Den irakiske tolk, som hjalp det danske militær i Irak, og som derfor fik indrejsetilladelse til Danmark med sine to koner, har netop modtaget Familiestyrelsens afgørelse om sin ægteskabelige status.
Tolken får ikke lov til at beholde sine to koner, som han ifølge irakisk (og muslimsk) lov er lovformeligt gift med. Han skal lade sig skille fra den ene, som han ifølge dansk lov om bigami ikke har ret til at være gift med. Han har nu en måned til at beslutte, hvilken af sine to koner han vil lade sig skille fra. Flerkoneri, eller polygami, forekommer blandt minoriteter i alle vestlige lande. Det er mest udbredt blandt muslimske grupper, men findes også blandt andre religiøst eller kulturelt baserede grupper. Derfor vil der især blandt muslimske grupper være mænd, der lever en paralleltilværelse som polygamister. De har enten bragt polygame familier med sig eller hemmeligt giftet sig polygamt i Vesten. Det gælder formentlig også i Danmark. Sagen om tolken og hans to koner har således gjort den danske befolkning opmærksom på, at der rent faktisk lever polygame familier i Danmark. Men sagen har også rejst et mere principielt spørgsmål om muslimske minoriteters ret til at praktisere polygami i vestlige samfund, der udelukkende tillader monogami – kun en ægtefælle ad gangen. Spørgsmålet kan føre til konflikt på flere fronter. I polygamien kan muslimske minoriteters krav om kultur- og religionsfrihed kollidere direkte med majoritetens kulturelle og religiøse værdier. Og når minoriteter påkalder sig deres civile rettigheder og menneskerettigheder, kan de komme på kollisionskurs med gældende retspraksis. Polygami er en familieform baseret på religiøse eller kulturelle traditioner, der opfattes som meget fremmed for monogame vestlige samfund som det danske. Men ligesom i andre vestlige lande bliver vi danskere nødt til at forholde os til polygami og sætte den på vores juridiske og sociale dagsorden. Det såkaldte hmongfolk fra Laos, som i 1960’erne blev rekrutteret af det amerikanske CIA til at kæmpe en guerillakrig mod kommunisterne under Vietnamkrigen, lever nu i stort tal som flygtninge i USA. Ligesom den irakiske tolk, der kom til Danmark som følge af sin hjælp til det danske militær, kom hmongerne til USA efter endt tjeneste for det amerikanske militær. Og ligesom den irakiske tolk i Danmark har hmongerne skabt røre i USA på grund af deres polygame familieformer. Hmongerne er således kommet med i en eksklusiv gruppe af hovedsagelig mormoner og muslimer, som også praktiserer polygami ulovligt i USA. Som i alle vestlige lande er polygami eller bigami (en mand eller kvinde gift med flere ægtefæller på samme tid) ellers forbudt ved lov i USA. Mange tusinde hmonger i USA lever i dag i polygame familier. Kvinder har lav status i den patriarkalske klanbaserede hmongkultur, og det er almindeligt, at piger bliver gift, mens de stadig er helt unge teenagere. For mange amerikanske kvinder, inklusive etniske hmonger, er polygami derfor blevet synonymt med børnemisbrug og slaveri, hvor unge kvinder bliver solgt til ældre mænd. Det er samme forestilling som ligger til grund for massefjernelserne af børn fra den mormonske sekt Fundamentalist Church of Jesus Christ of Latter Day Saints (FLDS) i Texas for nylig. Sekten, som praktiserer flerkoneri, står anklaget for at gifte mindreårige piger væk, ofte under tvang, og tilskynde til ægteskab mellem nærtbeslægtede familiemedlemmer. Alle tre forhold strider mod amerikansk lov. Polygami kolliderer også med den traditionelle amerikanske opfattelse af, hvad en familie er. For mange amerikanere er polygami uforeneligt med grundlæggende amerikanske værdier. I det 19. århundrede kæmpede de amerikanske myndigheder og den brede befolkning en lang moralsk og juridisk kamp mod mormonerne for at forhindre dem i at praktisere polygami. Der rejste sig derfor et ramaskrig i 2004, da forhandlingerne om asyl til mere end 14.000 hmonger, som levede i flygtningelejre i Thailand, gik i gang. Udbredt polygami blandt flygtningene blev hurtigt en bremseklods i forhandlingerne. Hmongmænd måtte kun medbringe én kone til USA. Deres andre koner blev tvunget til skilsmisse for at få indrejsetilladelse til USA. I Europa praktiserer mange tusinde mænd også polygami. I Frankrig alene anslår man, at omkring 140.000 lever i polygame familier. Den største gruppe af polygamister stammer fra Vestafrika. De kom til Frankrig med deres familier under den liberale franske indvandringslovgivning i 1960’erne og 