0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Velfærdsreform med omtanke

Vores velfærdsstat er grundlæggende fornuftigt indrettet - ikke mindst ud fra et økonomisk synspunkt, skriver dagens kronikører, der er henholdsvis professor og adjunkt ved Aalborg Universitet og begge tilknyttet Center for Komparativ Velfærdsforskning

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hen over sommeren har debatten om reformer af velfærdsstaten på ny kørt for fuld kraft. Mange debattører har været ude efter regeringen for ikke at gennemføre de reformer af velfærdsstaten, der hævdes nødvendige for at imødegå den fremtidige ældrebyrde. Bl.a. har en gruppe af erhvervslivets topledere krævet grundlæggende reformer.

Senest har regeringen barslet med nedsættelse af en velfærdskommission, der skal kulegrave emnet. Den har været kaldt en syltekrukke, men i det omfang, en sådan kommission får til opgave at skabe en mere kvalificeret offentlig debat om emnet, må den hilses velkommen. Som debatten har kørt indtil nu, har den haft i hvert fald to væsentlige mangler.

For det første har den givet indtryk af, at vores velfærdssamfund er i overhængende fare på grund af især ældrebyrden. Betegnelser som 'ældrebomben' forleder ikke alene til vilde overdrivelser, men skaber også blindhed for andre og måske større problemer. For det andet er diskussionen præget af ringe refleksion over den måde, det danske velfærdssamfund er indrettet på, og over, hvilke problemer man slås med i de lande, der har valgt en anden indretning. En central opgave for en velfærdskommission bliver derfor ikke kun at lave beregninger på fremtidige udfordringer, men også at skabe en væsentlig større bevidsthed hos befolkningen, politikerne, erhvervslivet og andre om, hvordan den danske velfærdsstat grundlæggende er indrettet, og hvilke styrker og svagheder, det giver.

Det meste af debatten er hidtil foregået i et lukket dansk univers, hvor viden om andre landes velfærdsstater spiller en ringe rolle. At andre lande har større problemer, hjælper selvfølgelig ikke os, men dels giver det en målestok for at vurdere omfanget af vores problemer, dels kan man undgå at gentage andres fejl. Det fyger med forslag om forsikringsmodeller eller øget brug af behovsprøvning ved tildeling af ydelser - efter henholdsvis kontinentaleuropæisk og angelsaksisk forbillede. Skal man vurdere, hvordan sådanne forslag vil virke i praksis, kan man bedst få det ved at se på erfaringerne fra lande, der faktisk har indrettet deres velfærdsstater efter sådanne principper. Her vil man hurtigt opdage, at når mange andre landes velfærdsstater står over for væsentligt større problemer end den danske så skyldes det i reglen den måde, man har indrettet velfærdsstaterne på.

Det ville være en ulykkelig udgang på diskussionen om velfærdsreformer, hvis den førte til, at vi importerer en række af de problemer, man slås med i andre lande - samtidig med, at man glemmer de særlige fordele for samfund og erhvervsliv, såvel som de udfordringer, der knytter sig til netop den danske og nordiske velfærdsmodel. Hvis vi fortsat undlader at trække på den store internationale viden om konsekvenserne af forskellige måder at indrette velfærdsstaterne på, er risikoen, at reformer kommer til at gøre mere skade end gavn, fordi man hælder barnet ud med badevandet. Vi skal her blot pege på nogle få perspektiver.

Lad os først se lidt nærmere på udfordringerne for den danske velfærdsstat, sammenlignet med andre lande. Når det gælder ældrebyrden, ligger Danmark lunt i svinget. Danske pensioner er små. Folkepensionen er beskeden, og den udgør en nogetmindreandel af BNP i dag end i 1972, selv om der er blevet en tredjedel flere folkepensionister. Fremover vil stadig flere folkepensionister ydermere få folkepensionen beskåret på grund af anden pension. Oven i kommer så ydelser fra ATP, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Den Særlige Pensionsopsparing (SP). De vokser, men de er alle baseret på opsparing. Det er tjenestemandspensionerne til gengæld ikke, og de koster efterhånden en del - knap 16 mia. kr. i 2002. Men Danmark har trods alt ikke så mange tjenestemænd. Til sammenligning svarer det tyske (socialforsikrings-)system til, atalleerhvervsaktive skulle have tjenestemandspension fra det offentlige, som der ikke er sparet en krone op til. Man kan naturligvis vedtage at forringe pensionerne. Men det opleves som lovgivning med tilbagevirkende kraft af de tyskere, der i årevis har betalt pensionsbidrag og er derfor politisk ekstremt vanskeligt.

I et system som det tyske spares pensionsbidrag ikke op, men finansierer de nuværende pensionsudbetalinger. Pensionsbidrag er en slags bruttoskat, der betales af arbejdere og arbejdsgivere med halvdelen til hver. Den udgør for øjeblikket 19,1 procent af lønnen, og de samlede sociale bidrag udgør tilsammen 40,8 procent af lønnen i Tyskland. Oveni kommer så den formelle indkomstskat. Et lignende system har man i de fleste kontinentaleuropæiske lande.

