Det moderne menneske er ikke egoistisk, men tværtimod ultrasocialt, hævder dagens kronikør, der er forsker i kultursociologi. Og tilhænger af begrebet selvdannelse. I dag tales og skrives der en del om, at vi igen har brug for at indføre regler for vores omgang med hinanden; at vi har brug for takt og tone a la Emma Gad. Nogle siger, at vi ikke længere opdrages til at kunne omgås hinanden med de manerer, som noget sådant kræver. Andre fremhæver det tab af formelle omgangsformer, som ungdomsoprøret i 1968 medførte. Der er også folk, som mener, at vi mangler en kodeks for omgangen med hinanden i det offentlige rum. For eksempel kan man læse i Femina, at vi danskere ifølge etnologen Karen Schousboe har tabt troen på fællesskabet og samfundet som kollektivt projekt. Derfor er vi ligeglade med, hvordan vi opfører os i det offentlige rum. Hun mener, at det er gået alvorligt tilbage med danskernes høflighed og almindelige tagen hensyn til hinanden. Synspunktet er næsten klassisk: en forfaldshistorie, der fremstiller udviklingen af det moderne samfund til et urbant samfund som tabet af fællesskab og solidaritet til fordel for egoisme. At den ofte bliver genfortalt, gør den imidlertid ikke mere korrekt. Individualisme er ikke lig med egoisme, men er tværtimod grundlaget for, at det enkelte menneske kan overskride de normer og regler, som det er blevet socialiseret til at fungere efter, og herved træde i karakter, blive myndigt og således danne sit selv. Den megen tale om og diskussion af den påståede egoisme i det moderne samfund skygger helt for det faktum, at der i høj grad også er fokus på og en kolossal optagethed af det sociale. Et særligt aspekt af denne fokusering på det sociale er dyrkelsen af det sociale for det sociales egen skyld. I takt med at det moderne samfund bliver mere og mere æstetiseret, bliver netop denne form for socialitet mere udbredt. Et godt eksempel på dette er realityshowet 'Big Brother'. Indholdet er en fremstilling af socialiteten for socialitetens egen skyld. Godt nok indgår hver enkelt med den hensigt at vinde over de andre, og i den forstand handler også dette show om at styrke sin egen individualitet. Men samtidig handler hele seancen jo om at kunne samarbejde og fungere godt socialt i gruppen; kan man ikke det, bliver man ekskluderet. Det samlede resultat er produceret for og bliver udstillet på tv for landets publikum. Nu kan det danske publikum spejle sig i sig selv, samtidig med at det får fortalt en historie om, hvordan vi omgås hinanden socialt. Vores omgang med hinanden har fået nogle nye former og udtryk. Disse tager udgangspunkt i det forhold, at man i det offentlige rum mødes som fremmede, og at det moderne menneske er individualiseret. Det er den enkeltes forhold til egen eksistens og grundlæggende selvrefleksioner, som danner den enkelte i dag, og det sker ikke nødvendigvis på bekostning af andre. Begrebet dannelse - i form af selvdannelse - er igen blevet aktuelt, fordi det kan begribe dette forhold. I et moderne samfund af selvdannede individer kan man grundlæggende ikke løse sociale problemer ved brug af tidligere tiders etikette. I nogle tilfælde er det nødvendigt at have en etikette, for- di det regulerer adfærden på et endnu jomfrueligt område; for eksempel kan det ved brug af mobiltelefoner eller e-mail være nyttigt at udvikle nye etiketter eller at overføre gamle normer til de nye områder. Men det selvdannede individ er et frit individ, som ikke lader sig styre af regler eller normsæt, men af værdier, som det selv har udviklet og erfaret som gode i styrkelsen af sin egen individualitet. Dannelsesbegrebet er igen blevet aktuelt både inden for den pædagogiske forskningsverden og i den danske offentlighed. For eksempel kan nævnes Hotel ProFormas forestilling 'Calling Clavigo' med tilhørende bog på Informations Forlag, 'Omdannelse', hvor en række kendte og mindre kendte kulturpersonligheder interviewes om deres forståelse af dannelse. Ligeledes er der p.t. en artikelserie i Jyllands-Posten, hvor forskellige personer interviewes