Jeg undrer mig over, at vi stadig tillader salg af tobak i Danmark. Men lad mig starte med en historie fra min barndom. Dengang, i 1970’erne, havde min mormor en sodavandsfabrik. Ude i garagen producerede hun, sammen med min onkel og en medhjælper, en masse meget farverige sodavand, som hun solgte i Glostrup og omegn. Sodavand ad libitum i alle regnbuens farver fik klassekammeraterne til at strømme til, men i midten af 1970’erne stoppede festen, da nogle emsige miljøforkæmpere mente, at det var for farligt at fylde os med de farvestoffer, som min mormor fyldte i sine sodavand. Det endte med, at sodavandsfabrikken måtte lukke, hvilket i familiens øjne var helt urimeligt. På den lange bane er jeg nu nok alligevel glad for, at vi fik indført disse forbud. Det er et af mange eksempler på, at vi bliver klogere på sundheds- og forebyggelsesområdet – og tager konsekvensen. Rigtig mange andre tilsætningsstoffer er blevet forbudt siden, og vi har undgået en lang række kræftdødsfald på grund af toksikologiske fremskridt og efterfølgende lovgivning. På forebyggelsesområdet kan vi også nævne, at da bilen gjorde sit indtog, måtte man køre lige så hurtigt, man ville. Nu har vi hastighedsgrænser. De færreste sætter spørgsmålstegn ved, at vi ikke må køre 100 km/t. i tæt bebyggede områder. Ligeledes stiller de færreste spørgsmålstegn ved det rimelige i at køre med sikkerhedssele. Et tiltag, der vakte megen opstand, da det blev indført. Mange mente, at det var en uacceptabel indskrænkning af den personlige frihed. Men begrundelsen for at indføre sikkerhedssele var så god, at det efterhånden har vundet indpas, og nu spænder de fleste sig fast, inden de kører. På rusmiddelområdet kender vi også en lang række stoffer, der enten altid har været – eller senere er blevet – forbudt, når man har anerkendt deres farlighed. Det gælder for eksempel amfetamin, heroin, kokain og ecstasy. I Forebyggelseskommissionenhar vi set på, hvilke faktorer der påvirker danskernes middellevetid. De fleste kender efterhånden Kram-faktorerne og anerkender vigtigheden af, at vi ændrer vaner, hvad angår såvel Kost som Rygning, Alkohol og Motion. Når vi kigger på middellevetid og sammenligner os med lande, vi normalt ikke sammenligner os med, viser det sig, at vi ligger på niveau med De Forenede Arabiske Emirater og Nordkorea. Vi ligger til gengæld frygtelig langt fra lande, vi normalt sammenligner os med som f.eks. de fleste andre i Europa. Svenskerne lever således tre år længere i gennemsnit. Der er enighed om, at det, der giver svenskerne disse ekstra tre år i levetid, er for det første rygning, dernæst er det rygning, på tredjepladsen er det rygning og til sidst er det alkohol. Vi skal selvfølgelig ikke glemme kost og motion – faktorer, der bestemt også kan give liv og livskvalitet oveni. Men hvad angår disse to faktorer, er svenskerne nok bare ikke sundere end os. Men det betyder jo bare, at der er potentiale til at overhale dem! Tobaksrygning koster årlig minimum 14.000 danskere livet – 14.000 danskere, der kunne have levet betydelig længere med højere livskvalitet. Ikke alene dør storrygere 10-12 år før ikkerygere af cancer og rygerlunger kaldet KOL, kronisk obstruktiv lungesygdom, de har også – inden de dør – flere år med kronisk sygdom og skavanker end ikkerygerne – til trods for at de dør langt tidligere end ikkerygere. Og inden de får disse kroniske sygdomme, har de det dårligere, både målt i sygelighed og selvvurderet livskvalitet. En artikel i Ugeskrift for Læger for et par år siden dokumenterede, at rygere og alkoholstorforbrugere har ringere livskvalitet og selvvurderet helbred end ikkerygere og normalt drikkende. ’Lev stærkt, dø ung’ gælder ikke her. Tobaksproducenter og nogle rygere og politikere argumenterer for, at vi skal have lov til at vælge frit. Udgangspunktet er, at vi skal have oplysning om, hvad der er sundt og usundt, men så i øvrigt leve, som vi vil. Jeg vil imidlertid påstå, at der ikke er tale om et frit valg. 85 procent af 35-årige storrygere begyndte at ryge, før de var 17 år. For en storryger er der ikke megen valgfrihed. En storryger ryger daglig, og han siger ikke: Nå, men i dag tror jeg, jeg klarer mig uden smøger, eller en anden dag: Jeg tror, jeg nøjes med en enkelt smøg. Nej, en storryger ryger mange cigaretter daglig, fordi han er afhængig. Rygning er en afhængighedstilstand