Storm P. havde hunde i hovedet, hjertet, ærmet og fingrene. De viste sig i utallige tegninger, malerier og fotografier. Hans virkelighed rummede rene kærlighedshistorier med levende hunde som livsledsagere. Billedhuggeren Helen Schou (Danmarks bedste dyreskildrer, blandt andet mor til ’Den jydske hingst i Randers’, døde sidste år, 101 år gammel) og de delte kongepuddelopdrætter – en svensk dame, Rosa Fittinghof. Fru Fittinghof bad Helen Schou spørge Storm P., hvordan hans puddel havde det. »Den er død, men sig det ikke til hende, for så sender hun mig en ny, og jeg kan ikke tåle den sorg at miste dem«, svarede han. Der var altid hunde med i de vidunderlige ’morgenhilsner’, illustrerede kærlighedsbreve fra Storm P. til hans anden kone Ellen. Han var nattemenneske og digtede, før han gik i seng til hende, der var ’morgenmand’. Hun fik dem som ’first things in the morning’ på sengebordet og på spisebordet. Man kan sige »den man elsker, tegner man«. Det gjaldt Storm P. og hundene. Alle vegne var de i hans kunst. Den sprængfarligt tykke pølsespisende mand ved bordet, der nedstirres af en lille, logrende, tiggende hund, som får halen skåret af og stanget ud i stedet for pølse, er den grummeste. Ellers myldrer det med elskede hunde, rare hunde, kloge hunde. Der er hunde på bordellet, hunde i følge med vagabonder, hunde i ledtog med ’Grosserer-Tyk-typer’. Der er en gravhund i Paradis, i Storm P.s oliemalte udgave. I hans satiriske tegninger og opfindertegninger er hundene i hobetal. En skøn B.T.-tegning fra 1938, hvor regeringen foreslår, at hunde skal bære nummerplader, viser en besynderlig personage med piphat og cigaretrør med cerut i, ledsaget af en kæmpevuf med stor nummerplade på. I et sort vintertræ ses nummererede småfugle. Tekst:»Det foreslås, at hunde også skal bære nummerplade – senere kommer turen til spurvene – og til sommer eventuelt til rejerne«. Hvor ville man gerne grine med Storm P. som bordherre. Og hvor havde han været god i dag som debattør og kommentator til Big Brother, dankort og overvågningspjat. Hundeskat var en gang et must og dukker med mellemrum op i debatten som en statslig indtægtsmulighed. Storm P.s kommentar til hundeskat var en vits med to mænd. Den ene siger: »Nu skal jeg snart betale hundeskat«. Den anden: »Jamen, du har jo ingen hund!« Førstnævnte: »Skal man da have det?« I en B.T.-tegning fra 1936 med titlen ’Sikring af færdselsovergang’ sidder en puddel i sin gamle ejers rygsæk. De skal over gaden, står ved en helvedesmaskine med vejledning, nødbremse, advarsler og håndtag: »Man fatter om håndtaget, spørger i tragten, om man må gå over, derefter trykker man ned på håndtaget, som straks virker på støvlen, der øjeblikkeligt puffer kuglen i nettet og derved lader vandkanden få hunden til at bjæffe, thi som man alt ved – hundens klogskab er ofte større end menneskets«. Hundens klogskab var en kilde til fabuleren for Storm P., som skrev et mærkeligt stykke med samme titel i bladet ’STORM’, som udkom én årgang i 1915, med sponsorhjælp fra en rig ven. »Hunde kan være umaadelig kloge. Jeg kendte engang en Hund, der var saa klog, at den paa egen Haand købte tre store Ejendomme paa Østerbro blot for at faa lov til at rende rundt paa sine egne Trapper og bide Postbudene i Bukserne. Der var engang en sort Puddelhund, der var saa durkdreven, at naar Fruen skulle i Byen, saa rullede den sig sammen og sprang op og hængte sig paa Knagen ved Siden af Pelskraven – naar saa Fruen havde sagt Farvel til Muffen (Som Hunden havde lagt ind i sin Kurv), saa gik hun ud og tog Pelskraven paa og Hunden i Haanden, og hun opdagede aldrig Fejltagelsen før langt inde i Byen, saa begyndte Muffen at bjæffe højt og familiært. Der var ogsaa engang en Mynde, der kunne gøre sig saa tynd, at den sprang ud og ind gennem Brevsprækken, saa Ejeren maatte lave Revnen i Døren af Størrelse som en Toøre, og Postbudet maatte rive Breve og Aviser i smaa Stykker for at faa dem ned i Sprækken«. I tegningen: ’Opfindelse for utaalmodige Hunde – Apparat til Selvklapning – derved opnaaes, at man i Fred kan læse sin Avis’ ses en ruhåret foxterrier. (Arbejdernes Almanak, 1930). En anden tegning viser en logrende hund, hvis hale kilder folk under tæerne, så en fotograf får smilende personer på billederne. Hunden logrer, fordi en frø hejses over en stork, der knebrer med næbbet, hvorom er bundet en pølse, der dingler foran hunden ... Vi ved, at Storm P.s univers er spækket med hund og pølser. Få ved, at han på en kæmpe landsturné, cabaret-turen fra 1915 til 1919 med konen ’Mads’, oplevede landet gennem hundene. Det fortæller fotoalbums og dagbøger. Sommeren 1916 sidder ’Fatter (Storm) og Hvalp’ ved Hammershus og nyder hinanden, ’Komikeren og