0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uundværlige Georg Brandes

I 133 år har Georg Brandes været højrefløjens uundværlige hadesymbol, men der er ingen, vi har mere brug for netop nu end den stadig unge kritiker og hans frihedsideer, skriver kronikøren, der er professor, i forbindelse med aktuel antologi.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er imponerende som Georg Brandes stadig kan provokere folk. 133 år efter at han forargede landet med sine berømte universitetsforelæsninger om 'Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur' - og 77 år efter at hans aske blev spredt ud over Eremitagesletten.

Det med asken i 1927 var nok et forudseende ønske af Den Gamle. I sin Voltaire-biografi fortæller han, hvordan revolutionens Frankrig havde indsat Voltaire blandt nationens helte i Panthéon i Paris, men i 1814 brød konservative aktivister ind, åbnede kisten og smed knoglerne på en ukendt losseplads. Sådan kunne det også være gået med Brandes, der oveni tillod sig at være jøde, under besættelsens antisemitisme. Eller måske kunne det være sket en dag om ikke så længe, hvis øjeblikkets galopperende radikalisering går fra verbalt had til fysisk selvtægt?

Mange har uforgribelige meninger om Brandes, oftest på femte hånd. I den aktuelle 'kulturkamp' er han ligesom dengang en fast syndebuk, et hade-ikon, en projektionsfigur for alskens aggressioner, ligesom det for tiden så skandaliserede begreb 'kulturradikalisme' betyder alting og ingenting. Det er blevet et operativt skældsord, en giftflaske til opsamling af alt hvad man ikke kan døje, ligesom 'kulturbolsjevisme' og 'salonkommunisme' var det i 1930'erne - og med næsten samme betydning.

Især for Dansk Folkepartis ypperstepræster gør Brandes stadig tjeneste som Fanden selv. Sloganet fra firmaet Krarup & Langballe lyder, at Brandes »hånede alt, hvad der var kristeligt og dansk« (underforstået: det er det samme), og hans selvbestaltede klike af rodløse radikale har siden regeret Danmark med åndelig terror og erobret de fleste af partierne. »Den herskende klasses undertrykkelse«, hedder det på Krarupsk, »går tilbage til Georg Brandes og Poul Henningsen« (Politiken 22.11.03). Men , ifølge præsterne, kom valget 2. november 2001 som Folkets Oprør, et ideologisk systemskifte, en sen befrielse (sågar sammenlignet med 5. maj 1945!) fra det moderne gennembruds tvangsmodernisering og 130 års kulturradikalt tyranni.

Det er bl.a. de fjendebilleder vi tager fat på, vi otte forskere af tre generationer, der nu udgiver antologien 'Det stadig moderne gennembrud', med det formål at se på Brandes-tidens litteratur, kritik, teater og journalistik med nye, kritiske briller og diskutere om det moderne gennembrud stadig er moderne.

Med hensyn til Georg Brandes, som jeg selv tager mig kærligt af, er jeg faktisk enig med Krarup & Langballe: 'Hans' gennembrud var ikke bare et litterært oprør, men et socialt oprør, en kulturkamp der må forstås politisk. De berømte forelæsninger i 1871 om den franske emigrantlitteratur plæderede ikke bare for 'den frie tanke' og 'den frie forsknings ret', men for et nyt samfundssyn, og de blev med god grund set som et attak på roden i den kristelig-idealistiske guldalderkultur.

1871 var jo også stiftelsesåret for dansk arbejderbevægelse og Dansk Kvindesamfund, ligesom bønder og frisindede i 1870 havde fundet sammen i Det Forenede Venstre. Pariserkommunen i foråret 1871 gav borgerskabet kuldegys, og de opfattede slaget om 'Emigrantlitteraturen' og slaget på Fælleden i København i maj 1872 mellem strejkende murere og politi som sider af samme sag. Også med rette, for det handlede jo om at hidtil umælende samfundsgrupper - bønderne, arbejderklassen, kvinderne - pressede på nedefra og anfægtede de dannedes og de formuendes monopol på retten til riget, samtidig med at Brandes åbnede byporten til de nye ideer ude fra Europa.

