Den helt store rokade er netop overstået. Vuggestue-/dagplejebørn er startet i børnehave, børnehavebørn er startet i skole og SFO, etc. Mange børn vil klare skiftene fint - andre er på vej til at dumpe, fordi de er på vej til næste niveau uden at have lært det, der er forudsætningen for at kunne begå sig i det nye miljø - de oplever stort set hele tiden at være i en for svær situation. Så selv om der nu tales om at gøre børnehaveklassen obligatorisk, vil der stadig være børn, der får svært ved at fungere i skolen. Forudsætningerne for, at børnene er parate til indlæring i skolen, opbygges nemlig lige fra fødslen, så vi bliver nødt til at se børnenes parathed til skolen i en sammenhæng med den læring, der sker i hjemmet, dagplejen/vuggestuen og børnehaven. Magnus er i sin dagpleje - det er en af de sidste dage før han skal starte i børnehave. Magnus leger togbane med Herman og siger: »Jeg henter lige en bro, så toget kan køre under«. Herman løfter hovedet et kort øjeblik og ser over på Magnus for derefter at lege videre. Da Magnus får sat broen på siger Herman: »Mit tog kan også køre under«. Disse sætninger, der kan synes ganske ligegyldige, viser to børn, der har lært nogle kompetencer, der er vigtige for næste niveau og resten af livet. Magnus viser, at han er i stand til at formidle sig til omverdenen ved at sige, hvad han er optaget af. På den måde bliver Magnus synlig og forudsigelig for Herman. Umiddelbart kan det virke banalt og nogle vil måske tænke »og hvad så«, men ... det at sige, hvad man gør og er optaget af, er en forudsætning, man som barn skal mestre for at kunne indgå i leg, og som voksen en nødvendighed for at kunne samarbejde, såvel i erhvervs- som i privatlivet. Herman viser kompetence til at se og følge legekammeratens ord og handling, og han indgår på denne måde i samspil med Magnus ved at bygge videre på hans leg. Tilsammen viser disse drenge, at de har lært at sætte ord på sig selv og følge hinanden. Ved at »tænke højt« viser de også, at de er godt på vej til at blive bevidste om sig selv. Disse kompetencer skal man have lært, inden man starter i børnehave, for der at kunne indgå i det mere nuancerede sociale samspil. I børnehavens førskolegruppe har Frederik, Malthe, Janus og Mathias leget hele formiddagen. Legen har udviklet sig fra en lidt uorganiseret leg med biler til nu at være en leg med fire drenge, der har bygget en hel by med vejnet, huse, zoo etc. Som tilskuer til denne leg kan man se fire koncentrerede drenge, der hele tiden udvider legen, giver hinanden gode ideer, følger og bekræfter disse, venter og lytter til hinanden etc. Der kan høres sætninger som »nøj, hvor er det flot, Janus«, »Malthe, du kan bygge helt herhen til Frederiks hus, så bliver det en hel vej«, »er der nogen der har set en skorsten?«, »jeg synes vi skal sætte hegn rundt om det hele«. Disse fire drenge viser, at de har lært at koncentrere sig, at de kan se og følge andre, og ikke kun se sig selv, som i eksemplet med Magnus og Herman. Deres forestillings- og abstraktionsevne er udviklet, de kan organisere sig selv på den måde, at de har bygget hele denne by uden indblanding fra de voksne. Sproget er endnu mere udviklet - børnene fortæller ikke kun om sig selv, men er nu også i stand til at bruge sproget til at forhandle, anerkende andre og præsentere idéer. Disse drenge har nu lært de færdigheder, der er forudsætninger for at kunne begå sig i skolen, og kan indfri de forventninger, der bliver stillet. Disse evner bruges i klasseværelset til at koncentrere sig, lytte og følge lærerens anvisninger, at kunne indgå i gruppearbejde, selv tage initiativer og holde egne initiativer tilbage, så de ikke behøver at være på hele tiden etc. Leg er meget vigtigt i børns liv, fordi de øver sig i at samarbejde, sætte grænser for sig selv og andre, organisere sig, afprøve ideer, indlære sprog, formulere sig, afprøve roller, lære sig selv at kende etc. De børn, der evner ovennævnte kompetencer, udvikler sig dag for dag, de børn, der ikke evner det, står stille i deres udvikling og viser forskellige tegn på mistrivsel, som for eksempel Markus. Markus er fem år og går i børnehave. Han sidder alene og leger. Peter og Tobias sidder ved siden af og leger med biler. Peter rækker en bil frem mod Tobias og spørger ham, om han kan bruge den. Inden Tobias når at svare, har Markus taget bilen ud af hænderne på Peter. Peter råber op, at det ikke var ham, han spurgte, og at han ikke skal tage bilen, for den leger de med. Pædagogen skælder Markus ud, og siger, han skal aflevere den igen. Markus viser, at han endnu ikke har lært at se de andre børn og at sætte ord på egne handlinger, en udvikling, han skulle have lært i vuggestuen/dagplejen, og som nu forhindrer ham i at komme ind i legen med de andre børn. Konsekvensen er, at han bliver isoleret, misforstået og voksensøgende. Helt