De nordiske lande Danmark, Norge, Sverige og Finland er geografisk tæt forbundet.

Vore samfund er baseret på den nordiske velfærdsmodel med gennemprøvede demokratiske processer. Internationalt set betragtes vi ofte som en ensartet gruppe med fælles kultur, holdninger og værdier. Alligevel er sikkerhedspolitikken i de enkelte lande meget forskellig, og når det gælder forsvarspolitikken, er forskellighederne endnu mere markante. Hvordan er vi forskellige fra hinanden, og hvorfor er det nu lige, at Danmark er optaget af at forsvare verden, Finland af at forsvare nationen, og at Sverige og ikke mindst Norge – ud over at bistå verden – på ingen måde som Danmark har opgivet at forsvare nationen militært? Danmark er i krig for at forsvare verden, for Danmark forsvarer ikke mere sit territorium militært. Danmark er med i offensive kamphandlinger. Det har vi ikke været siden 1864, og dengang forsøgte vi at forsvare os mod Preussen. Under den kolde krig øvede de danske væbnede styrker sig på den tredje verdenskrig, men ikke et skud blev løsnet. Samtidig havde vi en periode med utallige fodnoter over for den generelle NATO-politik. Efter den kolde krig skete der noget: Allerede i 1994 var danske FN-styrker i krig i Bosnien mod serbiske styrker. Operation Bøllebank med dansk kampvognsindsats vakte international opsigt. Der blev bestilt et maleri af danske soldater i krig på Balkan til ophængning på den nationalhistoriske samling på Frederiksborg Slot. Senere kom Danmark i krig i Serbien i forbindelse med Kosovo-konflikten. Det skete som NATO-soldater. Danske fly foretog bombninger. Igen i Afghanistan fra 2001 har danske soldater kæmpet. Og fra 2003 i Irak i koalition med USA. I foråret 2007 besluttede den danske regering at trække landstyrkerne tilbage. Hvorfor nu det? Var krigen slut? Havde Danmark vundet? Eller trak Danmark sig ud af indenrigspolitiske grunde? Hvorfor går Danmark overhovedet i krig? Hvorfor forsvarer Danmark sig fjernt fra hjemmet? Norge var under den kolde krig duksen i NATO: Man levede op til forøgelsen af militærudgifterne på 3 procent. Dukserollen er nu Danmarks. Men efter den kolde krig var der pludselig ingen, der ville lytte til den norske NATO-ambassadør i NATO-rådet, når han påpegede, at Rusland fortsat kunne fungere som en trussel mod alliancen. Demonstrativt kastede de andre diplomater sig over avislæsning. Norge er bekymret over den nye sikkerhedspolitiske situation i den nordligste del af Europa, hvor der er en fælles norsk-russisk grænse. Grænsedragningerne i Barentshavet er omtvistet. Norge kan ikke sende sine forskningsskibe ind i den russiske zone for at undersøge fiskebestanden. Og Rusland lægger økonomiske hindringer i vejen for, at Norge ad luftvejen transporterer fisk til eksport over russisk territorium. Der er forekommet konflikter, som let kunne eskalere til væbnede konflikter mellem norske og russiske kystvagter og inspektionsskibe. I 2007 har en officiel norsk rapport omtalt Rusland som en potentiel trussel. Skal Norge ikke kunne sikre sit territorium og sikre sin suverænitet? Vil NATO stå Norge bi med afskrækkelse og eventuel indgriben? Sverige har som et alliancefrit land under den kolde krig haft et forsvar, som i høj grad har været knyttet til territoriet, til det svenske samfund. Forsvaret var spredt over hele Sverige; det var stærkt lokalt og regionalt funderet. Så forsvinder den kolde krig med forbavsende hastighed og med store konsekvenser. Freden bryder ud; hvad skal nu forsvares? Sverige fastholder alliancefriheden og er indstillet på neutralitet selv i krig i nærområdet. Men vil der overhovedet komme nye stat til stat-krige? Og skal Sverige ikke sikre sig indflydelse internationalt ved at lytte til de nye toner: at det internationale samfund nu skal gribe ind mod humanitære krænkelser, mod etniske