En af os bander som en tyrk, og det er ikke Hülya.

Hun har til gengæld en tyrkertro på, at hun med sin universitetsuddannelse og sin tyrkiske baggrund snart finder et godt job. Vi har talt om det, når vi har taget en kold tyrker og undladt at spise den chokolade, vi har hjembragt i tyrkerkufferter – også kendt som plastikposer. Og i skabelsen af denne Kronik har vi begået adskillige tyrkfejl, som korrekturen forhåbentlig har fanget. Vores sprog gemmer på en række forestillinger om tyrken. Hvilket er lidt bemærkelsesværdigt, eftersom vores kontakt med tyrkere var ret begrænset frem til 1960’erne, da de første tyrkiske indvandrere kom hertil for at arbejde. Men en gennemlæsning af ældre danske ordbøger og leksika viser, at vores sprog og kulturelle gemmer i hundredvis af år har været præget af formuleringer og forestillinger om tyrken, som bedst kan kaldes farverige – for nu at se det fra den mere positive side. I Ordbog over det Danske Sprog står der for eksempel om tyrken: »Tidligere ofte forbundet med forestillingen om deres grusomme, bestialske optræden i Europa i ældre tid«. Der præsenteres to udtryk: tryntyrk og hundetyrk. Det første er et menneskeædende væsen med et hoved som et svin. Og hvad angår hundetyrken, så er der tale om et fabelagtigt, menneskeædende væsen, halvt dyr, halvt menneske, med et hoved som en hund. Videre i ordbogen kan man også læse, at vor gode Holberg står bag følgende formulering: »Man seer jo u-mælende Beester holde af deres Unger, ja end ogsaa Tyrker og hedninger af deres afkom«. I Raunkiærs Konversationsleksikon fra 1953 står der blandt andet, at »Tyrkere er velvoksne, lidt fedladne folk, der er i besiddelse af stor personligt mod, hvorfor de hører til verdens bedste soldater«. Store Nordiske Konversations Leksikon fra 1923 beskriver tyrken som ærlig, ordholdende og en tapper soldat. »Men i sit daglige Liv er Tyrken lad og magelig og hænger konservativt ved det engang givne, fatalistisk som Religionen lærer ham. Da Tyrkerne savner Originalitet, har de altid været kulturelt afhængige af andre … Men opfanatiseres Tyrken, bryder Barbaren igennem; ingen kan da lede ham, og Tyrkiets Historie er derfor rig paa haarrejsende Grusomheder«. Omkring 1500-tallet opstod der endda en særlig genre i bogtrykkerkunsten, som man kaldte ’Türkenbüchlein’, der alene tjente det formål at sprede historier om de grusomme tyrkere. Hvorfor er det nu interessant? Fordi international politik, krig, fred og internationalt samarbejde ikke længere kun handler om suveræne stater, der som billardkugler støder ind i hinanden og går i krig; ej heller er krig udelukkende et spørgsmål om fattige, der vil have del i de riges glæder, eller om bureaukratiers mere eller mindre rationelle gerninger. Det drejer sig i stigende grad også om identitet; både individers, nationalstaters, gruppers og folks identitet og selvopfattelse – og hvordan de opfattes af andre. Gennem hundreder af år, gennem fortællinger, historier og handlinger, har vi skabt vores danske og europæiske identitet. Men vi europæere har også skabt den tyrkiske identitet. Og vi har skabt de to som nærmest modsætninger til hinanden. Set med europæiske øjne betragtes tyrkerne stadig som ’barbarer’. Det syn er tæt forbundet med den europæiske identitet og selvopfattelse og bygger på en idé om, at europæerne er tyrkerne overlegne. Der findes bevidst og ubevidst en så stærk sondring mellem ’os’ – danskere og europæere – og ’dem’ – tyrkerne, som bygger på hundredvis af års traditioner og kultur, at det får konsekvenser for det europæiske samarbejde. Siden Ankara-aftalen fra 1963 mellem Tyrkiet og det daværende EF har der været lagt op til tyrkisk medlemskab, når aftalens forskellige punkter var implementeret. Hvornår det kunne blive aktuelt, forblev uafklaret. Der er nu gået mere end 40 år siden indgåelsen af Ankara-aftalen, og tyrkisk medlemskab er stadig ikke sat ind i et tidsperspektiv, for EU nærer stor skepsis i forbindelse med tyrkisk medlemskab. Og der er mange hindringer for Tyrkiets optagelse i EU. Især det økonomiske bliver ofte nævnt. Vi mener imidlertid, at identitetsaspektet er en af de mest centrale, men oftest oversete barrierer for, at Tyrkiet kan blive en del af EU. Tillad os at spole tiden tilbage for at se, hvorfra fordommene om tyrkerne og Tyrkiet stammer. Tyrkiet ligger et sted, som grænser til Centralasien, Mellemøsten og Europa. Man kan beskrive Tyrkiet som et land med janushoved, med to ansigter, der peger i hver sin retning. Europæere ser overvejende landet som asiatisk. Men set fra Mellemøsten eller Centralasien fremtræder Tyrkiets europæiske ansigt. Selve begrebet tyrk og Tyrkiet er blevet brugt af europæerne siden det 12. århundrede, men oprindeligt ikke af tyrkerne selv. De kaldte sig osmanner, og de betragtede ikke sig selv som tyrkere – det var en identitet, som europæerne i høj grad tildelte dem. I europæisk bevidsthed havde begrebet tyrk religiøse undertoner – det havde den tyrkiske selvforståelse ikke nødvendigvis. Europæerne opfattede tyrkerne som en bred gruppe bestående af osmanner plus andre muslimer med andet etnisk og sprogligt tilhørsforhold, bortset fra jøder og kristne, som levede i Det Osmanniske Rige – på trods af at de talte tyrkisk. Og når europæerne konverterede til islam, sagde man (europæerne) om dem, at de var ’blevet tyrk’, uanset om det var sket i Iran eller Marokko. Fra 1300 til cirka 1700-tallet var Det Osmanniske Rige en af de mest moderne og tolerante stater i Europa, og osmannerne følte sig overlegne i forhold til middelalderens europæiske stormagter. Med en vis grund. Blandt andet havde både kristne og jøder relativt stor religionsfrihed i Det Osmanniske Rige, selv om de ikke var sidestillet med muslimerne. Der var ikke tegn på tvangsomvendelse af kristne til islam i de erobrede områder og de fik bevilget kulturel og religiøs autonomi. Først da Det Osmanniske Rige var ved at gå under, udviste osmannerne en adfærd, der delvis kunne bekræfte europæernes fordomme om dem. Grusomhederne kan ses som et desperat forsøg på at holde sammen på riget – ikke at de kan undskyldes, men blot forklares – og er set tilsvarende, når andre riger har været ved at bukke under. Det Osmanniske Riges fremmarch på det europæiske kontinent blev forståeligt nok mødt med frygt og skræk af europæere, og i den europæiske bevidsthed kom tyrken til at symbolisere selve ondskaben. I såvel mundtlige som skriftlige fortællinger blev myten om den barbariske tyrk langsomt dannet og udbredt, og den føromtalte Türkenbüchlein opstod. I 1683 standsede et forbund af kristne magter det osmanniske fremstød i Europa ved Wiens porte, hvilket betød enden på osmannernes ekspansion og begyndelsen på den europæiske. Kirken opfordrede til korstog mod de vantro tyrkere, og det lykkedes kirken at fremstille tyrken som både kulturens og troens fjende, mens europæerne var de civiliserede. Tyrkiet som nationalstat blev grundlagt i 1923 af Kemal Atatürk, som er citeret for at sige: »Der er ikke nogen anden civilisation; civilisation betyder europæisk civilisation«. Konstruktionen var fransk inspireret og kendetegnet ved et forsøg på at smelte hidtidige etniske og religiøse identiteter sammen til en kvalitativ, homogen identitet: den tyrkiske. Blot for at nævne nogle få af de meget markante ændringer, som Atatürk gennemførte, så blev den muslimske lovgivning sharia afskaffet og erstattet med love, som blev importeret fra blandt andet Schweiz og Tyskland, staten blev sekulariseret, og det arabiske alfabet blev afskaffet til fordel for det latinske. Men identiteter er år om at blive skabt og lader sig ikke ændre fra den ene dag til den anden. Atatürks indsats fik og får den dag i dag modstand. Groft sagt indeholder Tyrkiet i dag tre centrale identiteter, ud fra hvilke relationen til Europa bør vurderes, for de konkurrerer om, hvilken retning Tyrkiet skal orientere sig imod; som en del af Europa (europæisk), som en del af Centralasien (tyrkisk) eller som en del af Mellemøsten (muslimsk). Men man tager ikke munden for fuld ved at sige, at Tyrkiets primære selvforståelse er som et europæisk land – hvilket ikke stemmer overens med EU’s opfattelse af Tyrkiet. For udviklingen i Europa har ikke ændret ret meget ved de grundlæggende forestillinger om tyrken. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af tyrkiske indvandrere ofte er forbundet med problemer i den offentlige debat. Mange vesteuropæere ser tyrkerne som for fattige, for mange og for muslimske. Set fra EU’s perspektiv er tyrkisk indlemmelse først og fremmest for dyrt et bekendtskab. Landet er stort og fattigt og vil belaste strukturfondene. Støtten til tyrkisk landbrug vil dræne EU’s budget. Et andet argument imod tyrkisk medlemskab er frygten for at blive invaderet af uønsket arbejdskraft. For det tredje er der religionen. Tyrkerne har tydeligt fået at vide af fremtrædende europæiske politikere, at de godt kan glemme alt om at komme med i EU, fordi de er muslimer. Det interessante i den sammenhæng er, at kristendommen ikke indgår som optagelseskriterium i officielle EU-dokumenter, så der er tale om et underforstået og implicit krav. For det fjerde ville et land så stort som Tyrkiet, hvor der bor lige så mange mennesker som i Tyskland, ganske enkelt give uhensigtsmæssige konsekvenser for den interne magtbalance i EU. Så er der tyrkernes problemer med at overholde menneskerettighederne og sikre et demokrati mere uafhængigt af militærlederne samt den manglende folkelige tilslutning til et tyrkisk medlemskab. Og til sidst kan nævnes den ideologisering af europabegrebet, som skete i firserne, og som betød, at det europæiske projekt fra at være koncentreret om det økonomiske samarbejde i højere grad blev knyttet til kultur og identitet. Og lad os lige dvæle lidt ved det med identiteten: For at forstå, hvordan en identitet skabes, kan man lidt groft sagt analysere sig selv – som individ, folk eller nationalstat – ud fra hvad man er, og hvad man ikke er. Teoretisk set taler man inden for diverse akademiske discipliner om kategorien ’den Anden’. Den har man brug for – blandt andet til at bekræfte sig selv som det væsentlige. Som et slags omvendt spejlbillede, positivt eller negativt, hvilket blandt andre den franske forfatter Simone de Beauvoir har gjort opmærksom på. Hendes kæreste og ven, den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre, viste ’den Anden’s betydning for ’Selvets konstruktion’. I sociologien har feministiske teorier plæderet for, at kvinden er den centrale ’Anden’ i verdenshistorien. Og Michel Foucaults analyse af galskaben viser, hvordan normalitet og fornuft som kategori er vokset frem som en modsætning til de sindslidende. Forholdet til ’den Anden’ har primært været præget af konflikt og krig. De klassiske eksempler er nazisternes jødeudryddelse og udnyttelsen af sorte som slaver. Men det kan også være sigøjnere, homoseksuelle og mennesker, der indgår i kategorien som indvandrere – for eksempel tyrkerne. Det, som kendetegner ideen om Europa, var fra begyndelsen delvist defineret, som hvad europæerne ikke var; nemlig barbarer eller vilde. Forfatteren Edward Said viste med sit studie af orientalisme, hvordan den europæiske kultur øgede sin styrke og identitet ved at se sig selv i modsætning til Orienten. Orientalismen tegner billedet af orientalere som mystiske, irrationelle, barnlige, despotiske, stille, svage, eksotiske og krigeriske. Overfor står billedet af vesterlændinge som rationelle, normale, voksne, artikulerede, stærke, dydige og retfærdige. Godt nok er Saids udgangspunkt de lande, som har været underlagt europæisk herredømme. Det omfatter ikke tyrkerne, der selv var et imperium. Men man kan sige, at i tyrkernes tilfælde er der tale om en kulturel dominans fra europæisk side, hvilket berettiger placeringen i orientalismen. Billedet af tyrkerne som barbariske tjente dermed det formål at bekræfte europæisk overlegenhed. Hvorvidt billedet stemte overens med de faktiske forhold var ligegyldigt. Den barbariske, imaginære tyrk blev et produkt af den måde, man tænkte på i Europa, frem for en afspejling af virkeligheden. Det betyder den dag i dag, at de tyrkiske indvandrere i mange europæiske lande ofte spiller rollen som ’den Anden’. Vi kan som europæere fortsætte med at se tyrken som den farlige, barbariske Anden – og modsætningen mod hvilken den europæiske identitet skabes. Eller vi kan revidere vores syn på tyrkerne og os selv, og ikke mindst opgive vores tyrkertro på, at tyrkere ikke kan være europæere. Vi tror imidlertid ikke på, at EU kan rumme den tyrkiske identitet, for den tyrkiske identitet repræsenterer værdier, som den europæiske selvforståelse per definition ikke har set som en del af sig selv. Men europæerne har i høj grad at gøre med en imaginær tyrk, som blev skabt i middelalderen. Måske det var på tide at se nutiden i øjnene.