Så politisk må man også se på modstanden mod ham. En kamarilla af nationalliberale vejrede straks faren i hans frihedsprogram. Rygtet gik at han var hemmelig socialist. Magtfulde ministre, biskopper og redaktører søgte med alle midler at hindre hans universitetsansættelse og adgang til pressen. Det lykkedes. Ironien er at de nationalliberales konspirationsteorier om 'fritænkerne' og deres brutale reaktion bidrog ekstra til at Brandes' forelæsninger blev opfattet som samfundskritik og kulturkamp, og til at sende de unge i armene på hinanden.

Faktisk forstår man godt opstandelsen, når man genlæser 'Emigrantlitteraturen' med de moderne briller på næsen. Det udfordrende dengang - og nu - er at værket forener tekstanalyse, kulturhistorie og kulturkritik. Det taler om litteratur, men det er også et frontalangreb på det provinsielle, selvglade Danmark og det overforsigtige, vandkæmmede åndsliv, fanget i senromantisk vanetænkning, »Fædrelanderi« og præstegårdskultur - »som sædvanlig en 40 Aar tilbage for Europa«. Som sædvanlig!

Men dér hvor det især brændte - og brænder - på, er i Brandes' 'komparative' metode. Han sammenlignede ikke bare dansk og udenlandsk litteratur. Han brugte sin kontrastteknik, sit komparative dobbeltblik, til at undersøge om vores vedtægter og sædvaner stadig var brugbare, eller om det var relikter og stammefordomme vi burde kassere for at komme videre. Jævnføringen med udlandet vakte vrede, fordi den gør det nationale, det der hidtil har virket absolut, trygt og selvfølgeligt, til bare én livsform i forhold til andres. At relatere og relativisere ud fra en international synsvinkel blev opfattet som at reducere.

Det er stadig her højrenationale ser rødt. Brandes' program: at nærme det Fremmede til os saaledes, at vi kunne tilegne os det, og at fjerne vort Eget fra os saaledes, at vi kunne overskue det er motto for Georg Brandes-skolen ved det nordiske institut på Københavns Universitet, og det gjorde i fjor Jesper Langballe rasende: »Jeg må tilstå, at det kunne ikke være bedre udtrykt af djævelen selv. Både tanken om, at man skal have sit eget på afstand, så man kan overskue det - altså så det bliver noget ligegyldigt, som man kan hælde ned i en kasse og studere videnskabeligt - og tanken om, at man skal tilegne sig det fremmede«. (Information 9.7. 2003).

Det kriminelle, det der for pastoren er »djævelen selv«, er altså at sammenligne. At studere sit eget udefra er at gøre det ligegyldigt. At tilegne sig det fremmede er upatriotisk. Det er komparatisme som landsforræderi. Det er det had til 'internationalister', som man finder hele vejen fra Nazityskland og Sovjet til Maos Kina og nutidens islamiske verden.

Her går strømmen mellem datidens kulturkamp og vores. Hvad der har gjort - og gør - det moderne gennembrud så provokerende for mange, er jo at det var gennemslaget for Det Nye. Hele den selvforstærkende proces af industrialisering, urbanisering, sekularisering og internationalisering af handel, kommunikation, forskning og kulturliv, hele den idéomvæltning der er forudsætning for det 20. århundredes Danmark og for vores politisk-kulturelle system. Det vi kalder moderniteten. Det mange stadig ønsker hen hvor peberet gror.

Kulturkampen om Brandes' kulturkamp løber som en skyttegravskrig op gennem det 20. århundrede, og set i større idéhistorisk perspektiv er den led i 'krigen om oplysningen': de frigørelses-, tolera