Tidens pædofiliskræk har i mange år været med til at undergrave retssikkerheden i Danmark. Danmarks største børnevelgørenhedsorganisation Red Barnet (RB) har bakket op igen og igen om nytteløse kampagner i strid med anerkendt børnepsykologisk og sexologisk forskning. I stedet har Red Barnet omfavnet strafferetlige forløb, der minder om de berygtede Salem-hekseprocesser i 1692, hvor 14 kvinder og fem mænd blev hængt og en mand knust under stenblokke. Det er ikke rart at mistænkeliggøre en velrenommeret velgørenhedsorganisation som Red Barnet; men efter mange år som bidragsyder trænger min samvittighed sig nu på. Red Barnet har i de senere år brugt store dele af indsamlede donationer til at dokumentere organisationens påstande om en stigende pædofil aktivitet i Danmark. Dokumentationen udebliver, men ved hårdnakket at holde fast i diskrediterede afhøringsmetoder af småbørn er det lykkedes Red Barnet at være medvirkende til justitsmord, f.eks. Vadstrupgaardsagen og Roumsagen. I Roumsagen blev de dømte frifundet af den særlige Klageret efter at have tilbragt flere år i fængsel. I Vadstrupgaardsagen sejrede Red Barnet, da de fik rigsadvokaten til uden grund at afvise appellen til Klageretten. Afhøringen af børnene fra Vadstrupgaard ’afslørede’, at storstilede orgier fandt sted på Hotel Eremitage i Lyngby, hvor børnehavebørn ifølge børnenes egne udsagn blev tvunget til »at spise afføring og drikke urin«. Under retssagen afviste hele hotellets personale, at sådanne handlinger kunne have fundet sted uden deres viden. Alligevel blev den anklagede pædagogmedhjælper kendt skyldig og dømt. Åbenlyst justitsmord i Danmark var en kendsgerning. Red Barnet lancerede sin klapjagt på pædofile i kølvandet på den landsdækkende epidemi af groteske sager i USA (1980-1990), hvor bl.a. ’flyvende tallerkner’ blev inddraget og borgmestre anklaget for deltagelse i sataniske højmesser, under hvilke snesevis af børn blev tortureret og seksuelt misbrugt. Efter domme på oprindeligt flere hundrede års fængsel blev samtlige anklagede i USA’s heksejagt efterhånden frifundet, og erstatningssager gennemført med succes mod de involverede psykologer. Bjugn i Norge blev også ramt af hysteriet. Et stort antal voksne, endda politichefen og hele byrådet, blev udpeget som forbrydere af de manipulerede børn, inden sagen blev droppet. I en hollandsk pædofilisag blev alle de afhørte børn opmuntret til at huske, hvordan de blev lokket af en flok fiktive »tyske klovne«. Det burde understreges, at der hverken forelå kliniske eller andre beviser i nogen af sagerne. For nogle år siden blev Red Barnet førende fortaler for gennemførelse af en ny lov, der gjorde det ulovligt at være i besiddelse af ’børnepornografisk billedmateriale’. Retskafne individer, der aldrig kunne drømme om at gøre et barn fortræd, blev opsporet gennem nettet og visiteret af politiet i daggry-razziaer. De blev stigmatiseret; deres karrierer og familier ødelagt. (I loven er begrebet ’børneporno’ i øvrigt ret diffust og kan omfatte alle fotos af letklædte eller nøgne børn). Indførelsen af disse antipædofile tiltag har hverken haft en positiv virkning på mængden af tilgængeligt børnepornografisk materiale på nettet eller på antallet af mindreårige ofre for seksuelle overgreb. Loven er en total fiasko og et alvorligt anslag mod retsplejens tilstand i Danmark. Lovgivernes argument er, at aftagere af børnepornografi fra nettet er medskyldige i seksuelle overgreb, idet pengestrømmen ender i lommen på de primære gerningsmænd og holder liv i overgrebene. Men købs/salgstransaktioner er aldrig påvist i sager, hvor ’børneporno’ er havnet på computerens harddisk Vi ved nu, at de primære ofre for børneovergreb stammer fra verdens usleste miljøer, hvor de mest afstumpede patriarkalske normer hersker; hvor drab af nyfødte piger er udbredt; hvor desperat fattigdom har bidt