»På et punkt er vi en større nation end Rusland«, erklærede Mailer.

»Vores udøvende kunstnere er større. Vores forfattere, vores digtere, vores malere, vores jazzmusikere. Vi har et liv i alle vores personlige kunstarter, som de ikke har«. Med andre ord, hvis USA og Sovjetunionen var skyldige i at misbruge deres hårde magt under den kolde krig, tilbød det amerikanske demokrati en atmosfære af kulturel frihed, som den russiske kommunisme ikke kunne. Den amerikanske overlegenhed lå inden for det område, som senere er blevet kaldt blød magt. Hvad er blød magt? Norman Mailer appellerede til den kulturelle magt som noget, der var overlegent i forhold til rå militærmagt og økonomisk styrke. 40 år senere gav professor Joseph Nye denne forestilling en diplomatisk betegnelse: Blød magt. I to bøger, ’The Paradox of American Power’ (2002) og ’Soft Power’ (2004), beskæftiger Nye sig med spørgsmålet om, hvorfor det amerikanske diplomati ikke længere fungerer i det nye årtusind, selv om landets økonomiske og militære magt stadig er intakt. Joseph Nye spørger indledningsvis, hvad vi egentlig lægger i ordet magt. »Enkelt sagt så er magt evnen til at opnå de resultater, man ønsker, og, om nødvendigt, at få andre til at ændre adfærd for at opnå disse resultater«. Men det kan ske på mange måder. Lande kan for eksempel benytte deres hårde militære og økonomiske magt. Nye henviser til Balkanlandenes nyere historie, hvor Vesten både har brugt tilskyndelse (gulerod) og trusler (stok). »NATO’s militære magt var for eksempel med til at bremse Slobodan Milosevic’ etniske udrensning i Kosovo, og løftet om økonomisk støtte til Serbiens ødelagte økonomi fik den serbiske regering til at opgive sin oprindelige modstand mod at udlevere Milosevic til domstolen i Haag«. Men våben og penge udgør ikke hele arsenalet inden for det globale diplomati. Nye sammenligner det med et tredimensionelt skakspil, hvor magtfordelingen følger militære, økonomiske og transnationale linjer. »På det øverste skakbræt er den militære magt stort set enpolet«; her er USA den ubestridte hypermagt. »Men på det mellemste bræt er den økonomiske magt flerpolet«; USA, Europa og Japan sidder på to tredjedele af verdens BNP, og Kina vil med sin hastige vækst snart blive en alvorlig konkurrent. Men på det nederste skakbræt er situationen endnu mere indviklet. Her gælder det »transnationale forhold, der krydser grænser og unddrager sig regeringernes kontrol«. De ikkestatslige aktører på dette bræt er blandt andet internationale banker, multinationale selskaber, islamiske terrorister, aids-aktivister og ngo’er. Nye siger: »På det nederste bræt er magten spredt og vidt forgrenet«. Den er hverken enpolet eller flerpolet, men i praksis anarkistisk. Det var ikke lige det, den første præsident Bush havde i tankerne, da han i 1989 indvarslede »en ny verdensorden««. Den bløde magt fungerer på dette nederste skakbræt. Ifølge Nye består blød magt af tre ressourcer: en attraktiv kultur, velanskrevne politiske værdier og en legitim udenrigspolitik. Jeg vil fokusere på kulturen. Den amerikanske kulturs styrke og magt er velkendt. Den er tilsyneladende overalt. Den tyske journalist Joseph Joffe skriver: »Den amerikanske kultur, både finkulturen og den folkelige, stråler udad med en kraft, som man ikke har set siden Romerriget – men med en ny dimension. Romerrigets og Sovjetunionens kulturelle indflydelse stoppede præcis ved deres militære grænser. USA’s bløde magt, derimod, hersker over et imperium, hvor Solen aldrig går ned«. Som Joffe antyder, antager amerikansk kultur alle former og størrelser. Amerikansk finkultur kan i nogle tilfælde imødegå negativ propaganda udsendt af USA’s fjender. Under den kolde krig fremstillede den russiske propaganda USA som »dekadent«. Men når amerikanske symfoniorkestre besøgte Sovjetunionen, gjorde de indtryk på det musikelskende russiske publikum. En sovjetisk musiker spurgte: »Hvordan kan det dekadente Vesten frembringe så fantastiske orkestre?