Også demografien gør det nemmere at være finansminister i Danmark, hvor befolkningen over 60 år i 2030 vil udgøre 27,8 procent af befolkningen, end i Tyskland, hvor den seneste prognose siger 34,4 procent. Det svarer til henholdsvis 55 og 71 procent af befolkningen i alderen 20-59 år. I tillæg hører Tyskland til de lande, hvor sundhedsudgifterne er forholdsvis meget ude af kontrol. I Danmark har det knebet det sidste par år, men sundhedsudgifternes andel af samfundskagen er fortsat stort set på 1972-niveau og pænt under 1981.

De ældre vil også belaste de offentlige udgifter i Danmark, men finansministre kan sove forholdsvis roligt. Skønnene varierer, men ca. fem procent af BFI kan være et realistisk bud. Blev der ikke truffet modforanstaltninger, og skulle hele ældrebyrden finansieres over skatten, ville det svare til at føre det offentlige udgiftstryk tilbage fra 2002- til 1996-niveau.

Det håber man dog at undgå. Den ambitiøse 2010-plan angiver, hvordan man på én gang kan finansiere ældrebyrden,sænkeskattetrykket og tillade en (beskeden) realvækst i den offentlige service. Midlerne er øget arbejdsudbud og øgede afdrag på statsgælden. Statsgælden var i 1980'erne en 'rigtig' bombe under velfærdsstaten, og den er ikke helt afsikret endnu. Endnu i 2003 er bruttorenteudgiften budgetteret til 48,6 milliarder kroner og statens nettogæld på 526 milliarder. Som Uffe Ellemann-Jensen engang sagde: Danske børn græder, når de bliver født. Det er fordi de bliver født med en statsgæld på 100.000.

Den anden hovedmangel ved den nuværende velfærdsstatsdebat er manglende bevidsthed om den måde, den danske velfærdsstat er indrettet på, og hvilke konsekvenser det har. I den internationale velfærdsstatsforskning rubriceres de nordiske lande som såkaldt universelle velfærdsstater. Især to ting kendetegner denne type velfærdsstat. For det første bygger tildeling af ydelser hovedsagelig på en medborgerskabstankegang. I Danmark får man ydelser som SU, folkepensionens grundbeløb, børnecheck og ret til gratis uddannelse og sundhedsydelser, fordi man er medborger i det danske samfund, ikke fordi man er fattig eller trængende. For det andet prioriterer man serviceydelser så som børnepasning, ældrepleje, uddannelser og sundhedsydelser meget højt. Specielt børnepasning og ældrepleje er gennemgående langt mindre udbygget i lande uden for Norden.

Disse to særkender ved den skandinaviske velfærdsmodel har vigtige konsekvenser. De medborgerskabsbaserede ydelser er fundamentet for den høje grad af økonomisk lighed i Danmark. Det kan umiddelbart virke paradoksalt. Det centrale ved disse ydelser er jo netop, at også de bedrestillede er berettiget til dem. Et forslag, der hyppigt dukker op i den politiske debat, er da også at tage ydelserne fra de velstillede og forbeholde dem for de svage. Det skulle give større lighed. Tankegangen er besnærende, men den holder ikke. Det kan man hurtigt forvisse sig om ved at konstatere, at de lande, der som USA og i stigende grad UK målretter ydelser mod de dårligst stillede, har den højeste ulighed. En af forklaringerne er, at målretning til de svage opdeler befolkningen i en gruppe, der betaler, og en, der modtager ydelser. En sådan velfærdsstat byggende påaltruismefører normalt ikke til stor villighed til at betale til de svage - eller de bliver glemt. Som det står i lærebøgerne:Welfare for the poorer lig medpoor welfare.

Logikken i den danske velfærdsstat er anderledes. Her får vi alle ydelser, men omfordelingen sker gennem skattesystemet. Vi bidrager i forskelligt omfang til den velfærdsstat, vi alle har glæde af. Mange danskere betaler meget i skat, men de fleste får også noget igen. Det er detsolidariskeprincip - alle betaler til alle - og derfor er de fleste faktisk også villige til at betale de høje skatter. Princippet om, at alle betaler til alle, gælder i øvrigt også de kontinentaleuropæiske velfærdsstater - her er omfordelingen bare lidt mindre, fordi ydelser som pension mv. følger tidligere indkomst. I forhold til velfærdsstatsreformer er konklusionen entydig: Hvis man vil bevare den høje økonomiske lighed i samfundet, skal man ikke bevæge sig væsentligt i retning af øget behovsprøvning af velfærdsydelser.