udrensninger, mod international terror? Det gør Sverige faktisk: Det alliancefrie Sverige nærmer sig NATO så meget i samarbejdsrelationer og interoperabilitet, at Sverige på sin vis fungerer som de facto-medlem af alliancen. Det svarer til situationen under den kolde krig, hvor Sverige kunne ses som en ’sleeping partner’ til NATO. Men det endelige skridt er det afgørende og bliver næppe taget i nær fremtid. Der er kun begrænset debat om NATO-medlemskab. Men Sverige har et problem: transformation af de væbnede styrker. Det lokalt-regionale forsvar er ikke længere relevant. Tidligere havde man en krigsstyrke på 700.000 mand. Det er nu skåret ned til ingenting. Man har måttet afhænde våben og materiel, 700.000 støvler, myggenet, gasmasker, ski, cykler, geværer. Der er sket en dramatisk beskæring af forsvaret, samtidig med at man har satset på højteknologisk ’net-work centric warfare’. Pludselig mangler milliarder svenske kroner, for at forsvaret skal kunne hænge sammen. Hvad sker der i Sverige? Er Rusland ved at dukke op som en potentiel trussel? Skal man forsvare nationen eller verden? Finland indkalder hvert år 80 procent af sin mandlige befolkning til aftjening af værnepligten. Den tager 6-12 måneder. Dertil kommer, at man efterfølgende indkaldes til 40 dages genindkaldelse. Det betyder, at Finland råder over en enorm styrke af reservister. Antallet skal nu reduceres til 350.000, stadigvæk et betragteligt antal. Det er bemærkelsesværdigt, når man ser andre lande i Europa gå ind for at afskaffe værnepligten. Det er officiel NATO-politik, at værnepligt er noget, der skal afskaffes. Det er en del af military transformation, eller RMA – revolution in military affairs, som blev et centralt begreb efter den kolde krig. Det betyder, at hovedparten af de europæiske lande for nylig er gået over til professionelle væbnede styrker; der er ikke behov for landsdækkende forsvar af det nationale territorium. Konventionelle angreb, som man forventede under den kolde krig, er ikke sandsynlige. Der skal satses på internationale indsatsstyrker. Så: Væk med værnepligten. Men Finland er ikke medlem af NATO, selv om det uden videre kunne blive det. For Finland gælder det, at et overvældende flertal i befolkningen fortsat støtter almindelig værnepligt. De unge værnepligtige er begejstrede for tjenesten. De ønsker at forhindre en invasion fra øst. Officielt er vurderingen, at værnepligten er cost-effective i relation til forsvaret af territoriet. Og det er svært at tilbagevise, når der skal være folk nok til en krigsstyrke på 350.000. Den tilsvarende danske er på 21.000. Men hvorfor er det sådan? Hvorfor denne forsvarsvilje i Finland? Hvorfor er det sådan, at Danmark er i krig – de internationale krige langt fra hjemmet – mens Finland forbereder krig – den omfattende krig af hjemmet? Hvordan skal man egentlig forklare de markante forskelle, der kan påvises i de enkelte landes politikker? Hvorfor valgte de nordiske lande så forskellige politikker over for Irakkrigen, hvorfor er de nordiske lande gledet fra hverandre, hvad angår FN-legitimering af internationale interventioner, hvorfor er relationerne til supermagten USA så forskellige? Og hvorfor militariserer f.eks. Finland ikke sin udenrigspolitik ligesom Danmark? De nordiske lande er jo alle småstater, som på den ene eller anden måde nødvendigvis må tilpasse sig de konstant ændrede internationale omgivelser. Men hvorfor er disse tilpasninger så forskellige? Hvorfor er der så forskellige strategier, og hvorfor er mål, midler og fremgangsmåder tilsyneladende så afvigende? Den umiddelbart indlysende forklaring er de nordiske landes forskellige geografiske beliggenhed og deres territoriums beskaffenhed og deres historiske erfaringer med denne beliggenhed. Finland er placeret i bunden af Østersøen, Finland ligger klos op ad