«. Og nogle gange kan folkelig amerikansk kultur slå et slag for amerikanske værdier, for eksempel retssikkerhed, og samtidig underholde et internationalt publikum. En ung kinesisk aktivist har for eksempel denne forklaring på en ny tendens til at gribe til sagsanlæg for at opnå rettigheder, der burde være sikret i den kinesiske forfatning: »Vi har set masser af Hollywoodfilm – her går man til bryllupper, til begravelser og til domstolene. Så nu synes vi også, at det er helt naturligt at gå til domstolene nogle gange i løbet af vores liv«. Det bedste eksempel på den amerikanske finkulturs indflydelse er måske den prestige, der står om USA’s højere læreanstalter. Jia Tong-universitetet i Shanghai gennemførte for nylig en undersøgelse, der viste, at otte ud af verdens ti bedste universiteter er amerikanske. En halv million udlændinge studerer hvert år ved amerikanske universiteter (herunder mange børn af kinesiske partibosser). Ifølge Joseph Nye var akademiske udvekslingsprogrammer i høj grad med til at udbrede USA’s bløde magt under den kolde krig. Gennem offentlige institutioner som Fulbright Foundation og private fonde som Ford Foundation besøgte 50.000 sovjetiske akademikere USA mellem 1958 og 1988. Konservative amerikanere frygtede, at de russiske akademikere skulle stjæle forskningshemmeligheder for at hjælpe deres hjemland; i virkeligheden tilegnede de sig politiske idéer, der skulle komme til at undergrave deres eget system. En højtstående KGB-mand Oleg Kalugin har da også erkendt: »(De akademiske) udvekslinger var en trojansk hest for Sovjetunionen. De spillede en kolossalt vigtig rolle i undermineringen af det sovjetiske system (...) De smittede flere og flere mennesker gennem årene«. Og så er der populærkulturen. Amerikansk sport, fastfood, musik og film er verdensberømte og bidrager alle til USA’s bløde magt. NBA-kampe (basketball) transmitteres til 750 millioner husstande i 212 lande på 42 sprog. MLB-kampe (baseball) vises i 211 lande på 11 sprog. NFL (football) nåede op 800 millioner tv-seere over hele verden i 2003. Joseph Nye siger: »Seertallet inden for sport kan konkurrere med de 7,3 milliarder mennesker, der i 2002 gik i biografen for at se amerikanske film«. Inden for populærmusikken er de amerikanske kunstnere også blevet dyrket og efterlignet. Under og efter den kolde krig har jazz, rock og hiphop vundet global udbredelse, og det har i nogle tilfælde haft politiske konsekvenser. Under Milosevic’ diktatur blev den systemkritiske radiostation B-92 for eksempel ved med at spille et nummer af den amerikanske rapgruppe Public Enemys med teksten: »Our freedom of speech is freedom or death – we got to fight the powers that be«. Præsident Bushs regering er i dag nået til den erkendelse, at den ikke kan vinde ’krigen mod terror’ med rent militære og økonomiske midler. Den bliver nødt til at udvikle en strategi for at »vinde hjerter og hjerner« på verdensplan, ligesom under den kolde krig. Men hvordan fungerede den bløde magt under den kolde krig? Min påstand er, at den bløde magt havde afgørende indflydelse på løsningen af konflikten mellem USA og Sovjetunionen. Jeg vil desuden vise, at modsætningerne mellem den bløde magt, som supermagterne præsenterede på internationalt plan, og det, de faktisk praktiserede derhjemme, føjer noget vigtigt til vores forståelse af Joseph Nyes begreb. Begge supermagter prøvede at finde alternativer til en varm krig, der var militær, under en kold krig, der var kulturel. Tidligere globale konflikter, hellige krige og jihader var militære erobringskrige. Den kolde krig blev udkæmpet på andre betingelser. Kampen om fremtiden udspillede sig ved kulturfronten. Og indimellem var der underholdende selvmodsigelser. Den sovjetiske kultur hævdede at være ’humanistisk’, selv om fem procent af den sovjetiske befolkning sad indespærret i det frygtelige Gulag-system. Den vestlige kultur hævdede at være ’moderne’, selv om den amerikanske offentlighed nærede afsky og mistillid til avantgardekultur. Det gjaldt især den udbredte foragt for abstrakt malerkunst. I 1947 stod USA’s udenrigsministerium bag en stor udstilling med titlen ’Advancing American Art’. Udstillingen skulle efter planen vises forskellige steder i Europa og Latinamerika. Højreorienterede medlemmer