konkret vil man kunne se dette lands Markus'er enten stå og betragte de andre børns leg uden evnen/ muligheden til at deltage eller også forstyrre de andre børns leg, hvilket betyder, at de oven i købet tit får skældud. Så faktisk kunne man sige, at Markus dumpede i vuggestuen/dagplejen, eller at vuggestuen/dagplejen dumpede, fordi Markus ikke fik lært at sætte ord på egne handlinger og aflæse de andre børn, inden han kom i børnehave. Hans sociale udvikling forsinkes eller forhindres, fordi han ikke kan deltage og øve sig i det sociale samspil i børnehaven. Når vi ser børn der forlader dagplejen eller vuggestuen uden at have tillært disse kompetencer, hører vi ofte, at »det kommer nok«, når de nu starter i et nyt miljø, men så nemt går det desværre ikke. Under normale omstændigheder har barnet for eksempel lært kompetencen at sætte ord på sig selv som to et halvt-tre-årig. Men hvis barnet ikke har lært dette, inden det forlader dagplejen/vuggestuen, vil den naturlige måde at lære det på ikke længere være tilgængelig, fordi voksne generelt agerer ud fra, hvad børnegruppen kan, frem for hvad det enkelte barn reelt kan. Vi holder nemlig op med at fortælle børnene, hvad de gør, tænker, føler etc., når de er omkring de tre år og selv har fået sprog. Det er fint for det barn, der har lært kompetencerne - og en katastrofe for det barn, der ikke har lært dem. For de børn betyder det nemlig, at niveauet i børnehaven er for højt og dette gentager sig, når barnet starter i skole. Disse børn møder skolen uden at kunne koncentrere sig og følge andre, og har sværere ved at holde egne initiativer tilbage samt forstå de sociale spilleregler. Disse børn vil forstyrre undervisningen, være voldsomt voksensøgende, være i fare for at blive mobbet, være urolige eller passive, alt efter om det er indadvendte eller udadvendte børn. Når børnene ikke fungerer i skolen, kan vi altså ikke nøjes med at betragte dette som et isoleret skolefænomen. Som vi har set, opbygger børn barndommen igennem forudsætninger for at kunne mestre næste udviklingstrin, så vuggestuen/dagplejen og børnehaven er fuldt ud lige så vigtige udviklings- og læringsmiljøer som skolen. Man kan derfor undre sig over, at diskussionen om skolebørns problemer hovedsagelig er koncentreret om, hvad skolen kan stille op. Med al respekt for skolen og dens muligheder, så vil de aldrig i den nuværende form kunne løse disse problemer. Men hvad stiller vi så op? Løbet er jo ikke kørt for disse børn, hvis vi vel at mærke sætter ind med en målrettet pædagogisk indsats. Vi har derfor følgende forslag: Den nye forskning har vist os, at børn udvikler deres sociale, intellektuelle og følelsesmæssige kompetencer ud fra det samspil, de bydes. Det er derfor af største vigtighed, at det samspil, barnet er i, er udviklingsstøttende. Vi ved i dag, at alle børn er født med forudsætninger for at udvikle sig optimalt, men vi ved også, at det ikke er alle børn, der reelt får chancen herfor. Dette skyldes altså at de ikke er i et samspil, hvor de har de fornødne udviklingsmuligheder. Der må derfor gøres tiltag til at hjælpe institutionerne med at forbedre det samspil, børn tilbydes. Børn udvikler nemlig ikke sig selv, de skal lære det af nære omsorgspersoner - forældre, offentligt ansatte dagplejere og pædagoger. Det skal være bevidste og nærværende voksne, der har blik for barnets handlinger og følelser, og som følger og sætter ord på dem. Derved udvikler børnene en viden om sig selv, den sproglige kunnen understøttes, de bliver bevidste om egne handlinger og følelser, og de oplever at blive set og bekræftet, hvilket er forudsætningen for, at de opbygger en forståelse af sig selv og opbygger selvværd. Børnene ser op på den voksne og aflæser ansigts- og kropsudtrykket og bruger det som rettesnor. Jo yngre barnet er, jo mere har det brug for at se på og blive set af den voksne. Men det kræver jo så, at der er voksne at se på (jvf. normeringer), og at det er voksne, som er så integrerede i deres egen personlighed, at de kan bruges som pejlemærke for børnene. Hvis der er flest oplevelser, som understøtter børnenes udvikling i positiv retning, er det dem, der sætter sig som de tydeligste spor i børnenes hjerner og danner de modeller, der bliver de foretrukne for barnets adfærd. Får barnet flest negative oplevelser, er det de spor, der sætter sig i hjernen og bliver den foretrukne adfærd. Ved at udvikle en ressourceorienteret tilgang frem for en problemorienteret tilgang til børn med vanskeligheder, vil problemets karakter få den plads, der er nødvendig. Det vil også blive tydeligere, hvilken støtte barnet har brug for, så problemet afhjælpes. Vi vil derved kunne mindske den stigmatisering, der i øjeblikket foregår i forhold til børn med problemer. Nogle gange bliver problemet større end det er, fordi det kommer til at fylde