I filmatiseringen af nobelpristageren, den ungarsk-jødiske forfatter Imre Kertesz’ roman ’De skæbneløse’ er der en central scene med stor symbolsk rækkevidde for filmens og romanens skildring af mennesker i de yderste afkroge af civilisationen. Den jødiske dreng Geörgy er under Anden Verdenskrig havnet i kz-lejren Buchenwald, hvor han ligesom tusinder af andre forsøger at udholde lejrens daglige ydmygelser og klare sig igennem på et minimum af føde under sulteniveau. Uerfaren og uforberedt, som han er på dette jordiske helvede, agerer han som et jaget dyr og sluger med det samme alt, hvad der minder om føde, som han overhovedet kommer i nærheden af og får på den måde meget forbigående stillet den værste fysiske sult, alligevel er han naturligvis ulykkelig. Nu giver en af de mere erfarne og ældre indsatte ham det råd altid at gemme lidt af det sparsomt udleverede brød på sig til morgendagen. Geörgy er mystificeret og forstår ikke, hvad den ældre indsatte mener. Da siger den erfarne fange: »Dit selvværd er vigtigt, lige så vigtigt som brød og suppe«. Det vil sige: Har du altid et lille stykke brød på dig, så står du ikke totalt nøgen og ydmyget over for overmagten. I betragtning af diasporajødernes udsathed og lidelseshistorie i Europa helt tilbage til den førmiddelalderlige tid er det ikke så underligt, at det især er hos jødiske filosoffer og tænkere, at tanken om selvværdets og den menneskelige anerkendelses betydning står centralt, ofte som to sider af samme sag. I dag hvor europæerne står over for betydelige anerkendelsesproblemer i forhold til de europæiske muslimske minoriteter og islam, og antisemitismen igen viser sit skyggeagtige ansigt, er det værd at bruge lidt opmærksomhed på, hvad det egentlig er, der tankemæssigt er på spil hos flere af de jødiske filosoffer. Hos den østrigsk-jødiske Martin Buber (1878-1965) står jeg-du vekselspillet i centrum for selve forståelsen af, hvad det menneskelige, men også et Guds-forhold er, først i det øjeblik, der er en gensidighed og balance og en åbenhed i dette vekselspil risikerer det ikke at degenere til et jeg-det-forhold, hvor jeget gør duet til en genstand og et objekt for fordomme. Den både Talmud- og eksistentialistisk inspirerede fransk-jødiske filosof Emmanuel Lévinas (1906-95) fører Bubers tankegang videre og taler om betydningen af (at genfinde) det menneskelige, det vil sige mennesket ud fra det forhold, at det ikke kan forstås isoleret, men altid i en relation til eller i et møde med ’Den anden’. I den andens ansigt, i min næstes tilsynekomst, møder jeg et ubegrundet (metafysisk forstået) krav om ansvarlighed, som jeg ikke kan ignorere, men naturligvis nok forsøge at fortrænge. Kun et væsen, der er ansvarlig for den anden, kan holde sig i dialog med ham/hende, og mennesket og også sproget skabes ud fra den ufravigelige forbindelse til andetheden, hvis manifestation er den anden eller duet. I et interview udtrykker Lévinas det på denne enkle måde: »Jeg tror, at sprogets begyndelse ligger i ansigtet. På en eller anden måde kalder det i sin tavshed på én. Ens reaktion på ansigtet er et svar. Ikke blot et svar, men et ansvar«. I den jødisk-tysk-amerikanske politiske tænker Hannah Arendts (1906-1975) omfattende værk er forestillingen om en grundlæggende ansvarlighed skabt gennem urcelle-mødet imellem et jeg og et (anderledes) du udviklet til en idé om, hvad politik og samfundsskabelse i det hele taget handler om. På baggrund af sine analyser af det totalitære kompleks og sin inspiration fra bl.a. Aristoteles forestiller hun sig det offentlige rum i samfundet som et sted, hvor mennesker ikke blot træder i forhold til hinanden og anerkender, at den anden kan være radikalt anderledes, men også via deres fantasi (eller indbildningskraft) magter at se verden med den andens øjne. Indbildningskraften er afgørende for eftertanken, og eftertanken er den etiske markør, der afmonterer banale fordomme og ideologisk vanetænkning og sætter individet i stand til at anerkende individer forskellige fra det selv. Omvendt: Uden indbildningskraft og eftertanke vokser fordommene, automattænkningen og entydigheden frem imod diskrimination på det, man kunne kalde den moderate racismes glidebane, hvor værdsættelsen af det anderledes er erstattet med aggression eller foragt. Den tyske samfundstænker Axel Honneth (f.1949) har med værker som ’Kamp om anerkendelse’ og ’Behovet for anerkendelse’ fulgt tråden op i Arendts ideer om anerkendelse og har bygget en hel antropologi op om kampen for anerkendelse som drivkraften for ikke alene det enkelte individs udvikling, men også samfundets. For Honneth består samfundets konflikter ikke så meget i magtkampe drevet af individuelle særinteresser (sådan som traditionen fra Machiavelli og Hobbes foreskriver), men meget mere i en ’kamp om anerkendelse’ motiveret af behovet for anerkendelse og mellemmenneskelig gensidighed. Uden anerkendelse kan individet ikke udvikle en personlig identitet, og denne anerkendelse eller værdsættelse finder typisk sted (eller ikke sted) i privatsfæren, den retslige sfære og den solidariske sfære, som dækker hele registret af kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber, og udtrykkes i ord som selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse. Axel Honneths og de nævnte jødiske tænkeres overvejelser om den sociale anerkendelses afgørende betydning på flere planer er interessante, både fordi de belyser, hvor væsentlig den etiske dimension er i de etniske problemstillinger, som i en del år har optændt de europæiske samfund, men netop også fordi de har en erfaringsbund hos de jødiske mindretal i Europa. Det er langtfra tilfældigt, at flere førende repræsentanter for de jødiske organisationer i Tyskland var blandt de første til i slutningen af 1990’erne at advare om, at den tidligere tids antisemitisme var og er i fare for at blive afløst af en ny tids islamofobi. I Danmark har der i de sidste ti år været store problemer med at integrere de ny etniske mindretal, og både på arbejdsmarkedet, i lovgivningen og i presse og offentlighed er der mange eksempler at hente på forskelsbehandling og diskrimination og på de dobbeltstandarder for ’dem’ og os’, som Hannah Arendt i sin tid så som tegn på autoritære tendenser i samfundet. Selve sprogbrugen anvendt imod den muslimske minoritet og islam har undertiden bragt mindelser om de stereotyper, som var udbredte i tredivernes Tyskland over for jødedommen og den jødiske minoritet. Islam og dens udøvere her i landet er af flere af Dansk Folkepartis repræsentanter i Folketinget blevet sammenlignet med »baciller«, »mennesker på et lavere civilisationsstadium« eller med »en pest, der går over Europa«. Som støtteparti for regeringen har Dansk Folkeparti stået for en ikke-anerkendelsespolitik, der har sendt mange negative signaler ud i offentligheden og i det politiske rum i forhold til især den muslimske minoritet, og man har i mange år ikke skelnet imellem islam og islamisme, herunder den politisk voldelige brug af islam. Mange anerkendte internationale organer har – i en længere periode uden det store held – peget på tendensen til diskrimination og diskriminerende sprogbrug i den danske offentlighed. Med Jyllands-Postens offentliggørelse af de tolv såkaldte profettegninger, som blev ledsaget af en tekst, der direkte og provokatorisk slog til lyd for retten til hån, spot og latterliggørelse, var bægeret fyldt for mange muslimske indvandrede i Danmark, men på grund af den udenrigspolitiske eskalering af sagen udviklede den sig til at blive en unuanceret diskussion om et pro et kontra ytringsfriheden som princip i stedet for netop et symptom på den manglende anerkendelse af islam og dens udøvere i Danmark, herunder den etniske muslimske minoritet i landet. Fremstillingen af Muhammed som terroristisk bombemand samt efterfølgende grove karikaturer satte i en atmosfære, der i forvejen var og er ladet med udfald imod islam og den muslimske minoritet, endnu en gang spørgsmålstegn ved det danske samfunds evne til – som i USA – forholdsvist problemfrit at indoptage muslimer og lade islam indgå som en legitim del af det offentlige liv. Fortalerne for Jyllands-Postens tegningsaktion har fremhævet, at bespottelsen af islams profet skulle ses som et udtryk for anerkendelse af islam gennem det samme karikaturprincip som ofte anvendes mod kristne ’hellige figurer’, men avisens efterfølgende afvisning af at bringe antijødiske holocaustkarikaturtegninger var i sig selv et symptom på, at man i forhold til det jødiske samfund og den jødiske historie var parat til at tage hensyn, som man ikke vil udstrække til islam og den muslimske minoritet i Danmark. Det helt rimelige hensyn til det jødiske samfund var naturligvis et udtryk for anerkendelse af og en udviklet følsomhed over for den jødiske minoritet i Danmark. Den manglende hensyntagen til, hvorvidt man med disse tegninger krænkede