0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Frøken Adlers skole

Ingen fællessang, kongerøgelse eller nationalisme. Hanna Adlers skole, der i dag fylder 110, var kontroversiel. Det er hendes skolereform stadig.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Om eftermiddagen den 7. oktober 1943 var der mere færdsel på Højbro Plads end sædvanligt. Ganske stilfærdigt. Diskret. Men det var heller ikke noget, tyskerne skulle se.
Unge og gamle fra alle dele af samfundet kom, nogle langvejs fra. Alle fandt hen til den samme port og gik op ad de samme trin.

Nogle kendte hinanden i forvejen, men der var ingen slåen på skulderen, ingen højrøstet gensynsglæde. Alle ansigter var alvorlige.

På højesteretssagfører Ejvind Møllers kontor skrev alle under på et stykke papir med navn, stilling og adresse. Så gik de igen, stille, som de var kommet. Alle fulde af den samme forfærdelse over, at tyskerne havde arresteret en lille gammel dame, der nu risikerede at ende sine dage i en koncentrationslejr. Hen ved 400 underskrifter plus anbefalinger fra højtstående embedsmænd blev det til på anmodningen om at slippe hende fri.

»Det kom for mig som et fuldkomment chok. Jeg må tilstå, at jeg indtil da ikke havde haft frk. Adler i tankerne i forbindelse med tyskernes aktion mod jøderne. Den skelnen mellem jøde og ikke-jøde, halvjøde og kvartjøde, vi i de dage blev tvunget ind på, var endnu så uvant, og navnlig frk. Adler havde man aldrig været indstillet på at rubricere«, skriver Merete Bodelsen i bogen 'Hanna Adler og hendes skole'.

Det er ikke beskåret enhver skoleleder, der kommer i vanskeligheder, at få sådan en opbakning, ordnet i løbet af et par dage under vanskelige forhold.

Og så skete det utrolige, at det lykkedes. Blot en uge før havde der været stærke protester fra kongen, fra Højesteret, fra kirken, fra erhvervslivet for at standse tyskernes overfald på de danske jøder. Det havde ikke hjulpet, og nu drejede det sig om blot et enkelt menneske, en 84-årig dame.

I Ejvind Møllers brev stod der bl.a., at det ville gøre et voldsomt indtryk i store dele af det danske samfund, hvis arrestationen blev opretholdt, og at frk. Adlers forhold til elever og forældre var »ganske enestående inderligt«. Desuden, at hverken frk. Adler eller skolen havde forbindelse til nogen religiøs eller politisk organisation. Indsatsen gjorde indtryk i Berlin.

Men hvad var det særlige ved Hanna Adler og hendes skole?
Frk. Adler var født i en meget rig og meget samfundsengageret familie af kultiverede og tolerante mennesker. Hun kunne gøre, hvad hun ville uden at tænke på økonomien. Hun elskede musik og ville være pianist, men opgav det måske på grund af sin tidligt svigtende hørelse og satte derpå målbevidst i gang med at virkeliggøre en skole, som hun syntes, en skole skulle være. Hun begyndte med at uddanne sig selv, tog først studentereksamen 1885 og institutbestyrerindeeksamen 1886 og studerede derpå fysik på universitetet, hvor hun og Kirstine Meyer blev de to første kvindelige fysikere i Danmark i 1892. Hendes skole startede 1893.

Skolen skulle være en fællesskole, hvor drenge og piger arbejdede og legede sammen gennem hele skoletiden. Hidtil havde det kun været tilfældet i små fattige landsbyskoler. De højere skoler var kønsopdelte, og pigernes skoler var af en betydelig dårligere kvalitet end drengeskolerne. Det begyndte Nathalie Zahle at råde bod på ved at uddanne lærerinder og ved senere at oprette en pigeskole af respektabel kvalitet. Men Hanna Adler ville altså mere radikalt simpelthen give de to køn den samme uddannelse. Fællesskoletanken var ikke ny, den var oppe i tiden og blev meget diskuteret. Den havde sammenhæng med kvindebevægelsen, som tog fart fra midten af 1800-tallet - i 1875 fik danske kvinder eksempelvis adgang til universitetet.

For Hanna Adler var mænds og kvinders ligeberettigelse indlysende og fællesskolen en naturlig selvfølgelighed. Men for mange på den tid var tanken frygtelig revolutionerende. Dette kan »udsætte ungdommen for fristelser, der kan føre til sædelige forvildelser af den sørgeligste art«, hed det. Der blev også gjort indvendinger med henvisning til drenges og pigers forskellige modningstempi. Nogle forsøg blev gjort med at optage piger til undervisning hos drengene, og alle steder var erfaringerne gode.

