Liu Xiaobo får officielt overdraget Nobels Fredspris 10. december i Oslo, men det bliver under ingen omstændigheder ham selv, der kommer til at tage imod den. Han afsoner på nu snart tredje år en dom på 11 års fængsel for samfundsundergravende virksomhed. Det bliver næppe heller hans kone, Liu Xia, der på hans vegne kommer til at tage imod den. Hun sidder i husarrest, fordi der er for mange udenlandske journalister, der gerne vil tale med hende, efter at hendes mand har fået den prestigefyldte pris. Hvem der så kommer til at modtage den på Liu Xiaobos vegne, er ikke til at sige. Det, der står tilbage at konstatere, er, at Den Norske Nobelkomites valg af prismodtager i år er den største lussing i ansigtet på den kinesiske regering – med hele verdenspressen som vidne – siden opstanden på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Og det får konsekvenser. Den kinesiske regering og de kinesiske myndigheder er i fuld gang med at straffe den norske regering, selvom den ikke har noget med tildelingen af fredsprisen at gøre. De har allerede aflyst flere officielle besøg – både kinesiske i Norge og norske i Kina – og en storstilet frihandelsaftale mellem de to lande er lagt på køl. Kina slår ikke uventet igen, og Kina slår hårdere i dag end for bare 10 eller 15 år siden. Kinas økonomiske styrke mærkes tydeligt på vestlige politikeres stadigt stigende tøven med offentligt og konkret at kommentere landets forhold til menneskerettighederne. Vores egen statsminister blev vist godt og grundigt på plads for nu snart et år siden, da han blev presset til at skrive en såkaldt verbalnote, som gjorde det endnu mere klart end før, at Danmark er imod tibetansk selvstændighed. Kina havde sat tommelskruerne på vores statsminister, efter at han havde taget imod tibetanernes landflygtige åndelige leder Dalai Lama som sin gæst på Marienborg Slot et halvt års tid tidligere. Boykot, embargo og politisk fordømmelse er våben, som vi i Vesten har yndet at tage i brug over for økonomisk svagere lande, som vi ønskede at presse til at agere efter vores moralske standarder. Et eksempel var Sydafrika i apartheidårene i 1980’erne. Kina er for stort og økonomisk for stærkt til, at den slags våben har nogen effekt. Vi forsøgte os dog i 1989. Alle vestlige regeringer reagerede i afsky med fordømmelser og boykot af Kina og kinesiske varer, da Folkets Befrielseshær havde skudt og dræbt uvist hvor mange hundreder af mennesker for at opløse demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads. EU (dengang EF) indførte en våbenembargo, som er i kraft den dag i dag, selvom den nu tydeligvis er en sten i skoen på flere EU-regeringer. Men det er svært at ophæve våbenembargoen og samtidig hævde, at man med den fik sat Kina på plads, for den kinesiske regering har i de 21 år, som er gået, ikke så meget som været på nippet til at sige undskyld og har ikke ændret sit syn på demonstranterne, der blev stemplet som kontrarevolutionære.