på linje med alkoholafhængighed. At tro, at der er tale om et frit valg, er en illusion. Størstedelen af rygere vil gerne holde op med at ryge, men kan ikke. De færreste storrygere ønsker, at deres børn bliver rygere, men såvel arv som miljø spiller meget stærkt ind, og børn af storrygere har langt større risiko for at begynde at ryge end børn af ikkerygere. Og der er unge, der begynder at ryge i dagens Danmark. Sundheds- og sygelighedsundersøgelserne 2005 fra Statens Institut for Folkesundhed viste, at der blandt unge kvinder med lav uddannelse er sket en stigning i andelen af rygere sammenlignet med fem år tidligere. Mange af disse unge kvinder er resistente over for information, rådgivning og løftede pegefingre. De fleste af dem starter ikke engang med et aktivt, informeret tilvalg af at ryge, på grund af smagen, aromaen, nydelsen eller lignende. De vælger at ryge, fordi de synes, det ser cool ud, det hører til i det miljø, de færdes i, og efter få måneder er de afhængige af tobakken. Hvadkan vi så gøre ved det? Hvad skal vi gøre ved det? Hvad vil vi gøre ved det? De nuværende tiltag har mest af alt haft til hensigt at undgå, at ikkerygere unødigt og ufrivilligt bliver udsat for passiv rygning. For halvandet år siden indførte vi således en skærpelse af den daværende rygelov, og nu er det ikke tilladt at ryge på offentlige og private arbejdspladser, institutioner, skoler og en række andre steder. Af en eller anden årsag er det stadig tilladt at ryge på efterskoler og på værtshuse på under 40 m{+2} og få andre steder. Disse regler blev indført primært for at beskytte anden- og eventuelt tredjemand mod røgens skadevirkning. Udgangspunktet er, at der stadig skal være tale om det ’frie’ valg, men at der ikke skal være risiko for dem, der ikke har truffet dette valg – alle dem i omgivelserne, f.eks. børn. Rapporten ’Danske børns sundhed og sygelighed’, som Statens Institut for Folkesundhed publicerede i sidste uge, viser, at 18 procent af danske børn fra 0 til 15 år bor i hjem, hvor der daglig ryges i rum, hvor der er børn til stede. For børn i ressourcesvage familier er tallet langt højere – næsten 50 procent. Listen over kendte skadevirkninger ved passiv rygning bliver længere og længere. Passiv rygning giver en øget risiko for blodprop i hjertet og kan forværre en eksisterende astma og muligvis være medvirkende årsag til forskellige kræftsygdomme. Den største risiko er dog, at passiv rygning medfører aktiv rygning, at børn af rygere bliver rygere. Og så er vi igen tilbage ved spørgsmålet om det frie valg. Jeg vil netop gerne rejse diskussionen om det frie valg og om, hvorvidt vi synes, vi skal hjælpe folk, der er afhængige af tobak, for det vil jo være det næste skridt, ikke kun at undgå passiv rygning, men også at undgå, såvel at børn begynder, som at voksne fortsætter med rygning. Der gøres jo allerede rigtig meget på tobaksområdet. Der informeres og informeres. Alle rygere ved, at det er farligt at ryge. Der står på cigaretpakkerne, at man dør af det. Problemet med den slags mærkning er, at efter nogen tid får rygeren det som en Pavlovsk hund: Man får lyst til at ryge, når man ser mærkatet. Det vil sige, at der skal ændres mærkning hver måned for at have en effekt på dem, der ryger, mens det forhåbentlig får de unge til under alle omstændigheder at tænke sig om. Selv om de færreste unge har svært ved at se sig selv som oldsager, over 30, under alle omstændigheder. Mange steder tilbydes rygestopkurser og nikotinplastre og rygepolitikker. Alle mere eller mindre velmenende og med større eller mindre effekt, og det har da også alt sammen skubbet os i den rigtige retning. Den samlede andel af rygere er faldet pænt hen over de sidste 20 år, fra ca. 50 pct. af befolkningen til 25 pct. af befolkningen. Et fald, som den seneste rygelov nok også har været medvirkende årsag til. Mere dramatiske tiltag ville være at øge afgifterne til et niveau, der om ikke andet bragte realprisen på tobak op på den samme som i midten af 1970’erne, eller endda bragte prisen på tobak op på det, som samfundet betaler for patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom og lungecancer. Sidstnævnte vil være i området 200 kr. for en pakke cigaretter. I januar viste en gallupundersøgelse for Berlingske Tidende, at over halvdelen af befolkningen ønsker højere afgifter på cigaretter, og