0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mediedanmark og den politiske bandekrig

Medierne har med deres etniske retorik et ubehageligt medansvar for den aktuelle vold i København. Hvad med at tage et ansvar?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Per Marquard Otzen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da rockeren Brian Sandberg næsten blev skudt, vakte det enorm opmærksomhed i de danske medier.

Politikerne, herunder den danske justitsminister Brian Mikkelsen, stod i kø for at fordømme attentatforsøget og understrege nødvendigheden af, at bandekrigen måtte stoppe. En uge forinden blev en 40-årig mand skudt under lignende omstændigheder gennem vinduet til en restaurant, og han blev hårdt kvæstet af skuddene, der ramte ham i halsen, skulderen og brystet. Dengang var der bare ingen medier, der stod i kø for at interviewe chokerede øjenvidner, ingen intens jagt i offentligheden efter attentatmanden, og ingen politikere, som i skarpe vendinger fordømte episoden.

Hvad skiller disse to episoder ad? Hvorfor fik den ene enorm opmærksomhed og den anden næsten ingen? Hvis man ser på de kolde fakta, burde den sidstnævnte skudepisode have genereret mest opmærksomhed, dels fordi offeret ifølge politiet ikke var direkte involveret i bandekriminalitet, men blev et tilfældigt offer, dels fordi han rent faktisk blev ramt. At Brian Sandberg er medlem af Hells Angels og spiller en central rolle i forhold til ungdomsgruppen AK81, er der ingen tvivl om, ligesom der heller ikke er nogen tvivl om, at han rent faktisk ikke blev ramt af skuddene. Hvorfor blev det da Brian Sandberg, der løb af med opmærksomheden og ikke den mere eller mindre tilfældige 40-årige? Det er klart, at Brian Sandberg var ekstra interessant, fordi han også var tidligere bodyguard for den skandaleramte Stein Bagger.

Ikke desto mindre blev Brian Sandberg forsøgt skudt få timer efter, at han i medierne var udråbt som den, der stod for Hells Angels hvervning af nye medlemmer til AK81, og man må derfor antage, at det var i denne egenskab, han blev måltavle i ’bandekrigen’. Brian Sandbergs relation til Stein Bagger kan derfor ikke tjene som eneste forklaring på, hvorfor han løb med opmærksomheden i medierne. Det er i den forbindelse svært at komme udenom, at Brian Sandberg er dansker, blev forsøgt skudt på en dyr dansk frokostcafe i et nobelt dansk område, mens den 40-årige var indvandrer og blev skudt på en indvandrerrestaurant i et af Københavns mest belastede kvarterer.

At Brian Sandberg først og fremmest skulle være løbet med opmærksomheden, fordi han er helt igennem dansk, er en hård påstand, men det er desværre bare et eksempel på en generel tendens i mediernes dækning af konflikten. Den igangværende ’bandekrig’ er ikke bare en krig i den kriminelle underverden om stoffer, markedsandele og lignende. Den er et samfundsfænomen, som både politikere, politi og ikke mindst de danske medier har været med til at skabe. Det er ’indvandrerne’ mod ’danskerne’ sagt i grove termer, og den vold, som ses i de Københavnske gader, er et udtryk for en samfundsdebat, der allerede for mange år siden kørte af sporet.

I december og januar lavede jeg og en medstuderende fra Lunds Universitet en undersøgelse af de etniske aspekter af ’bandekrigen’. Som en del af undersøgelsen gennemgik vi de danske skriftlige mediers nyhedsrapportering omkring hændelser knyttet til ’bandekrigen’ i efteråret 2008. Her kunne vi slå fast, at der i 73 pct. af artiklerne blev benyttet etniske begreber, herunder var de mest hyppigt anvendte ’indvandrerbander’, ’indvandrere’ og ’indvandrerbaggrund’. Begreber, som ikke siger noget om, hvad en person er, men derimod noget om, hvad en person ikke er, nemlig ikke dansk.

Men hvad er dansk, og er det virkelig mediernes opgave at definere det? For det gør de danske medier i høj grad. Eksempelvis da de danske medier rapporterede om mordet på Osman Nuri Dogan i Tingbjerg august 2008. Osman var indvandrer, og politiets mistænkte for drabet, vi kan kalde ham M, er medlem af AK81.

De danske medier brugte episoden til at konstruere konfliktens etniske skillelinjer mellem indvandrere og danskere, men glemte bare at skrive, at M, som var mistænkt for skudepisoden, altså også er indvandrer. Eller er han? M har iranske forældre, og Osman havde tyrkiske forældre, så hvad gør den ene til mere indvandrer end den anden? Og hvorfor er det overhovedet relevant for os som læsere at vide, hvor forældrene til en person, der er født og opvokset i Danmark, kommer fra?

At medierne konstruerer ofres og gerningsmænds etnicitet i deres nyhedsrapportering, er sådan set ikke nyt. Ofte ender denne trang til etiketter tragikomisk, som for eksempel da flere danske medier i december 2007 ved drabet på Anton Njie rapporterede, at en dansker var blevet knivdræbt af indvandrer. Senere viste det sig, at den dræbte var en ung, sort dansker og drabsmanden en ung, hvid dansker, og som læser sad man tilbage og vidste ikke, om man skulle le eller græde over de danske medier.

I dag skriver vi 2009, og situationen i København er langt mere alvorlig. En bølge af skyderier har nu i et halvt år gjort hovedstaden usikker. Ingen ved, hvor eller hvornår næste skyderi finder sted, og det er ikke længere nok at holde sig væk fra Nørrebro, hvis man er bange for at blive skudt. I stigende grad bliver der skudt efter tilfældige danskere, som ligner rockere, eller indvandrere, som – tja, ligner indvandrere. Dette viser, hvor problematisk det er, at konflikten er blevet konstrueret som en etnisk konflikt.

Midt i denne spændte situation, hvor uskyldige bliver beskudt, og ingen ved, hvem der bliver den næste, står Mediedanmark, som stadigvæk gladelig sætter etnisk etiket på ofre og gerningsmænd. Medierne er på denne måde med til at skabe konflikten, fordi de gør det muligt for Hells Angels og AK81 på den ene side og forskellige geografisk baserede bander (det, medierne kalder indvandrerbander, men som burde hedde ’geografisk baserede bander’, fordi deres organisation bygger på en geografisk forankring i en bydel, gade, forstad og lign.) på den anden side at mobilisere støtte og nye medlemmer ved hjælp af etnisk retorik.

Hverken Hells Angels eller de geografisk baserede bander er racistiske grupperinger. Begge sider er multietniske og vinder ikke noget på at være racister indadtil i gruppen. Derimod vinder grupperne på at rekruttere ved hjælp af en etnisk og til tider racistisk retorik, den ene side kan mobilisere unge indvandrere, som føler sig kriminaliserede af politi og medier, mens den anden side kan mobilisere marginaliserede unge danskere, som er trætte af at høre om de kriminelle indvandrere og vil tage sagen i egen hånd.

Tilførslen af kampklare unge til grupperne skaber en voldsoptrapning i gaderne, og medierne får endnu mere travlt med at rapportere om danskere og indvandrere, som skyder hinanden, hvilket gør det endnu lettere for grupperingerne at rekruttere flere medlemmer, og atter øges volden. Vupti, en ond cirkel er skabt, og Danmark har fået et nyt samfundsfænomen; den politiske bandekrig.

For at vende tilbage til vores undersøgelse i december/jan