hele barnet frem for kun at være det, det handler om. Dagplejepædagogfunktionen burde kræve en videreuddannelse, idet jobbet har et helt andet indhold og fokus end et traditionelt pædagogjob. I almindelighed har pædagogen den direkte kontakt med barnet og forældre. Som dagplejepædagog er det kontakten med dagplejeren, der er det primære, og kontakten med barnet det sekundære. Den pædagogiske indsats er rettet imod vejledning af den voksne - altså et voksenpædagogisk fokus frem for børnepædagogisk. Derudover forventes det også, at dagplejepædagogen kan supervisere, undervise, observere samt evaluere andres arbejde på et andet niveau, end pædagoguddannelsen lægger op til. Rent historisk startede dagplejen som en pasningsordning. I dag passes hovedparten af børn under tre år i dagplejen. Det store ansvar, der nu ligger på dagplejepædagogens skuldre, burde uddannelsesmæssigt følges op. Læreplaner er blevet familieministerens mantra for børn i daginstitutionen, og alle pædagoger er i fuld sving med at drøfte, hvordan de skal udformes og hvad de på det generelle plan skal indeholde. Disse læreplaner burde udvides til at målrette indsatsen i forhold til barnet med vanskeligheder. På den måde ville man få et tydeligt arbejdsredskab til at understøtte udviklingen og tilmed kunne evaluere på indsatsen. Læreplaner kunne for eksempel være et klart pædagogisk redskab til at se, hvilke nye børn, der har kompetencerne til at indgå i det sociale samvær med andre børn, og hvilke børn, der har brug for støtte til at komme videre i udviklingen med det samme. Det er for eksempel ikke et mål i sig selv at vente et år med at komme i skole, fordi daginstitutionen skønner, at barnet ikke er skolemodent. Det kræver, at der er en klar plan for, hvad det er, barnet skal lære, hvordan vi sikrer os, at denne læring finder sted. Det er vigtigt, for at børnene ikke kommer til at spilde år af deres liv og deres mulighed for udvikling. Da næsten alle børn går i børnehave og op til 80 procent er i dagpleje eller vuggestue, skulle der være en meget stor chance for, at individuelle læreplaner kan påvirke børnene i en positiv retning. Hvert år anbringes mange børn i dagpleje/institution som en forebyggende eller behandlende foranstaltning, fordi forældrene har vist, at de aktuelt ikke magter forældreopgaven. Men der følger sjældent konkret støtte med, hvilket betyder, at barnet reelt får det samme tilbud, som alle andre børn i institutionen. Det tilbud, vi giver, bør selvfølgelig være af en kvalitet, så barnet får det udviklingsmæssige løft, der skal til for at bryde den sociale arv og komme på niveau med velfungerende børn. Børn med vanskeligheder tilbydes nogle gange støttepædagoger. Når barnet i en tid med knappe ressourcer får tildelt en støttepædagog, er barnets vanskeligheder oftest voldsomme. Men det er værd at huske, at støttepædagoger er 'almindelige' pædagoger uden overbygningsuddannelse. I øjeblikket udvikler den enkelte selv nogle kompetencer hen ad vejen. Men samtidig er der nogle børn med særlige og svære behov, der har brug for en specifik faglig støtte for at komme videre i udviklingen. Så vores bud er, at støttepædagoger, der meget ofte har et hårdt sisyfosarbejde, burde have en overbygning på deres grunduddannelse for at kunne varetage den pædagogiske opgave, som jobbene kræver. Den fremtid, børnene skal oplæres til at begå sig i, er en tid, hvor de kommer til at definere sig selv i forhold til en omverden, hvor der er mange skift, familie-, arbejds- og samfundsmæssigt. Det kræver omstillingsparate mennesker, der kan manøvrere i en omskiftelig verden. For at nå dertil kræver det voksne, der understøtter børnenes selvværd, hvilket vil sige, at børnene skal føle sig set, respekteret og anerkendt. At blive mødt på den måde gør, at børnenes fornemmelse af dem selv understøttes og deres indre styring af dem selv udvikles. I dag er der utroligt mange børn, der er ydrestyret, hvilket vil sige, at de ikke føler sig gode nok, hvis de ikke ser godt ud, er dygtige og hele tiden bliver rost af omgivelserne. Det barn, der hviler i sig selv, er meget mere omstillingsparat end det barn, der konstant skal ses og roses for at kunne være her. Barnet, der hviler i sig selv, kender sig selv og har en indre balance, er det barn og senere voksen, der kan klare nye situationer og nye relationer. Det er nødvendigt, at alle de rigtige ord, der er beskrevet i institutionernes formålsparagraffer og bliver anvendt i læreplaner, ikke bare er hurra-ord. Det er vigtigt, at vi meget præcist får defineret, hvordan ordenes indhold bliver til virkelighed og omsat til en bevidst praktisk handling, der kan måles på det enkelte barns udvikling. Vi har den viden, der skal til for at støtte børn med at udvikle sig optimalt, mon også viljen er der, så børn ikke længere behøver dumpe inden skolealderen?