Rusland. Finland var indtil 1917 et storfyrstendømme under den russiske tsar; to krige blev udkæmpet med Sovjetunionen i forbindelse med Anden Verdenskrig. Finland måtte betale med væsentlige territoriale afståelser. Efter krigen blev finlandisering et mere eller mindre anerkendt begreb, som betyder en proces, hvor en småstat i ekstrem grad stiltiende må tilpasse sin indenrigs- og udenrigspolitik til en nabostormagts krav; krav, som er krænkende for suveræniteten. Norge har også direkte grænser til Rusland, og der er uløste territorielle problemer i relation til Barentshavet med stormagten. Norge har store olieressourcer ved sine kyster. Norge er en atlanterhavsnation, tæt på England. Norge er ny som fuldt selvstændig nation. Norge har traditionelt tætte relationer til USA og England og har været besat af Tyskland. Sverige er placeret midt i Østersøen som den geografisk set dominerende østersønation. Sverige er tæt på centraleuropæiske magter som Polen og det nye Tyskland. Sverige har haft held med at fremtræde som neutral nation under Anden Verdenskrig. Danmark er territorielt af beskeden størrelse i europæisk sammenhæng, direkte landfast med Tyskland og placeret som proppen i Østersøen. Kongeriget har som del af territoriet Grønland, tilhørende det amerikanske kontinent, og midt i Atlanten, Færøerne. Danmarks traditionelle sikkerhedspolitiske problem har været Tyskland. Denne korte beskrivelse af landenes geografiske placering og deres geostrategiske og internationalt politiske erfaringer giver imidlertid ikke umiddelbart nogen logiske forklaringer på de nuværende relationer til USA, til Irakkrigen og til FN-mandater. Den kan til dels forklare de nordiske landes varierende relationer til Rusland. Men over for de mere overordnede sikkerhedspolitiske prioriteringer og strategier er geopolitikken og erfaringspolitikken mindre hjælpsom. Hvorfor har Norge ikke valgt at fortsætte det tætte samarbejde med England og USA? Hvorfor har Sverige satset på det forsvarspolitiske samarbejde i EU og ikke i højere grad udnyttet sine muligheder som østersømagt? Hvorfor har Finland med sine problemer med Rusland ikke tilsluttet sig NATO? Hvorfor har Danmark, hvis sikkerhedspolitik i høj grad har været afhængig af Tyskland, nu knyttet sig så stærkt til USA og besluttet at forsvare Danmark fra områder fjernt fra Danmark, fortrinsvis i det, der nu kaldes det bredere Mellemøsten? Svaret kan ikke mindst findes i den stigende globalisering på det økonomiske, politiske og militære område efter den kolde krig og i det forhold, at der kun er én pol tilbage i det internationale system: USA. Det, som er afgørende, er, at de nordiske lande – qua småstater – hver for sig søger at maksimere deres indflydelse i det internationale system og minimere sårbarheden. Danmark er af den overbevisning, at det tætteste forhold til USA vil opfylde denne målsætning. Danmark håber hermed at blive belønnet: politisk, økonomisk, militært. Set i forhold til den kolde krig, hvor Danmark strategisk set var sikret indflydelse pga. sin geografiske placering som frontlinjestat, var situationen efter den kolde krig helt anderledes. Danmark var nu placeret i det geostrategiske bagland og måtte for ikke at blive marginaliseret internationalt og dermed sakke bagud i den internationale konkurrence nødvendigvis markere sig ved en ny international aktivisme; det kunne ske med diplomatiske, økonomiske og militære midler. Valget faldt her næsten indlysende på et snævert samarbejde med USA. Hvis det kunne gøres med fastholdelse af danske internationale værdier som hjælp til ulande, international retsorden og menneskerettigheder, måtte det belønne Danmark. Problemet var, at Danmark måtte bøje FN-politikken rigeligt og ville kunne udsætte sig for kritik pga. alt for stor følgagtighed over for USA, en følgagtighed, som