»Fordelene ved fællesskolen har altid været mig indlysende«, sagde Hanna Adler, men for at undersøge sagen til bunds foretog hun i 1892-93 en rejse til USA, hvor fællesskolen længe havde været dominerende. Alle steder spurgte hun efter ulemper ved fællesskolen, og alle vegne fik hun svaret, at der var ingen, og at det i øvrigt var noget, ingen drøftede mere.

1. september 1893 begyndte Hanna Adlers Fællesskole. Den startede med et par småbørn af begge køn og voksede så op til fuld størrelse, Sortedam Gymnasium, med et år ad gangen. Man tog ikke børn ind midt i året i de små klasser og i de større klasser kun børn, der havde gået i fællesskole. Det første studenterhold på tre drenge og tre piger blev dimitteret 1905.

Hanna Adler søgte på alle måder at gøre skolen så tryg og god som mulig for barnet. Skolen skulle være lille: 200-300 børn. Klasserne skulle være små: 20-24 elever. Børnene begyndte i børnehaven og fortsatte sammen helt til studentereksamen. Selv var hun altid til stede, alle vegne rundt i huset, og om morgenen stod hun på trappeafsatsen og sagde godmorgen til hver eneste elev. Hun underviste selv 1. klasse i regning og 3. klasse i geografi og kendte på den måde hvert eneste barn og de hende. Hun fulgte med i hver eneste families liv i sorger og glæder.

Der var ingen legemlige straffe. Tonen var tolerant, ikke skolemesteragtig. Der var megen humor i omgangsformen og ingen fanatisme. Skolen var upolitisk og optog børn fra alle samfundsklasser. Undervisningen var individualiserende og aktiverende, og det var intentionen, at det skulle være morsomt at lære noget. Begge køn deltog sammen i håndarbejde, sløjd og gymnastik. Børnene begyndte at lære engelsk i 3. klasse og tysk i 5. Hver elev havde sin egen pult, der kunne skrues op og ned efter barnets højde. Klasseværelset var pyntet med blomster og billeder, og det var ikke almindeligt dengang. 'Timerne' var en halv time lange for ikke at trætte barnet, sådan at det kunne arbejde koncentreret, når det arbejdede. Spisefrikvarteret varede en hel time. Børnene spiste i spisesal sammen med lærerne, og der var duge og tallerkener på bordene.

Skolen tiltrak højtuddannede folk, og lærere endte f.eks. som overbibliotekar, rektor, undervisningsinspektør eller universitetsprofessor. Det var en dyr skole, og Hanna Adler satte penge til på den.

Alt dette er umiddelbart forståeligt, hvis man ønsker sig en idealskole, men andre af Hanna Adlers tanker forbavser mange mennesker:

Der var ingen fælles morgensang. Børnene sang i sang- og dansktimerne.

Hanna Adler lod aldrig hejse flag og lod aldrig pynte med bøgegrene. Børnene blev undervist i historie uden nogen form for chauvinisme, heltedyrkelse eller kongerøgelse. Hanna Adler holdt aldrig tale til studenterne, og de fik ingen stor fest, blot en hyggelig 'studenterte'. Men hun talte gennem det sidste år med hver enkelt om deres fremtidsønsker.

Skolen var absolut konfessionsløs, men børnene blev undervist i religion.

Hanna Adler holdt ingen lærermøder, men lærerne var tilfredse med hendes oplyste enevælde. Hanna Adler holdt ét eneste forældremøde, hvad hun var nødt til, da skolen var blevet overtaget af Københavns Kommune. Det blev ledet af en højesteretspræsident og varede et kvarter!

Hanna Adler fik tilbudt fortjenstmedaljen i guld, men takkede nej.

Hanna Adler holdt sig langt fra kvindesagen, som, man ellers skulle tro, var noget for hende.

Der blev hverken holdt fest eller taler, da en ny skolebygning var blevet færdig. Man begyndte blot på arbejdet.

Hanna Adler holdt i hele sit liv ét eneste foredrag (om sin USA-rejse). Hun havde ingen programerklæringer eller slogans. Hun gav aldrig interview og skrev ikke om sine tanker. Hun viste, hvad hun mente gennem holdninger og handlinger, aldrig gennem ord.

Typisk nok var der ingen skoleorganisation eller forening at gå ud fra, da alle protestunderskriverne skulle alarmeres i 1943. Det måtte gå fra mund til mund.

