Den britiske idehistoriker Isaiah Berlin er blevet kaldt en af det 20. århundredes mest skarpsindige forsvarere af liberalismen - men han var ikke en typisk liberalist. For Berlin er frihed ikke først og fremmest et spørgsmål om økonomi og politik, men derimod om menneskelighed og moral. Han beskæftigede sig stort set ikke med den økonomiske liberalisme - hele den tradition, der udspringer af Adam Smith, og som i Berlins samtid var optaget af en heftig debat med marxisterne om den mest effektive samfundsorganisering. I Berlins værker vil man således lede forgæves efter en lovprisning af de samfundsøkonomiske fordele ved liberalismen eller en diskussion af, hvor højt skattetrykket kan være uden at ødelægge det frie initiativ. For Berlin er liberalismen ikke blot en økonomisk teori, der har til formål at optimere samfundsproduktionen eller føre til individers størst mulige behovstilfredsstillelse; faktisk mente han, »at frihed kan være uforeneligt med, og bedre end, for megen effektivitet«. Men hvis liberalismen ikke skal begrundes i økonomisk effektivitet, hvad er så dens eksistensberettigelse? For Berlin var svaret, måske overraskende, tæt forbundet med hans klare forvisning om, at frihed ikke er den eneste eller altoverskyggende menneskelige værdi. Han manglede aldrig blik for, at der findes mange andre værdier, som er dyrebare, og som mennesker med rette stræber efter; værdier, som nogle gange (og måske som oftest) ikke kan forenes med hinanden og med friheden. Dette sammenstød mellem værdier betyder imidlertid, at det til stadighed er nødvendigt at vælge, og netop dette giver friheden dens grundlæggende værdi: Hvis man berøver et menneske alle dets valgmuligheder, berøver man det dets mulighed for at forblive menneskelig. Isaiah Berlin blev født i 1909 i Riga, der på det tidspunkt var en del af det russiske imperium. Hans far var en velhavende, ikketroende jødisk tømmerhandler. I 1916 flyttede familien til Petrograd (Skt. Petersborg), hvor den unge Isaiah overværede den russiske revolution i 1917. Især gjorde synet af en politibetjent, der blev overfaldet og slæbt væk af menneskemængden, et uudsletteligt indtryk på ham. Denne oplevelse var med til at indgive ham en livslang aversion mod vold, i særdeleshed mod politisk vold. I 1920 forlod familien Rusland på grund af sovjetmagtens voksende undertrykkelse og kom efter et kort ophold i Letland til England i 1921. Berlin blev uddannet ved universitetet i Oxford, hvor han læste historie og filosofi. Bortset fra en periode under Anden Verdenskrig, hvor han arbejdede for den britiske udenrigstjeneste i bl.a. Washington, var han tilknyttet Oxford indtil sin død i 1997. Berlins blik for mangfoldigheden af værdier og livsmål gav sig bl.a. udtryk i hans virke som idehistoriker. Her beskæftigede han sig især med antiliberale tænkere, der revolterede mod oplysningstidens rationalistiske idealer. Berlin var ikke irrationalist - tværtimod var han overbevist om fornuftens centrale rolle i forsøget på at forstå os selv og vores omverden - men han var også klar over rationalismens begrænsninger. Han så, hvad man kunne kalde universalrationalismens krav på at kunne forklare hele tilværelsen i ét altomfattende system, som kimen til mange af de diktaturer, der dominerede det 20. århundrede. Og han var ikke i tvivl om, at liberalismen og universalrationalismen ikke var logisk forbundne, men at den sidstnævnte i høj grad kunne være en trussel mod friheden. Det frie valg var for Berlin centralt i forståelsen af mennesket og dets moralsystemer. Men findes frie valg overhovedet? Er det ikke sådan, at enhver begivenhed er fuldstændig bestemt af en eller flere forudgående årsager, og at det, du anser for et frit valg - om du skal