Da det sande omfang af Anders Behring Breiviks amokløb med eksplosiver og geværer gik op for mig, fik jeg et deja-vu til en decemberdag næsten 20 år tidligere under krigen på Balkan. Jeg befandt mig i et kapel uden for den kroatiske provinsby Podrovska Slatina. Foran mig på gulvet lå ligene af 34 ældre mennesker. De var blevet dræbt et par dage tidligere, da serbiske tropper forlod en lille landsby, Vocin, de havde holdt besat gennem tre måneder. De dødes eneste forbrydelse var, at de stod i vejen for den farlige fiktion, der kalder sig etnisk renhed.
De var kroater. Ifølge deres bødler burde de have været serbere. Derfor kunne de udryddes, udviskes, korrigeres, omtrent som om de havde været grammatiske fejl i en skolestil, der nu med et viskelæder blev fjernet fra det papir, de med deres tilstedeværelse havde forurenet. Det var et balkansk Utøya begået af ophidsede unge mænd med et desperat behov for at bekræfte, hvem de var, og i deres etniske baggrund som serbere havde de fundet det på en gang nemmeste og mest dødbringende svar af alle. Jeg var dengang ikke klar over, at det, jeg så, kun var begyndelsen. Senere skulle der følge et tusind Utøyaer. De etniske udrensninger på Balkan nåede deres blodige kulmination nogle julidage i 1995, da 8.000 mænd og drenge fra den bosniske by Srebrenica blev ført ud i de omliggende skove og nedskudt. Den sidste større gruppe blev myrdet 22. juli, samme dato, som Breivik udførte sin massakre. 8.000 myrdede. Det er over 100 Utøyaer. Hvor finder man 100 Anders Brevik’er? Drabene på Balkan, der over fire år løb op i hundredtusinder, krævede mere end 100 Breivik’er. De krævede 1.000 Breivik’er, 10.000 Brevik’er. Hvor kom de fra? Havde de alle sammen siddet indelukket på hver sit drengeværelse og blot ventet på det signal, der gav grønt lys for deres syge fantasier? Hvordan mobiliserer og koordinerer man 10.000 galninge, når det, der karakteriserer galskaben netop er, at den stakkels gale lever indespærret i sin egen dybt ukommunikerbare ensomhed og taler et sprog, ingen anden end han selv forstår? Hvad fik alle disse balkanske Breivik’er til at vende hovedet i samme retning og i en koordineret bevægelse trykke på deres aftrækkere? Der er kun ét muligt svar. De var ikke gale, disse titusind unge mordere. De var sanktionerede af et livssyn, et nationalistisk raseri, der fortalte dem, at de ikke kunne leve sammen med nogle, der var etnisk, kulturelt eller religiøst forskellige fra dem selv, og at de uovervindelige forskelle, der var mellem dem og de andre, retfærdiggjorde ethvert overgreb, inklusive det ultimative, som er drabet. En generation af unge mænd havde gennem en massiv påvirkning, der kom alle steder fra på en gang, gennemgået den samme mentale træning, der normalt er forbeholdt soldater før et slag. De havde lært at se på deres medmennesker som umennesker, som det var legalt, ja endog påskønnelsesværdigt og ligefrem heroisk at berøve livet. Ethvert samfund balancerer på en altid nyslebet knivsæg mellem anstændigheden og barbariet, og der skal så lidt til, før balancen tipper, en umærkelig forskubbelse i ordvalget, når andre mennesker omtales, en råhed, der fra at have hørt hjemme på gaden eller i nattens sene timer, når alkoholprocenten stiger til det uhåndterlige, pludselig bliver officiel retorik, og så er den opfattelse af medmennesket som målskive, der normalt er forvist til kriminelle bander og de militære barakker, pludselig hvermandseje, ikke længere en skjult invitation til vold, men en åbenlys. Og et altid latent, lurende anarki bryder løs.
