ved Randers, og ved hjælp af de øvrige oldsager i graven er dateringen sat til o. 800 e.Kr.

Silkevejen er egentlig et misvisende ord, da der er tale om et netværk af handelsveje, der forbandt Kina med Mellemøsten og Europa. For et par tusinde år siden blev det gigantiske vejsystem, hvis strækninger tilsammen udgør næsten 15.000 km, som svarer til knap en tredjedel af Jordens omkreds, kaldt for Kejservejen. Det var først i slutningen af 1800-tallet, at den fik sit nuværende poetiske navn, idet den tyske videnskabsmand baron Ferdinand von Richthaften omtalte den som sådan. Silkevejens 'guldalder' var først og fremmest under Han-Dynastiet, men igen under Tang-Dynastiet (618-907 e.Kr.) oplevedes en blomstringstid.

Silke var blot en af de mange kostbare varer, der blev udvekslet mellem øst og vest ad Silkevejen. Jade og lapis lazula, krydderier, frugter og blomster kom til Europa via de gamle færdselsruter. På vej til Kina var karavanerne belæsset med guld, sølv, uld- og lærredsstoffer, elfenben og rav. Mange mennesker, deriblandt håndværkere, gøglere og kunstnere, munke, pilgrimme og soldater rejste alle ad Silkevejen, og de lærte nye ting og spredte viden undervejs.

Silkevejen er således også historien om kulturer langs vejen, den fortæller om nomader og byfolk i Centralasien og er bindeleddet mellem øst og vest. Karavanerne tilbagelagde sjældent alene den lange rute ud og hjem. Derfor kunne man heller ikke forvente at se en kinesisk købmand i Rom eller en romersk handelsmand i Kina. En ubrudt række af strategisk velbeliggende oaser var vigtige for Silkevejens eksistens. Uden oaserne kunne den ikke overleve.

Et af de ældste spor af kinesisk silke i den vestlige verden kendes fra den syriske oaseby Palmyra.

Her har franske arkæologer i 1920'erne og 1930'erne fundet kinesisk silke, der kan dateres til tiden omkring Kristi fødsel. Palmyra var romernes forport mod øst, og den var udstyret med stor pragt og rigdom. I midten af 200-årene kom en syrisk slægt til magten i Palmyra, og romerne blev kørt ud på sidelinjen. Det førte til, at romerne ødelagde Palmyra 273 e.Kr., og derved også byens betydning som station på Silkevejen.

Palmyra hører i dag til et af historiens 'high-lights' i Mellemøsten. Ruiner fra storhedstiden, hvor karavanerne fra Silkevejen mødtes, kan fortsat give fornemmelse af den livlige kontakt mellem øst og vest. Et andet bevis på romernes kendskab til silke, kendes fra et par grave på øen Krim i Sortehavet. Her er i romerske grave fra 1. årh. e.Kr. fundet kinesisk silke. I Skandinavien er der på øen Birka i den stockholmske skærgård fundet et enkelt stykke silke, der menes at stamme fra Kina. Det har geometrisk mønster, som kendes fra Han-dynastiet, om end det er dateret knap et årtusind senere, i 900-årene e.Kr.

Netværket af handelsvejene, der tilsammen danner begrebet Silkevejen, ændredes i 600-årene, idet Silkevejen holdt sig borte fra de ruter, der berørte den arabiske halvø. Krig og høj told på varerne blev for belastende for fjernhandelen. Der udvikledes en nordlig rute, som gik fra den sydlige del af Det Kaspiske Hav - via søvejen - videre til den nordlige del af Det Kaspiske Hav og over land til Sortehavets østkyst, hvorfra der atter sejledes til Konstantinopel, lig det nuværende Istanbul, som var hovedstaden i Det Byzantinske Rige. Herfra formidledes silken mod nord til Rusland, Skandinavien og videre mod vest til det kontinentale Europa og England.

Denne nordlige rute af Silkevejen har givet nye spændende fund af silke. Handelsstationen Mos cech c cech evaja Balka, der ligger i et vanskeligt farbart område i det nordlige Kaukasus, blev i 1968-1976 udgravet af russiske arkæologer fra St. Petersborg. De udgravede en stor samling af dragter tilhørende de lokale folk, som levede på stedet i årene 700-900 e.Kr. Den lokale befolkning havde lært at inddrive told ved at hjælpe karavanerne gennem det uvejsomme landskab. Mos cech c cech evaja Balka ligger i et bjerglandskab, hvor befolkningen boede på klippeterrasser ca. 1.000 meter over havet.

De døde blev begravet i små nicher, som var naturlige hulrum i klipper og i stenkister. Heldige klimatiske omstændigheder gjorde, at det organiske tekstilmateriale var forholdsvis godt bevaret. Interessant er, at almindelige mennesker var klædt i de kostbare silkeklæder. Ikke hele dragter, men der kunne på en dragt være både byzantinsk, iransk og kinesisk silke. Moscevaja Balka-samlingen findes i dag på Eremitagen i St. Petersborg. Til samlingen hører 16 pelsforede kaftaner, som er en asiatisk dragtoverdel. De har alle påsyet stof udenpå.

