Pia Kjærsgaard smilede. »Du skal ikke tage det personligt, Jakob«.

Men i det samme kom Søren Espersen forbi og rettede sin formand. »Jo, det har jeg lige sagt til ham, at han skal!«. Det var på Dansk Folkepartis landsmøde i 2003 – lige efter, at forfatteren Ulla Dahlerup havde holdt en tale, hvor ikke mindst Politiken fik læst og påskrevet. »Venstrefløjen og de kulturradikale har kuet meningsdannelsen i et halvt århundrede. Det minder mig om duften af råddent blomstervand!«, hvæsede Dahlerup fra talerstolen og slog fast, at samtlige Politikens redaktioner, bortset fra sporten, i otte år havde bedrevet »kloakjournalistik« om Dansk Folkeparti. Andre må bedømme, om vores dækning af Dansk Folkepartis årsmøde det år var kloakjournalistik – men i hvert fald valgte vi at optrykke hele Dahlerups tale i avisen. For mit eget vedkommende var landsmødet det første i en lang række i min tid som politisk redaktør og begyndelsen på en lærerig rundtur i det såkaldte politiske bagland. Lærerig, fordi de politiske landsmøder – modsat hvad man ofte hører – faktisk i høj grad fortæller om partiernes særlige historie, deres måde at tænke politik på, ja, deres sjæl, om man vil. Man kan uden overdrivelse slå fast, at man ikke er blandt Politikens kernelæsere, når man deltager i et landsmøde i Dansk Folkeparti. Men ligger der ikke bunker af Den Levende spredt rundt på bordene, så bliver avisen og dens chefredaktør til gengæld ofte nævnt fra talerstolen, gerne af ganske vrede delegerede. Bemærkningerne fra Pia Kjærsgaard og Søren Espersen blev nu afleveret med smil og glimt i øjet, for jeg og resten af Politikens Christiansborg-redaktion satte en faglig ære i, at vores dækning af Dansk Folkeparti ikke skulle være præget af avisens holdning på lederplads. Udfordringen – ud over det banale referat – er naturligvis at give Politikens læsere en idé om, hvem de er, disse pianister, der fryder sig over at have vundet kulturkampen og frygter for den dag, de radikale igen får noget at skulle have sagt i Fædrelandet. Omvendt hos de radikale. At dække landsmøder hos Det Radikale Venstre er for en politisk journalist på Politiken lidt som en aften i familiens skød. Indtil 1970 sad Politikens chefredaktør faktisk med ved partiets hovedbestyrelsesmøder – og det kan godt blive lidt kvalmt med al den gode vilje. Her læser alle de delegerede Politiken, og man kan ofte opleve midaldrende partimedlemmer, der venligt og indforstået spørger til en bestemt kunstanmelders velbefindende eller om, hvem der dog havde skrevet lederen forleden om højskolernes triste nedtur. Nøjagtig som i år faldt de to partiers landsmøder sidste år i samme weekend. Oven i købet var det jubilæumsår for begge partier – henholdsvis 10 og 100 år. Få kilometer fra hinanden samledes baglandet fra to partier, der på mange måder er yderpolerne i dansk politik, og det var oplagt at benytte lejligheden til at forsøge at stille to helt forskellige politiske kulturer op imod hinanden. I Politiken valgte vi i en længere reportage at krydsklippe mellem de radikales landsmøde i Nyborg og Dansk Folkepartis årsmøde i Odense. Det gav bl.a. disse øjebliksbilleder: Nyborg 13.45: Landsformand Søren Bald fremlægger en resolution med krav om øget dansk fokus på Doha-runden i Verdenshandelsorganisationen. Odense 14.00: Kø foran dørene til festsalen, der først åbnes på slaget 14. Et jazzband spiller op. Første række midtfor er reserveret til folketingsgruppen. Poul Nødgaard klapper og råber »bravo!«, inden første nummer er forbi. Nyborg 14.38: Da taler nummer 42 får ordet i den politiske debat, er de delegerede ved bordene efterhånden nået om til bogsektionen og rejsetillægget. De læser Politiken og Skive Folkeblad. Odense 14.42: »Der findes én enkelt befolkningsgruppe, der ikke har fattet noget som helst. Som cykler videre på Christianiacyklen. Som lever i en ulidelig let drømmeverden. Som hader andre end dem med de rigtige meninger. Som raser over topskatten. Som sipper til sin caffelatte«, siger Pia Kjærsgaard og udløser jubel i salen. »Jeg taler naturligvis om de radikale«. Nyborg 15.35: Det rygtes i Nyborg, at Kandis er begyndt at spille i Odense. På talerstolen opfordrer en delegeret til at læse en »dejlig bog« om festkultur i gymnasiet. Der er brug for debat om rusmidler, mener hun. Odense 15.50: Peter Ulstrup, 43, med ’DF’ tatoveret i nakken og over begge ører, står med sin fadøl og en cigarillo i forhallen, »rund fødselsdag er vel rund fødselsdag«, forklarer han om frisuren. Årsmødet er »fint«, men »Kandis hører man jo til snart hver en byfest, når man er fra Sønderjylland«. Nyborg 16.15: Marianne Jelved har fået fat i Pia Kjærsgaards landsmødetale og læser op: »Der findes én befolkningsgruppe, der ikke har fattet noget som helst ...«. Høj latter hos de radikale. Odense 17.02: Bakkens syngepiger har afløst Kandis på scenen. Som reportagen antyder, er det ikke helt forkert, når At Tænke Sig på Politikens bagside kalder Pia Kjærsgaards parti for Dansk Folkeparty. Der bliver ikke brugt megen tid på at diskutere politik på partiets årsmøder. Det nærmeste, man kommer en egentlig debat, er under den faste ’spørgetid’, hvor de delegerede frit kan spørge et panel bestående af partiets ledelse om alt mellem himmel og jord. Et topstyret parti har naturligvis også et topstyret landsmøde. Mere overraskende er det måske, at topstyringen faktisk er et træk, som Dansk Folkeparti et stykke hen ad vejen har tilfælles med Det Radikale Venstre. Her fylder den politiske debat ganske vist langt det meste af landsmødet, men de delegeredes indflydelse er ikke nødvendigvis meget større end hos Dansk Folkeparti. Hos de radikale er det nemlig, ligesom hos de konservative, folketingsgruppen, der suverænt fastlægger strategien og den politiske linje; landsmødet kan ikke binde folketingsgruppen op på en bestemt politik. Demokratisk set kan det sagtens forsvares. Alt andet lige har de folkevalgte jo et langt bredere folkeligt mandat i ryggen end nogle hundrede tillidsfolk, der hver især repræsenterer et beskedent antal lokale partimedlemmer. Men netop i det lys var det temmelig bizart – og et udtryk for, hvor topstyret Det Radikale Venstre faktisk er – at folketingsgruppen slet ikke blandede sig i den politiske debat på sidste års landsmøde. Marianne Jelved havde simpelt hen bedt de radikale folketingsmedlemmer om at holde sig fra talerstolen, officielt med den begrundelse, at landsmødet skulle være baglandets mulighed for at tage ordet. At ordningen så samtidig fjernede risikoen for en reel og åben debat om partiets aktuelle strategi, var nok en sidegevinst, Marianne Jelved kunne leve med. Den slags var aldrig gået hos Socialistisk Folkeparti. Her er det – i hvert fald på papiret – baglandet, der bestemmer. Og det ses på landsmøderne, hvor der stemmes på livet løs om stort og – ganske ofte – om småt. Partiets love slår fast, at den landsmødevalgte hovedbestyrelse, der tæller hele 39 medlemmer, er øverste myndighed mellem landsmøderne, og at folketingsgruppen direkte skal have mandat fra hovedbestyrelsen, inden den tager stilling til »forslag med afgørende politisk betydning«. Det var med den konstruktion, at SF’s bagland i 1967 var stærkt medvirkende til at bringe »det røde kabinet« til fald. Valget i 1966 havde for første – og hidtil eneste – gang sikret Socialdemokraterne og SF et flertal i Folketinget. Det var ved den lejlighed, at Jens Otto Krag løb fra sit valgløfte om, at S ikke ville