Lyden af Carl Nielsen på eget klaver er langtfra den eneste interessante af de lydoptagelser på fonografvalser, som for nylig blev fundet i Statsbibliotekets kælder. Kronikøren er operadramaturg ved Det Kongelige Teater og fortæller her om valserne med bl.a. verdens ældste Mozart-optagelse. Det vakte for nylig en del opsigt, da man fandt en fonografvalse, hvor komponisten Carl Nielsen spiller klaver. Statsbiblioteket i Århus havde i årevis haft valsen liggende i kælderen sammen med en del andre skrøbelige voksvalser, der ikke uden videre kan afspilles uden et ret bekosteligt arbejde - herunder en tur til Rusland, hvor det mest skånsomme overspilningsudstyr findes. Uden at forklejne opdagelsen af en lydoptagelse med den mest berømte danske komponist gennem tiderne kan det godt betale sig at fortsætte det gode arbejde med at grave i samlingen af antikke lydoptagelser i skatkisten i Århus. Her ligger nemlig langt mere interessante ting: Optagelser af en dansk teatertradition, som for længst burde være blevet digitaliseret og gjort tilgængelige som en del af den danske kulturarv, og som simpelthen skriger på at blive hørt efter mere end et århundrede i glemmebogen. Hvis man leder lidt på hylderne i kælderen, støder man på Rubens samling: over 80 voksvalser indspillet i årene 1889-1897 af de førende operasangere og skuespillere i København dengang. Der er faktisk en verdensrekord blandt optagelserne: verdens ældste Mozart-optagelse sunget af den ældste sanger (født 1819), der endnu kan høres på en lydoptagelse. Foruden en række helt uvurderlige glimt af dansk teaters store navne, som ikke er bevaret på nogen anden måde end på valserne i kælderen i Århus. Manden, der har gjort det muligt for os i dag at komme til at høre lyden af København i 1890'erne, hed Gottfried Moses Ruben, født i 1837 af jødiske forældre i København. Som ung mand er han ansat i sin fars herreekviperingshandel, men han har andre ambitioner end at overtage faderens forretning. Han drømmer om det eksotiske udland og om at tjene mange penge. Han gifter sig med en velhavende købmandsdatter, flytter til Lissabon, hvor han starter en vineksportvirksomhed, og da han vender hjem til København efter kun tre år i Portugal, er han allerede en velhavende mand. Han bliver udnævnt til portugisisk generalkonsul i København, og han tjener i 1889 den anselige sum af 8.000 kroner om året. Til sammenligning får en tjenestepige i hovedstaden mellem 100 og 120 kroner om året. Ruben tjener penge dels på vinimporten, dels på at fremstille korkfliser (eller patentkork-asfalt, som det kaldes) og behøver ikke at investere meget af sin tid i sine forretninger. Til gengæld finder han snart noget, som vil optage al hans tid i mange år fremover. De danske aviser har i løbet af sommeren 1889 skrevet en del om en ny, mærkelig opfindelse, som kunne gengive tale og musik. Politiken citerer i august 1889 opfinderen Edison for denne bemærkning, som sikkert giver redaktionen i København gode idéer til fremtiden: »Bladene vil kunne have stor Nytte af Fonografen. Den bruges allerede i New-Yorker-Bladet 'The World's Kontorer. Reporterne kommer dér og taler ind i den. Cylinderen er ført op ovenpaa til Sætterværelset og Typograferne sætter efter dens Diktat. De arbejder paa den Maade meget hurtigere, sætter flere Linjer i Timen end efter det gamle System og tjener følgelig flere Penge«. Præcis hvor og hvornår Gottfried Ruben første gang oplever Edisons nye fantastiske talemaskine ved vi ikke, men det er sandsynligvis på Verdensudstillingen i Paris i sommeren 1889, hvor Edison personligt er til stede for at gøre reklame for sin nye opfindelse. Det år er hele det danske overklassemiljø i Paris, og alle aviserne rapporterer næsten dagligt hjem med fantastiske beretninger om det flotte nye tårn, som Eiffel har bygget - og naturligvis også den obligatoriske sladder om konsulinde von H's datter, der er set i selskab med grosserer G's søn ved aftenselskabet på Hotel X. Tilbage i København senere på sommeren slår Ruben sig sammen med optikeren Cornelius Knudsen, og de importerer den første fonograf til Danmark. Den ankommer i september 1889 fra Edisons afdeling i London, og der følger endda en engelsk tekniker med for at være behjælpelig ved de første optagelser og demonstrationer. Ruben ved udmærket, hvordan han får mest opmærksomhed hos den købedygtige del af det københavnske bedsteborgermiljø; han demonstrerer fonografen for kongehuset først og sørger selvfølgelig for, at pressen skriver udførligt om begivenheden. »Kongen modtog først igjennem Apparatet en Hilsen fra den danske Coloni i London«, skriver Berlingske Tidende. »Det var øiensynlig med ligesaa stor Overraskelse som Glæde, at Kongen ad denne Vei blev hilset med de varmeste Ønsker om Lykke og Velsignelse for sig og det kongelige Huus. Tydelig og bestemt lød hvert Ord, og Forundringen voxede endmere, da Phonographen spillede Wörishöffer Marsch, udført af et stort Orchester«. Man kan til nød forstå, at en enkelt stemme kan klemmes ned på den lille voksvalse, men et helt orkester? Det var ufatteligt. Ruben er en dreven forretningsmand med et godt tag på den københavnske presse. 1. oktober skriver Politiken en notits, som yderligere får forventningerne til fonografen skruet i vejret: »Der er allerede gjort talrige Bestillinger paa den, dels af Forretningsfolk her i Byen, som vil have Nytte af den, dels af nogle Godsejere omkring i Landet, som mere vil have den til at fornøje dem selv og deres Gæster med. Til Generalkonsul Ruben er der i det sidste Par Dage indløbet Snesevis af Anmodninger om at faa det talende Vidunder i Agentur«. Det er dog en sandhed med modifikationer, og der går lang tid, før salget af maskinerne for alvor kommer i gang. Prisen er nemlig hele 700 kroner, så Ruben satser først og fremmest på at tjene sine penge på at tage entré til forevisninger af apparatet. Berlingske Tidende er noget mere skeptisk over for det nye monstrum: »Det klinger i Virkeligheden helt utroligt, at man nu kan optage den menneskelige Tale paa et Valseapparat, og atter aftaste den efter forgodtbefindende om en Maaned, om et Aar, om tyve Aar eller mere, saa at den lyder som et fjernt Echo. Man kan, om man vil, sende sine Ord til Japan og lade dem klinge der for en dansk Koloni, ja man kan, hvis man har noget særlig vigtigt paa Hjerte, lade Phonographen opbevare det, for engang i Tiden, naar man selv er Støv og Aske, at lade sin Stemme lyde for en Slægt, der endnu ikke har set Dagens Lys. Var en Mand i forrige Aarhundrede kommen frem med en saadan Opfindelse, vilde han neppe have været ganske sikker for Baalet«. De københavnske journalister bliver inviteret hjem til Ruben i hans store lejlighed på Vesterbrogade med udsigt over Tivoli. Nu skal journalisterne overbevises om, at fonografen kan leve op til de mange fine ord, der er sagt og skrevet om den i de seneste måneder. Maskinen, der står på et bord midt i stuen, bliver drevet af enorme elektriske batterier og har seks par hørerør af gummi, som pressens folk pænt må deles om. I en blankpoleret trækasse ligger voksvalserne parat. »Her ligger Gladstone Side om Side med Kammersanger Simonsen, og hele Balduin Dahls Orkester fylder ikke mere end en lille beskeden Fløjtenist fra de forenede Stater«, skriver Politiken. »I en rummelig Frakkelomme kunde man for den Sags skyld godt have dem allesammen. Men de vilde ganske vist efter en saadan Behandling blive en smule utydelige i Mælet, ligesom der ogsaa grumme let kunde gaa en af de Balduin Dahl'ske Violinister med i løbet«. To af valserne var indsunget af barytonen Niels Juel Simonsen (1846- 1906), en af de mest populære kunstnere ved Det Kongelige Teater og en sanger med en yderst affekteret tekstudtale og en efterhånden ikke videre imponerende stemmepragt. Politikens udsendte var ikke en af de heldige, som fik tilranet sig et par hørerør, da Simonsens første valse blev spillet: »Paa Forhaand gjorde Hr. Ruben en Undskyldning for Hr. Simonsens ualmindelig kraftige Stemme. Den havde næsten været for kraftig for Phonographen. For den, der stod ved siden af Maskinen uden at være i Forbindelse med den, lød det nøjagtigt, som om Hr. Simonsen var lukket ind i et tykt Jærnskab, og dér sang af alle Kræfter for at slippe ud igen«. Nu vil alle i København opleve Edisons opfindelse. Ruben installerer fonografen i Industriforeningens foredragssal og tager én krone i entré. Men efter et par uger tynder det ud i publikums interesse, og Ruben må finde på nye måder at udnytte maskinen på. Den optræder i Cirkusvarietéen sammen med »Star og Lydia, sidstnævnte kaldet Luftens Venus, Damesextetten André samt det øvrige store Kunstnerpersonale. N.B. Phonographen forevises kun nogle faa Dage«. Desuden kan man leje fonografen, samt en kyndig