I dag mindes alverdens armeniere den tragedie, som fandt sted for 90 år siden. En tragedie af dengang usete dimensioner, hvor omkring 1 million armeniere mistede livet som konsekvens af, hvad vi i dag uden tøven kalder folkedrab. Ganske ubegribeligt røg tragedien i glemmebogen. I over 40 år blev hændelserne hyllet ind i et slør af fortielse, med det resultat at folkedrabet fik en parentetisk plads i folks bevidsthed i Vesten, hvis man da overhovedet havde hørt om det. I en hemmelig tale til sin generalstab i 1939 citeres Hitler for at have sagt: »Hvem, når alt kommer til alt, taler i dag om udryddelsen af armenierne?«. Hermed antydede Hitler, at hvis tyrkerne kunne udrydde armenierne, uden at det fik nævneværdige konsekvenser, så kunne tyskerne også udrydde jøderne. Hvordan kunne det ske? Hvorfor blev armenierne udsat for disse lidelser? Hvorfor har den tyrkiske regering indtil nu nægtet at betegne hændelserne som folkedrab og i stedet omtalt dem som en tragisk borgerkrig mellem to folk? I tiden umiddelbart op til Første Verdenskrig var Osmannerriget kendt som 'Europas syge mand'. En katastrofal økonomi resulterede i, at riget i 1874 måtte erklæres bankerot og sættes under supervision af de europæiske magter. Den håbløse økonomiske situation havde øget skattepresset, ikke mindst for minoritetsgrupperne. Da presset blev for stort, begyndte oprørene, som blev støttet af Rusland, der så sig selv som protektor for de kristne minoritetsgrupper. Således blev minoriteternes forhold i Osmannerriget gjort til en sag for det europæiske diplomati og kom til at gå under navnet 'Det østerlandske spørgsmål'. Europæernes reformiver var mest et udtryk for en europæisk tradition, som gik tilbage til den franske revolution, men reformer lod sig ikke umiddelbart gennemføre i et tilbageskuende muslimsk samfund, hvor religiøs skik og sædvane var stærkere end love og ændringer dikteret fra udlandet. Stridighederne i riget i perioden fra 1878 til 1913 resulterede i, at det mistede 70 procent af sin europæiske befolkning og 85 procent af sine europæiske territorier. I 1911 gik riget ind i sin sidste og endegyldige fase med Balkankrigens udbrud. I løbet af denne periode med al dens håbløshed havde armenierne, som var en kristen, men indtil videre yderst loyal minoritetsgruppe, den 'frækhed' at minde tyrkerne om, at de havde lovet reformer. Det skete ikke, og snart begyndte sporadiske armenske oprør, ikke fra civilbefolkningen, men fra et lille mindretal af armenske nationalister kaldet dashnak, som håbede på at danne en selvstændig armensk stat. Situationen minder om den, vi kender fra Mellemøsten i dag. Den tyrkiske sultan slog hårdt igen, og op imod 100.000-200.000 armeniere mistede livet. Modsætningerne mellem det muslimske folk og armenierne blev ligeledes illustreret ved, at armenierne, akkurat som jøderne, var et dygtigt handelsfolk, bedre uddannet og generelt mere velhavende end den tyrkiske befolkning. Da ungtyrkerne kom til magten i 1908, var man først åben for reformer, men det varede ikke længe, før man blev enig om én gang for alle at gøre op med 'det armenske problem'. Man mistænkte den armenske 'femte kolonne' for at samarbejde med arvefjenden Rusland. Den indre fjende måtte udryddes! Når man vurderer rigets tilstand umiddelbart før krigen og krigens første måneder, kan man konstatere, at riget besad flere af de karakteristika, som satte riget i højrisikogruppen for at kunne begå folkedrab: et pluralt samfund med religiøse forskelligheder, et knust selvværd oven på Balkankrigene og et mislykket militært felttog i 1914, stormagter, som pressede på, en håbløs økonomi og så videre. Folkedrabet indebar nedskydning af størstedelen af alle armenske mænd mellem 15 og 60 år. Mænd, som var blevet indkaldt til krigstjeneste, blev i grupper på 50-100 bundet sammen og dirigeret ud i intetheden, hvor de koldblodigt blev skudt, langt fra nysgerrige øjne. Kvinderne og de efterladte børn blev, under foregivelse af at der blot var tale om en midlertidig forflytning, tvunget til at marchere igennem den golde ørken i månedsvis, udsat for voldtægter, plyndringer, og var - trods militærets ordre om fair behandling - praktisk taget uden forplejning. For de kvinder, som overlevede de ubeskrivelige lidelser, som marchen bød på, ventede den syriske ørken, som var det designerede stoppested. Udmagrede, og for de flestes vedkommende uden tøj på kroppen, ankom de til ørkenen blot for at opdage, at deres lidelser ikke stoppede her. De, som ikke døde af sult, blev i de sidste kampagner i sommeren 1916 massakreret. Angrebene på konvojerne med kvinderne blev især gennemført af en specialorganisation af løsladte straffefanger, mordere og voldtægtsforbrydere, som havde fået