af Kongressen fordømte udstillingen som en gang undergravende kommunistisk propaganda. »Jeg er bare en dum amerikaner, der betaler skat til den slags bras«, sagde et af kongresmedlemmerne. »Hvis der findes et eneste medlem af denne Kongres, der tror på, at sådan noget møg (...) er med til at skabe forståelse for livet i USA, så bør han spærres inde på samme tosseanstalt, som de, der har tegnet det her, kommer fra«. Protesterne fik udenrigsministeriet til at aflyse udstillingen. Herefter blev der ikke brugt amerikanske skattepenge på at udstille moderne kunst; den slags udstillinger blev sponseret af private donorer. Efterkrigstidens kunstverden var heller ikke russernes livret. Deres officielle stil var akademisk socialistisk realisme, der opstod under Stalin og siden stivnede i sit udtryk. Det sovjetiske systems mænd var derfor enige med deres amerikanske kolleger i, at moderne kunst var undergravende. Men russerne stod i et dilemma, for den mest berømte kommunistiske kunstner i verden var Pablo Picasso. Gennem Picassos lange liv forsøgte de russiske myndigheder at gå en besværlig balancegang mellem på den ene side at fordømme mandens kunst som usmagelig og på den anden side at rose hans politiske standpunkt. De sovjetiske og amerikanske ledere var enige: Derhjemme hadede de moderne kunst, men inden for diplomatiet brugte de moderne kunstnere til at fremme deres sag. Ligesom de russiske kommissærer viste skiftende amerikanske præsidenter deres foragt for moderne kunst. Harry Truman sagde om et berømt halvabstrakt maleri: »Kunstneren må have stillet sig foran lærredet og smidt maling på det (...) hvis det er kunst, så er jeg hottentot«. De russiske ledere var ikke bedre. I 1962 besøgte Nikita Khrusjtjov en udstilling af ’30 års kunst i Moskva’. Det rystede ham at se, at den vestlige dekadence var ved at snige sig ind i den sovjetiske kunst. Khrusjtjov kaldte et af malerierne »noget rod« og sammenlignede et andet med »hundelort«. Han spurgte en af kunstnerne: »Er De pæderast eller et normalt menneske?«. Khrusjtjov fik ret. Historien ville dømme dem. David Caute skriver i sin bog ’The Dancer Defects’ (2003): »Vi har den fordel, at vi kan kigge tilbage på begivenhederne, og derfor kan vi i dag konkludere, at det sovjetiske systems moralske, ideologiske og kulturelle nederlag blev sat i gang, så snart den kolde krig begyndte efter 1945. Russerne kunne fremstille millioner af bøger, begrænse analfabetismen med et imponerende antal procent og opdyrke en fin videnskabskultur; de kunne yde rundhåndet støttet til balletkompagnier, de kunne vinde internationale skakturneringer og sende den første mand ud i rummet; de kunne opføre imponerende lægevidenskabelige forskningslaboratorier, sejre på atletikbanerne og vinde nobelpriser – alligevel havde de på forhånd tabt den bredere Kulturkampf, fordi de var bange for frihed, og fordi man kunne se, at de var bange«. Sovjetunionen tabte som bekendt den kolde krig og eksisterer ikke længere. Leonid Bresjnevs niece husker en samtale med sin onkel: Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun skulle forsvare sin ret til at læse, hvad hun ville. Hvorfor syntes han, at det var så undergravende at læse? »Jo«, svarede han, »for hvis alle gav sig til at gøre det, de havde lyst til, så ville der ikke længere være orden i landet«. Det, Bresjnev frygtede, var det frie kulturelle udtryk. Så der er ikke noget at sige til, at hele den sovjetiske kultur kollapsede, da Rusland brød sammen indefra. De eneste sovjetiske monumenter, der i dag er tilbage i Østeuropa, er dem, der er for store til, at man kan ødelægge dem, for eksempel det bombastiske kulturministerium i Warszawa og den monstrøse stalinistiske skulptur, der skuer ud over Budapest. Efter det sovjetiske imperiums sammenbrud i 1989 påpegede den franske historiker François Furet, at Sovjetunionen ganske vist havde været en supermagt, men aldrig en civilisation. Beviset var, at supermagten kunne forsvinde uden at efterlade sig en arv. Ligesom de nuværende ledere i Kina kom de sovjetiske kulturkommissærer uforvarende til at dokumentere den bløde magts betydning.