kunne få negative konsekvenser f.eks. i forhold til europæisk politik. Sverige vil på samme måde maksimere og minimere. Men i sin særlige position som principielt alliancefri og med traditioner for at være den moralske supermagt – måtte den konkrete politik i relation til f.eks. USA’s Irakpolitik falde ud til fordel for en ikke-deltagelse og en behersket kritik af USA. Sveriges bekymring for marginalisering gik i modsætning til Danmark snarere på at fremme muligheden for at fortsætte en uafhængig, aktiv international linje, som ikke umiddelbart kunne forbindes til amerikansk politik. Den svenske linje er politisk, militært og økonomisk internationalistisk, men den betyder på ingen måde afskrivning af relationer til USA. Økonomisk, teknologisk, militært og politisk fastholder Sverige en USA-relateret politik. På længere sigt mener Sverige, at denne generelle sikkerhedspolitik vil belønne og sikre landet. Norges forsøg på både at maksimere indflydelsen og minimere sårbarheden førte landet ud i en politik, som på nogle punkter var overensstemmende med USA’s, på andre ikke. Norge valgte utvetydigt at fastholde FN-sporet, ikke mindst for at understrege landets centrale interesse – som global transport, fiskeri og energiforsyningsnation – i et klart internationalt forankret internationalt retsordenssystem. Folkeretten er basis for besiddelsen af de rige ressourcer i Nordsøen. Det betyder, at vægten på det forsvarspolitiske område primært ligger på indsatsen i Afghanistan, som klart er legitimeret af FN. Norge kan således i denne tolkning se sig belønnet internationalt ved at medvirke til international fred og sikkerhed på fuldt lovlig vis og samtidig undgå at blive straffet, idet man fastholder en aktiv NATO-politik, som vil kunne sikre mod kommende trusler mod sårbarheden og territoriet. Finlands politik og strategi for at maksimere indflydelse går primært gennem et snævert og tæt samarbejde med EU, sikkerhedspolitisk som økonomisk. Finland er dybt engageret i det militære EU-samarbejde og er det eneste nordiske land, som har euro som valuta. Men man har også valgt et snævert samarbejde med NATO uden at være medlem. Begge disse samarbejdslinjer vil minimere sårbarheden. Finland fastholder et godt samarbejde med USA, men må som ikke-allieret og neutralt land fastholde striks overholdelse af international retsorden. Derfor må FN-sporet – i lighed med Norge – fastholdes og ikke bøjes. Det vil kunne medføre negative konsekvenser for Finland. Frem for som Danmark – som dels ikke kan forsvare sig og dels fastholder, at det heller ikke er nødvendigt – følger Finland for at mindske sin sårbarhed en strategi, som hævder, at man kan og vil forsvare sig ved egen hjælp, og at et sådant forsvar en bydende nødvendigt. Strategien indebærer, at frygten for marginalisering ligger på det nationale sikkerhedspolitiske område: Finland vil vise, at man er internationalt engageret for at kunne gøre sig fortjent til mindsket sårbarhed – dvs. hjælp udefra i det tilfælde, at man står alene over for en russisk trussel. At man samtidig hævder at ville kunne forsvare sig ved egen hjælp, er den paradoksale del af det neutrale Finlands strategi. Finland deltager i en række internationale militære operationer. Et vigtigt formål er, at kamperfaring skal kunne bruges i forsvaret af hjemlandet. De nordiske lande er som alle andre lande konfronteret med en globalisering, som ikke mindst har en markant militær dimension. Reaktionen er vidt forskellige strategier. Fælles er, hvordan man bedst uden at sælge ud af vitale interesser undgår international og global marginalisering. Det tolkes meget forskelligt. Her står Finland og Danmark over for hinanden på hver sin fløj: For finsk forsvar er det nationale territorieforsvar det altafgørende. For Danmark er den internationale indsats det primære.