indgå i et samarbejde med SF: »Man har et standpunkt, til man tager et nyt«, sagde Krag og tilbød SF plads i regeringen. Det kunne SF’s formand, Aksel Larsen, imidlertid ikke få opbakning til blandt sine egne. Og rollen som støtteparti blev reelt gjort umulig af hovedbestyrelsens vetoret i alle større politiske spørgsmål. Så sent som i 2004 frygtede partiets daværende formand, Holger K. Nielsen, konstant at blive underkendt af såvel landsmøde som hovedbestyrelse i sit forsøg på at dreje SF ind på en mere EU-positiv linje. Det var derfor, han i 2004 satsede hele butikken og udskrev en urafstemning blandt alle partiets medlemmer om holdningen til EU’s forfatningstraktat. Den dag i dag kan SF’s historie – som et af de første socialistpartier i Europa, der bekendte sig til det parlamentariske demokrati – aflæses på landsmøderne. Næppe noget kan hidse en folkesocialist så meget op, som hvis nogen forsøger at snyde på vægten og føre politik uden klart mandat fra baglandet. Ofte kan debatterne på SF’s landsmøde forekomme helt absurde for den neutrale tilskuer. Der findes ikke noget andet parti, hvor der bruges så megen tid på at diskutere procedure. Op imod halvdelen af partiets landsmøde kan gå med at gennemføre komplicerede afstemninger, hvoraf nogle udstikker partiets kurs, mens andre handler om at rette kommaer i resolutioner, der er glemt, så snart de er vedtaget. En særlig SF-specialitet er de såkaldte redaktionsudvalg. De nedsættes – efter omhyggelige afstemninger, forstås – for at bygge bro mellem de synspunkter, der er kommet frem i debatten på landsmødets første dag. Derefter bruger udvalgene det meste af aftenen – nogle gange hele natten – på at finde et kompromis, der kan fremlægges til afstemning på andendagen. På den ene side er der noget opmuntrende i at opleve, hvordan flere hundrede partimedlemmer faktisk tager demokratiet så alvorligt, at de orker at sætte sig ind i de utallige emner, der skal stemmes om. På den anden side er det indlysende, at det udstrakte partidemokrati faktisk forhindrer SF i at se skoven for bare træer. Nogle gange er det, som om kampen mellem partiets interne fraktioner bliver vigtigere end kampen mod alle de andre partier. Heldigvis foregår det hele som oftest i en fordragelig atmosfære. Og man kan ikke lade være at holde af SF, når dirigenten på landsmødets anden dag bekendtgør, at der som sædvanlig er nogle, der har glemt at fjerne deres soveposer fra den fælles sovesal. Hvorefter halvdelen af landsmødet rejser sig og forlader salen. Den hyggelige stemning har SF til fælles med flere andre partier. Landsmøder er også fester. Ikke mindst hos Venstre, der sandt at sige også har haft noget at fejre de senere år. Partiets små 1.000 delegerede er dårligt færdige med at synge Bertel Haarders lejlighedssang, før musikken begynder, og dansegulvet straks fyldes op – det varer som regel til langt ud på natten. Men tag ikke fejl: De mange Venstrefolk kommer også, fordi de mener noget med det og føler et ansvar. Nøjagtig som hos SF kan Venstres landsmøde være god medicin for kyniske Christiansborg-reportere. Som da landsmødet sidste år pludselig gjorde oprør mod partiets skolepolitik. Det var ikke noget, der skulle stemmes om, men fodfolket tog ordet på stribe og gik til angreb på undervisningsminister Bertel Haarders planer om at målrette 10. klasse til de svageste elever. Det var et oprør, som vi, set i bagklogskabens lys, burde have placeret på toppen af forsiden af Politiken. Hør engang: åbent oprør i Foghs bagland – og så lige om skolepolitik. Det er en ringe trøst, at heller ingen andre medier bankede ordentligt til historien. Måske fordi vi alle – hvis vi nu skal være ærlige – havde for travlt med at fordøje