Pelsforede kaftaner var nødvendige i det barske og kolde vinterklima, og slidser bagi og ved siden gjorde det muligt for ejeren at sidde på en hest. Fundene er vigtige, fordi silkefundene viser, at de lokale stammer i det nordlige Kaukasus havde kontakt med Kina, hele det irakisk-iranske område og området omkring det østlige Middelhav.

I 1200-årene blomstrede handelen langs Silkevejen op igen. Mongolerne beherskede et omfattende område, blandt andet Rusland, Irak og Iran, Centralasien og Kina. Lederen bar titlen Khan. Marco Polo, en venetiansk rejsende og rig købmandssøn, ledsagede i 1269 sin far og onkel på en rejse over land til Kina. Det var så stor en oplevelse for Marco Polo, at han nogle år senere selv rejste til Kina, og han blev der i 17 år (1275-1292). Han blev knyttet til den kejserlige administration. Kina blev på det tidspunkt regeret af den mongolske kejser Khubilai Khan.

Nogle år efter hjemkomsten til Italien kom Marco Polo i fængsel på grund af optøjer opstået ved en borgerkrig mellem Genova og Venezia. I fængslet fortalte han en medfange om sine eventyrlige oplevelser i Kina. Medfangen var forfatter, og da han blev fri skrev han Marco Polos rejser, som straks betog europæerne ved den udførlige beskrivelse af de fremmede folk og skikke samt alle de tekniske vidundere, der var i Kina.

For godt 100 år siden fik Silkevejen fornyet opmærksomhed, idet den blev de store opdagelsesrejsendes mål. Mange forskere blev fascineret af Silkevejen, og det medførte omfangsrige videnskabelige ekspeditioner. Den svenske eventyrer Sven Hedin (1865-1952) opdagede i marts 1900 handelsknudepunktet Lou-Lan i det nuværende Østturkestan, siden hen gjorde den britisk-ungarske videnskabsmand Aurel Stein (1862-1943 ) betydningsfulde fund samme sted. Rige og godt bevarede silkefund blev fundet i 1924-1925 af russeren Koslov i Noin-ula i nordlige Mongoliet.

Sven Hedins bedrifter som opdagelsesrejsende var mange. Hans kortarbejder var så nøjagtige, at de i dag med moderne opmålinger næsten holder stik, han beherskede syv sprog flydende, han havde indsigt i videnskabelige emner og endelig kunstnerisk sans. Alle disse egenskaber gjorde ham velegnet til ekspeditioner i de øde og ofte meget farlige områder i Centralasien og Kina.

Hans første ekspedition i en af verdens farligste ørkener, Taklamakan i Centralasien, var nær ved at koste ham livet.

Taklamakan er kendt for at have sine sandstorme, der er så voldsomme, at de igennem årtusinder har begravet hele karavaner levende. Sandstormene har også begravet byer, og det var legenderne om de tabte skatte i de forsvundne byer, der gjorde, at Hedin, sammen med mange andre opdagelsesrejsende i slutningen af 1800-tallet, trodsede den barske natur.

I 1895 havde han sin første ekspedition, hvor han ved ungdommeligt letsind overhørte sine hjælperes råd om at vende om, og situationen blev katastrofal, da drikkevandet slap op. Nu startede et kapløb med tiden. De fem mænd, der deltog i ekspeditionen, oplevede et sandt inferno.

Den femte dag uden vand kom de endelig til en oase, men kun tre mænd overlevede. Hedin sørgede for, at enkerne til de to omkomne mænd modtog en erstatning, men det var bitre erfaringer at starte med.

Det afskar ham dog ikke fra den beslutning, at han ville være den første europæer, der udforskede en af de svundne byer i Taklamakan, og det lykkedes for ham.

I sin bog 'En færd gennem Asien' fortæller han om opdagelserne. Hovedmålet med den sidste store Hedin-ekspedition til det nordvestlige Kina i 1933-35 var at udforske de gamle handelsveje, der forbandt Kina med Europa.

Den danske forskningsrejsende og forfatter Henning Haslund-Christensen (1896-1948) var i årene 1927-30 karavanefører for Sven Hedins tværvidenskabelige ekspedition til Indre Mongoli og Xinjiang. Han ledede senere flere centralasiatiske ekspeditioner til Mongoliet. På Nationalmuseet i København findes samlinger af blandt andet mongolske silkedragter, indsamlet under Henning Haslund-Christensens ekspeditioner. Dragterne blev publiceret i en fornem engelsk udgave af etnografen og dragtforskeren Henny Harald Hansen i 1993.

Silkevejen har fortsat i dag et islæt af mystik og eventyr over sig. Silke har, siden den blev kendt, været en højt prioriteret handelsvare, og desuden har silken haft en stærk symbolværdi for den politiske autoritet i anvendelsen af dragter til kejsere og kirkens folk. Derfor er vi i dag som for 2000 år siden dybt afhængige af kinesisk silke. Transportvejene er anderledes, men den gamle Silkevej er fortsat levende, og vor tids rejsende lader sig også betage af de gamle stationer langs Silkevejen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden