Den israelske regering bruger sine borgeres sikkerhed som begrundelse for at holde det palæstinensiske folk nede. Det eneste resultat er ekstremisme og et samfund lammet af frygt. Jacob Fuglsang er debatredaktør på Politiken. En kvinde kommer løbende med geværet løftet og sigter på en bus. Hun ser ud til at være 18-20 år og er i fuld militæruniform. Skrækken står malet i hendes ansigt med opspilede øjne og røde kinder. Set fra en lille Ford Transitbus er det et uhyggeligt syn. Lidt efter sænker hun geværet. Situationen afløses af et skænderi mellem hende og chaufføren i en af de minibusser, som kører mellem de palæstinensiske byer på Vestbredden. Chaufføren har i sin søgen efter en vej, som ikke er blokeret af vejspærringer, kørt en halsbrækkende tur over en bjergvej. Da han vil køre ud på en af militærets veje, opstår problemet. Palæstinenserne i bussen tager det med næsten uhyggelig ro og beder mig om at være mægler, fordi jeg kan tale engelsk med hende og de to andre unge soldater, som har stoppet bussen. Mæglingen lykkes ikke særlig godt, og det ender med at bussen må bakke tilbage op ad bakken. Måske er det af naturlig lettelse, at de tre værnepligtige står og griner af bussens problemer med at komme tilbage samme vej. Men det virker som en hån mod både passagererne og chaufføren. En busfuld midaldrende mennesker, som bliver sat på plads af tre teenagere med maskingeværer ... Buspassagerernes ro er næsten mere skræmmende end soldaternes fingre på aftrækkeren. Kontrol, vejspærringer og geværer i en uhyggelig uendelighed er en del af hverdagen på Vestbredden og gør i en vis forstand folk immune for ydmygelserne. Presset på vejspærringerne gør det meget svært at lave andet end stikprøvekontrol - en kontrol, som virker så meget desto mere omsonst, fordi der overalt findes bumlede og snoede jordveje, som kan bruges til at komme forbi vejspærringerne uden om kontrollen. Den lige vej gennem vejspærringen vil derfor være den sidste, som en palæstinensisk bombemand vil vælge. Som en journalist på den israelske avis Ha'aretz udtrykker det »vejspærringerne giver alt - undtagen sikkerhed«. Ingen kan fortænke soldaterne i at være nervøse. Situationen i området er optrappet, så det nu ligner regulær krig. En krig som ikke sjældent er blevet udkæmpet ved vejspærringerne. I midten af februar blev seks soldater mejet ned af palæstinensere på en vejspærring lidt uden for Jerusalem, og i begyndelsen af marts blev syv soldater og tre bosættere skudt på en vejspærring i Ramallah. På den anden side kan heller ingen fortænke palæstinenserne i at reagere mod den massive kontrol, de dagligt udsættes for. Det er massiv kontrol og forskelsbehandling, som har gennemsyret palæstinensernes hverdag længe. Og det gælder både palæstinensere med israelsk statsborgerskab og palæstinensere i selvstyreområderne, som lever under besættelse. At den palæstinensiske reaktion blandt andet bliver udtrykt gennem ekstremisters selvmordsbomber mod civile er naturligvis en perversitet, som ikke kan undskyldes eller kaldes legitim modstandskamp. Men det er samtidig grotesk, at de israelske myndigheder længe har misbrugt terrorhandlingerne til at bringe en hel befolkning i knæ. Også før den nuværende eskalering af konflikten har de israelske myndighed sat ekstrem militærmagt over for få ekstremister blandt palæstinenserne. Og det er især civilbefolkningen, det går ud over. Hvad skal man kalde en besættelse, som den de israelske sikkerhedsstyrker praktiserer? Hvordan finde definitioner, som kan forklare, at palæstinensere ikke kan bruge de veje, som deres selvstyre råder over? En af de engagerede repræsentanter fra en engelsk kristen nødhjælpsorganisation, der har arbejdet længe i området er ikke i tvivl. Efter et besøg på det jødiske Holocaust-museum, siger han: »Det slog mig, at det, israelerne gør mod palæstinenserne, er præcis det samme, som nazisterne gjorde mod jøderne«. Netop et besøg på dette museum med dets billeder af den gru, jøderne har været udsat for, får parallellen til at virke iøjnefaldende. For eksempel de billeder taget på Krystalnatten, hvor nazister smadrede jødiske butikker og malede jødestjerner på facaderne. Det ligner påfaldende byen Hebron, hvor omkring 400 israelske bosættere sikret af en militærstyrke på flere tusinde kaster sten efter palæstinensere og deres vinduer. For at det ikke skal være løgn maler bosætternes børn jødestjerner - ikke på bosættelsernes huse, men på metalskodder på de palæstinensiske butikker. Palæstinenserne i byen kaster også med sten, men de har ikke verdens fjerdestærkeste militærmagt i ryggen til