ordre fra højeste sted til at gøre, hvad de gjorde bedst. Specialorganisationen, chettierne, som medlemmerne af dette skændige organ blev kaldt, var under militærkommando. Vidnesbyrd fra et utal af uafhængige kilder bekræfter dette billede, ikke bare fra armenierne, men også fra internationale nødhjælpsarbejdere, som arbejdede i riget. De amerikanske og tyske diplomatrapporter bekræfter ligeledes dette billede. Det er her værd at pointere, at tyskerne var allieret med tyrkerne, og at USA var neutralt i begyndelsen af Første Verdenskrig og derfor fortsat havde diplomatisk kontakt med riget. Disse rapporter var ikke tilgængelige for offentligheden og kan derfor ikke siges at være en del af en propaganda. Beretningerne er så overvældende, at det synes hævet over enhver tvivl, at det, som armenierne var udsat for, var, hvad der ifølge FN's folkedrabskonvention fra 1948 må karakteriseres som folkedrab. Antallet af omkomne armeniere er dog omstridt: Nogle mener, at der er tale om 1,5 millioner - andre, at det realistiske tal ligger omkring 750.000. Det er svært at fastslå, præcis hvor mange armeniere der boede i riget, før handlingerne fandt sted, da mange ikke lod sig registrere, dels af skattehensyn, dels for at undgå krigstjeneste. Tyrkerne selv mener, at tallet er væsentlig lavere, og de skynder sig samtidig at pointere, at der døde 2 millioner tyrkere under Første Verdenskrig, selv om dette tal dækker over tab under hele krigen - en oplysning, som imidlertid ofte glemmes i forbifarten! Hvordan kan tyrkerne i dag påstå, at der var tale om borgerkrig og ikke folkedrab? Efter Første Verdenskrig herskede der ingen tvivl. Der blev ført en retssag, skyldige blev dømt, dog langtfra alle, og hele verden fordømte handlingerne. Det er ligeledes værd at pointere, at armenierne var et lille minoritetssamfund spredt over det ganske rige uden mulighed for at skabe en samlet modstand. De måtte ikke bære våben og kunne derfor på ingen måde ses som en trussel mod den veludrustede osmanniske hær. Tyrkernes forsøg på at vise et billede af en krig mellem to nogenlunde lige stærke enheder, som var lige gode om at føre krig, holder ikke. I alle henseender var det Davids kamp imod Goliat - med David som taber. Armenierne havde ingen hær, intet politi og var ikke centralstyret! Der er flere grunde til, at Tyrkiet kan slippe af sted med at benægte det. For det første viste perioden umiddelbart efter Første Verdenskrig sig at falde gunstigt ud for Tyrkiet. For det andet blev alle armenske landsbyer fjernet, navnene blev ændret, hvilket betød, at ethvert vidnesbyrd om armensk eksistens forsvandt. Sporene blev simpelthen slettet. For det tredje er der ikke længere nogen overlevende tilbage til at modsige den tyrkiske påstand. Det er således muligt at benægte kendsgerningerne uden konsekvenser. Tværtimod kan konsekvenserne ved at indrømme uhyrlighederne være uoverskuelige for en tyrkisk stat, som forsøger at komme ind i EU, dels i tab af prestige, dels er der en risiko for, at man må udbetale erstatninger til armenske efterkommere, selv om disse sikkert vil have svært ved at bevise deres ret. Derudover kan Tyrkiet nære en frygt for, at det eventuelt kunne skabe en lavine af krav fra andre undertrykte folk, såsom kurderne. Så er det nemmere bare at benægte, for det koster ingenting! I 1920 blev den armenske republik, som blev oprettet i 1918, invaderet af Den Røde Hær. Indlemmelsen i Sovjetunionen havde flere konsekvenser. Sovjetunionen, som selv var i færd med at udvikle sig til et totalitært styre, havde ingen interesse i spørgsmålet. Derudover betød sovjetificeringen, at armenierne var fysisk fjernet fra den diplomatiske scene i Europa, hvilket gjorde det nemmere for de europæiske magter at føre realpolitik frem for at forfølge et moralsk skyldsspørgsmål, hvor der ingen vinding var at hente. For USA og de europæiske magter var spørgsmålet om olie meget centralt, og rent militærstrategisk udgjorde Tyrkiet en frontlinje for den kommunistiske trussel. I 1923 kom Mustafa Kemal, også kendt under tilnavnet Atatürk (landsfader), til magten. Han satte alle sejl til for at genskabe et godt forhold til Vesten, hvilket indebar en lang række reformer. Det latinske alfabet blev adopteret i 1928, med det resultat at fremtidige generationer fik svært ved at læse fortidens vidnesbyrd. Det blev ligeledes bestemt ved lov, at den traditionelle tyrkiske beklædning skulle ændres til en vestlig dresscode. Det havde også stor betydning, at Kemal var en karismatisk leder. I takt med at reformerne blev implementeret, steg de vestlige observatørers fascination og respekt for, hvad han havde nået på relativt kort tid. Det resulterede ligeledes i, at det vestlige syn på tyrkere som nogle fremmedartede barbarer ændrede sig, med den yderligere konsekvens at diplomatiske forbindelser med den tidligere fjende blev genoptaget. I 1933 vandt Adolf Hitler en jordskredssejr, hvorefter verdens øjne var rettet mod, hvad der foregik i Tyskland. Anden Verdenskrig begyndte, og behandlingen af jøderne i kz-lejrene under krigen kom snart til at overskygge hændelserne i Osmannerriget under Første Verdenskrig. Tilbage stod et dybt traumatiseret armensk folk, fyldt af en indædt uretfærdighedsfølelse. Ikke bare var langt de fleste af de skyldige sluppet nærmest uden straf, man havde heller ikke fået det land, man var blevet lovet. 