et af islams helligste symboler, var tilsvarende et udtryk for den manglende anerkendelse af den muslimske minoritet og islam i Danmark. Her drejer det sig ikke om en afgørende ytringsfrihed, som kun religiøse fanatikere har antastet, en ytringsfrihed, der kun begrænses af straffelovens paragraffer, men om at erkende, at forestillingen om det gode liv langtfra alene kan begrundes ud fra retslige principper. Der skal betydeligt mere til end en intakt og vibrerende ytringsfrihed, hvis vi herhjemme skal gøre os håb om at lykkes med integrationen af vores etniske minoriteter. Ole Wæver, professor i international politik, har peget på, at vi herhjemme endnu ikke har fundet en model, hvorefter unge muslimske mænd og kvinder kan »være en af samfundet accepteret borger, der samtidig er muslim«. Han siger: »Jeg tror, vi er på vej i den gale retning herhjemme. Det er et udbredt slogan hos os, at adskillelse af religion og politik er en løsning på det, og der skal muslimerne bare se og få det lært. Der signalerer vi til dem, at vi ikke kan give plads til dem, og vi opstiller nogle krav, der er umulige for dem uden at give afkald på sig selv«. Ole Wæver ser en løsning i, at det danske samfund finder ud af at omgås islam på en anden måde end hidtil, det vil sige med større anerkendelse på linje med andre religiøse tankesæt. På det allerseneste har regeringen med udgangspunkt i en fremadskridende mangel på arbejdskraft erkendt, hvor væsentlig en ressource de etniske minoriteter er for arbejdsmarkedet og har sat en række initiativer i gang for at fremskynde de etniske minoriteters adgang til arbejdsmarkedet, og statsministeren har personligt engageret sig i at bekæmpe erhvervslivets fordomme på dette område, ligesom han også – belært af de dårlige erfaringer fra Muhammedkrisen – på regeringens vegne har lagt klar politisk afstand til de seneste eksempler på offentliggjorte krænkelser af muslimske symboler i Dansk Folkepartis regi. Den uhindrede adgang til arbejdsmarkedet for de etniske minoriteter er en væsentlig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for en vellykket integration og for en relativt harmonisk sameksistens imellem majoritetskulturen og minoritetskulturerne i Danmark. Ud over en forbedring af den juridiske og retslige stilling for landets etniske minoriteter er netop den omtalte sociale og medborgerlige anerkendelse – det som professor Per Schultz Jørgensen har kaldt »dybdesiden ved integrationen« – af afgørende betydning. Dybdesiden ved integrationen handler ifølge Per Schultz Jørgensen om »... at kunne give slip på sit eget ståsted og lade sig opsluge af noget andet og til dels fremmed. Det kræver en sikkerhed og følelse af accept, som ikke bare er psykologisk. Det er også noget, der er forbundet med at være omsluttet af en tryg ramme, der giver en indforståethed og ’tavs viden’, som ikke behøver at blive omsat i ord. Den ligger der bare, den kan bruges, den er til rådighed«. Når majoritetskulturen ikke giver accept og anerkendelse af ’de fremmede’, som tilfældet har været i en række år i Danmark, er den synlige konsekvens for deres vedkommende kulturel separation. De lever kulturelt, uddannelsesmæssigt, familiemæssigt og boligmæssigt i deres egen verden og bliver både mentalt og socialt ghettoiseret. Her står det danske samfund over for det kommende årtis største opgave og udfordring. Nye netværk imellem majoritetskulturen og minoritetskulturerne kan være en del af en ny type dialog, der ikke alene gør majoritetskulturen klogere på minoritetskulturerne, men også giver mennesker i minoritetskulturerne mulighed for i tryghed at kaste fordomme og tvangsbetonede adfærdsnormer af sig og bryde med de stereotype billeddannelser omkring ’det danske’, der let opstår i kulturel isolation. Ikke alene på civilisationens natside som i kz-lejren Buchenwald og for drengen Geörgy i filmen ’De skæbneløse’ er selvværdet et afgørende omdrejningspunkt, men også i vores interetniske dialog ved højlys dag i det rige og velpolstrede danske samfund anno 2006. Geörgy var tvunget til at finde resterne af det hos sig selv; det danske samfund har i kraft af sin rigdom og humanistiske traditioner unikke muligheder for gennem en autentisk anerkendelse af de etniske minoriteter og deres individuelle historier og bidrag at understøtte selvværdet iblandt denne relativt store gruppe mennesker. Skal vi være foregangsland, så lad det blive i denne sag, hellere i dag end i morgen.