Den aktuelle kulturalisme, hvor kulturen bliver til den politiske ideologi, trives i både venstre- og højrefløjsversioner. Hvad angår multikulturalismen, er venstrefløjsversionerne nok de mest kendte, både i radikale, antidemokratiske varianter og forskellige mere demokrativenlige, der forestiller sig et kompromis mellem multikulturalisme og (social)liberale forestillinger – men multikulturalismen kan også foreligge i versioner, der hører til på det yderste, rabiate højre, såsom de franske ideer om ’etnopluralisme’, dvs. den ide, at kulturerne har ret til autonomi på hver sit territorium. Denne holdning udmønter sig i politiske konklusioner, der går ud på, at enten må indvandrere lade sig helt og aldeles assimilere med alt til faget hørende fra religion til kogekunst eller rejse tilbage til deres oprindelige hjemlande (idet man foregiver, at der for alle findes nogle sådanne). Kulturalismen har et helt sæt kategorier tilfælles med nationalismen – ja, reelt udgør nationalismen en undervariant af kulturalismen, den undervariant, hvor enkeltkulturen er statsbærende. Det er derfor heller ikke overraskende, at den aktuelle nationalistiske renæssance i europæisk politik i stort omfang benytter sig af kulturalistisk tankestof. På den hjemlige scene er Dansk Folkeparti det oplagte eksempel med sin genoptagelse af dansk nationalistisk stof fra 1800- og det tidlige 1900-tal, men også med sine radikale antioplysningspositioner. Søren Krarup og Jesper Langballe har ikke ladet nogen i tvivl om, at oplysningstiden har været menneskets mørkeste periode, og de har igen og igen kritiseret menneskerettighedernes universalisme som en fatal og hovmodig erstatningsreligion. Efter Muhammedkrisen har partiet haft strategisk behov for at slutte sig til forsvarerne for ytringsfriheden imod de islamistiske anslag. Og uanset hvad man kan gisne om motiverne for denne 180-graders drejning til fordel for en af de mest basale menneskerettigheder, så kan man konstatere, at denne ændring kun var mulig ved, at partiet omdøbte ytringsfriheden til en ’dansk værdi’, som om den var et påfund på linje med Holger Danske, kolonihaver og rødgrød. Dette er naturligvis galopperende kulturalistisk historieforfalskning – ytringsfriheden er ikke nogen dansk opfindelse, men noget, som liberalt og demokratisk tænkende kræfter under store anstrengelser og omkostninger fik kæmpet igennem imod den danske enevælde og den danske statskirke, indtil den blev formaliseret i junigrundloven. Ytringsfriheden har naturligvis sin baggrund i internationale oplysningsbevægelser og er et stykke importgods af første rang. Et aktuelt problem i dansk – og også dele af international – politik er derfor, at der er kulturalisme på begge sider af det politiske spektrum. På venstrefløjen hører vi det kulturalistiske kampråb om anerkendelse af de mest antimoderne og uspiselige kulturelle praksisser – på højrefløjen hører vi kampråbet om danskhed og om genopvækkelsen af den mest antimoderne og uspiselige danske nationalisme. At disse to kulturalismer er naturlige fjender, selv om de bygger på samme forløjede begrebsapparat, bør ikke undre nogen. Fransk og tysk nationalisme var også i hundrede år hinandens hovedmodstandere, selv om de oftest trak på nøjagtig samme idehistoriske arv. Den ene kulturalisme er den andens naturlige fjende, netop fordi kulturalismer naturligt er partikularismer, dvs. de kårer hver deres udvalgte folk – og alle folk kan jo ikke være lige udvalgte. Men denne kulturalismernes ondartede og højrøstede vekselsang, hvor venstrekulturalismens styrkelse skræmmer flere vælgere til højrekulturalismen og vice versa, bør ikke forlede nogen til at tro, at venstre- og højrekulturalismen reelt er dagens politiske hovedmodsætning. Den går tværtimod mellem Oplysning og Kulturalisme – mellem demokrati, politisk liberalisme, individets rettigheder, universalisme, oplysning på den ene side og den mørke hævdelse af kultur, tradition, autenticitet, den konservative anerkendelse af individets skæbnebinding til kulturen på den anden side. Derfor er der to former for islamkritik, der ofte kan lyde beslægtet, men som ikke må forveksles. Den ene kritiserer islam som sådan, fordi det er en fremmed religion, der er uforligelig med danskhed og med danske værdier og dansk tradition. Det er den ene kulturalismes kritik af den anden, det er Holger Danske imod Muhammed, det er den ene mytologiske skikkelse i skæbnekamp med den anden. Men den anden kritik angriber islamisme, ikke fordi den er udansk, men fordi det er en totalitær politisk ideologi, beslægtet