0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bh'er og tørklæder

Den muslimske kvinde tildækkes for at være usynlig for mandens begær. Den moderne, vestlige kvinde klædes modsat sådan, at hun i dén grad er synlig for hans begær. Begge dele udtrykker en kontrol af kvindens seksualitet. Er det tid til at kaste både bh'en og tørklædet på bålet?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I debatten om ligeberettigelse mellem kvinder og mænd anføres det ofte, at danske kvinder er forkælede og hellere skulle være solidariske og gøre noget for deres indvandrersøstre. Sjældent anføres det, at mænd burde gøre noget for kvinder.

Nogen har sagt, at frihed er ikke noget, man får givet - det er noget, man tager. Deraf kamp!

Mange indvandrerkvinder benytter sig ikke af den frihed og ret, som de faktisk har i det danske samfund, fordi deres vilkår ikke byder eller opfordrer dem til at gøre det. Hvis man ikke har noget at bruge friheden eller en frigørelse til, bærer den ikke nok vilje i sig, uanset hvor rimelig, logisk og demokratisk nødvendig den måtte være. Danske kvinder kan ikke føre indvandrerkvinders kamp for frihed i forhold til deres hjemlige traditioner eller konkrete mænd.

Danske kvinder og indvandrerkvinder har forskelligt udgangspunkt i forhold til ligeberettigelse. Dog er der alligevel et forhold, der overlapper: en grundlæggende sexobjektgørelse gennem en bestemt dresscode.

En gang i 1970'erne brændte danske kvinder offentligt bh'en for at vise, at kvinder har ret til fri udfoldelse af deres kroppe. I de næste 15-20 år havde den danske kvinde kastet bh'en og dens snærende bånd af sig. Men der gik rygter om, at de bh-løse kvinder slet ikke var rigtige kvinder. Og så gik danske kvinder med bh igen. Bh'en er nemlig et formidabelt tøjstykke, der både signalerer anstændighed og arrangerer kroppen seksuelt indbydende. Og så kunne vi genkende kvinden igen. Tørklædet synes at have nogenlunde samme funktion for den muslimske kvinde: at gøre hende anstændig samtidig med, bag om denne påførte anstændighed, at definere hende som seksualobjekt.

Både bh'en og tørklædet fremhæver det, de tilsyneladende skal skjule: kvinden som bærer af seksualitet. I denne opfattelse af kvinden koncentreres og konkretiseres seksualiteten i bryster og hår ved at blive anskuet som seksuelt udfordrende kropslige attributter. For den muslimske kvinde kræver det tildækning af håret, for den vestlige kvinde iscenesættelse af brysterne. Med diverse push-ups, bøjler og indlæg perfektionerer bh'en brystets fremtoning; gerne med en skridsikker kavalergang for det mandlige begærs blik at vandre ad. Tørklædet skjuler det uanstændige, håret, men henleder samtidig opmærksomheden på det, som håret og dets bærer repræsenterer: sex.

I opfattelsen af kvinden som seksualobjekt ligger en automatisk udspaltning af kvinden som person fra hendes seksualitet. Personen eksisterer ikke. Kvinden er sex og gøres til genstand for mandens tilfredsstillelse eller fortabelse. Det første er blevet det moderne vesteuropæiske fokus, det andet er fundamentalistisk islamisk fokus og er i dette ikke så forskelligt fra den kristne gammeltestamentlige. Uanset hvilket fokus er det mandens begær, der er styrende for opfattelsen af kvinden og hendes dresscode. Den muslimske kvinde tildækkes for at være usynlig for hans begær. Den moderne, vestlige kvinde tildækkes på en sådan måde, at hun i den grad er synlig for hans begær.

Bh'en og tørklædet symboliserer kontrol over kvindens seksualitet og hendes kropslige bevægelsesfrihed. Det er kun anstændigt for kvinder at bevæge sig i det offentlige rum iført disse tøjstykker. Det er ikke mere et almindeligt syn, at danske kvinder går rundt med bare bryster på stranden eller ikke bærer bh under T-shirten. Og uanset at tørklædebærende, muslimske kvinder ikke fordømmer, at andre muslimske kvinder er barhovedede, ændrer det ikke ved deres begrundelse for at gå med det: at være tækkelige og ikke unødigt vække mandens begær og gøre sig til genstand for uanstændig opførsel. Nogle nøjes med at anføre den religiøse skik eller den kulturelle tradition som begrundelse. Men det ændrer ikke ved tørklædets betydning og signal: at kvinder, som i tidernes morgen ikke havde juridisk og social borgerret, skal tildække sig - usynliggøre sig offentligt - for ikke at provokere mænd til voldtægt.

Bh'en er i princippet en aflægger af korsettet, der holdt kvinders vejrtrækning i et jerngreb. Nu nøjes vi med bh'en, eller rettere, vi har genoptaget den. Ligesom muslimske kvinder i de vestlige pornograficerede storbyer tyr til tørklædet, kunne danske kvinder i længden ikke udholde friheden fra bh-tyranniet. Måske fordi de frie bryster blev blandet sammen med frigivelsen af pornoen, og det var svært at skelne mellem frihed i egen krop og frihed til eksponering til pornografisk formål? Men det pudsige er, at proportionalt med, at danske kvinder de sidste 20 år har taget bh'en i alle dens utallige variationer på, jo mere synes bryster eksponeret som blikfang i det offentlige rum for at tiltrække den mandlige forbrugers opmærksomhed.