tekniker, som underholdning til sin private middag. Nyhedens interesse er overstået; nu skal der sælges maskiner og valser. Ruben bestiller 50 fonografer, 1.500 blanke voksvalser samt diverse reservedele direkte fra Edison Phonograph Works i West Orange, alt sammen afskibet i 36 kasser og 10 tønder med 'S/S Island', der afgår fra Amerika til Danmark 2. november. Med alt dette udstyr åbner Ruben og hans kompagnon Cornelius Knudsen Edison Fonograph-Compagniet på 1. sal i Stormgade 3. Her kan man nu se fonografen for kun 50 øre, og Ruben sørger også for, at fonografen kommer på turné rundt i provinsen, og at der bliver opstillet en maskine i forbindelse med spejlgemakkerne og vokskabinettet i Panoptikon. Rubens firma reklamerer stolt med det nyindspillede repertoire: »Paa Grund af den Imødekommenhed, som Edison Compagniet har mødt fra Danske og fremmede Kunstnere, ser man sig i Stand til at lade Phonographen gjengive Tale, Sang og Spil, udførte af fremragende Skuespillere, Sangere og Musikere«. Han er klar over, at han hele tiden må udvide repertoiret med indspilninger af byens kendte kunstnere, hvis han vil fastholde interessen for fonografen. Derfor bliver lokalet i Stormgade også brugt som indspilningsstudie, og det er sandsynligvis her, de overlevende voksvalser i Statsbibliotekets kælder er optaget. Gottfried Ruben indspiller masser af voksvalser i årene frem til sin død i 1897. De vigtigste gemmer han i tre store trækasser, som heldigvis på nærmest mirakuløs vis undgår den skæbne, som langt størsteparten af både fonografer og valser får i årene derefter, da den praktiske og billigere grammofon totalt udkonkurrerer Edisons efterhånden bedagede maskine: at ryge direkte i skraldespanden. I de tre trækasser overlever lyden af københavnernes favoritunderholdning for mere end 100 år siden. Nogle af dem har endda rødder meget længere tilbage i historien. En af de valser, som Ruben reklamerede voldsomt med, var med barytonen Peter Schram (1819-1895), der synger Leporellos listearie fra Mozarts 'Don Juan'. En rolle, som Schram sang for første gang tilbage i 1846 - fem år efter sin debut på Kongens Nytorv. Netop en valse, hvor Schram synger brudstykker af denne rolle, findes stadig i Rubens samling - valsen med den før omtalte verdensrekord. Lidt svimmel kan man godt blive, når man hører en mand, som er født i 1819 - altså mens Schubert, Beethoven, Bellini, Donizetti og Rossini var aktive komponister - og som har sunget sammen med H.C. Andersens tilbedte yndlingssangerinde Jenny Lind. Schramvalsen er et historisk dokument fra en tid, hvor grænsen mellem operasangere og skuespillere var flydende, og et eksempel på en sangstil, som allerede var gået af mode i 1890'erne - en sangstil, hvor man ikke holdt sig for fin til at brodere videre på Mozarts musik. Valsen indeholder hele to smagsprøver fra 'Don Juan'. Schram synger uakkompagneret og tager sig nogle gevaldige rytmiske friheder, som vi i dag nok mest trækker på smilebåndet af, men som var en del af den tradition, Schram var vokset op med. Han udsmykker musikken med små forsiringer og tilføjer endda en lille kadence i slutningen af den første arie. Den stil var allerede dybt forældet i 1890'erne og kan måske føres helt tilbage til Mozarts egen tid. Selv om de 87 voksvalser i Rubens samling altså stadig venter på en overspilning til et mere holdbart medie, så er det alligevel muligt at høre både optagelsen med Peter Schram og 10 af de andre valser fra samlingen - takket være en entusiastisk pladesamler. I 1936 fik Knud Hegermann-Lindencrone overdraget tre trækasser med voksvalser fra Rubens søn, som ikke anede, hvad han skulle stille op med arvegodset fra sin far. Hegermann-Lindencrone organiserede en primitiv overspilning af nogle af de mest interessante af valserne til to lakplader, som hver blev fremstillet i kun 50 eksemplarer. Det var også takket være Hegermann-Lindencrone, at valserne i dag opbevares i Statens Mediesamling på Statsbiblioteket. Her findes bl.a. optagelser med skuespillerne Otto Zinck (1824-1908), Louise Phister (1816-1914) og brødrene Emil (1842-1911) og Olaf Poulsen (1849-1923) og med operasangerne Augusta Lütken (1855-1910), Peter Schram og Niels Juel Simonsen. Kun nogle få af disse uvurderlige optagelser er i de sidste 100 år blevet hørt af andre end en lille håndfuld mennesker. Er jeg den eneste, der venter spændt på at høre resten?