Aarhus Universitet har i sin ufattelige visdom foreslået at stå for et forsøg, hvor man uddanner lærere på universitetet.

Vel at mærke en fuld kandidatuddannelse på fem år. Lærerne skal være akademikere, og dermed vil mange flere blive lærere, som får helt ny prestige (hvis de altså kommer fra Aarhus Universitet). Og andre universiteter (i Odense og Roskilde) er hoppet med på vognen i kampen om de studerende. Vil sådan et forsøg vise vejen frem? Sandt er det, at lærernes omdømme er faldet markant i de seneste tiår. Det samme er folkeskolens image. Søgningen til lærerseminarierne falder til stadighed. Men hvad er miseren, og hvad kan man gøre ved det? Mange lærere har fået skelsættende betydning for nogle elever. Også Thorkil Simonsens lærer, som fik den unge Thorkil overbevist om, at en boglig uddannelse var vejen frem, så han drog til Ribe Statsseminarium i 1948 og blev lærer i 1953, dengang en lærd og respekteret mand. Og ganske vellønnet, målt med datidens målestok. I midten af 80’erne holdt direktøren for folkeskolen, Holger Knudsen, et foredrag i Grenaa. Han sagde, at Danmarks Lærerforening i de sidste 20 år havde forfulgt den strategi at gå efter lavere arbejdstid snarere end lønforhøjelser. Dels for at reducere arbejdsbyrden for den enkelte, dels for at sikre job til alle seminarieuddannede lærere. Det er jo helt legitimt, sagde Holger Knudsen, men hvad nu, hvis vi fortsætter den strategi i de næste 20 år? Lærerne bliver deltidsansatte, og det er i orden, men hvad vil det betyde for rekrutteringen af lærere? De, som ønsker deltidsjob, bliver lærere. Er det udelukkende den gruppe, vi ønsker at rekruttere? I 2006 viste en undersøgelse, at lærernes omdømme ligger langt nede på ranglisten blandt veluddannede. En forsker fra Institut for Filosofi og Idehistorie (Steen Wackerhausen) sagde: »Lærerne falder igennem på alle parametre. De scorer ikke højt på det økonomiske, de er ikke idoler i medierne eller en del af magteliten, og de ligger heller ikke højt på klogskabsparameteret som i gamle dage«. Bertel Haarder mente, at lærernes fagforeninger har svigtet: »Jeg tror, at hele lærerstanden har brug for at tænke lidt over den rangorden. Deres fagforeninger har i mange år skadet deres anseelse ved en udpræget lønmodtageragtig, næsten proletarisk måde at argumentere på«, og »lærerne skal profilere sig selv som eksperter og fagfolk«. Men er det hele sandheden? Der er også ridser i folkeskolens image. Internationale undersøgelser (PISA 2003) placerer Danmark på en tvivlsom midterplads (blandt 41 lande) i læsning, langt efter Finland og Sverige, om end over Indonesien og Brasilien. Og restgruppen af unge danskere, der efter folkeskolen ikke får gennemført en ungdomsuddannelse, er uhyggeligt høj – sammenlignet med f.eks. Finland og Sverige. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, mener, at man har fejlfortolket PISA, som jo viser, at vi klarer os bedre end mange andre lande (f.eks. Brasilien). Og en forældreundersøgelse viser bred opbakning bag folkeskolen, siger Anders. Men hvorfor vælger så stedse flere privatskolerne? Lærerne synes også, at det i høj grad er samfundets problemer, som væltes over på dem. Eleverne er blevet stedse sværere at undervise, al for megen tid går med at socialisere børnene i stedet for at formidle viden. Guderne skal vide, at livet som lærer ikke er blevet lettere, mange sidder på udsatte poster med vanskelige elever og utilstrækkelig opbakning fra forældre. Opsplitningen i det danske samfund har skabt store problemer, også i mange skoler. Men vilkårene kan vel ikke være væsensforskellige fra dem i det øvrige Norden? Som sagt er antallet af ansøgere til den ordinære læreruddannelse faldet støt i en del år, sidste år med 17 procent. Gennemsnitsalderen er steget med godt et år siden 1995. Og det ser ud til, at i takt med den faldende tilgang er også karaktergennemsnittet blandt de optagne studenter og hf’ere blevet ringere – nu ligger det under middel. Kun 22 procent af de optagne havde en matematisk studentereksamen, hvilket forklarer, at så få elever vælger matematisk-naturvidenskabelige linjefag. Også frafaldet fra seminarierne er steget – fra 17 til 36 procent i løbet af 10 år. Det er større end for f.eks. pædagoger og socialrådgivere, men stadig lavere end på de fleste universiteter. Frafaldet rammer især mænd, studerende med hf-eksamen og dem over 30 år, så den stigende gennemsnitsalder kan være et problem. En frafaldsundersøgelse fra 2005 (Bjerg, H. m.fl.) konkluderer, at læreruddannelsen bliver opfattet som et personligt identitetsprojekt mere end en faglig udfordring. To tredjedele ’brænder for et godt studium’, mens kun en tredjedel går efter det fagligt udfordrende. Over halvdelen af de unge har valgt seminarierne for at blive lærer. En tredjedel heraf synes ikke, at læreruddannelsen er fokuseret nok på folkeskolen. Seminariernes dilemma er, at de unge også skal have en bachelorgrad, så de kan studere videre på et universitet. Bacheloropgaven er normeret til 1/5 år, men tager længere tid for mange. Kravene synes ikke store, men trækker alligevel tænder ud på en hel del. Og efter at bacheloropgaven blev indført med studiereformen fra 1998, er frafaldet som nævnt steget markant, mens studietiden er blevet længere. Nu kommer der så en ny reform, hvor faglighed og specialisering samt større krav til praktikforløbet er på dagsordenen. Antallet af linjefag er reduceret fra fire til tre (eller to). I reformen fra 1998 øgede man, med henblik på at øge fagligheden, antallet af linjefag fra to til fire. Folketinget har altså anlagt en yderst reformvenlig, men ikke udtalt kontinuerlig uddannelsesstrategi. Og hvordan vil den nye reform påvirke frafaldet? Dilemmaet mellem de akademiske krav på den ene side og elevernes færdigheder og motivering på den anden eksisterer vel fuldt så meget i dag? Det er en myte, at en læreruddannelse kan føre til hvad som helst. Jo, for Thorkil Simonsen og andre af hans generation kunne den. Men næppe i dag. Lærerne er ikke en fleksibel gruppe på arbejdsmarkedet. 93 procent af alle lærere arbejder i det offentlige (eller privatskoler, finansieret af det offentlige) og langt de fleste i en skole. Siden 1984 har kun 7-8 procent arbejdet i private virksomheder, og tallet har ikke flyttet sig i hele perioden – helt modsat akademikerne. Det er ellers ikke, fordi lærernes lønninger i folkeskolen er attraktive. Det private arbejdsmarked skulle nok kunne konkurrere. I øvrigt er lønspændet i Danmark blevet stedse mindre frem til de allerseneste år. Personer med de laveste uddannelser og mindste lønninger i 1980 har oplevet den største relative lønfremgang og vice versa. Generelt gælder dog stadig, at jo længere uddannelse, des højere indkomst. Afkastet af uddannelse er bare blevet relativt mindre, mens andelen af personer med længere uddannelser er steget kraftigt. Antallet af akademikere på arbejdsmarkedet er f.eks. steget 140 procent siden 1980 – så en hel del unge, der før blev lærere, måske nu bliver akademikere, hvilket kunne være med til at forklare den faldende tilgang til seminarierne, de middelmådige karakterer og det stigende frafald. Uddannelser stilet mod det offentlige (i modsætning til private erhverv) fører til relativt lave lønninger og dermed livsindkomster. Lærernes indkomster passer nok ind i dette mønster, men lønudviklingen har været langt mere bedrøvelig end for andre grupper af offentligt ansatte. Stigningen i deres reale livsindkomst blev på under 40 procent i 38 år og dermed lavere end for nogen anden gruppe på arbejdsmarkedet, som vi har tal for. Sygeplejerskerne har haft langt større vækst (over 100 procent), det samme har de meget omtalte hjemmehjælpere. Omvendt har lærerne generelt haft lav ledighed fra 1980 til i dag, hvor der som bekendt er stor mangel på dem. Det er åbenbart ikke udbud og efterspørgsel, der bestemmer lærerlønningerne, men overenskomstforhandlingerne mellem fagforening og arbejdsgivere (Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening). Som Holger Knudsen forudså engang, så har fagforeningen sikret lærerne høj beskæftigelse, men ikke gratis. Manglen på lærere ser ud til at stige yderligere i de kommende mange år. Lærernes trivsel har det heller ikke godt. Med folkeskoleloven fra 1993 er der sket en formalisering af kravene til lærerjobbet. Samtidig har folkeskolen været genstand for en løbende debat i medierne, hvor det ikke altid er det positive, der fokuseres på. Begreber som kroner per elev, PISA-score, evaluering og offentligt tilgængelige karakterlister er blevet kendte vendinger. Og børnene er som sagt ikke blevet lettere, ej heller forældrene. Det øgede pres kan også måles på sygefraværet. 30 procent af de lærere, der modtog sygedagpenge i 2005, var langtidssygemeldt (det vil sige i over 14 uger). Dermed topper lærerne listen over langtidssygemeldinger (sammenlignet med sygeplejersker, pædagoger og andre funktionærer og tjenestemænd). Årsagen er ifølge Danmarks Lærerforening, at arbejdspresset er enormt, der er mange modsatrettede krav og nye ekstra opgaver. FTF’s stressundersøgelse fra 2006 indicerer, at mellem 10.000 og 12.000 lærere var sygemeldt i kortere eller længere tid i 2005 som følge af stress. Ifølge undersøgelsen er den helt store stressfaktor følelsen af at gå på kompromis med kvaliteten i arbejdet. Over 70 procent af de lærere, som indgik i undersøgelsen, fortalte at de ofte eller meget ofte gik på kompromis med kvaliteten af deres arbejde. Kun 4 procent gjorde det aldrig. Med til billedet hører, at lærernes vidensmonopol er eroderet. Den hastige vækst i antallet af akademikere og andre højtuddannede har ført til, at læreren ikke længere hører til de bedst uddannede i kongeriget, er det kulturelle midtpunkt i lokalsamfundet. Og hendes autoritet over for veluddannede, velformulerede forældre ikke længere er total. Det kan hun så tænke over, når hun ud på aftenen cykler af sted fra mødet på skolen, mens forældrene drøner hjem med poden i deres offroader. Det er altså ikke løgn, at lærernes trivsel, omdømme og indtjening har det skidt. Det samme har rekruttering til seminarierne og fuldførelsesprocenten på samme. Men hvad er årsagen, og hvad kan der gøres ved det? Anders Bondo Christensen mener som sagt, at undersøgelser og dårlig presseomtale af folkeskolen er skyld i det triste image. Bertel Haarder synes ikke, vi skal tale skolens omdømme ned, vi skal tale det op! Som om problemerne kunne tales væk. Hvad kan vi da lære af denne udvikling, og hvad kan vi gøre nu? Bertel har næppe uret i, at Danmarks Lærerforening bærer på et tungt ansvar i denne sag. Men ministeren, KL og deres forgængere i årtier har vel et medansvar? Ved at flytte opgaven fra at uddanne børnene i de basale boglige færdigheder til alle hånde perifere gøremål? Ved at acceptere færre konfrontationstimer og til gengæld en lavere lønstigning? Anseelse hænger sammen med uddannelse og indtægt. Det samme gør selvværd og trivsel. Lærerne er ikke fulgt med, og det har bidraget til mange af problemerne. Et enkelt skridt på vejen til en bedre folkeskole i Danmark kunne være en bedre og mere attraktiv læreruddannelse. Her kunne man skele til Finland, hvor lærerne får en akademisk uddannelse, som der er rift om. Forslaget fra Aarhus Universitet kunne ligne et columbusæg. Men pas på. Et forsøg, hvor man enkelte steder i landet giver lærere en akademisk uddannelse, mens andre unge pukler videre på seminarierne, kan give mange skævvridninger. Hvis forslaget bliver realiseret, og der uddannes kandidater fra universitetet, hvordan skal de så lønnes? Man kan vel ikke have lærere på den samme skole med samme opgaver, der får forskellig løn? (heller ikke selv om de har fået en forskellig uddannelse). Og de, som har fået en akademisk uddannelse, vil næppe acceptere en ussel lærerløn? I stedet kan de så få alle hånde job som konsulenter – i folkeskolen og andetsteds i kommunerne. Det vil sige, at initiativet, der skulle føre til bedre lærere i folkeskolen, slet ikke giver det ønskede resultat. Hvis lærerne skal have en universitetsuddannelse (og det kan give god mening), så må det ske som en total reform. Og den må nødvendigvis også føre til en højere lærerløn. Så dyrt bliver det heller ikke – de skal bare op på niveau med humanisterne. Men det er ikke gjort med et snuptag. Det bliver mere end vanskeligt at skabe en akademisk læreruddannelse, der kan tiltrække elever nok og motivere dem undervejs i studiet, så de gennemfører det og bliver rigtig gode, motiverede lærere. Nok er frafaldet steget på seminarierne, men endnu er det dog mindre end på universiteterne. Hvordan forhindre det? Og hvordan sikre den pædagogiske uddannelse og forankring til praksis? Hvordan forhindre seminariernes dilemma: de akademiske krav på den ene side og elevernes evner og motivation på den anden. Hertil kommer hensynet til de nødvendige kvalifikationer i folkeskolen. Til allersidst: Det hele er selvfølgelig ikke gjort med en længere uddannelse og en højere løn til lærerne. Voldsomme ændringer i samfundet og deraf følgende problemer lader sig ikke løse i klasseværelset. Og mange andre ting skal laves om i folkeskolen, før den fungerer meget bedre. Arbejdsmiljøet og indstillingen i klasserne og lærerværelset, holdningen hos eleverne, forældrene og det omgivende samfund – det trænger alt sammen til forandring. Lærerne har behov for bedre (mere professionel) støtte i vanskelige situationer. Folkeskolens målsætning: en god uddannelse i de basale boglige færdigheder burde være mere klar og forfølges mere konsekvent, mens udenoms gøremål skrælles væk. Stadigvæk: Uddannelse og indtjening har stor betydning for anseelse og trivsel. Udsigten til bedre løn kunne motivere til reformer. Så at gøre lærerne til akademikere kunne være en fin ide. En nyttig lille flig, hvis den bliver led i en meget mere omfattende ny strategi for folkeskolen. Se også essay af Kristian Brink og Nils Groes på www.dpu.dk