Så hvorfor ikke smide bh'en igen? Hvis mænd kan tåle bryster alle vegne - afklædte, oppumpede med silikone eller bare opsvulmet ud over bh-skålens breder - på hvert andet gadehjørne, på avisens forside og i en hvilken som helst tv-serie, så kan de vel også tåle, at kvinders bryster 'i sagens sande natur' anes gennem blusen uden at dømme hende uanstændig? (Men værre er det måske, hvis han dømmer hende ukvindelig uden bh'ens sexede indpakning).

Hvis man(d) kunne give afkald på det offentlige bombardement af hyperseksualiserede bryster, kunne mænd se masser af bryster på det personlige plan. De fleste kvinder bryder sig jo ikke om at blive eksponeret kun for det, vi officielt er brændemærket som: begærobjekter med det pornografiske formål at tænde og stimulere mænd seksuelt. Nu hælder jeg ikke personligt til den opfattelse, at mænd generelt vil have mere sex end kvinder, men dem, der mener, at det forholder sig således, kan måske bruge ovenstående ræsonnement i et lidt bredere perspektiv: Mindre porno i det offentlige rum vil give mere regulær sex i dobbeltsengen.

Da jeg var ung, var det kun piger med bryster over en vis størrelse, der brugte bh. På det tidspunkt, i starten af firserne, var det et hit for piger på mit gymnasium at gå i mandeundertrøjer. De var selvfølgelig lidt for store, og brysterne kunne frit sejle rundt bagved. Fra siden kunne man se direkte ind og, hvis man var heldig, spotte formen på ungpigebrystet. Til en fest, hvor bandet One Two spillede, rockede sangerinderne sig gennem aftenen i dette outfit. Med hår under armene. Hvilket vakte vild opstandelse, da dette utilstedelige blev foreviget på deres pladecover!

Som muslimske kvinders hårpragt på hovedet skal skjules i det offentlige rum, skal kvinders hår alle andre steder på kroppen ikke bare skjules, men fuldstændig udraderes. Ikke for at tænde en mand seksuelt utidigt i det offentlige rum, men for ikke at tænde ham af - utidigt - i soveværelset. Kvinders hår er en fysisk såvel som en mental jungle at hitte rede i - i dette herrens 21. århundrede! I midten af 1980'erne, til gengæld, var der bare, frie bryster og hår over det hele som en inkorporeret del af kvinders fremtræden.

En pige i min klasse muterede konceptet med mandeundertrøjer og gik i netundertrøjer. Vi var nogle, der fnes lidt i krogene, men ingen kunne drømme om at kalde hende luder eller stigmatisere hende på lignende vis, som man indimellem hører og læser om, at nogle gymnasiepiger er ude for, når de har kortærmede T-shirt på. Bare arme - hvor forførende. Det svarer til et glimt af en ankel i 1800-tallet. Det kunne få folk til at besvime, både mænd og kvinder, for at fortrænge den umiddelbare seksuelle impuls.

Tiden uden bh lyder som en svir! Så hvad gik galt?

I sommeren 1991 skulle jeg til USA og købte dydsiret to bh'er for at respektere den strikse dresscode i Guds eget land og på anstændig vis flyve Frihedsgudinden i møde (hun skulle nødig besvime af befippelse). Siden da kom den aldrig af - bh'en. I hvert fald ikke offentligt. Jeg havde vænnet mig til den. Nu følte jeg mig nøgen uden. Det var også i den periode, at jeg læste om gaven til den unge konfirmandinde: en wonderbra - som jeg ikke anede, hvad var. (Der var heldigvis et billede af den). Et stykke kvindelingeri var blevet statussymbol på at være voksen på linje med rygning, druk og makeup. Og det gik for alvor op for mig, at bh'en atter var blevet norm - med mig selv som aktiv deltager eller forræder. Tidsånden var skiftet. I dag er bh'en en lige så stor nødvendighed for danske kvinder, som tørklædet er for nogle muslimske kvinder.

Efter fiktive bål af koraner og reelle bål af flag og ambassader i den globale tidsalder er et bål efter hippiehalvfjerdsernes happeningstil nok outdatet. Ellers ville jeg have foreslået et nyt bål med fælles afbrænding: Vi brænder bh'en (igen) og tørklædet og demonstrerer dermed kvinders ret til kropslig og seksuel udfoldelse på egne præmisser uden om mænds behov for usynliggørelse eller oversynliggørelse af kvinden. Uden om mænds ønske om kontrol. Og uden om det mandlige begærbliks - enten lystfulde eller fordømmende - stirren. En stirren, som er vedholdende i det offentlige rum, sådan som vestlige kvinder og deres bryster eksponeres gennem medierne, og som muslimske kvinder må afværge med et tørklæde. F.eks. her på tv, hvor værtinden Asmaa, placeret på den ultimative eksponeringsflade i det moderne samfund, må modsvare publikum ved - gennem brugen af tørklædet - at undvige det. Danske kvinder kan være glade for det vestlige påbud i offentligheden for det mandlige begær: 'Nok glo - ikke røre', mens Asmaa må indordne sig under den traditionelle mellemøstlige logik: 'Ikke kunne se og derfor ikke røre'.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts