Debatten om homoseksuelles muligheder for at få børn og blive forældre, hvad enten det er ved adoption eller kunstig befrugtning, er aktuel og spændende. Det er en følelsesladet debat, hvor holdninger og fordomme brydes med saglige argumenter og faglig viden. Etisk Råd har for nylig anbefalet en lovændring, der betyder, at enlige og lesbiske kan blive kunstigt befrugtet på linje med heteroseksuelle par. Vores sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen, har udtrykt velvilje over for lesbiske pars muligheder for kunstig befrugtning af læger, og der forhandles lige nu om et lovforslag, der muligvis kommer til oktober. Den udvikling burde i realiteten ikke komme bag på os, da lesbiske og enlige allerede i dag kan blive insemineret, blot ikke af læger. Lovforslaget har også givet anledning til en mere generel debat om homoseksualitetens betydning i forhold til forældreroller og forældreegnethed, og hermed har jeg taget forskud på det, som jeg mener, er det centrale i debatten, nemlig evnen til og interessen for at blive forældre og dermed barnets tarv. Debatten om homoseksuelle forældre griber dog også ind i mange andre relaterede problemstillinger, for eksempel i forhold til familieformer, minoriteters rettigheder, ligestilling, diskrimination og normalitet i det hele taget. Spørgsmålet om, hvorvidt homoseksuelle skal have lov til at blive forældre, er heller ikke kun en simpel debat om adoption og kunstig befrugtning, men også en politisk debat, der lægger sig i slipstrømmen af den aktuelle værdikamp mellem konservative holdninger på den ene side og liberale og progressive synspunkter på den anden side. Uenighederne går dog ikke kun på tværs af partierne i Folketinget; også internt i partierne er der uenighed. Selv i mit eget parti, Det Radikale Venstre, der bryster sig af at være et progressivt og fordomsfrit parti, er der en folketingskandidat, som går imod homoseksuelles mulighed for at adoptere og blive forældre. Jeg mener, at homoseksuelle, både bøsser og lesbiske, skal have lov til at adoptere børn, helt på linje med heteroseksuelle, og jeg vil her kommentere argumenterne imod homoseksuelle som forældre. Det fremføres ofte, at børn ikke er en menneskeret. Det er måske rigtigt nok, men det er et arrogant og ufølsomt argument, der ignorerer, hvor meget ønsket om at få børn fylder hos langt de fleste mennesker. Ønsket om at få børn og blive forældre er jo for de fleste nærmest et biologisk imperativ. Adoption af børn handler om, at vi på en og samme tid hjælper nogle børn til en bedre tilværelse, samtidig med at vi hjælper nogle mennesker til at blive forældre. Mange af de par, som ønsker at adoptere, har i årevis forgæves forsøgt at få børn, og man kan kun forsøge at forestille sig, hvor vanskeligt det er for de heteroseksuelle par, som har prøvet det. Sagen er imidlertid, at bøsser og lesbiske også har et ønske om at få børn, og det ønske kan være lige så stærkt som hos heteroseksuelle. Derfor er det kun naturligt, at bøsser og lesbiske, i takt med at de har fået flere rettigheder og bliver mindre diskrimineret, nu også på adoptionsområdet kræver de rettigheder, som heteroseksuelle har. Vores stillingtagen til problemet bør derfor ikke begrundes med, at børn ikke er en menneskeret. Som udgangspunkt kan man ikke antage, at homoseksuelle skulle have mindre lyst til, eller være mindre motiverede for, at blive forældre. Et argument mod homoseksuelle forældre går på, at det er unormalt at vokse op hos et par af samme køn. Det påstås, at man kun kan få en god opvækst, såfremt man vokser op med både en kvinde og en mand. For eksempel udtalte Birthe Skaarup fra Dansk Folkeparti 27. april i 'Debatten' på DR, at det fra naturens side er meningen, at børn skal have både en far og en mor for at få den 'rigtige' opvækst. Hertil indvendte Søren Laursen, formanden for Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, at der selvsagt ikke findes en enkelt 'rigtig' familieform. Problemet er selvfølgelig også, at Birthe Skaarups familieideal ligger fjernt fra virkeligheden i mange af nutidens familier, og at familieformerne er under forvandling. I mange moderne skilsmissefamilier bor børnene enten med moderen eller faderen, med eller uden papfædre og papmødre, på skift og så videre. Hvordan eller i hvilken udstrækning børnene lever med både en mand og en kvinde er vist et definitionsspørgsmål. Desuden er der hele diskussionen om, hvad der er vigtigst, det biologiske eller det psykologiske køn? Virkeligheden er ikke så simpel, som Birthe Skaarup gør den til. En anden problemstilling vedrører ligestillingen mellem mænd og kvinder. Adskillige politikere er velvillige over