sig fast; hvor bortsalg af døtre til bordeller er en overlevelsesstrategi; hvor politiet holder hånden over gerningsmændene. Ifølge Socialministeriet (SISO-rapport, dec. 2007) og Amternes og Kommunernes Forskningsrapport (J. Mehlby, 2006) er 93,5 procent af seksuelle overgreb på børn i Danmark begået enten af barnets nærfamilie eller venner. Pædagoger, lærere medhjælpere eller andre offentligt ansatte er involveret i kun 1,9 procent af krænkelser; sportsledere o.l. i 0,9 procent. Næsten alle ofre kommer fra dysfunktionelle familier præget af vold, druk og fattigdom. Red Barnet har i tidligere årtier gjort en stor og effektiv indsats for at beskytte danske børn i socialt belastede miljøer mod vantrivsel, vold og misbrug. Men ikke længere; Red Barnets prioriteter er ændret. Den modbydelige Tøndersag blev afsløret uden den mindste medvirken fra Red Barnet. De kommunale instanser svigtede deres opgave, men det gjorde Red Barnet også. Red Barnet har nemlig altid holdt sig fra at støtte en konsekvent centralpolitik, der kunne forbedre underprivilegerede børns almenvilkår i Danmark. Det skæpper jo langt bedre i kassen at spille på fortravlede forælders frygt for podernes daglige sikkerhed. Business is business! Læs selv kampagnemeddelelsen fra Red Barnet (på nettet 18. september 2007) under overskriften: ’Prøv sagen ved domstol’: »Red Barnet er fortaler for, at vi i Danmark kan dømme mennesker for målrettet kontaktforsøg med henblik på seksuel udnyttelse af børn og unge, f.eks. efter gentagne kontaktforsøg i chatrum… Vi håber, at politiets ekstra fokus på området kan gøre det muligt at gennemføre en retssag og fælde en dom... Hvis det ikke er muligt at dømme for forsøg på overgreb, så må vi have ændret lovgivning, så den også kan beskytte børn og unge på dette område«. Signeret af psykolog i Red Barnet, Kuno Sørensen. Inden Kuno Sørensen blev ansat i Red Barnet som ’koordinator’, var han leder af Københavns Amts center for småbørn og unge og blev benyttet af anklagemyndigheden som sagkyndig rådgiver i Vadstrupgaardsagen. Som kommentar til de groteske udsagn fra småbørn fastslog KS dengang (og nu): » at børnene taler sandt, så mange børn i den alder kan bare ikke finde på den slags detaljer«. Han mener, at den danske retspraksis stadig er for dårligt rustet til at beskytte vore børn mod seksuelle overgreb. I en pressemeddelelse fra Reuters (16. januar i år) citeres Kuno Sørensen: » Vi burde alle spotte (holde øje) med voksne, der virker underlige i samvær med børn, og de burde meldes til myndigheder, så de kan filtreres fra, når de søger børnerelaterede job«. Skrækkampagnen har kun formået at kaste en paranoid skygge over alle voksne – specielt mænd – hvis arbejde bringer dem i nærkontakt med børn. Det er kommet så vidt, at en mand, der sidder på stranden og nyder havet og synet af småbørn legende i solen, vækker mistanke. Han er muligvis et perverst pædofilt svin. Ikke sandt? Man har jo hørt, at et pigebarn i treårsalderen udsender seksuelt udfordrende signaler ved at gå rundt med bar overkrop. Pædofiljægerne ønsker, at voksnes kontakt med børn er under konstant overvågning og kontrol. Det kunne ende med et krav om, at alle mænd bliver mentalt undersøgt for pædofile tendenser. I Brainscan Center ved University of California in Los Angeles (UCLA) og på Aarhus Universitets hjerneforskningscenter har man en teknik, der hedder Image-enhanced Functional Nuclear Magnetic Resonance (iNMR). Det er en gennemprøvet og sikker teknik, som anvendes til kortlægning af hjernens aktivitet under bestemte mentale påvirkninger. Teknikken er meget velegnet til at afdække pædofile fantasier hos subjektet. Det er vel ikke utænkeligt, at iNMR kan vinde indpas i Danmark som et pædofilpræventivt værktøj. Tiltag, der lover bedre beskyttelse af børn, virker ekstra indbydende – koste hvad det vil. BUPL’s advokat