Hunden på Gl. Skagen’, Storm P. er med hat og pibe, hunden en pinscher. I Sandkaas får ’Hotelhunden Jack’ et helt foto for sig selv, hotellet ikke. På Hotel Hammershus udgør en engelsk bulldog hotelminderne. Korsør er også en hotelhund, en mellemschnauzer. Ebeltofthotellets gårdhave i 1919 er en pointer. Storebæltsfærgen er en skotte, der får fem fotos. Et rystet foto fra Skagen viser Storm med en spidshund på en trappe. Man kan ikke se Skagen, bare hunden. Billedtekst: ’Berry med His Master’. Resten af turen går også i hundene. Fra Ebeltoft præsenteres ’Ebeltofts Løve’, en ejendommelig puddel, gul og glatbarberet, bortset fra hovedet og yderste haledusk, deraf navnet. Herregården Lundbæk er settere i løbegård. Tisvilde en krohund, en samojedespids. Her er hverken natur- eller turistbilleder. I Brørup klør en flot klædt Storm P. en airedaleterrier under dens lange hage. Oda Alstrups franske bulldog tages med Storm på stranden i Lønstrup, juli 1919. Skriften er utydelig. Det blev Storms mønster med hunde aldrig. Berømte Grog, en dejlig hvid foxterrierblanding med et stænk puddel, er længe hovedperson i Storm P.s liv. Han fik den i 1924, det år hans elskede kone Mads dør. Hunden var en gave i mere end én forstand. Den havde selv stor forstand og fast klumme i Berlingske Aftenavis. Som for alle velstimulerede individer betød det noget, at Storm fodrede den med eventyr, fra den var hvalp. Hvad ind kommer, skal senere udtrykkes. I individets eget formsprog. Grogs var skribentvirksomhed. Storm P. fortalte Grog historier fra Knurreland, hvor hundene aldrig fik mad, og det altid regnede, og Eventyrland, hvor koteletter dinglede på træerne, og søerne flød med fløde. Hunds føde, åndeligt og fysisk, optog Storm, som udviklede et særshow for Grog. Storm var også skuespiller og tryllekunstner og elskede at underholde sine elskede. Grog blev så vant til, at Storm P. »krydrede maden for ham«, tryllede over maden, hældte imaginær salt og peber i, med underlige fagter og hundestemme, at hunden gik fra foderet, hvis ’far’ manglede ved madtid. Mad uden kunstnerisk servering var kedelig. I 1925 gifter Storm P. sig med Ellen, og efter års ægteskab kreerer han en glødende bog til hende. På første side nedfælder han: »Du sagde til migBogen skal heddeBogen til min elskedenejForelsket i sin Kone« Den består af dag- og nattebogstekster: spekulationer, filosoferen, glædes- og takkeudbrud, som han lægger til hende som hverdagsmorgengave. Den handler meget om hunde. Et sakset avisudklip er klistret ind og lyder: »Dannet dame som en ugentlig Eftermiddag fra 1-6 vil sidde hos en lille Hund, søges. Gage 8 Kr. pr. Maaned. Billet Mr. ’Østerbro’. Nationaltidende«. Ud over andre kuriøse klip fra tiden, f.eks. om Spencer Tracy, der ikke mere viser sig offentligt med sin frue (årsagen Katherine Hepburn nævnes ikke), og skriftøvelser, hvor Robert Storm P. og Ellen skriver med venstre hånd, er der mængder af morgenhilsner med og fra hundene, nu Tot og Krølle, en west highland white terrier og en kongepuddel. Ellens hundesmag var i mere raceren retning end Storms altfavnende. Racerene eller ej, hundene males i hjerter. De citeres for at elske deres mor, også den 23.1.1941, hvor de havde uheld i de hyggelige stuer på Asgårdsvej: »Jeg kaster op – og det er ikke pæntog Tot han tisser – det synes jeg er værre.Dog er vi begge to smaa Griseungersaa slaar dog Mor de største Trumfer!« Hvorfor og hvordan ’MOR’ trumfer i det smør, får vi ikke at vide. En anden pragttegning af triumviratet Tot, Storm og Krølle set bagfra garneres af teksten: »Godmorgen lille elskede MorDu kan tro vi glæder ostil Leverpostejen!« En dramatisk lille akvarel i sort-rødt fra 28. januar 1941 rummer også hundene i det ønskede livsindhold: »Mit lille Hjem – lad mig beholde dether er min Kærlighedmin El – mine Hunde,Fugle – Fred og Lykke –Arbejde – Glædefor hver lille Ting« Med El menes ikke elektricitet, men Ellen – de kaldte hinanden for El og Ro. 7. februar 1941 er der igen et lille mesterværk med god morgen-pippende fugle, snoet blomsterranke, Tot, der tisser, Krølle, der klør sig. Far, der arbejder. Tekst: »Alle elsker vi vores lille Mor«. Natten mellem 15. og 16. februar begår han en uforlignelig tegning af Krølle, der skider i skæret af en lommelygte. Storm holder lygten og har Sherlock-kaket på. Tekst, øverst: »I den stille Nat vil Krølle skide hele Verden et stykke«. Nederst: »Godmorgen elskede elskede Kærlighed«. Bogen slutter 6. april 1950, ikke ved Storm P., han døde 6. marts, året før. Sidste side: »Man siger »Tro til Døden skiller os« – Elskede Ro – jeg siger Tro – til vi mødes igen i Evigheden!« Det er en myte, at de, der elsker hunde højt, fattes kærlighed til andre mennesker.