Altså: ingen morgensang, ingen flag, ingen festtaler, ingen lærermøder, ingen forældremøder. Hvad var overskriften, fællesnævneren for alle disse brud på gængs optræden?

Den form for samvær, Hanna Adler satte pris på, var mennesket over for mennesket. Kun to par øjne. Hun var superfølsom over for det mindste tilløb til fællesskabsfølelse, over for glæden ved at gå i samme takt som ham ved siden af. Over for grupper, flokke, over for massemennesket. Hun ønskede, at børnene skulle blive selvstændige, skulle blive individualister, der ikke lod sig rive med af en floks følelsesrus. Så derfor blev det i hendes skole med stor konsekvens gennemført. Er det underligt, at hun ikke faldt i alles smag? Hun var for speciel, for kontroversiel for mange.

For kontroversiel for mange dengang og sikkert for mange i dag. Det var skæbnens ironi, at netop hun skulle blive ramt af nazisternes følen-sig-i-fællesskab over for syndebukken, jøderne. Det, der drev nazisterne, var netop den dejlige følelse ved at være fælles om noget sammen med nogen. Den følelse dyrkes den dag i dag, fordi så få ser faren i øjnene. Og det drejer sig ikke bare om klaphatte.

Og møderne. I dag holder man masser af møder: på skolerne, på gymnasierne, på seminarierne, på universiteterne og i virksomhederne. Man arbejder i grupper, holder møder af typen: Alle er lige, og alle skal have en mening og give udtryk for den. Er det 'at holde møder' hensigtsmæssigt?

Der sker næsten altid en forvandling, når et menneske træder ind i en gruppe. Den, som før var i stand til at se tingene lidt fra oven, og som kunne rumme både et pro og et contra, forandres i gruppen til en, der først og fremmest skal have sig gunstigt placeret blandt de andre, til en, der navnlig sørger for at hævde sig. Den sag, der skulle ordnes, bliver skubbet i baggrunden og overdøvet af en magtkamp. Man kæmper om, hvem der bestemmer, det bliver en konkurrence om at være vinder. Møderne trækker ud. Nogle stiller spørgsmål bare for at gøre opmærksom på sig selv. Folk snakker og diskuterer uden at vide noget om sagen, personfnidder tager plads og så videre. Det ender tit med, at sagen alligevel bliver ordnet uden for mødelokalet. Med disse dårlige erfaringer er det måske en ide at tage ved lære af den menneskekloge og konsekvente Hanna Adler og gå over til oplyst enevælde, hvor en bestemmer efter at have talt (i enrum) med de enkelte, som sagen angår?

Hanna Adler overdrog sin skole til Københavns Kommune i 1918. Hun fortsatte som rektor indtil 1929, men hævede aldrig sin rektorløn, som voksede til et legat, der skulle knyttes til skolen. Hun havde betinget sig, at skolen skulle fortsætte, som hun havde skabt den. Men det passede ikke ind i det kommunale regi. I 1943 besluttede Københavns Borgerrepræsentation, at skolen skulle udvides med en naboejendom og have dobbelt elevtal. Hanna Adler kunne ikke mere påtage sig noget pædagogisk ansvar og forlangte at få sit navn fjernet fra skolen og inddrog legatet til andre formål. Skoledirektionen gik endnu videre. Både børnehave og gymnasium forsvandt. Man ville fjerne skolens særpræg og indordne den under byens øvrige skoler. Begrundelsen var, at den var for dyr. Men det er sandsynligt, at hele stilen, hele atmosfæren omkring skolen heller ikke behagede de kommunale folk.

Er det derfor, at skolen gennem alle årene siden har manglet midler til vedligeholdelse? Først i år er der blevet bevilget penge, og den er sat i fin stand, men er samtidig blevet udvidet til et vældigt skoleimperium ved at blive lagt sammen med naboskoler. Frk. Adlers navn er ikke slettet fra skolen, og er det ikke næsten en hån, når 110-års dagen fejres med stor festivitas, flag og officielle taler? Måske ville hun heller ikke have syntes om, at jeg skriver om hende.

Fællesskolen er virkeliggjort, men andre af Hanna Adlers tanker kan inspirere os i dag. At en skole bør være konfessionsløs, upolitisk og ikke-nationalistisk. At lærere ikke kan blive for højtuddannede selv til undervisning af små børn. At 'small is beautiful', selv om det er dyrt, fordi det betyder tryghed og mulighed for personlig kontakt.

Men måske er det allervigtigste budskab - det, som også er sværest at gennemføre - at børnene skal opdrages til selvstændighed og ikke til massemennesker, der bogstavelig talt synger med i kor på den første den bedste fællessang.