at beskytte sig. Eller tag billederne af den jødiske ghetto i Warszawa fra det nazistiske rædselsregime, hvor den lukkede bydel førte til sult og forfald. På Vestbredden og i Gaza er palæstinenserne i praksis spærret inde i deres egne byer og skal søge om udgangstilladelse, hvis de vil besøge nogen i andre byer. Resultatet er naturligvis, at områdets økonomi er lammet, og at området er præget af stagnation og social nød. Eller hvad med de utallige arrestationer på Vestbredden, hvor palæstinensere får plastichåndjern på og bind for øjnene? I flere tilfælde blev der skrevet numre på arresteredes pande eller underarm. Den praksis blev dog hurtigt stoppet af overordnede i de israelske sikkerhedsstyrker, der selv udtrykte forfærdelse over, at nummereringen af fangerne lignende noget, som var set før. Alligevel kan parallellerne ikke bruges til ret meget, fordi det er en relativering af to udviklingsforløb, som ikke umiddelbart kan sammenlignes. Der er vel at mærke et folkemord til forskel. Men det ændrer ikke ved, at det er historisk ironi, at jøderne, der om nogen har mærket diskrimination på kroppen, har indrettet en stat, der i den grad diskriminerer palæstinensere. Når man diskuterer denne diskrimination med israelere, høres argumentet om sikkerhed igen og igen. »Israel har en legitim ret til at forsvare sig mod terrorister«, lyder det. Og jo, det har Israel, men det retfærdiggør ikke de former for diskrimination, som foregår. For mange af aspekterne i diskriminationen har ikke noget med sikkerhed at gøre. Det kræver ikke lang tid i Jerusalem for at se eksempler på diskrimination, som rækker ud over sikkerhedshensynet. Man kan bare slå et slag forbi Nablusroad lige ved Damaskusporten til Jerusalems gamle by. Næsten hver morgen står en kæmpekø af palæstinensere, som ofte fylder så meget, at de ikke kan være på fortovet. De står foran en bygning med gitter for vinduerne og smalle sikkerhedssluser af jern foran dørene. Kvinder med ansigterne pakket ind i tørklæder, unge mænd i læderjakker og ældre mænd med partisantørklæder står tæt pakket og venter. Og venter. En dag falder jeg i snak med Samir Sahhar, som er en af de unge i læderjakke. Han forklarer, at alle i køen skal have fornyet deres opholdstilladelse i Jerusalem. Køen er så lang og sagsbehandlerne så få, at folk kommer fra klokken tre om natten for at få fornyet opholdstilladelsen, før kontoret lukker ved middagstid. Han har selv været der 5.30 i morges. For ham er der ingen tvivl: Den langsomme bureaukratiske proces er endnu en ydmygelse fra de israelske myndigheders side, som skal gøre palæstinenserne så trætte af livet i Jerusalem, at de flytter. For palæstinenserne i Jerusalem er det helt nødvendigt at have opholdstilladelse, som dokumenterer, at de bor i byen. Selv hvis de er født i byen, og deres familie har boet der gennem flere generationer. Børn født i Jerusalem kan kun få opholdstilladelse, hvis faderen har det. Afslag skal ikke begrundes og kan ikke appelleres. Skal en palæstinenser rejse, kræver det visum, som koster omkring 500 kroner. Israelere kan rejse, hvor de vil, uden at det koster noget. Skulle en palæstinenser i Jerusalem ønske at gifte sig med én uden for byen, får ægtefællen oftest ikke opholdstilladelse. 'Stille deportation' kalder palæstinenserne de israelske myndigheders regler. Fra 1967 frem til april sidste år har 6.444 palæstinensere fået frataget deres id-kort. Og alene sidste år var det 207. Hvad skal man kalde sådan en ordning, hvis ikke det er diskrimination? Det kan ikke sammenlignes med nazisme, men det er en forskelsbehandling af en befolkningsgruppe, som burde være uacceptabel i en retsstat. Diskriminationen af palæstinensere stopper ikke ved den synlige form, som kan ses på Nablusroad. På andre områder synes diskriminationen at være systematisk og raffineret på samme tid. Et eksempel er diskrimination mod palæstinensere med israelsk statsborgerskab. For dem er offentlige stillinger betinget af værnepligt. Men da palæstinensere naturligvis hverken kan eller vil aftjene værnepligt i den israelske hær, så er de afskåret fra disse stillinger. Dertil kommer byggetilladelser, som palæstinensere stort set aldrig får. Nogle palæstinensere tager sagen i egen hånd og bygger uden tilladelse - og så føres krigen med israelske grav- køer, der ganske enkelt river husene ned. Resultatet ses flere steder i Jerusalem, og det pynter ikke på byen. Skattesystemet er et andet eksempel på skjult diskrimination over for palæstinensere med israelsk statsborgerskab. Små virksomheder betaler forholdsmæssigt højere skat end store virksomheder, fordi