med mellemkrigstidens europæiske totalitarismer. Denne kritik er en oplyst kritik af en politisk bevægelse vendt imod det åbne samfund og demokratiske grundprincipper. Denne kritik retter sig derfor ikke mod islam som sådan, den fokuserer derimod på ideologiske, politiske og sociale barrierer, der afskærer individet fra dets rettigheder. Hvorvidt disse barrierer har baggrund i kulturelle, politiske, religiøse eller andre dogmer er for så vidt irrelevant. Der er næppe nogen vigtigere opgave i aktuel politik og politisk filosofi end at gennemtænke, udvikle og raffinere oplysningens universalisme og med størst mulig kraft vende sig imod både højre- og venstrefløjens grasserende kulturalismer og deres slavebinding af individet til dets ’kultur’. Et blik på venstrekulturalismens kritik af højrekulturalismen giver et indtryk af, hvor langt denne del af venstrefløjen har fjernet sig fra sit udgangspunkt i Oplysningen, og hvor lidt man egentlig ved om sine politiske modstandere i den kamp, der har udfoldet sig de seneste årtier, hvor kulturspørgsmålet er kommet på dagsordenen og efterhånden har afløst den tidligere uenighed om divergerende politiske utopier. Vi anvender her benævnelsen ’venstrekulturalisme’ for de politiske kræfter, der opfatter sig som de nominelle humanistiske forsvarere for islamistiske regler og dogmer i Danmark, ganske enkelt som noget deskriptivt, fordi man selv opfatter sig som venstrefløj; disse kræfter kan man møde i Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet – og på dette område ikke mindst Det Radikale Venstre. ’Højrekulturalismen’ udgøres i sin reneste form af Dansk Folkeparti. De øvrige borgerlige partier flakker tvivlrådigt om mellem nogle gange en egentlig oplysningskritik af islamismen, som f.eks. når statsministeren fuldstændig korrekt støtter Jyllands-Posten i den internationale kamp for avisens ret til at karikere slibrige politiske ideer. Andre gange synes man, som integrationsministeren, at lade sig forblænde af venstrekulturalismen i symbolpolitikken, som når man ikke vil erkende den politiske kontekst, islamistiske tegn som tørklædet indgår i, men bare abstrakt betragter det som 30 gram tekstil, og andre gange forvikler man sig ind i højrekulturalismen (stort set alle borgerlige politikere), som når man ikke vil indse den danske stats symbolpolitiske tilkendegivelse af at være en religiøs, kristen nation med en kirke bundet til staten og sammenvævet med statens bureaukrati. Som om det ikke var nok, at de, der reelt er kristne, kalder sig ved det, de er, og organiserer sig i deres egne menigheder. At tage hele nationen som pant, både de, der tilbeder helt andre guder, og de, der ingen gud tilbeder, anses i denne optik for at være helt i orden, for her fremholder højrefløjskulturalismen den interne restriktion over for kulturens og nationens medlemmer, som islamistiske kræfter andre steder holder i hævd over for muslimer. Lad os se på, hvilken opgave venstrekulturalismen står over for og på de to kulturalismers gensidige blindhed over for hinandens ligheder. Egentlig er det bemærkelsesværdigt, at venstrekulturalismen, siden den tabte den politiske magt i 2001, endnu ikke har kunnet fremkomme med en analyse af, hvilken angivelig modstander den står over for, Dansk Folkeparti. Det synes, som om man mange år efter sit nederlag endnu ikke er kommet ud af stedet og stadig baserer sine forestillinger om det, man i egen selvforståelse kun vil kalde højrefløjen, på, at denne er ’racistisk’, samt at de vælgere, som højrefløjen har været i stand til at mobilisere, enten er ’racistiske’ eller lider af andre psykologiske defekter, såsom det til den politiske kamp opfundne begreb ’islamofobi’. Den politiske analyse synes på en måde at være overtaget af en noget sløset socialpsykologisk diagnostik. Dette giver sig naturligt nok udtryk i, at man igen og igen beskylder højrekulturalismen for racisme. I foråret 2008 udtalte en af DF-partilederens løjtnanter, Kristian Thulesen Dahl, på forespørgsel, at partiet på visse stræk er »antimuslimsk«. Den udtalelse trak han imidlertid i sig igen efter nogle timer, sandsynligvis fordi den var uklar og mulig at tyde som udtryk for racisme? Betyder ’antimuslimsk’, at partiet er imod muslimer ud fra den illusion, at der findes en ’homo islamicus’ som en racekategori, eller er det imod alt muslimsk i enhver henseende som kultur? Her berører vi højrekulturalismens egen begrebsforvirring, men der er næppe tvivl om, at Thulesen Dahl trak sit udsagn, fordi det kunne tolkes som racisme. At partiet derimod er ’antimuslimsk’ i betydningen imod al muslimsk kultur, kan der ikke herske tvivl om: Det er hele partiets grund til at eksistere. Man kan spørge sig selv, hvorfor venstrefløjen ikke i stedet er i stand til at analysere sig frem til, hvad Dansk Folkeparti egentlig står for, og sætte en offensiv ind mod præcis de holdninger, der reelt har noget på sig. For racismebeskyldningen er forfejlet. Den er snarere det politiske udtryk fra en talentløs opposition, som ikke forstår sin modstander, fordi den heller ikke forstår sig selv. Den syriske filosof Aziz Al-Azmeh peger i sin bog ’Islams and Modernities’ på, at differentialisme, som er et mere generaliseret begreb for racisme, har undergået en ’deracialisering’. ’Race’ anvendes ikke længere som en gyldig legitimation, kun kulturalismeargumentet står tilbage. I Danmark fremtræder Dansk Folkeparti som et kulturalistisk parti, hvis identitetsbærende holdninger er udtryk for en moderne differentialisme. Ingen politiske kræfter begrunder deres holdninger med racisme. En sådan har ikke længere nogen elite og repræsenteres ikke af andre end radikale tabere uden politisk betydning. Men hvorfor er venstrefløjen ikke i stand til at diagnosticere kulturalismen hos sin politiske modstander og sætte en offensiv ind mod de holdninger, som partiet reelt står for? Det skyldes ganske logisk, at man selv lader sig forblænde af samme kultursyn som sin reelt homologe modstander (homologi er lighedstræk mellem organer, der er bygget på samme måde, men har forskellig funktion, red.): Man er selv kulturalistisk. Og dette sætter naturligvis sine grænser for, i hvor høj grad man kan analysere sin modstanders selvforståelse. Begge kulturalismer hylder kulturernes forskelle og deres beskyttede og garanterede identitet. Højre- og venstrekulturalisterne hævder blot disse museale foranstaltninger under forskellige former; venstrekulturalisterne hævder dem i forhold til, at de forskellige adskilte kulturer skal kunne trives på det samme territorium, i den samme stat, hvor der formelt eller uformelt oprettes forskellige jurisdiktioner for individer, afhængigt af hvilken kulturel gruppe de er født ind i. Højrekulturalisterne hævder de samme musealiseringer af kulturerne, men på hver sit territorium, i hver sit land. Man kan tænke på den mærkværdigt oversete enighed mellem to kontroversielle skikkelser i dansk politik: Asmaa Abdol-Hamid og Søren Krarup – begge er missionerende monoteister, begge er skeptiske over for homoseksuelles rettigheder, og begge er ikke fremmede over for dødsstraf. Man sidder indimellem tilbage med det indtryk, at ingen af dem synes at spille rent ud med, hvad de dybest set går ind for som deres respektive politiske mål – hvor omfattende en politisk rolle deres to ’kulturer’ skal ende med at spille i deres mønstersamfund. De to kunne uden videre have været gode politiske kolleger i et kulturalistisk folkeparti – hvis ikke de lige tilhørte hver sin ’kultur’ med hver sit udkårede folk. En vigtig og ofte overset effekt af kulturalismernes indmarch i aktuel politik er, at sociale grupper, der før orienterede sig efter interesser, nu i stigende omfang orienterer sig efter ’kultur’. Det splitter naturligvis disse grupper op. Som den britiske filosof Brian Barry skriver i ’Culture and Equality’: »Den mangfoldiggørelse af særinteresser, der fostres af multikulturalismen (...) støtter en ’del og hersk’-politik, der kun kan gavne dem, der har mest ud af status quo. Der er ingen bedre måde at affeje mareridtet om samlet politisk aktion fra de økonomisk dårligt stillede, der kunne give sig udtryk i fælles krav, end at sætte forskellige grupper dårligt stillede op imod hinanden«. Kan dårligt stillede grupper bringes til at gå mere op i religion, kultur og identitet, splittes de og fjerner fokus fra virkelige politiske problemer. Den aktuelle konfiguration i dansk politik, hvor mange dårligt stillede danskere støtter den kulturalistiske højrefløj (i et omfang så mere end 50 procent af arbejderstemmerne nu går til VKO-blokken), medens indvandrere og multikulturalister samler sig på venstrefløjen, er et slående eksempel på denne effekt og udgør sandsynligvis en af de strukturelle hovedgrunde til den dybe krise i Socialdemokratiet, hvis kernevælgere nu fordeler sig efter kulturalisme i stedet for efter interesse. De borgerlige partiers afhængighed af højrefløjskulturalismen i DF er naturligvis spejlingen af dette forhold. Spørgsmålet må melde sig, hvor længe Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj har tænkt sig at lade sig lede af kulturalismens forblindelse?