for de lesbiskes muligheder, men hvad med bøssernes mulighed for at adoptere? Når den eneste forskel på homoseksuelle kvinder og homoseksuelle mænd er kønnet, hvordan kan man så tolke deres forskellige rettigheder som andet end en tilkendegivelse af, at mænd er dårligere forældre end kvinder? Det er selvsagt en klar diskrimination af det mandlige køn! Denne forskelsbehandling er interessant i forhold til hele barselsproblematikken, hvor man sidestiller moderens og faderens rettigheder til orlov og dermed deres evner som forældre. Som det siges: »Det eneste, manden ikke kan, er at amme«. Såfremt regeringen mener, hvad den siger, må den tage skridtet fuldt ud og give bøsser mulighed for at få børn på lige fod med kvinderne. I modsat fald er lovgivningen dobbeltmoralsk og inkonsistent. Det centrale og mest seriøse argument går på, at homoseksuelle er uegnede som forældre. Såfremt der var noget om snakken, er det selvsagt et relevant argument. Imidlertid tyder intet på, at homoseksuelle skulle være dårligere forældre end heteroseksuelle. I forbindelse med at den svenske regering i 2002 vedtog lovforslaget om at give homoseksuelle adoptionsret, blev der udarbejdet en redegørelse om børns vilkår i homoseksuelle familier. Redegørelsen 'Barn i homoseksuelle familier' bygger på 80 studier, og konklusionen er, at børn med homoseksuelle forældre gennemgår den samme psykosociale udvikling og har de samme udviklingsmuligheder som andre børn. Etisk Råd har siden hen kritiseret redegørelsen for metodiske mangler. I en anbefaling til Indenrigs- og Sundhedsministeriet fra 2005 skriver Etisk Råd, at det er svært at opstille plausible og objektive kriterier for vurderingen af børns udvikling og trivsel. Derfor anbefales det, at man i vurderingen af homoseksuelle familier også støtter sig til egne og andres personlige erfaringer. Imidlertid skal man være varsom med at overgeneralisere enkelte dårlige erfaringer fra børn, som er vokset op hos homoseksuelle. Man forbyder ikke heteroseksuelle at få børn, fordi man tilfældigvis har hørt nogle børn sige, at det ikke altid var fedt at vokse op med deres heteroseksuelle forældre. Selvevalueringer og livshistorier må derfor ikke stå alene, og selv om validiteten af kriterierne for børns trivsel ikke er optimal, så gælder dette både for børn af homoseksuelle og heteroseksuelle. Det vigtigste ved en sammenligning mellem børn af de to grupper er netop, at de bliver bedømt ud fra ens kriterier. Derfor er den svenske undersøgelse et kraftigt indicium for, at homoseksuelle ikke er mindre egnede som forældre end heteroseksuelle. Videnskabelige og metodiske overvejelser må heller ikke skygge for den sunde fornuft. Vi kan blot se på de krav, der stilles til adoptivforældre. Adoptivforældre skal i forvejen opfylde krav og evalueringer, der ikke eksisterer for par, som kan få børn ved egen hjælp. Man må formode, at adoptionskravene er en forsikring for, at de potentielle forældre er motiverede og egnede, hvad enten de er hetero- eller homoseksuelle. Et andet populært argument er, at børn af homoseksuelle vil komme til at lide under de fordomme, der omgiver deres homoseksuelle forældre. Det er måske det mest interessante argument, da det ikke er en kritik af homoseksuelles evner som forældre. Imidlertid er forældrene udgangspunktet for barnets liv, og det er netop også forældrene, vi evaluerer, når et barn skal adopteres, så hvorfor bruge andre kriterier for homoseksuelle end for heteroseksuelle? Begrundelsen betyder i sin konsekvens, at man holder bøsser og lesbiske ansvarlige for den diskrimination, som de bliver udsat for. Man kan med rette spørge: Hvad med alle de andre minoriteter, som bliver diskrimineret? Ud fra logikken i argumentationen kan man argumentere for, at tyrkere og pakistanere heller ikke skal have mulighed for at adoptere, da de tilhører en minoritet, der, ligesom bøsser og lesbiske, udsættes for alle hånde fordomme og fremmedhad. Og man kan videre spørge: Hvilket omfang og hvilke typer af fordomme skal der til for at nægte en befolkningsminoritet retten til adoption? Hele tankegangen og argumentationsmetoden er jo absurd. Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at enkelte børn på et eller andet tidspunkt vil blive drillet med, at deres forældre er bøsser eller lesbiske. I 'Debatten' på DR 27.4. erkendte jordemoder Nina Stork, som inseminerer lesbiske par, at det i nogle tilfælde kunne blive et problem. Hun sagde imidlertid også, at det væsentligste er, at børn vokser op i et trygt og kærligt miljø med forældre, som er nærværende. For så har de i det mindste noget at stå imod med, hvis de skulle blive drillet. Sagen er dog, at børn bliver drillet af mange forskellige grunde. Der er børn, som drilles, fordi de går med briller eller har flyveører, hvilket sagtens kan få mere alvorlige konsekvenser end dem, børn, som drilles på grund af forældrenes seksuelle observans, udsættes for. Psykologen John Halse skriver 12.5. i Politiken, at målet må være at fjerne så mange risikofaktorer som overhovedet muligt. Han understreger vigtigheden af, at vi går frem efter et 'forsigtighedsprincip'. Imidlertid er der intet belæg for, at homoseksuelle skulle være dårligere forældre, men på den anden side er der masser af beviser for, at heteroseksualitet ikke er nogen garanti for en god og kærlig opvækst. Det skal man ikke være videnskabsmand for at vide. Lad os derfor ikke 'smide barnet ud med badevandet'. John Halse betoner imidlertid, at der er en stor usikkerhed forbundet med, »hvorvidt det pågældende barn møder voldsomme psykiske og sociale belastninger«. Her kunne han med fordel have anvendt forsigtighedsprincippet på sine egne udtalelser i stedet for at male fanden på væggen. De mulige negative konsekvenser skal jo ses i forhold til de positive gevinster, som også er mulige. Imidlertid er den helt gal, når John Halse kalder børn af homoseksuelle 'kalkulerede belastninger', samtidig med at han i forbifarten undskylder børn af »alvorligt syge eller alkoholiserede forældre« som »uforudsete« hændelser og dermed uden for samfundets kontrol. Det er den perfekte undskyldning for alene at være kritisk over for barnets tarv hos homoseksuelle. Men vi ved jo, at der findes masser af børn af heteroseksuelle, som havde været bedre tjent med at blive adopteret væk, og som derfor også er 'kalkulerede omkostninger'. Det giver ingen mening at tale om, at børn af homoseksuelle er 'kalkulerede belastninger', mens børn af heteroseksuelle ikke er det. For adoptivbørn af bøsser kunne man fristes til at sige tværtimod! - for i modsætning til andre børns forældre skal deres forældre igennem kravene til adoption. Det kunne man kalde kalkuleret omsorg. Desuden er det en sandhed med modifikationer, når John Halse siger, at man ikke kan forudsige barnets skæbne hos heteroseksuelle. Der findes mange eksempler på socialt belastede par, som med myndighedernes viden planlægger at få børn, som de af indlysende grunde ikke er egnede til at få. De får deres børn med samfundets godkendelse, måske ikke med en velsignelse, men i hvert fald som en 'kalkuleret belastning'. Det kunne være interessant at høre, hvad John Halse mener, at myndighederne skal gøre, eller hvilke beføjelser de burde have? Skal myndighederne gribe ind og forhindre det heteroseksuelle par i at få børn, eller gælder omsorgen kun for børn, som er i fare for at få homoseksuelle forældre? Jeg håber på det første, for så er der i det mindste en konsekvens i hans bekymringer for børnene og en chance for, at hans bekymringer ikke handler om noget helt andet. Når fordomme skal brydes, er der altid nogen, som skal gå først. Her er det børnene. Jeg mener dog ikke, at børn af homoseksuelle bliver 'ofre', og jeg mener heller ikke, vi skal være bange for, at de får en dårlig opvækst eller en barndom i stigmatiseringens og mobningens tegn. At tolerance og mangfoldighed begynder i børnehøjde, er jo i virkeligheden det bedste sted at starte. Samtidig kan man indvende, at den nemme løsning, der fokuserer på barnets tarv i lyset af fordomme mod forældrene, måske i virkeligheden bliver en ansvarsflugt fra de forhold, der rent faktisk betyder noget for børns trivsel. Det kunne for eksempel være mobningspolitik i skolerne, samarbejdet mellem lærere og forældre osv. Endelig vil jeg gerne understrege, at kampen for homoseksuelles adoptionsrettigheder kun er symbolsk, fordi ingen lande vil bortadoptere til homoseksuelle par. Det er et praktisk problem, som jeg ikke umiddelbart ser en nem løsning på, men det fritager os ikke for ansvaret for at give bøsser og lesbiske de samme rettigheder som heteroseksuelle og muligheden for, at adoptivbørn kan få et par kærlige forældre. Den borgerlige regering sagde fra starten af sin første regeringsperiode, at den ville af med smagsdommerne. Her har regeringen en oplagt chance for at bevise, at den mener, hvad den siger. Samtidig har den chancen for at vise, at den går ind for en saglig debat og mener, at det er værd at poste penge i at uddanne eksperter i stedet for at lytte til de virkelige smagsdommere, som kun argumenterer ud fra fordomme og uvidenhed. Jeg går ind for en fri og ligeværdig adgang til at blive forældre, baseret på det eneste fornuftige og saglige grundlag, nemlig hvorvidt forældrene kan forventes at blive gode og kærlige forældre. Så enkelt er det.