Nogle kunne måske så fristes til at tro, at målretning til de svage måtte være borgerlig politik. Men her glemmer man, at universalismen også bygger på dybtliberaleprincipper og er økonomisk effektiv. For igen at citere lærebøgerne: Universalismen skaber ikke perverse incitamenter i form af samspilsproblemer mellem skat og sociale ydelser eller manglende tilskyndelse til at spare op. Universalismen modvirker afhængighed og giver ikke incitamenter til at fremstille sig som svag . Man bliver ikke straffet for at opføre sig ansvarligt. Og universalisme begrænser socialt bedrageri, er gennemskuelig og billig at administrere. Få regeringer har således gjort så meget for at begrænse målretning til de svage som de borgerlige regeringer i 1980'erne, der bl.a. indførte forældreuafhængig SU, gratis varig hjemmehjælp for alle, mindre behovsprøvning i folkepensionen med videre.

Det andet karakteristiske træk ved den nordiske model - den høje vægt på serviceydelser - giver en stor offentlig sektor, men er ikke desto mindre økonomisk meget fornuftig. En veludbygget børnepasning og ældrepleje er nemlig fundamentet for, at en høj erhvervsfrekvens for kvinder kan kombineres med fertilitetsrater af en nogenlunde størrelse. Danske kvinder, som næsten alle er udearbejdende - og mere og mere fuldtidsarbejdende - får knap 1,8 barn, hvilket er for lidt til at reproducere befolkningen, men pænt sammenlignet med lande som Spanien og Italien med fertilitetsrater på omkring 1,2. Dette sidste har katastrofale konsekvenser for befolkningsudviklingen og gør 'ældrebyrden' langt værre. De lave fertilitetsrater i Sydeuropa og Tyskland hænger ikke mindst sammen med mangelfuld børnepasning. I den situation vælger mange kvinder kun at få ét barn. For den danske debat om velfærdsstatsreformer er konklusionen igen entydig. Tilstrækkelig offentlig omsorg for børn og ældre er forudsætningen for, at kvinder både kan få børn og arbejde fuld tid. Ellers kommer vi i økonomisk forstand fra asken i ilden.

Disse bemærkninger skal ikke tages som en påstand om, at den danske velfærdsstat ikke står over for udfordringer, eller at den danske måde at indrette en velfærdsstat på er uden indbyggede svagheder. Danskerne holder længere ud på arbejdsmarkedet end de fleste EU-borgere - men ikke længe nok. De afslutter uddannelsen senere end alle andre. De elsker længere ferie. Og det kniber ligesom i mange andre lande med at få indvandrere i arbejde. Kort sagt: Arbejdsudbuddet kunne være bedre, og et højt arbejdsudbud er en indbygget nødvendighed for en skandinavisk velfærdsstat. Men man skal holde fast i, at udfordringer som 'ældrebyrde' ikke berettiger til at tale om 'bomber', og at overvejelser om reformer bør bygge på en klar bevidsthed om, at vores velfærdsstat grundlæggende er fornuftigt indrettet, ikke mindst ud fra et økonomisk synspunkt.

I øvrigt ligger den største udfordring for den danske velfærdsstat nok et helt andet sted, end det fremgår af den offentlige debat, nemlig i samspillet mellem velfærdsstatens indretning og det politiske niveau. Helt efter lærebogen: I et velfærdssamfund, hvor alle har glæde af velfærdsstaten, er det ekstra politisk tillokkende at dele gaver ud. Som sagt vil en reduktion af statsgælden i høj grad løse problemerne med ældrebyrden, men det store spørgsmål er, om politikerne kan beherske sig og begrænse uddelingen af velfærdsstatsgaver - eller for den sags skyld ufinansierede skattelettelser. For tiden kniber det med overhovedet at få bragt statsgælden ned.

De høje serviceudgifter ses i den internationale litteratur som den skandinaviske models store styrke, men også som dens akilleshæl - i modsætning til de kontinentaleuropæiske lande, hvor overførsler er hovedproblemet. For et samfund, der bruger mange penge på velfærdsservice, er det bydende nødvendigt hele tiden at forholde sig til spørgsmålet om effektivitet. Denne opgave er politisk farlig og kræver mod: Man er oppe mod stærke, velorganiserede grupper af offentligt ansatte, som ofte føler, de forhindres i at gøre deres arbejde ordentligt. Og man er oppe mod ressourcestærke brugere. Derfor stiger netop serviceudgifterne som regel mere end planlagt. Det kan gå hurtigt: Både når det gælder gælden og serviceudgifterne, skal politikerne ikke slippe tøjlerne i ret mange år, før det overstiger selv de værste skøn over ældrebyrden.

Ovenstående er blot et lille udpluk af de forsømte emner i debatten. En velfærdskommission bør hilses velkommen, fordi vores velfærdssamfund fortjener at blive diskuteret på et mere kvalificeret grundlag, end det hidtil har været tilfældet.