Skal du så være gymnasielærer resten af dit liv? Spørgsmålet runger alarmerende i rummet nogle sekunder, mens min jævnaldrende veninde kigger stift på mig. Efter nylig endt studium har jeg fået ansættelse på et gymnasium, og tanken om, at min professionelle karriere nu skulle ligge fastnaglet for altid, giver hende »helt ondt i maven«, siger hun. Vi kigger på hinanden, mens den varme kaffe damper under vores hager. Hendes øjne flakker, og hun fortæller mig, hvordan hun selv forsøger at udskyde sit studium så længe som muligt, da hun har »angst for at forsegle sin skæbne«. Jeg genkender hendes frygt alt for godt. Min mave gjorde nemlig lige så mange krumspring for bare et år siden, da jeg endnu ikke vidste, hvilken slags arbejde jeg skulle ende med. Men nu er min mave faktisk bare fyldt med sommerfugle og forventningens glæde, når jeg tænker på mit nye job. Omstillingsparathed, fleksibilitet og udvikling er nøgleord for det moderne menneske i dag. Den generation, jeg tilhører, er i midten og slutningen af 20’erne, og vi er så småt ved at komme på arbejdsmarkedet. Der er mange forventninger til vores lille generation, da der ikke blev født særlig mange børn i begyndelsen af 80’erne. Vi får at vide, at vi skal skynde os at føde en masse børn, som skal til at brødføde den store grå guld-generation. Vi har samtidig alle valgmuligheder åbne for os, hvilket gør, at vi ikke tør lukke nogen døre. For det er jo det, man netop gør: Hvis man tager stilling, holdning og står stille et øjeblik i verden – så lukker man samtidig alle andre muligheder. Vi er en flok mennesker, som ikke sejler ned ad én stor flod i fællesskab. Snarere forventes det, at vi søsætter vores egne små kanoer og ror ud ad et floddelta, hvor vi skal navigere blandt en række forgreninger af valgmuligheder. Det er et fragmentarisk landskab, hvor der ikke er plads til store fortællinger, religion og ideologier i vores små kanoer. Vi ror ivrigt af sted i det forgrenede flodlandskab, som fører alle og ingen steder hen. Fælles for alle vores små kanoer er friheden. Men hvis man kigger ned i bunden af hver eneste flodkano, vil man finde både længsel og søgen. Sociologen Anthony Giddens mener, at det postmoderne menneske konstant er i gang med sit eget selvreflekterende livsprojekt. Han siger, at jeg som senmoderne menneske er dømt til konstant at reflektere over mit eget liv, de valg, jeg træffer, og den situation, jeg er i. Jeg skal hele tiden huske at ’gå meta’ på mig selv, hvilket vil sige, at jeg skal se mig selv udefra og foretage en konstant evaluering af mit liv. Hermed kan jeg aldrig stille mig selv helt tilfreds, hvad enten det gælder valg af partner, job, politisk parti eller religion. Hvilke personligheder skaber så al denne selvrefleksion? På den ene side er jeg en del af en ekstremt selvkritisk, kildekritisk og samfundskritisk generation, og er der noget, vi er dygtige til, så er det at kritisere! Men på den anden side, vi er måske ikke så dygtige til at bygge noget op igen og at give os tid til fordybelse, hvad enten det gælder et job, en partner eller noget helt tredje. Jeg rejser mig fra bordet og vender kort efter tilbage fra cafédisken med frisk opfyldning af kaffe. Vi snakker om det teaterstykke, vi lige har været inde og se – Nørrebro Teaters ungdomsfortolkning af Bibelen. »Jeg har det personligt sådan, at jeg tror på et eller andet. Jeg ved ikke hvad, men der må være noget større end os mennesker«, siger Rune Klan i et alvorligt og ærligt øjeblik, mens han misser mod scenelyset. Rune Klan og hans medskuespillere fra teaterstykket er alle på vores alder cirka. På mange måder bliver jeg og min veninde enige om, at de rammer plet med hensyn til vores generations forhold til religion. Ligesom Rune Klan bryder vi os ikke om at afvise noget blankt, når det f.eks. drejer sig om religion. Men at gå så langt som til at bekende sig som et kristent troende menneske, vil man kun høre meget få mennesker i min generation gøre. De fleste vil sige noget i retning af: Jeg er måske noget, man kunne kalde kulturkristen. Og til spørgsmålet om politisk tilhørsforhold, er det mest hyppige svar et tilbagelænet: Jeg svæver et sted i midten. Ironien er kendetegnende for min generations måde at forholde sig til verden på. Ironien og den afstandtagen, som ligger heri, tillader os nemlig at beskæftige os med emner som religion, politik og ideologi, uden at det bliver alt for farligt og forpligtende. Det ses både i teaterstykker som ’Bibelen’ og i diverse film, musik og litteratur. F.eks. når Jonatan Spang på humoristisk og ironisk vis sidestiller en sofa og Jesus i sangen ’Gå på vandet’: »Det er ikke lykken at finde Jesus, hvis han ligger under sofaen og gemmer sig. Det er typisk Jesus eller typisk sofaen«. Kunst afspejler som oftest samtid, tendenser og tidsånd. Mange af de nyere danske forfattere som Helle Helle, Christina Hesselholdt og Solvej Balle tilhører en generation før min egen, men deres litteratur afspejler stadig samme afstand til stillingtagen og holdningsfastlæggelse. Disse postmoderne forfattere beskriver hverdagsmiljøer, middelklasse- og underklassepersoner med et registrerende, køligt og filmisk blik, og de fokuserer på krop frem for