blandt de unge siger 63 pct. ja til højere tobaksafgifter. Regeringen vil med den nye skattereform øge prisen med 3 kroner for en pakke tobak. Hvilke hensyn, der forfølges med denne mod bedre vidende handling, kan kun gisnes om. Grænsehandelargumentet holder i hvert fald ikke, for det bringer kun prisen op på niveau med vores naboer, og stadig langt lavere end nordmændenes. Ét er i hvert fald sikkert: Denne ganske lille symbolske prisforhøjelse vil ikke forhindre nye unge i at starte på at ryge. Hvis det skal have en virkning, skal prisen langt højere op. Ultimativt kunne man gøre med tobak, som man gjorde med min mormors farvestoffer i sodavanden. Man kunne forbyde dem. Vi kunne vælge at tage den samlede viden på området til efterretning og anerkende, at rygning er en meget, meget skadelig afhængighedstilstand, og indføre forbud mod salg af tobak på lige fod med heroin, kokain og ecstasy. Det ville sandsynligvis give en hel del problemer især i forhold til nabolandene med f.eks. øget grænsehandel, men skal det stoppe os? Eller burde vi gå videre i EU-regi og sørge for, at vores europæiske medborgere også slipper for tobakken? En udfordring i sig selv, når visse EU-parlamentarikere stadig argumenterer for økonomisk støtte til græske producenter af (dårlig) tobak, med den begrundelse at det er synd, hvis de bliver arbejdsløse. Tobak er næsten lige så vanedannende som opium, og prøv lige at overføre det argument til en økonomisk støtte af opiumsproducenter i Afghanistan. En tårnhøj afgift på eller ligefrem et forbud mod tobak kan medføre øget grænsehandel, sortbørs, anden kriminalitet. Men det bør da ikke være et selvstændigt argument for ikkeindgriben, hvis vi vil tilgodese danskernes livskvalitet. Ligesom vi ikke holder os tilbage, når vi taler heroin eller giftige stoffer i kosten. Eller når man får bøder for at køre uden sikkerhedssele. Hvis det nu er sådan, at vi i forebyggelsesøjemed vil forbyde tobak, er der så ikke også en masse andre ting, vi bør forbyde? Det mener jeg ikke, at der er. Det mest nærliggende ville være at kigge på alkohol, men det er jo rent faktisk sådan, at alkohol er et langt mere komplekst kost-, nydelses- og rusmiddel. Der er godt nok også nogle (mange, alt for mange), der er afhængige af alkohol, men alkohol i små mængder har også en hjertebeskyttende effekt, og det er bedre for en del af os at drikke en genstand alkohol eller to om dagen, end det er slet ikke at drikke. Vi står således i en situation, hvor vi kan vælge at klappe hesten og alene satse på den nuværende rygelov. Lade folk ryge i de mindre værtshuse, lade tobakken være billigere end i mange af vores nabolande, kort sagt forsøge at lade kampagner, rygestopkurser, nikotinplastre virke, som de nu bedst kan. Medmindre tobaksindustri og rygelobbyister på en eller anden måde får vind i sejlene, vil andelen af rygere dermed falde med årene. Andelen af rygere er som nævnt faldet fra ca. 50 pct. af befolkningen i midt-80’erne til 25 pct. nu, og en fortsættelse af denne faldende kurve vil muligvis medføre, at vi omkring 2050 slet ingen rygere har i Danmark. Man kan til dels forestille sig, at det trods alt vil gå lidt hurtigere, men omvendt kan det også godt være, at der vil være en hårdnakket kerne af storrygere på 5-10 pct., der vil fortsætte i det uendelige. Under alle omstændigheder vil en sådan ’laid back’-holdning til fænomenet medføre et stort antal dødsfald de næste mange år. Aktuelt er det i størrelsesordenen 14.000 døde per år i 2007. Dette antal vil selvfølgelig falde med tiden, men et slag på tasken siger, at 280.000 danskere vil lade livet i perioden 2010 til 2050, hvis vi således lader stå til og lader antallet af rygere dale ganske langsomt. Hvad vil fremtidens historikere mon skrive om beslutningstagerne fra denne periode, hvor vi med åbent sind og helt klar over rygningens skadevirkninger lader stå til – med den konsekvens at en befolkningsgruppe svarende til indbyggerne i Århus dør før tid? Alternativet til denne tilbagelænede laden stå til er, at vi griber til et eller flere tiltag, der vil gøre, at de fleste danskere holder op med at ryge på meget kortere tid. Det potentielt sparede antal dødsfald i den efterfølgende 40-års periode er astronomisk og næsten uforståeligt, og giv mig et godt argument for, at vi skal undlade at tage disse mere effektive midler i brug.