1970’erne. Gennem mange år blev polygami tolereret, men i 1993 fik højrefløjspolitikeren Charles Pasqua gennemført en lov, som forbød det. Loven blev dog ikke håndhævet, og polygame koner fik stadig lov til at blive familiesammenført med mænd bosiddende i Frankrig, hvis de havde børn med dem. I de senere år er de franske myndigheder begyndt at håndhæve loven og slå ned på polygami. Den er ifølge flere franske politikere med til at skabe dårligt tilpassede unge. Som eksempel nævner de typisk de unge anden- og tredjegenerationsindvandrere, der deltog i de voldelige natlige optøjer i Paris’ forstæder i efteråret 2005. Under ny fransk lovgivning skal mænd lade sig skille fra alle deres koner undtagen en. Ellers risikerer de at miste deres arbejdstilladelse og dermed deres eksistensgrundlag. For den franske regering hænger forbud mod polygami sammen med beskyttelse af kvinders rettigheder. Det handler om ligestilling mellem mænd og kvinder. Men ved at håndhæve forbuddet har myndighederne skabt en konflikt mellem to slags rettigheder: på den ene side kvinders rettigheder som defineret af den franske majoritet og på den anden side minoriteters krav om rettigheder til at praktisere deres kultur og religion. Det franske ønske om at beskytte kvinders rettigheder ved at forbyde polygami er ikke nødvendigvis et udtryk for en vestlig (kristen og monogam) orientering. Det er snarere en konsekvens af et fransk forsøg på at formulere og beskytte universelle menneske-, civile og kvinderettigheder. Frankrig kan referere til juridiske fortilfælde i den muslimske verden. I Marokko har moderniseringskræfter, som efter vestlig model søger at give civile love fortrin frem for religiøse love, gjort det meget svært for mænd at få tilladelse til at praktisere polygami. I Vesten opfatter mange mennesker, indfødte såvel som indvandrere, polygami som en tilbagestående traditionel institution, der undertrykker kvinder. Fortalere for polygami bliver derfor typisk konfronteret af kvindesagsforkæmpere, som vil forbyde polygami. De argumenterer for, at polygami i Vesten, som den er praktiseret af for eksempel mormoner i USA eller muslimer i Europa, kan være forbundet med tvangsægteskab og med unge eller mindreårige piger, som bliver gift med ældre mænd, ofte mod deres vilje. Kvinder, som ikke vil leve polygamt, kan have svært ved at få en (måske juridisk gyldig) skilsmisse anerkendt af deres familie eller lokalsamfund. Muslimsk polygami anses også for at skabe ulighed mellem kønnene, idet en muslimsk mand kan gifte sig med op til fire koner på en gang, mens en muslimsk kvinde kun kan gifte sig med en mand ad gangen. Det er ikke kun i vestlige lande, at kvinders rettigheder kolliderer med mænds ret til at praktisere deres religions påbud. Det gør de også i traditionelt polygame samfund. I den løbende debat om Tyrkiets optagelse i EU har menneskerettighedsgrupper for eksempel, påpeget manglende beskyttelse af kvinders rettigheder, især i Tyrkiets underudviklede sydøstlige region. Selv om polygami er ulovligt i Tyrkiet, er det stadig almindeligt i regionen. Men polygame traditioner bliver nu udfordret både internt i Tyrkiet, i Tyrkiets optagelsesforhandlinger med EU og blandt tyrkiske indvandrergrupper i Europa. Det monogame flertal i Tyskland må således forholde sig til spørgsmålet om tyrkiske kvinders rettigheder under polygami, fordi nogle tyrkiske indvandrere praktiserer det. Ifølge tysk lov er polygami forbudt, men når myndighederne håndhæver forbuddet kan det få store sociale og økonomiske konsekvenser for de berørte familier. Derfor er der ikke fuldstændig enighed om, hvorvidt lovens ord altid skal stå foran individets ret til at følge sine religiøse traditioner. Mange ’indfødte’ tyskere kan derimod opfatte det som en provokation mod deres moralske, religiøse og retlige principper, at polygami bliver diskret tolereret i deres land. Derfor må de tyske myndigheder reagere. De danske myndigheder står i en lignende situation med hensyn til den irakiske tolk. Danmark og Vesten står således over for to store udfordringer med hensyn til polygami. Den første udfordring er den sociale og juridiske håndtering af de polygame familier, som måtte leve i Danmark, såvel som de polygame familier eller personer, som måtte søge asyl eller opholdstilladelse her i landet. Skal man altid bryde polygame familier op og tvinge dem til at leve i officiel monogami, sådan som Familiestyrelsen nu har besluttet det i sagen om den irakiske tolk? Eller skal man – diskret – acceptere familiers ret til selv at bestemme deres egen familieform ud fra deres religiøse og kulturelle værdier? Over hele verden er polygami blevet del af den nutidige rettighedsdiskurs. Den handler både om individets ret til at vælge sin egen livsstil og dets civile rettigheder og menneskerettigheder. Men den polygami, som bliver praktiseret i vestlige samfund, er generelt i direkte konflikt med landenes love. Det har skabt en juridisk slagmark. De fleste polygamister i Vesten er klar over deres prekære juridiske situation. Derfor foretrækker en del den diskrete praktik af polygami – væk fra offentlighedens søgelys. Men flere polygamister engagerer sig nu i kampen for juridisk anerkendelse. Muslimske grupper i Storbritannien forsøger således at benytte en menneskerettighedslov (human rights act) til at bane vejen for en lovliggørelse af polygami. Myndighederne accepterer, at en muslimsk mand kan have flere koner, hvis de er blevet polygamt gift, inden de kom til England. Men det er stadig forbudt at blive gift polygamt i England. Modstandere af fri polygami frygter, at hvis polygame ægteskaber bliver anerkendt, vil alle og ikke kun muslimer have ret til at gifte sig med flere koner. Det vil desuden betyde, at andre former for polygame partnerskaber med flere ægtefæller, såsom en kone med flere mænd eller gruppeægteskaber, også lovliggøres under britisk ligestillingslovgivning. Det vil ifølge modstandere underminere både ægteskabet og familien som institution. I Danmark er alle borgere, uanset baggrund og omstændigheder, underlagt samme love. Muslimsk polygami kan derfor ikke accepteres, fordi dets hjemmel findes i en religiøs lov, som ikke er gældende i Danmark. Hvis en separat familielovgivning, som indeholder elementer fra den muslimske sharialov, indføres for muslimer i Danmark, vil polygami derimod kunne accepteres. Men det vil kræve accept af et delvis opdelt retssamfund, hvor forskellige retsmodeller gælder for forskellige grupper. Det er tilfældet i Malaysia, hvor kun muslimer har ret til at være polygame. Denne ret er baseret på en muslimsk familielov, som kun gælder for muslimer. De juridiske præmisser for en sådan separat lovgivning findes ikke for øjeblikket i Danmark. Men slagmarken er kridtet op, for polygami er et voksende fænomen i hele den vestlige verden. Den anden store udfordring, som vestlige lande står over for med hensyn til polygami, er den værdikamp, som udspringer af konfrontationen mellem forskellige kulturelle og religiøse værdier. Mange vesterlændinge ser praktik af polygami i deres monogame samfund som et sammenstød mellem uforenelige kulturelle og religiøse traditioner. Men for andre i den vestlige verden fremstår polygami i dag blot som en af det 21. århundredes mange livsstilsmuligheder. At blive medlem af en polygam familie kan i dag repræsentere et individuelt livsstilsvalg. Ikke kun for muslimer eller mormoner, der praktiserer en religion som tillader eller tillod polygami – men for alle i den moderne egocentrerede ‘migkultur’, hvor et individs behov kommer før alt andet og behov som ofte opfattes som en ’ret’. Der vil være folk, der føler behov for at have flere ægtefæller, og som føler, at de har ret til at praktisere polygami. Der findes således fortalere for en fuldstændig liberalisering af ægteskabslovgivningen, der kunne bane vejen for lovligt polygami. Ikke kun for muslimer, og ikke kun for mænd, der ønsker flere koner. Men for alle, der foretrækker denne familieform, altså også kvinder, der ønsker at gifte sig med flere mænd, og folk, som ønsker at indgå gruppeægteskab mellem flere mænd og/eller kvinder. I Danmark er der i dag en hel buffet af samlivsformer at vælge imellem: papirløst samliv, åbent forhold, skiftende forhold, langdistanceforhold, registreret partnerskab, ægteskab, åbent ægteskab ... Men når to voksne af samme køn må gifte sig og få børn og danne en i traditionel vestlig forstand ukonventionel familie, er det så rimeligt, at staten begrænser voksne menneskers mulighed for at vælge polygami, hvis de i øvrigt ikke gifter sig med mindreårige eller under tvang? Skal polygami på sigt lovliggøres på linje med homoseksuelle partnerskaber? Og skal så kun flerkoneri, som er langt den mest almindelige form for polygami, lovliggøres, eller skal også andre polygame familieformer, såsom flermanderi, kunne accepteres? De spørgsmål er blevet heftigt diskuteret i USA og Canada gennem flere år. Det skal vi måske også i Danmark.
