Dansk Folkeparti har foreslået, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Endvidere ønsker partiet, at Kriminalforsorgen skal overtage fuldbyrdelse af ungdomssanktion fra kommunerne. Der er tilsyneladende ingen andre partier, som har tilsluttet sig DFs forslag, og i stedet er det nu som led i finanslovforliget besluttet, at flere børn skal institutionsanbringes i socialt regi. Rent instinktivt vil de fleste nok vende sig imod tanken om at sænke den kriminelle lavalder. Men instinkter er ikke altid det bedste grundlag at træffe beslutninger på. Hvad betyder den kriminelle lavalder? Den danske straffelov siger herom, at »handlinger foretagne af børn under 15 år straffes ikke«. FN’s børnekonvention beskriver den kriminelle lavalder som »en minimumsalder, under hvilken børn ikke anses at være i stand til at begå strafbart forhold«. Børn under 15 år skal altså principielt ikke kunne betegnes som kriminelle, hvis man hermed forstår personer, som har begået handlinger, som de kan straffes for. Børn kan ganske vist både stjæle og forvolde ildebrand og meget andet, som står omtalt i straffeloven, men når disse handlinger er begået af børn, er det ikke strafbare handlinger. Alligevel taler vi rask væk om kriminelle børn. Retsplejeloven omtaler personer under 15 år, som er mistænkt for strafbart forhold. Rigsadvokaten er mere direkte og taler eksempelvis om, at »barnet har begået voldskriminalitet eller anden form for alvorlig kriminalitet«. Han siger også, at politiet kan efterforske sager mod børn under 15 år »bl.a. for at klarlægge omfanget af kriminaliteten«. I den sociale servicelov nævnes oplysninger om, at barnet »har begået kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed«. Men hvad vil det sige, at der foreligger ’oplysninger’ om et barns kriminalitet? Når det handler om en 15-årig, vil der foreligge en dom, som fastslår, at han er skyldig i kriminalitet i nærmere bestemt omfang. Men det er ikke tilfældet for en 14-årig. Han bliver ifølge retsplejeloven aldrig andet en mistænkt. Alligevel skal politiet efter Rigsadvokatens instrukser klarlægge omfanget af hans kriminalitet, og de sociale myndigheder skal tage stilling til ikke alene, om han har begået kriminalitet, men også til omfanget og grovheden af kriminaliteten. Men ingen dommer, ingen domsmænd og ingen forsvarer medvirker i processen. En advokat kan ganske vist beskikkes i forbindelse med afhøring, men kun hvis der er et »ganske særligt behov for advokatbistand«, og det er forældrene eller politiet, som kan anmode herom. Den 14-årige kan ikke selv kræve at få beskikket en advokat. Således tilsidesættes næsten alle normale procesbeføjelser og andre retsgarantier, når den mistænkte er under 15 år. For den 15-årige vil retten tage stilling til, om han har begået de påsigtede handlinger, men også om han har handlet forsætligt (evt. uagtsomt), om der forelå særlige straffrihedsgrunde (nødværge, samtykke mv.), om der var særlige formildende omstændigheder osv. For den 14-årige vil det være tilfældigt, i hvilket omfang der tages stilling til disse spørgsmål, og der er i hvert fald ingen processuelle garantier for, at det sker. Den kriminelle lavalder er med andre ord også en lavalder for retsgarantier. Men barnet skal jo heller ikke straffes; han skal hjælpes. Hvori består så den hjælp, som man yder en ’kriminel’ 14-årig? Svaret findes i den sociale servicelov, som opregner en række tilbud lige fra konsulentbistand til anbringelse af barnet uden for hjemmet som den mest intensive hjælpeforanstaltning. Under en sådan anbringelse skal barnet ifølge loven modtage omsorg, personlig støtte, socialpædagogisk rådgivning og behandling. Det interessante er herefter, hvori denne omsorg og socialpædagogiske behandling nærmere består. For godt et år siden kunne dagbladet BT berette, hvordan man på et opholdssted tvang unge anbragte til i op til 15 timer at sidde på en stol, hvis de ikke underkastede sig opholdsstedets disciplin. I nogle tilfælde blev afstraffelsen gentaget i adskillige dage i træk. Metoden er blevet brugt bevidst til at knække de unges selvstændighed og afrette dem. På et andet opholdssted praktiserer man såkaldte ’læringsture’, som beskrives som »en konsekvens for alvorlig uhensigtsmæssig adfærd«. I fængslerne kalder vi det disciplinærstraf. Ifølge opholdsstedets eget informationsmateriale består en rød læringstur i en vandretur i Sydsverige med overnatning udenfor i 18 graders frost. Ombudsmanden behandlede for nylig en klage fra et 13-årigt barn, som var anbragt på et socialpædagogisk opholdssted. Den 13-årige var i første omgang blevet nægtet adgang til at skrive til Ombudsmanden, fordi hun ikke ville aflevere sin mobiltelefon. Da det endelig lykkedes at få et løfte om, at institutionen ville poste et brev til Ombudsmanden, blev hun nægtet adgang til skriveredskab og konvolut. Det fremgår af Ombudsmandens sag, at opholdsstedet forbyder de anbragte børn at have mobiltelefon i den første tid, da dette angiveligt forhindrer barnet i »at forholde sig til sin egen situation og til det sted, hvor han/hun er«. Det fremgår videre af sagen, at opholdsstedets ledelse og personale benyttede utraditionelle metoder i forsøget på at tvinge barnet til at aflevere sin mobiltelefon. Man inddrog nogle af hendes private ting. Man truede med at fjerne det kæledyr, som hun havde fået lov til at medbringe. Der blev placeret en madras på værelset med henblik på, at der døgnet rundt skulle være en medarbejder på værelset. En pædagog fulgte med barnet på toilettet helt ind til selve brættet. Der blev slukket for strømmen til værelset, så hun ikke kunne oplade sin telefon. I en udtalelse til kommunen i anledning af klagen til Ombudsmanden vedstod opholdsstedet de faktiske forhold, som er refereret ovenfor. Man legitimerede disse og andre foranstaltninger med henvisning til opholdsstedets pædagogiske principper. Ombudsmanden måtte henlede opmærksomheden på, at en henvisning til opholdsstedets pædagogiske principper ikke i sig selv kunne udgøre et hjemmelsgrundlag for indgreb over for barnet. Senere i forløbet, da opholdsstedets advokat var blevet involveret i sagen, tilbagekaldte opholdsstedet sine ’tilståelser’. Ombudsmanden havde også spurgt den anbringende kommune, om det er i overensstemmelse med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om forbud mod tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling, at en medarbejder om natten forhindrede den 13-årige i at sove, idet han sad ved sengen og talte til barnet og anbragte en lampe, som lyste lige imod hendes hovedgærde med forbud mod, at hun slukkede den. Opholdsstedet bestred rigtigheden af disse oplysninger. Opholdsstedets pædagogiske principper går ud på, at barnet som udgangspunkt ikke har nogle rettigheder eller privilegier. Man skal gøre sig fortjent hertil via et karaktersystem. Hver dag tildeles barnet en karakter for den udviste adfærd, og kun ved opnåelsen af et vist karakterniveau kan barnet få yderligere privilegier og rettigheder. Falder karakteren, f.eks. hvis der ryges på toilettet, fratages opnåede rettigheder. Pædagogikken svarer til det såkaldte progressive system, som blev praktiseret i danske fængsler indtil for omkring 40 år siden. Flere opholdssteders pædagogiske principper synes at bygge på et krav om børnenes totale underkastelse som basis for det videre socialpædagogiske opbygningsarbejde. De skal helt ned at ligge, før man kan bygge dem rigtigt op. Konsekvenspædagogik er et nøgleord. Men medens den originale konsekvenspædagogik, som på et eksistentialistisk idégrundlag blev indført af forstander Jens Bay på Træningsskolen i Dragør, lægger vægt på handlingens logiske konsekvenser, er der i de nævnte eksempler tale om et spekulativt system af konstruerede ubehagelige konsekvenser, som har karakter af målrettede straffeforanstaltninger. Man burde – i respekt for den originale konsekvenspædagogik – i stedet kalde det ’tugtelsespædagogik’ eller lignende, som ville passe bedre til pædagogikkens indhold. Hvis vi i de danske fængsler benyttede nogle af de nævnte metoder, ville vi stå til både afsked og straf for krænkelse af dansk lovgivning. Vi ville med usvigelig sikkerhed også stå til alvorlig kritik fra Folketingets Ombudsmand, Den Europæiske Torturkomité, FN’s torturrapportør og andre organer, som kontrollerer fængslernes overholdelse af menneskerettighederne. Hvordan kan denne form for virksomhed da få lov at foregå på institutioner inden for det sociale system? En del af forklaringen kan være, at sociale døgninstitutioners virksomhed kun er retligt reguleret i ganske få bestemmelser i serviceloven suppleret af en enkelt bekendtgørelse, medens fængslernes virksomhed er undergivet detaljeret regulering i straffuldbyrdelsesloven med over 80 tilhørende bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger mv. Det er naturligvis ikke i sig selv en garanti for ordentlige forhold, at der er udstedt mange forskrifter om virksomheden. Et stærkt fælles værdigrundlag og en stram pædagogisk rammestyring kunne også udgøre et værn mod vilkårlige metoder og principper, men i den sociale institutionsverden, som styres af kommuner og regioner, er der tilsyneladende relativt fri adgang for institutionerne til at vælge pædagogiske metoder, værdier og menneskesyn. Som eksempel på forskellene kan nævnes, at der i fængslerne er stramme betingelser og procedureforskrifter om udelukkelse af indsatte fra fællesskab med andre indsatte. I den sociale institutionsverden gælder dette kun, når man i en sikret afdeling placerer en ung i en særlig isolationscelle. Der gælder ingen regler for at beordre barnet ’på værelset’ eller (ofte i længere tid) at placere barnet helt isoleret fra andre beboere, så det alene har kontakt med medarbejderne. Der er frit slag for disse former for isolation, som ofte vil være lige så modbydelige og skadelige som anbringelse i et særligt rum. Endvidere er kontrollen med de private opholdssteder langt fra så sikker