angående deres forhold til og mening om dannelse. Man diskuterer relevansen og betydningen af begrebet, hvorvidt det stadig er gangbart i den klassiske udgave eller bør bestemmes på ny, og hvad denne nye betydning så består i. Nogle afviser begrebet, fordi de ikke mener, det er vigtigt at have den viden, som den klassiske dannelsesforestilling foreskrev som betydningsfuld - for eksempel at kende til antikkens historie og verdensbillede. Viden af betydning i dag forbindes med de moderne billedmedier, it-teknologien og sociale kompetencer, ikke med bogen og skriften. Andre afviser dannelsesbegrebet, fordi man opfatter det som noget, der knytter sig til manerer, der er stivnede eller karikerede. I det første tilfælde afviser man indholdet, i det andet formen. Der er også den variation over afvisningen, at man i princippet accepterer dannelsesbegrebet, men udskifter både indhold og form ved for eksempel at tale om kompetencer som kreativitet, refleksivitet eller dynamik. Det er efter min mening ganske fejlagtigt. Dannelse i dag handler ikke om blot at ændre form, indhold eller begge dele, men om selve dannelses processen, en proces, hvor individet har fået en helt anden central betydning. Det er ganske korrekt, at dannelse i dag er noget ganske andet end på Goethes tid; både hvad angår form og indhold. Men det afgørende nye er, at dannelse foregår på grundlag af en særdeles markant individualisering i det moderne samfund; det vil sige, at dannelsens formål primært er at styrke den enkeltes individualitet. Man kan så udmærket være interesseret i og åben over for andre, flygtninge og indvandrere for eksempel, men i sidste ende med det formål at styrke sig selv. Desuden er det ikke længere kun bogen og skriften, som bærer og kanaliserer dannelse, men i høj grad også it, moderne billedmedier, netværket og samværet mellem mennesker. Men det grundlæggende ærinde og hovedproblem, kernen i dannelsen, det er og skal til alle tider være den samme, nemlig dannelsen af det hele menneske. Dannelsesbegrebets form og indhold både må og skal ændre sig i takt med ændringer i det samfund, det er en del af. I det aktuelle danske samfund synes viden, der relaterer sig til nyere teknologi og moderne billedmedier generelt at være viden, som har høj status. Knyttet hertil finder man kompetencer som kreativitet og samarbejde - disse er i højsædet og efterspurgte i dag. Derfor mener man, at dannelse skal handle om disse kompetencer. Selvom det naturligvis også er vigtigt, at vi forholder os til det faglige indhold, så er og bliver det imidlertid ikke dannelsens egentlige indhold. Det er stadig sådan, at dannelsens resultat er det hele menneske. Eller sådan burde det være, hvis man taler om dannelse. Det er dannelsesforestillingens sine qua non. Det er vigtigt ikke at forveksle kompetence og kompetenceudvikling med dannelse. Ganske vist får man kompetencer ved at gennemgå en dannelsesproces, selvfølgelig gør man det, ja, man skulle gerne også blive en mere kompetent person efterlods - det er et af kriterierne for en vellykket dannelsesproces (omend dannelsesprocesser jo ikke altid lykkes). Men dannelsesbegrebet rummer en særlig problematik og et særligt budskab, som ikke er til stede i de mere nymodens pædagogiske termer som kompetenceudvikling og læring. Dannelsesbegrebet rummer et normativt aspekt: en utopi om udviklingen af det hele menneske i harmoni med sin omverden. Der er tale om noget, som man tilstræber, vel vidende at det aldrig vil kunne indfries til fulde. Man kan også sige, at der i dannelsestanken ligger en vilje til at være mere menneskelig. Denne utopi og problematik er højaktuel i det moderne samfund i dag. Men moderne selvdannelse er en radikalt anderledes størrelse end det den traditionelle dannelse foreskrev for individet. I dag er det ikke længere givet hvad ens selv er; ja, i den moderne verden er selvet og selvets væren i verden grundlæggende problematiseret. Moderne selvdannelse handler i høj grad om at udforske denne problematiserede eksistens, at finde en grund og