spise overen af rundstykket før underen - i virkeligheden er bestemt dels af din indre beskaffenhed (som igen er bestemt af dine gener eller din opvækst), dels af dine fysiske omgivelser? Hvis valg ikke findes, falder forsvaret for friheden til jorden. Den opfattelse, at der til enhver begivenhed altid foreligger en række forudgående betingelser, som indebærer, at begivenheden nødvendigvis indtræffer, kaldes determinisme. Med fysikkens sejrsgang i 1600-tallet anført af Newton og hans efterfølgere fik determinismen en vældig prestige, og det blev snart anerkendt som en grundforudsætning for enhver videnskabelig teori, at den var deterministisk. Uden for naturvidenskaben bredte denne opfattelse sig også; sociologien efterlignede f.eks. helt bevidst fysikkens metoder (eller det man troede, var fysikkens metoder) i forsøget på at opstille love for hele samfunds udvikling. I historiefaget blev deterministernes mål at vise, hvordan udviklingen var en konsekvens af ubønhørlige samfundslove, og hvordan intet kunne være sket anderledes, end det gjorde. Det er disse udbredte teorier, som Berlin analyserer i sit store essay 'Historisk nødvendighed', og især deres indflydelse - formidlet af fremtrædende historikere som E.H. Carr - på historieopfattelsen. Berlin viser, at en accept af determinismen vil føre til en omstyrtning af nogle af de mest indgroede menneskelige begreber om f.eks. ansvar, skyld og selvudvikling. Og han udstiller begrebsforvirringen hos dem, der er determinister i studerekammeret, men som tror på eksistensen af frie valg og moralsk ansvarlighed i dagligdagen. Da så mange af vore dagligdags kategorier og begreber er i modstrid med determinismen, vil det ifølge Berlin være lige så svært at forestille sig, hvordan en verden, hvori determinismen er sand, vil opleves, som det er at forestille sig f.eks. en verden uden tid. Samtidig argumenterer Berlin overbevisende for, at der ikke er nogen empiriske vidnesbyrd, som taler for, at historien skulle være styret af love. På spørgsmålet, om historiefaget er en videnskab, må han derfor svare nej, i hvert fald hvis en videnskabs formål er at finde universelle, eviggyldige love for dens objekter - i dette tilfælde menneskene. Man kan ikke tænke sig en 'ren' historievidenskab, der står i samme forhold til den sædvanlige, konkrete historie, som fysik gør til anvendt ingeniørvidenskab. I dag, og især efter Sovjetunionens sammenbrud, er determinismen ikke længere lige så fremherskende i historiefaget, som da Berlin skrev. Det betyder dog ikke, at holdningen ikke findes længere: Man kan finde den hos politikere, der taler om udviklingens uafvendelighed og om nødvendigheden af at hoppe på toget, inden det kører. Og man kan finde den hos vulgærgenetikerne, der hævder, at vi er fuldstændigt bestemt af vore gener. Berlins argumenter mod determinismen er lige så relevante i dag, som da de blev skrevet for halvtreds år siden. Ifølge Berlin er frihed til at vælge muligt trods determinismens påstande om det modsatte, og på grund af sammenstødet mellem værdier er denne frihed af fundamental betydning for det enkelte menneske. Men i tidens løb er der mange forskellige ting, der er blevet kaldt frihed. Mange, både filosoffer og politikere, har en tendens til at kalde alt, hvad de anser for godt og ønskværdigt, for frihed. Berlin insisterer imidlertid på at kalde tingene ved deres rette navn: Det kan være nødvendigt at begrænse de magtfuldes frihed for at undgå udbredt fattigdom, men at kalde resultatet en forøgelse af hele samfundets frihed er for Berlin en farlig sprogbrug; en sprogbrug, der i sidste ende fører til de totalitære samfunds påstande om at være de friest tænkelige samfund trods fraværet af den personlige, 'borgerlige' frihed. I sit essay 'To slags frihed' analyserer Berlin to hovedopfattelser af begrebet frihed: Den negative frihed er de engelske liberalisters klassiske opfattelse af frihed som retten til ikke at blive forstyrret i en privatsfære, hvis omfang ganske vist kan diskuteres, men som må have en vis mindste udstrækning for, at mennesket skal kunne komme til udfoldelse. Den positive frihed er friheden til at gøre, som man vil, til at være sin egen herre og være med til at bestemme samfundets indretning. Berlin viser, hvordan negativ og positiv frihed har kunnet udvikle sig fra at være oprindeligt nærtbeslægtede opfattelser (»ikke mere end negative og positive måder at sige stort set det samme på«) til at være modstridende værdier. For Berlin er den negative frihed - friheden til uhindret at vælge mellem alternativer eller muligheder - en menneskelig grundbetingelse, det der adskiller mennesket fra dyrene (eller fra hjernevaskede mennesker). Ikke at Berlin forkaster den positive friheds krav på at være en fuldgyldig værdi. Han påpeger blot vigtigheden af at erkende dens sammenstød med den negative frihed. Hvis man ikke forstår dels dette, dels tillokkelsen af den positive frihed, vil man f.eks. aldrig forstå mange tidligere koloniers politiske udvikling, hvor den hjemlige diktator i mange tilfælde foretrækkes frem for det friere (i 'negativ' betydning) samfund påtvunget udefra. Berlins centrale filosofiske tese var, hvad han selv kaldte pluralisme (i dag bruges ofte det mere præcise værdipluralisme): Den opfattelse, at der findes mange forskellige, lige endegyldige menneskelige værdier, som ikke alle er forenelige med hinanden. Som nævnt ovenfor blev den indsigt et vigtigt element i hans forsvar for liberalismen. En af pluralismens konsekvenser er, at ideen om det harmoniske idealsamfund, hvor alle konflikter er forsvundet, ikke bare er et måske uopnåeligt ideal, men også er logisk inkonsistent i selve sin formulering. Pluralismen må ikke forveksles med en banal relativisme, hvor alle værdier opfattes som historisk betingede og uden gyldighed (en opfattelse, han nøje imødegår). Relativismen afviser moralværdier og kan derfor ikke anerkende, at de kan støde sammen på andet end et overfladisk plan: Du kan lide kaffe, jeg foretrækker champagne - længere er diskussionen ikke. Modsat opfatter pluralismen værdierne som objektivt eksisterende og deres sammenstød som mulig årsag til virkelige konflikter. Desuden er de mulige værdier nok mange, men de er ikke uendelig mange - de må holde sig inden for det menneskeliges horisont, og der er derfor altid i det mindste en mulighed for at kunne forestille sig, hvordan det vil være at leve efter en given værdi. Denne opfattelse af værdiernes realitet og begrænsede omfang går også mod de moderne skeptiske og subjektivistiske opfattelser af etik, som blot identificerer moral med et udtryk for personlige præferencer eller tilbøjeligheder. På den anden side er værdipluralismen også et opgør med en central tradition i vestlig filosofi: den tradition, der hævder, at ethvert reelt spørgsmål har ét og kun ét sandt svar; hvis det ikke er tilfældet, må spørgsmålet være et pseudospørgsmål eller bero på en begrebsforvirring. Derfor må svaret på: Hvordan skal vi leve, hvordan skal vi indrette samfundet, i princippet kunne findes, og samfundet kunne ændres i overensstemmelse med det. Berlin forkaster dette og viser, at denne holdning, kombineret med den udbredte tro på en historisk determinisme, har ført til mange intellektuelles forsvar for de mest gruopvækkende blodsudgydelser. Pluralismen vender sig således mod både de subjektivistiske og de universelle moralopfattelser. På den ene side er værdierne objektivt eksisterende, på den