50-året for det armenske folkedrab blev vendepunktet. 24. april blev erklæret for national helligdag til minde om den dag, da folkedrabet blev indledt. Samtidig så en radikalisme dagens lys, som resulterede i, at armenske terrorister indledte morderiske angreb på tyrkiske diplomater, som varede indtil 1985. Det armenske spørgsmål kom atter i fokus, og rundt omkring i verden begyndte man at spørge sig selv, hvorfor tyrkiske diplomater blev myrdet - svaret lå mere end 70 år tilbage, glemt af verden, men ikke af armenierne. Tyrkiet benægter stadig. De tyrkiske argumenter bevæger sig på to planer. På den ene side argumenteres der for, at der var tale om en borgerkrig mellem to folk, hvor der døde mennesker på begge sider. Altså var begge parter lige gode om det. På den anden side forsøger man at så tvivl om de beviser, som fortalerne for folkedrab benytter sig af, i et forsøg på at bevise, at al tale om folkedrab er rendyrket konspiration eller ondsindet politisk propaganda. En nærmere analyse af de tyrkiske argumenter, det gælder både argumenterne, som leder til en konklusion om borgerkrig og om konspiration, viser imidlertid, at alle forfatterne, trods værkernes akademiske indpakning, gør sig skyldige i en lang række alvorlige fejl og mangler, en yderst selektiv og inkonsekvent brug af det eksisterende kildemateriale og forsøg på at vildlede den forudsætningsløse læser. F.eks. bruges der udelukkende tyrkiske kilder, og i de få situationer, hvor de amerikanske rapporter er brugt, udelades passager, så den egentlige mening forsvinder. Derudover bruges der eufemismer, altså positive omskrivninger, som læsere uden kendskab til de geografiske forhold ikke er i stand til at gennemskue. F.eks. bliver 'den golde ørken' til det mere neutrale 'nordlige Irak og det centrale Syrien'. Metoden minder således i høj grad om den, som fortalerne for, at holocaust aldrig har fundet sted, bruger. Problemet er bare, at når folk læser holocaustbenægternes fremstillinger, rystes der på hovedet og bruges ord som de er da ikke rigtig kloge, mens det, når tilsvarende argumenter benyttes af de tyrkiske benægtere, blot frembringer en tænksom mine. Man kan undre sig over, hvorfor forfattere og forskere, nogle af dem ganske anerkendte, lokkes ud i Tyrkiets ærinde. Man spørger sig, om de selv tror på det, de skriver? De må da være bevidste om deres selektive tilgang til kildematerialet. Man fristes til at konkludere, at der i nogle af benægterforfatternes fremstillinger er tale om bevidst snyd, da udeladelsen af centrale passager og fordrejninger af kilders indhold er så grove, at det mangler enhver videnskabelig redelighed. I Tyrkiet er det den dag i dag strafbart at referere til hændelserne som folkedrab, og selv i udlandet fører Tyrkiet en meget aggressiv politik imod folk, som vover pelsen og diskuterer hændelserne med deres rette betegnelse. At den tyrkiske stat hidtil ikke har haft lyst til at anerkende sagernes rette sammenhæng, kan ligeledes hænge sammen med, at det ville være det samme som at indrømme, at den tyrkiske republik bygger på mord og tyveri. Det ville betyde en stigmatisering af 'de store frelsere', republikkens skabere - som i nogen grad var involveret - og ville dermed skade den tyrkiske selvforståelse og selvværd. De samme psykiske mekanismer spiller ind, når den nationale identitet skal vurderes. Tyrkiet har et ønske om at genvinde fortidens storhed og opnå respekt hos andre nationer. Ønsket om at se sig som en stormagt giver ikke plads til selverkendelse og indrømmelser, som modsiger denne selvopfattelse. Tyrkiets vedholdende benægtelse skader således landets ambitioner om at blive medlem af EU. Forpligtelserne ved et EU-medlemskab indebærer, at man efterlever EU's normer om demokrati og vedkender sig menneskerettighederne. Men det indebærer ligeledes en villighed til at udøve selvkritik og gå i dialog med andre medlemmer. Derfor kan man kun opfordre Tyrkiet til at række det armenske folk en hånd i anerkendelse af dets lidelser og dermed vise sig som værdig ansøger til medlemskab af det europæiske fællesskab.