de små virksomheder typisk ejes af palæstinensere, mens de store ejes af israelere. Desuden er der stor forskel på den service, som skatteyderne får til gengæld for skatten. Israelere får gode veje og velfungerende renovation - i de palæstinensiske gader får affaldet lov at ligge, og vejene er hullede i en grad, så de nogle steder er direkte ufremkommelige. Påstanden kan hurtigt afprøves. Det kræver blot en tur gennem Jerusalem for at se forskellen fra kvarter til kvarter. Hvad skal vi kalde det? Apartheid? Det dækker heller ikke helt. På det palæstinensiske Birziet Universitet lidt uden for Ramallah kommer en tidligere studerende med ord, som giver mening. Det, som den israelske myndighed gennemfører, er ifølge ham securitism. Securitism har afløst en anden isme, zionisme, der, fra før Israel blev dannet, definerede det politiske mål som en stat for jøder. Zionismen findes selvfølgelig stadig, skønt målet for længst er nået. Men securitismen går videre og er en næsten totalitær ideologi, som bruger henvisning til borgernes sikkerhed til at undertrykke en bestemt gruppe i samfundet. Som det har været tilfældet med andre ismer så er den undertrykkende og diskriminerende del af ideologien blevet så dominerende, at den sætter det oprindelige mål over styr. Ligesom nazismen forherligede den tyske nations ødelæggelse, og socialisme flere steder blev undertrykkende frem for frigørende, så har securitismen i Israel nået et omfang, så den sætter sikkerheden over styr. Securitismen har trukket hele området ind i en voldsspiral, som synes umulig at stoppe og rammer alle. Palæstinenserne risikerer at blive skudt ved en misforståelse ved en vejspærring eller dø i en ambulance, der ikke kan få lov til at køre forbi. Eller de rammes af de stadig mere ukontrollable israelske gengældelsesaktioner. Israelerne rammes også. Dels gennem selvmordsbomber, som rammer i flæng og betyder, at israelere må leve i bestandig frygt for deres eget og deres familiers liv. Og dels gennem de soldater, som er nemme mål for den palæstinensiske frustration. Hvis den nuværende ledelse i Israel har en strategi må det være securitisme. Men som den seneste udvikling til overflod har vist, så virker det stik mod hensigten. Skal området vikles ud af den voldsspiral, som i dag synes ude ende, må de israelske myndigheder opgive securitismen. At holde det palæstinensiske folk fast i en skruestik af kontrol og atter kontrol skaber kun desperation, økonomisk nød og ekstremisme, som destabiliserer hele regionen. Alle venter på, at det internationale samfund skal gribe ind, men meget lidt tyder for øjeblikket på, at løsningen kommer udefra. USA's nuværende regering synes ikke villig til at sætte hårdt mod hårdt over for Israel, og EU er for splittet til at spille en afgørende rolle. Løsningen må derfor komme fra de israelere, som siger fra over for securitisme. Og skønt de seneste meningsmålinger paradoksalt nok giver Sharonregeringen fremgang, er der også mange israelere, som siger fra. For at slutte, hvor jeg selv startede, da jeg kom til Israel, kan det måske eneste håb for den plagede region findes på pladsen foran hovedbiblioteket i Tel Aviv. Til en fredsdemonstration, der blev holdt 8. februar. Tusinder af israelere var her mødt op på pladsen foran hovedbiblioteket i Tel Aviv. De var mødt op for sige stop. Stop for den israelske bosættelsespolitik, hvor israelere bosætter sig midt i de palæstinensiske selvstyreområder, omgivet af mure, pigtråd og et massivt opbud af militær. Stop over for den massive militære undertrykkelse Israel må bruge for at holde den palæstinensiske modreaktion nede og stop over for premierminister Sharons uforsonlige linje over for palæstinenserne. Flere talere refererer ved denne lejlighed til det voksende antal reserveofficerer i den israelske hær, som offentligt har taget afstand fra den israelske besættelsespolitik. Som officerer vil de gerne forsvare Israel, men de vil ikke længere være med til at terrorisere den palæstinensiske civilbefolkning i de besatte områder. De vil ikke længere skyde efter benene på stenkastende børn og vil ikke længere påtage sig den umulige opgave, det er, at sikre israelske bosættere mod vilkårlige terrorangreb og selvmordsbomber. Både blandt palæstinensere og israelere findes en stor gruppe demokratisk indstillede mennesker, som ønsker en fredelig løsning - et kompromis, der tilfredsstiller begge parter. De er svære at få øje på nu, hvor ledelsen i begge lejre kynisk ofrer unge menneskers liv for at holde fast på magten. Men denne gruppe er eneste mulige fremtid for den plagede region.