og analysere Foghs lange tale til landsmødet. For andet år i træk havde statsministeren valgt at holde en lang og meget personlig tale uden manuskript – eller rettere: med et manuskript, som han havde memoreret fra ende til anden. Man kan mene, at det hele er show og spin, og at Venstres landsmøde i virkeligheden mere er rettet mod medierne end mod de tilstedeværende venstrefolk. Hvad Foghs tale angår, er det sidste i hvert fald ubestrideligt sandt. Omvendt er der jo ikke nogen lov imod at benytte et landsmøde til at sætte en politisk dagsorden. Og uanset hvad man mener om Anders Fogh Rasmussen, så besidder han en for danske politikere helt unik evne til at formulere sin politik på en måde, så den fremstår sammenhængende og gennemtænkt. Derfor bliver dette års landsmøde i Venstre også det mest interessante i lang tid. Dels fordi Anders Fogh får svært ved at leve op til den standard, han selv har sat for sine landsmødetaler, dels fordi partiet i år skal vedtage et nyt principprogram, hvor regeringspartiets strategiske hensyn til midtervælgerne risikerer at kollidere med baglandets krav om at stå ved den ideologiske arv. Ideologisk arv er noget, de kender til hos Socialdemokraterne. Det er tankevækkende, at Gimle-kongressen i 1876, der vedtog partiets første politiske program, udartede til at opgør, hvor stifteren Louis Pio måtte se sin magt beskåret, idet han som formand måtte tåle en bestyrelse, der kunne nedlægge veto mod formandens idéer. I mere end et årti har Socialdemokratiets kongresser været skueplads for interne opgør, der nok så meget har handlet om personer, men som i et større perspektiv har handlet om, hvordan partiets ideologiske arv skal forvaltes, nu da arbejderklassen er blevet middelklasse. De opgør har gjort det til en nervepirrende oplevelse for den til enhver tid siddende S-formand at tage til kongres. Og det kan selvfølgelig mærkes. Som i 2004, da den nyvalgte formand Mogens Lykketoft holdt en indædt, men også uforløst tale om det projekt, der få måneder senere blev vejet og fundet for let af vælgerne. Hvorefter hans forgænger Poul Nyrup Rasmussen – befriet for formandspostens tunge åg og båret frem af godt 400.000 personlige stemmer ved europaparlamentsvalget – holdt sin måske bedste tale nogen sinde. Det var det år, jeg blev inviteret til en helt privat snak med en af partiets topfolk langt væk fra kongrescenteret, hvor fodfolket festede. Det var også det år, at en lille gruppe journalister tog på en våd tur i Aalborgs natteliv sammen med to yngre S-politikere, der var kendt for ikke at bryde sig om hinanden og for ikke at have talt sammen i lange tider. Dén aften talte de, og som aftenen skred frem, begyndte fællesmængden at vokse sig større end det, der skilte dem. I dag sidder de begge i ledelsen. Den slags står ikke i avisernes reportager dagen efter, men historierne er værd at nævne, fordi socialdemokratiske politikere gerne klager over, at partiets årelange fløjkrig i det store og hele er medieskabt. Sandheden er, at partiets topfolk selv bidrager til at holde den i live, ikke mindst på kongressen. I det hele taget er stemningen på Socialdemokraternes kongres præget af, at mange af de delegerede er professionelle mødedeltagere – fra arbejdspladsen, kommunalbestyrelsen eller fagforeningen. Her bliver ikke danset som hos Venstre, og her er ingen soveposer som hos SF. Man er her, fordi man har en sag, der skal kæmpes for. På den måde fornægter sjælen fra Pios tid sig ikke. Det gør den heller ikke, når 1.200 delegerede klapper i takt eller istemmer ’Når jeg ser et rødt flag smælde’. Om et par uger gør de det igen, når Helle Thorning-Schmidt byder velkommen til sin anden kongres som formand. Landsmødesæsonen er i gang.