et perspektiv trods eksistentiel tvivl og usikkerhed om kontinuitet og mening - at danne et selv. Men selvdannelsesprocessen er aldrig endeligt afsluttet - moderne liv giver til stadighed nye muligheder for anderledes måder at føre sit liv på; blandt andet fordi livet kan leves hele livet, om man vil, og mangt og meget kan gøres på ny. Der skal imidlertid noget til for at befordre udbredelsen af selvdannelse frem for egoisme. Der skal netop dannelse til, i form af dialog og diskussion af, hvad selvdannelse er, og hvordan man finder sin vej. Det kræver et perspektiv, som sætter den enkeltes handlinger, forestillinger og ønsker ind i en sammenhæng, som overskrider den enkelte, men samtidig fastholder dennes ønsker og interesser. I erhvervslivet og i offentlige organisationer er kodeordet nu om stunder kompetenceudvikling. Godt nok er megen kompetenceudvikling forbundet med den enkelte, men den er stadig primært relateret til arbejdslivet. Det er sjældent, om nogensinde, det hele menneske, der tages udgangspunkt i. Kompetenceudvikling er en god ting, det giver netop mennesker nogle nye kompetencer, som de har brug for for bedre at kunne udfylde en jobfunktion. Men kompetenceudvikling kan ikke stå alene; uden dannelse og især selv-dannelse bliver det en udvendig viden. Men hvad der nok er allervigtigst: Et overskridende og samtidig selvdannende perspektiv kræver, at vi udvikler en ny og anden forestilling om, hvad et fællesskab er, og hvad individet i det er. Det handler grundlæggende om, at hele den fællesskabsforestilling, som vi har med os fra en anden samfundsform end den nuværende, må nytænkes. Det er nødvendigt at udvikle fællesskaber, hvor hver enkelt ikke skal rette sig ind, men er tvunget til at rette sig ud, som den unge direktør Sune Bang har formuleret det. Det handler om at kunne forestille sig individer, som hver især styrker deres egen individualitet, samtidig med at de omgås andre på en sådan måde, at de skaber en fælleshed. Egoisme opstår først i det øjeblik, der ikke synes anden farbar vej. Problemet er imidlertid, at dette ofte synes at være situationen for mange unge i dag. Når man ikke lærer, at der er noget, som rækker ud over én selv; og når man ikke lærer, at der er mulighed for (og en stor pointe i) at overskride sig selv, så ender man ganske forudsigeligt netop med kun at ville sig selv. Dannelse handler i grunden om overskridelse, men det skal læres, hvordan man gør; betragtninger på og erfaringer med overskridelser skal videregives. I den forstand er der i dag i det danske samfund og uddannelsessystem en regulær mangel på åndelig vejledning. Der er brug for tilbud om og mulighed for guidening og mester læring af de unge, således at de kan vælge selvdannelsens vej frem for egoismen eller selvoptagetheden. Dette gælder både i familien, i samfundet som sådan, i uddannelsessystemet og i erhvervslivet. Selvdannelse kommer ikke af sig selv. Men hverken forældre, samfund, uddannelsessystem eller erhvervsliv synes at have begrebet den moderne dannelses særlige karakter og behov. Således opfattes de unges fravalg af uddannelse og erhvervsliv enten som spild af tid eller som utilpassethed, hvor det, som egentlig foregår, snarere må forstås som de unges forsøg på at skaffe sig uformelle kompetencer; forældre og lærere tør ikke træde i karakter som forbilleder for deres børn, men lader dem vælge selv i blinde; og samfundet tilbyder kun alt for fragmenterede billeder af, hvordan man tager form som helt menneske. For mange er dannelse forbundet med tilpasning og underordning i forhold til et givet socialt system. Men dannelse, selvdannelse handler om det modsatte: at kunne give sig selv og sit liv en særlig og anderledes form og samtidig være en integreret del af samfundet og den aktuelle kultur. En dannet person er en person, som tør stå ved sig selv; en person, som giver det unikke menneske en hel og tydelig form i forhold til omverdenen. Men det foregår ikke i et tomrum. Netop den vej skal vises. Ellers bliver det blot en vej for de få privilegerede.