Fyringer er blevet en del af mediebilledet. Vi kan læse om faktiske fyringer fordelt på køn og regioner og om ildevarslende prognoser for det kommende år. De fleste sender en medfølende tanke med de ramte – og ryster sig derefter i vanlig forventning om, at truslen ikke kommer til at blive virkeliggjort i deres eget liv. Præcis sådan havde jeg det, indtil lynet ramte kort før jul, og jeg fik adgang til en real life experience på første række. Og oplevelsen var rystende dårlig, ikke mindst fordi budbringeren ikke havde hverken de kommunikationsmæssige eller psykologiske kompetencer, som man skulle tro var en forudsætning for at blive udøver i den særlige kunst at fyre mennesker. Når læger skal overbringe svære budskaber om dårlige prognoser over for patienter, har de forinden gennemgået kurser i netop denne slags samtaler. Og hvorfor? Fordi udsigten til et liv med sygdom og måske tidlig død i den grad ændrer et menneskets tilværelse. Det skal jeg hilse og sige, at en uventet fyring også gør. Og alligevel overlades man til tilfældige kompetencer hos en leder, som i mit tilfælde mest af alt mindede om Fedtmule.
Lad mig tage jer med i situationen: Jeg møder mandag morgen og går direkte ind i storkontoret på den arbejdsplads, som har været min de sidste syv år. Min daglige leder er kendt for sin meget distræte adfærd og sin manglende fokus på sine medarbejdere, som gang på gang må se sine møder aflyst, fordi lederens egen leder har noget, »som ikke kan vente«. Stor er derfor min undren, da han hilser mig med et »Godmorgen Helle, dejligt at du er her«. Til sammenligning opdagede han hverken mig eller min nærmeste kollega (vi sidder alle i samme rum), da vi vendte tilbage efter fire ugers sommerferie – måske fordi vi ankom samtidig med den øverste leder. Nå, jeg tænder for computeren, lægger an til en kop kaffe og dyrker lidt small talk om morgenens fortrædeligheder i trafikken, da min leder – som jeg ikke har lagt mærke til har været væk fra rummet – pludselig står foran mig med et fuldstændig fjoget grin og spørger, om jeg lige vil komme med udenfor. Det er der i og for sig ikke noget odiøst i, eftersom vi tit henlægger mindre møder til arealet uden for storkontoret. Da vi går igennem rummet, lægger han imidlertid en (trøstende) hånd på min skulder, og jeg får pludselig bange anelser. Alle ved, at der skal finde fyringer sted denne uge pga. massive nedskæringer i virksomheden, og det generer mig, at han med håndspålæggelsen så åbenlyst viser mine kolleger, hvad jeg har i vente. 'Hvorfor mig?' Da vi er kommet uden for døren, siger han, at vi skal hen i et bestemt mødelokale og supplerer oplysningen med: »Så ved du nok godt, hvad det drejer sig om, ikke?« Spørgsmålet efterfølges af noget, som mest af alt minder om et tøset fnis, som om vi sammen nu skal opleve noget pinligt, men også lidt sjovt. Og jo, jeg ved nu godt, hvad det handler om. Eller det vil sige, en flig af min hjerne arbejder på højtryk for at tolke alle de usædvanlige signaler fra denne morgen, og en foreløbig tolkning begynder at manifestere sig. Men i irritation over min leders ansvarsforflygtigelse og komplette mangel på værdig opførelse, svarer jeg, at jeg da ikke ved, hvad det drejer sig om.