Det var den første samlede protest imod Kinas Kommunistparti (KKP), siden kommunisterne overtog magten i 1949, og frygten for gentagelser har siden gjort, at al omtale af studenterdemonstrationerne i medierne er totalt forbudt. Heller ikke landets millioner af elever og studerende får noget at vide om dem. Det er en begivenhed, som er skrevet ud af den officielle historieskrivning. Så når Liu Xiaobo, der selv havde en ledende rolle i studenterdemonstrationerne (han var ikke studerende, men professor), får tildelt Nobels Fredspris, så er det helt naturligt lige at stoppe op og spørge sig selv: Nytter det? Selv om mange i dag tvivler, så må det korte svar være, at det bliver vi nødt til at tro på. Samtidig må vi indse, at der er mange mellemregninger at tage hensyn til, før vi når frem til et svar. Men ikke mindst må vi se på os selv. Bakker vi selv op? Tør vi overhovedet at bakke op i dag? Først må man gøre sig klart, at der er én grundlæggende præmis på den kinesiske side, som ikke har ændret sig, og som næppe kommer til at ændre sig i meget lang tid fremover: KKP er i sin egen selvopfattelse det eneste parti, som er i stand til at regere Folkerepublikken og styre landet i den rigtige retning. Det er en selvopfyldende selvopfattelse i og med, at KKP aldrig har givet plads til, at andre partier har kunnet udvikle sig til et alternativ som regeringsparti, for som enhver, der bare sporadisk følger med i nyt fra Kina, kan forvisse sig om, så klipper myndighederne alle spirende udfordringer ned så tidligt, de kan komme til det. Der er ikke plads til andre kaptajner på denne skude. Der er heller ikke plads til offentlig kritik udefra. Det bliver stemplet som indblanding i interne affærer. Med den præmis in mente kan det unægtelig være svært at se, at det skulle nytte. Nobels Fredspris er en enkelt gang tidligere gået til en kineser, nemlig Dalai Lama. Hvad nyttede den ham? Det er 21 år siden, Dalai Lama fik den, og han er ikke kommet nærmere muligheden for at kunne flytte hjem til Lhasa. Snarere tværtimod. Han kommer højst sandsynligt til at dø i sit eksil i Indien, hvor han har befundet sig siden 1959, hvorefter KKP vil hjælpe med at finde hans nye politisk korrekte reinkarnation. Der er væsentlige forskelle mellem Dalai Lama og Liu Xiaobo, men fælles for dem er, at de repræsenterer holdninger, som står øverst på KKP’s liste over alvorlige politiske tabuer. Dalai Lama har talt om selvstændighed for Tibet. Det gør han ikke mere. Nu taler han kun om reel autonomi (Tibet er officielt en autonom region). Men hans tidligere arbejde eller kamp for selvstændighed er i KKP’s øjne en utilgivelig handling. Liu Xiaobo taler blandt andet om demokrati og flerpartistyre, og han var som nævnt med i front under studenterdemonstrationerne i 1989 – en begivenhed, som KKP ikke har råd til, at landets 1,3 milliarder mennesker får for meget at vide om. Derfor må de helst heller ikke kende til Liu Xiaobo. Der er med andre ord intet, der tyder på, at hverken Liu Xiaobo eller Dalai Lama nogensinde igen i deres levetid får en stemme i nogen debat i Kina. Ytringsfrihed er ellers en forfatningssikret ret for alle kinesere. Men i det konfucianske Kina har man aldrig talt om den enkeltes rettigheder, så ytringsfriheden og andre forfatningssikrede rettigheder som trosfrihed og forsamlingsfrihed har aldrig været mere end papirrettigheder. Det er her, at vi i Vesten skal skubbe konstruktivt på. I tiåret efter 1989 konfronterede vi kineserne med vores utilfredshed, men siden har især EU anlagt en mere konstruktiv linje. Vi skal hjælpe, vi skal inspirere, men vi skal også turde kritisere, når det går den forkerte vej, og i tilfældet med Liu Xiaobo har de kinesiske myndigheder trådt adskillige skridt baglæns på et tidspunkt, hvor modet hos de vestlige regeringer synker. Der er flere tegn på, at vi i Vesten bliver mere og mere bange for at kritisere Kinas regering, når det lige præcis handler om menneskerettigheder. Vores egen udenrigsminister, Lene Espersen, har – næsten ironiserende – sagt: »Vores – EU’s – sådan lidt bedrevidende rolle, hvor vi har troet, at det var vores opgave at belære alle de andre lande om, hvordan de skal indrette deres samfund, er nødt til at blive erstattet af en større grad af realisme. EU skal stadig forsvare de vestlige værdier, men vi skal gøre det på en mere konstruktiv måde, som de andre respekterer«. Men EU har været konstruktiv de seneste 12 år med to topmøder årligt, hvor altså også menneskerettighederne diskuteres under ordnede forhold og bag lukkede døre. Helt sådan som den kinesiske regering gerne vil have det.