følelser. Følelserne og tankerne skal læses mellem linjerne. En forfatter som Helle Helle er tydeligvis barn af sin samtid, når hun i et interview på DR 2 for et par uger siden nægter at tage politisk eller personligt stilling til sine tekster. Til spørgsmålet, om der er et budskab med hendes nye roman ’Ned til hundene’, konstaterer hun, at der kun er tale om, at hun iagttager, registrerer og undersøger. Hun har ingen morale eller nogen form for samfundskritik forbundet med sine bøger. Vores forældres generation – 68’erne – var derimod mere alvorlige. Der var ingen skarpsindig ironi eller uforpligtende og uskyldig prikken til andres overbevisninger fra deres side. Her var der åbenlys modstand og religionskritik som i Trilles ’Øjet’, hvor hun fremstiller Gud som en løftet pegefinger i det høje. Det var provokerende stof i samtiden. Min generations ironiske, umiddelbart lettere og mere uforpligtende tilgang til f.eks. religion og politik handler måske netop om en trang til at reagere på vores forældres generation med de meget bastante holdninger til ideologier og politik. Mit blik vandrer ud ad cafévinduet og fæstner sig ved en tegneseriefigur i hættetrøje på en stor reklameplakat, som hænger på et billboard: ’Fri for politik, fri for religion, fri for høje priser – Uafhængighed betaler sig’, står der med store bogstaver. Fagforeningen ASE forsøger at få fat i os unge, som skal identificere os med denne unge fyr i Pinocchiokostume. Fyren styres af lange snore, som hænger i hans tøj, og vi ser ikke, hvem dukkeføreren er. Snorene symboliserer tydeligvis politik og religions snærende tag i den unge stakkel. Fagforeninger er et fænomen, som taler til fællesskab, solidaritet, og som det er svært at overbevise min generations individualister om, er en god idé. Men hvis man kan love så lidt som mulig binding i form af politik og religiøse strammende snore, kan vi måske overtales. Gennem hele vores skoletid op gennem 1980’erne og 1990’erne har vi lært om totalitærideologier som roden til alt ondt. Nazismen og kommunismen står nogenlunde lige skræmmende. Vi har været tv-vidner til Murens fald som børn – og de to tårnes fald som unge. Vi er blevet bevidstgjort om, at faste identiteter, ideologier og fundamentalisme er mørkt, ondt og farligt. Hvis man tror på, at der findes uomstødelige sandheder og begrundelser for alting, har vi lært, at man er på gyngende og potentielt farlig grund. Det sikre kort i vores tid er socialkonstruktivismen, som hævder, at alt er til forhandling, og at intet på forhånd er givet. For at undgå fundamentalismens mørke ånde i nakken sejler vi altså hellere af sted i vores små individualistkanoer hver for sig uden at stoppe op, vi ser os helst ikke tilbage og sørger for hele tiden at holde os i bevægelse. Som Jonatan Spang synger i ’Bibelen’: »Du er nødt til at løbe og prøve at ændre verden lige så hurtigt, som verden ændrer dig«. Tjeneren dæmper belysningen i hele lokalet, og han begynder at tænde stearinlys på bordene. Vi kommer til at tale om et radioprogram, vi begge hørte forleden på P1 om unge og angst. Både min veninde og jeg kender til adskillige i vores omgangskreds, som har været ramt af psykiske problemer, som både gælder angst, stress, pres eller depressioner, og ifølge radioprogrammet er det et mere generelt problem end som så: 350.000 danskere lider af angst og 80 procent af dem, som rammes af angst, er under 20 år. Angst er en følelse af, at der er fare på færde, uden at der egentlig er det. Meningen med tilværelsen kan nogle gange synes at skride, når man er ung i senmoderniteten. Den kan også være svær at få øje på, når man aldrig stopper op på noget tidspunkt og tager stilling. Verden kommer kun til at føles gradvis mere kompleks, uoverskuelig og ustabil, og de mange angsttilfælde er måske en reaktion på dette livsvilkår. Hun bøjer sig fortroligt hen over bordet: »Jeg kan ikke overskue at blive gift med ham. Bare tanken om at binde sig til én person for resten af livet! Men han må godt gøre mig gravid en dag«, siger hun og smiler. Hun tager en ordentlig slurk af kaffen og kigger rundt i cafeen. Min veninde rummer hermed et paradoks, som er genkendeligt for mange i min generation. Midt i al vores angst for at nagle os fast til én person, ét job og ét sted har vi alligevel en trang til at stå stille. At have et centrum for vores søgen. Når alt andet virker uoverskueligt og uoverkommeligt at tage stilling til, er en graviditet og et barn en måde at tvinge sig selv til at fokusere på. Når først graviditeten er en realitet, vokser maven helt af sig selv, og man kan ikke løbe fra den. Man skal ikke længere tage helt så meget stilling, for nu må job, geografisk placering, bolig og alt andet indrettes efter barnet. »Friheden til at vælge. Så længe man kun har drømmeelementet længslen, der ikke har noget mål, så ændrer ingenting sig. Så er man fastlåst«, siger forfatteren Naja Marie Aidt i et interview. Måske rammer hun netop det paradoksale forhold for os længselsfulde unge mennesker. Vi søger, leder og er hele tiden på vej. Men fastlåser vi i virkeligheden os selv, når vi tror, vi er allermest på vej? Måske burde vi alligevel kaste vores anker. Det kan jo ende med glade sommerfugle i maven.