Michael Berner udtaler: »Når forældre ikke længere må tage billeder fra fastelavn eller sommerfesten eller i havnebadet, er vi gået fra noget, der begyndte som en fornuftig beskyttelse af børn, til hysteri. Et isoleret sæt fornuftige tiltag har udviklet sig til sit eget vrangbillede«. Formanden for Sex & Samfund, læge Christian Graugaard, advarer mod ’pædofilfantomet’. »(…) vi må ikke kvæle børnenes glæde ved deres egen krop og seksualitet (…) det giver angste, forskrækkede og paranoide børn (…) omsorg må ikke blive til skadelig omklamring«. Men i Red Barnet rider Kuno Sørensen ufortrødent videre: »Vi ser samlinger af fotos på nettet af børn i badetøj, der systematisk er samlet ind af pædofile (…) Forældrene mister enhver kontrol med, hvad de bliver brugt til. Derfor er det fornuftigt, at svømmehaller og badelande tænker over, om de er et udstillingsvindue. (…) Jeg vil heller ikke bryde mig om, at fotos af mig dukker op på nettet uden for min kontrol« (sic!). Hvorfor har Mimi Jakobsen, Red Barnets mangeårige generalsekretær, holdt sig tavs? Er der ingen, der har oplyst hende, at børn, der indpodes med ’falske erindringer’ om fiktive overgreb, efterfølgende lider af alvorlige og vedvarende psykiske skader? Der findes kun få danskere, som mener, vi bør bevæge os hen imod en regulær Ny Samfundsorden for Protektion af Danmark (NSPD!) – et samfund, hvor samfundsfjendtlige tilbøjeligheder opspores, straffes og behandles med kemiske/elektroniske indgreb, inden ugerningerne udføres. Hvis vi kører Red Barnets tankegang til ende, er perspektiverne ret skræmmende. Fremtidens pædofilibekæmpelseslovgivningsspiseseddel kan komme til at se sådan ud: – Alle voksne skal iNMR-testes for pædofile fantasier. – Alle voksne, der testes iNMR-positive, må ikke benytte offentlige transportmidler i skoletiden, eje en pc eller en mobiltelefon med kamera eller få tilskud til briller. De må heller ikke færdes på stranden eller i svømmehaller. – Alle voksne har ret til tre test. Dem, der testes positive første gang, skal selv dække omkostningerne for senere testning. Skulle den første test give et negativt resultat, er den gratis, men værdien beskattes som almindelig indkomst. – For at værne mod incestuøse forhold vil de, der testes positive, tilbydes gratis sterilisering eller kastration. – Børn under 15 år må ikke testes. – Børn, der lyver om seksuelt misbrug, skal lære ikke at lyve. – For at beskytte børn under forrige punkt skal personer, der engang blev tiltalt for pædofilaktivitet, aldrig helt kunne frikendes. Uskyldigt dømte må dog gerne få udbetalt en erstatningssum efter fradrag af sagsomkostninger. – Omkostninger for evt. fængselsophold skal dog ikke kunne modregnes. Det udbetalte beløb beskattes som almindelig indkomst. – Butiksindehavere, der testes positive, må ikke have adgang til skumle baglokaler. – Ledelsen og mellemfunktionærer i børneværnsorganisationer skal tilbydes de samme skattefri frynsegoder som hidtil, f.eks. kørselsgodtgørelse, fri biler, aktieoptioner o.l., såfremt de ikke testes positive. – NSPD’s børneudvalg bør overveje at indføre burka-pligt for alle mindreårige piger i det offentlige rum og eventuelt under deres optræden i film og massemedier. Jeg vil gerne slutte med en lille opmuntrende beretning om min dattersøn. Da drengen var seks år, overhørte han en diskussion om en mandlig børnehavemedarbejder, der var tiltalt for at have berørt et barn i numsen. Barnets sagfører krævede 25.000 kr. i erstatning. Få dage efter sad mit barnebarn på toilettet derhjemme. Hans far kaldte ind til ham, om han skulle have hjælp til at tørre sig. »Det må du gerne, far. Men det koster 100 kr.«. Læs i øvrigt: Psykolog Søren Friis Smiths kronik ’Psykiatrisk folklore endt i justitsmord’ (Pol. 15/7 2004).Leif Blædels bog ’Vadstrupgaardsagen: Justitsmord’ 1999.Red Barnets bog ’Fra kigger til krænker?’