anden kan de støde sammen ikke blot indbyrdes mellem mennesker, men også i et enkelt menneskes indre. Disse sammenstød er en uadskillelig del af menneskets lod og medfører, at til tider smertefulde valg aldrig helt kan undgås. Denne værdiopfattelse gør også Berlin i stand til at sætte sig ind i værdier, som i den sædvanlige liberale tradition er uglesete. F.eks. afspejler nationalismen ifølge Berlin et virkeligt behov for at have et sted at føle sig hjemme; et sted, hvor man deler en fælles fortid og fælles følelser. Hvis man motiveret af en hul, doktrinær internationalisme benægter denne følelse, afskærer man sig fra at forstå den store rolle, nationalismen har spillet og stadig spiller i mange sammenhænge. Berlins forkastelse af en universel rationalisme udspringer af den samme pluralistiske indsigt: Rationalisme og filosofi kan ikke løse samfundsproblemer eller -dilemmaer, der udspringer af værdisammenstød, ved at finde en endegyldig løsning; og man kan heller ikke udlede et liberalt samfunds fundamentale principper fra en eller anden teori om menneskets natur. Mennesket kan ikke indpasses i et fast teoretisk system; det er selvtransformerende, og der findes ikke en eviggyldig 'menneskenatur'. Hvad rationalismen kan, er at belyse og klargøre de valg, vi står over for. For Berlin er roden til alt ondt troen på at være i besiddelse af den endelige sandhed, hvad enten man begrunder denne sandhed i en påstået videnskabelighed eller i en religiøst åbenbaret vision. Værdipluralismen er et argument for tolerance: Der findes ikke en altomfattende, overordnet værdiskala, som gør det muligt at rangordne og prioritere de forskellige værdier langs en enkelt akse; derfor er det nødvendigt med kompromiser, midlertidige løsninger, afvejninger af alternativer og etablering af ustabile ligevægte. Berlin er klar over, at det som kampråb for en ny og bedre verden måske ikke lyder så spændende, men anfører også, at der jo ikke er nogen grund til, at sandheden nødvendigvis vil vise sig særlig interessant, når den bliver fundet. Liberalisme og pluralisme er i Berlins opfattelse tæt forbundet: Pluralismens værdisammenstød gør det nødvendigt at vælge, og liberalismens dybeste retfærdiggørelse ligger i dette valg, ikke i maksimeringen af nytteværdien eller samfundets almenvel eller et andet abstrakt princip. Og det er nødvendigt selv at vælge, andre kan ikke gøre det for dig. Som Kant og J.S. Mill forkaster Berlin den form for umyndiggørelse eller paternalisme, hvor man overlader andre ('eksperterne') at vælge, hvad der er til ens eget bedste, som en form for despoti. At den negative frihed er frihed til både at kunne vælge gode, onde og værdiløse ting er en uløselig del af Berlins liberalisme. Og den pluralisme, der begrunder frihedens værdi for valget, er også uundgåeligt forbundet med fravalg: Vi kan ikke få det hele, hverken i teori eller i praksis. Valget af idehistorien frem for filosofien, kombineret med hans forkastelse af de fremherskende rationalistiske forklaringsmodeller, var formentlig medvirkende til, at Berlin ikke fik stor indflydelse på hovedretningerne i moderne angelsaksisk filosofi og politologi. Ganske vist var hans tanker om determinisme og frihedsbegrebet genstand for stor diskussion, både da de først blev publiceret og siden hen, men erkendelsen af pluralismetankens originalitet tog lang tid. Først i 1990'erne begyndte de første systematiske studier af Berlin at dukke op. Trods denne voksende interesse for hans ideer har han nok altid haft størst gennemslagskraft uden for de professionelle filosoffers og historikeres kreds; hos dem, der med vennen Noel Annan føler, at Berlin har givet sin generations »sandeste og mest bevægende« fortolkning af menneskelivet.