og grundig som kontrollen med fængslerne. Kommunerne varetager tilsynet med institutionerne, medens Ombudsmanden og flere internationale kontrolorganer jævnligt aflægger besøg i fængslerne og fører nøje kontrol med virksomheden. For to år siden beskrev BT, hvordan personalet på en nordjysk institution provokerede og ydmygede en ung beboer med det formål at få ham til at reagere aggressivt, hvilket førte Nordjyllands Amt til at sætte institutionen under skærpet tilsyn. Sagen gav Dansk Folkeparti anledning til at foreslå, at Folketingets såkaldte paragraf 71-udvalg, som fører tilsyn med mennesker, som er administrativt frihedsberøvet på offentlige institutioner, skulle gives adgang til at foretage uanmeldte besøg også på private institutioner, der modtager administrativt frihedsberøvede personer. Men alle andre partier – fra VK til Enhedslisten – afviste forslaget, idet de fandt, at hensynet til den private boligs ukrænkelighed skulle vægtes højere end adgangen for paragraf 71-tilsynet til at kontrollere vilkårene for tvangsanbragte børn. Det er en tankevækkende vægtning. For godt et år siden trådte en tillægsprotokol til FN’s torturkonvention i kraft i Danmark. Denne protokol forpligter Danmark til at oprette et nationalt kontrolorgan til forebyggelse af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf på steder, hvor mennesker efter en domstols- eller myndighedsbeslutning er berøvet friheden. Protokollen kræver udtrykkeligt, at kontrollen også skal foregå på private institutioner, men dette krav er ikke opfyldt ved den model, som er valgt i Danmark. Man har nemlig besluttet at give Ombudsmanden rollen som det nationale kontrolorgan, men Folketinget har undladt at udstyre Ombudsmanden med beføjelser til at aflægge kontrolbesøg på private institutioner, hvor mennesker – børn og voksne – er frihedsberøvet. Dem er der ganske mange af, thi protokollen definerer frihedsberøvelse som bl.a. enhver form for domstols- eller myndighedsbestemt anbringelse af en person i et offentligt eller privat forvaringssted, som den pågældende ikke har tilladelse til frit at forlade. Hvis jeg var forælder til en 14-årig, som skulle undergives foranstaltninger som følge af kriminel adfærd, ville jeg – og uden tvivl også mit barn – langt foretrække, – at det var en domstol og ikke en administrativ myndighed, som tog stilling til, om mit barn var skyldigt. Jeg tvivler ikke på, at mange politifolk og socialrådgivere yder en både samvittighedsfuld og skånsom indsats i disse sager, men i et demokratisk samfund skal det være en domstol, som afgør skyldsspørgsmål og reaktion i en sag om strafbart forhold; – at det var de strafferetlige og straffeprocessuelle frem for de socialretlige regler og principper, som blev anvendt, hvilket må antages at ville styrke det mistænkte barns retsposition; – at en institutionsanbringelse blev administreret af en statslig myndighed med stærke kompetencer til at iagttage både pædagogiske og retssikkerhedsmæssige hensyn; der må ikke være spillerum for pædagogiske fantasier og eksperimenter, som krænker almindelig anstændighed og basale menneskerettigheder, eller for private profitinteresser, som kunne tænkes at spille en vis rolle i denne branche. Kriminalforsorgen har gode kompetencer og traditioner i dette arbejde og kunne være en mulig statslig entreprenør. Samtidig kunne Kriminalforsorgen overtage fuldbyrdelsen af ungdomssanktionen og sikre en mere fast og forudsigelig linje og styrke de unges retssikkerhed under fuldbyrdelsen, mere end det lykkes for kommunerne, hvoraf mange mangler både ekspertise og erfaring i fuldbyrdelse af strafferetlige sanktioner. Vi har i Danmark hidtil vendt os imod tanken om private fængsler. Argumenterne herimod er stærke, men de kunne med samme styrke fremføres mod brugen af private anbringelsessteder for unge kriminelle. Hvis det er en sænkning af den kriminelle lavalder, som skal til, for at børn skal få samme proces- og menneskeretlige position som voksne, går jeg ind for en sænkning af den kriminelle lavalder. Det betyder ikke, at jeg går ind for, at børn skal ind i de traditionelle fængsler. Frihedsberøvende sanktioner kunne passende afsones i særlige statslige (små) anbringelsessteder, som respekterer både børnenes sociale og uddannelsesmæssige behov og deres menneskeværd og menneskerettigheder, og som er undergivet en langt stærkere retlig regulering og styring, end de socialpædagogiske institutioner er i dag. En sådan reform burde kunne føre til et opgør med de umenneskelige og krænkende hverdagsindgreb af afstraffende karakter, som børnene udsættes for mange steder i den private institutionsverden – og nok også i nogle af de kommunale og regionale institutioner, som er undergivet samme løse retlige regulering som de private opholdssteder. En sænkning af den kriminelle lavalder måtte således kunne forventes at yde børnene mere retssikkerhed og respekt og vil samtidig skåne dem for nogle umenneskelige og nedværdigende afstraffelsesmetoder.